Læsetid: 6 min.

Charles Manson er Jesus Kristus

Med Manson på Det Kongelige Teater afslutter Jokum Rohde sin dramatiske tetralogi, der blotlægger eksistensens umulighed gennem statens og religionens ditto. Men han er ikke nihilist, siger han. Som kunstner er han blot ikke forpligtet til at være konstruktiv i sin kritik
'Kunsten kan italesætte den irrationelle viden og den ulykke, som mennesket føler, når åbenbaring og rationalitet viser sig ikke at kunne fungere sammen. Det 20. århundrede har givet os masser af eksempler på, at det ikke fungerer. Hitler, Stalin og så videre arbejdede alle ud fra den drift,' siger Jokum Rohde.

'Kunsten kan italesætte den irrationelle viden og den ulykke, som mennesket føler, når åbenbaring og rationalitet viser sig ikke at kunne fungere sammen. Det 20. århundrede har givet os masser af eksempler på, at det ikke fungerer. Hitler, Stalin og så videre arbejdede alle ud fra den drift,' siger Jokum Rohde.

25. februar 2011

I anden scene i anden akt af Manson på Det Kongelige Teater har Nicolas Bro i rollen som massemorder en monolog på 15 minutter. Det er i løbet af de 15 minutter, at Charles Manson bliver til Jesus Kristus.

For Jokum Rohde blev han det i New York. Det Kongelige Teaters husdramatiker havde i flere måneder arbejdet på en diffus idé om at ville lave et stykke om den amerikanske massemorder, og på en rejse læste han Det Nye Testamente, og dér stod hans Manson »og flammede op fra siderne«.

Charles Manson omtalte også sig selv som Jesus Kristus: Han skulle lede en racekrig,der ville ende i ragna- rokvisionen Helter Skelter. Hans følge bestod primært af unge kvinder, og det var fortrinsvis dem, der førte knivene på Mansons befaling, da de myrdede løs i løbet af to sommerdage i 1969. Syv tilsyneladende helt tilfældige mennesker blev udvalgt og myrdet af Mansons familie. Et af ofrene var skuespilleren Sharon Tate, som var gift med instruktøren Roman Polanski og gravid i ottende måned. Med Tates blod skrev de ordet pig på hendes fordør. Historien om Charles Manson fortælles ofte som den bratte opvågnen for flower power-generationen. En fortælling om en kærligheds- bevægelse, der blev til dødskult.

Det er også den fortælling om Manson, som Jokum Rohde kender. Manson som en politisk revolutionær og voldsforherligende profet. Og selv om han i sin research hurtigt blev klar over, at Manson ikke var andet end en bindegal psykopat, var det stadig profeten Manson, der optog ham.

»Han er den Kristus, jeg forstår. Monoteismen vil altid være en modrevolution, fordi den kræver 100 procents sandhed og 100 procents retfærdighed. Det kan ikke bestå. Det kan kun ødelægge. Det var den forestilling, jeg havde om ham. Jeg vil ikke sige at jeg blev skuffet over ham, men jeg mistede i hvert fald kontakt med ham, da jeg læste om den biografiske Manson. Jeg forstod, at jeg blev nødt til at følge min egen fascination af ham. Jeg har taget ham væk fra Los Angeles og 1969 over i en navnløs millionby i nyere tid,« siger Jokum Rohde.

Religionskritik

Jokum Rohdes stykke er altså ikke historien om en massemorder. Det er religionskritik.

»Ofte føler vi, at der er en meget humanistisk balance mellem en borgerlig og bevarende kristendom og en mere eller mindre demokratisk stat. En sund alliance. Men da jeg sad og læste Det Nye Testamente, kunne jeg virkelig ikke se den alliance. Jeg kan ikke se, hvordan man kan bruge Kristus til noget, der bare ligner orden eller demokrati. Det skal alt sammen nedlægges, hvis vi skal finde sandheden. Det var sådan, jeg læste det.«

Han minder om, at han læste Det Nye Testamente med en dobbeltgængerfigur i tankerne. Testamentets profet var både Charles Manson og Jesus Kristus.

»Jeg blev eksalteret af det: henholdsvis rasende og lut- ret: Jeg havde det, som om jeg blev skrællet fra hinanden, og der kun var ens blødende hjerte tilbage, der dunkede. Jeg tænkte: Det her kan ikke omsættes. Det her kan ikke bruges til noget som helst andet end kunst.«

Dramatikeren gik rundt med alle disse tanker, da en ven nævnte den tyske religionshistoriker Jan Assmann for ham. Det gik op for Jokum Rohde, at den oplevelse, han havde af det nye testamente, blev forklaret i Assmanns teorier.

»Alle monoteismer er kanoniske. De er baseret på ord i en bog, og det er det, der adskiller dem fra andre religioner, hvor guderne var i naturen og himmellegemerne. Monoteismer siger, at Gud kun nås gennem denne tekst. Ingen anden tekst. Man sætter en hård skillelinje mellem sandt og falsk, som Assmann kalder den mosaiske distinktion. Han siger, at det ikke kun er historisk vold, det er også semantisk vold. Det er vold på alle niveauer. Det var vand på min mølle. Det er derfor, min Kristus er revolutionær.«

Stykket Manson er altså religionskritik fortalt gennem en massemorders vanvid. Det er historien om religionens umulighed. For Jokum Rohde vil ethvert forsøg på at konkretisere visionerne i testamentets tekst føre til vold. Dermed tilføjer han religion til den række af meningsløsheder, som mennesket griber efter for at give livet mening, som han har beskæftiget sig med gennem flere forestillinger. Han kæder selv Manson sammen med sine tidligere værker: Darwins Testamente, Pinnochios Aske og Rød Oresti.

»I alle disse stykker er alt andet end staten defineret negativt. I Pinnochios Aske er det kunsten, i Darwins Testamente er det naturen, i Rød Oresti er det retsstaten. Her er det religionen defineret postivt over for staten som noget negativt,« siger Rohde.

Meningsløsheden

Overordnet er meningsløsheden et omdrejningspunkt for Det Kongelige Teaters husdramatiker.

»Stykkerne er tragedier. De bærer ikke løsningen i sig. De bærer en erkendelse af, at eksistensen er umulig, og at mennesket for så vidt lever et tragisk liv. De fire dramaer bestræber sig på at regne nogle ligninger frem til deres udgangspunkt eller slutning og derigennem vise, at det ikke kan lade sig gøre. Det er jo kunstnernes privilegium, at vi ikke er ansat til at løse et problem. Vi er her i en anden funktion.«

Læsningen af Det Nye Testamente med både Manson og Kristus i hovedrollen gjorde kunstnerens funktion tydelig for Jokum Rohde.

»Jeg vil gerne reetablere Kristus som en voldelig revolutionær. For mennesket har en drift mod det irrationelle som Sokrates sagde, kender alle mennesker sandheden. Kunsten kan italesætte den irrationelle viden og den ulykke, som mennesket føler, når åbenbaring og rationalitet viser sig ikke at kunne fungere sammen. Det 20. århundrede har givet os masser af eksempler på, at det ikke fungerer. Hitler, Stalin og så videre arbejdede alle ud fra den drift. Desværre har vi i vores bestræbelser på at lære af historien og lægge afstand til despoterne fornægtet det irrationelle. Ethvert udsagn kræver, at du beskriver omsætningen. Jeg siger ikke, at jeg ønsker Pol Pot tilbage, jeg siger blot, at vores besættelse af de store politiske populærnarrativer fra det 20. århundrede har konsekvenser for vores måde at tænke på.«

Tror på skønheden

I hele sit virke har Jokum Rohde været optaget af overvejelser om meningen med livet eller manglen på samme. Han har skrevet forord til den nyeste oversættelse af Célines Rejse til nattens ende, hvor hovedpersonen Bardamu melder sig frivilligt i Første Verdenskrig for at se, hvordan det er. Hos Céline er livet uden mening, og krig er et grundvilkår. Men vil al denne meningsløshed sige, at Jokum Rohde er nihilist?

Nej, siger han.

»Det, jeg i sidste ende ser i Céline og i Burroughs og i Bowie og i alle mine helte, er, at det er så smukt, det de laver. Lige bag livet er digtet, og bag digtet er døden. Jeg tror ikke, der er særlig meget mere end det. Men i dag er digteren blevet en moderne teknokrat, som statsansat og glad skal være problemknuser eller terapeut for det moderne menneske, og dér synes jeg, kunsten mister, hvad jeg synes er en første faktor i kunsten: Det æstetiske eller det skønne. Men nu er jeg ikke digter. Jeg kan ikke skrive digte. Jeg er dramatiker. Dramatik omhandler sin tid, temaer og konflikter, men hvis du spørger mig, om jeg er nihilist, så må jeg sige nej, for jeg tror på skønheden som en af de vigtigste kræfter i mennesket.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Rehhoff

Ja Jesus var en monoteistisk voldsbølle, som bare fik hvad han fortjenete, på trods af det har han alligevel opnået en vis status efter sin død. Manson, som var kristent opdraget, troede han kunne gøre det samme, desværre for ham korstæster de ikke folk i USA længere, så nu sidder han og skumler over det i fængslet.

Bortset fra det forsøgte Manson sig også som musiker og indspillede bl.a. en sang, der hed "Cease To Exist", som man kan høre på Youtube

http://www.youtube.com/watch?v=pA2ktUcWX7Q

Han opnåede en vis kontakt med Beach Boys som var interesserede i hans musik og som indspillede "Cease To Exist" under titlen "Never Learn Not To Love", plus at de ikke helt følger den originale tekst, men nøjes med at synge "Cease to resist"

http://www.youtube.com/watch?v=pi2YRtIKg9Q

Det er ikke nogen dårlig sang og kan vel nærmest ses som et godt eksempel på autentisk outsiderkunst, som vist endda blev et lille hit på det tidspunkt.