Nyhed
Læsetid: 6 min.

Danmarks Radio er nu officielt kristen

DR skal lægge særlig vægt på at formidle den kristne kulturarv, lyder kravet til kanalen i den seneste public service-aftale. Tidligere stod man kun til ansvar for den danske kulturarv. Kritikere advarer mod et missionerende DR
DR skal lægge særlig vægt på at formidle den kristne kulturarv, lyder kravet til kanalen i den seneste public service-aftale. Tidligere stod man kun til ansvar for den danske kulturarv. Kritikere advarer mod et missionerende DR
Kultur
8. februar 2011

Kristendommen er officielt blevet en del af Danmarks Radios public service-forpligtelser. I den foregående aftale fra 2007 var DR blot forpligtet til at formidle »den danske kulturarv«, men i den nye kontrakt, som stationen i forrige uge indgik med Kulturministeriet og forligspartierne bag Medieaftalen, indskærpes det nu, at DR skal lægge særlig vægt på formidlingen af »den kristne kultur-arv«.

Det nye krav møder stærk kritik fra en række meningsdannere, der advarer politikerne mod at føre korstog med Danmarks Radio som spydspids.

»Det er en måde at tage os allesammen som gidsler i et nationalistisk kristent projekt,« siger lektor i religionshistorie ved Københavns Universitet Mikael Rothstein.

»DR skal være vores allesammens, og hvis man lægger sig på en bestemt ideologisk og værdimæssig linje, så risikerer vi, at DR ikke længere virker samlende, men ekskluderende. Vi kan ikke vide, hvad der er sket ved forhandlingsbordet, men noget tyder på, at der ikke bare er blevet ført mediepolitik, men også værdipolitik,« siger han.

Idéhistoriker Malene Busk, der har markeret sig stærkt i debatten om religionernes indtog i det offentlige rum, kalder det nye krav til DR for »et skridt i den forkerte retning.«

»Public service er jo ikke kun forbeholdt folk, der er kristne, men det er det politiske signal, man sender, når man fremhæver den kristne kulturarv frem for alt andet,« siger Malene Busk.

Hun hæfter sig også ved, at DR's forpligtelse til at »fremme integrationen« i den nye aftale er pillet ud og i stedet erstattet af en vagere formulering om, at DR blot ikke må »tilskynde til had på grund af race, køn, religion, nationalitet eller seksuel observans.«

»Samlet set sender det et signal om, at folk der ikke er kristne, heller ikke hører til i Danmark, og det er et ærgerligt signal at sende. Jeg troede endelig, vi var kommet i gang med at snakke om, hvor vigtigt det er, at vi formulerer det fælles samfund som et sekulært samfund, der ikke privilegerer én bestemt religion eller ét bestemt parti, men tværtimod har til opgave at beskytte alles tanke- og talefrihed.«

Service for kristne

Professor og dr. phil. Frederik Stjernfelt undrer sig også over betoningen af det særligt kristne i public service-aftalen.

»Jeg har ikke noget imod, at DR servicerer de kristne - dem er der jo mange af i det her land. Men man kan undre sig over, at man ligefrem skriver det ind i kontrakten,« siger han.

Stjernfelt mener i stedet, kontrakten burde have forpligtet DR i forhold til oplysningstraditionen.

»En bekendelse til oplysningstraditionen ville omfatte, at man var forpligtet til at orientere om alle de forskellige verdensreligioner, og det er for mig public service. Problemet med den nuværende formulering er, at den lægger hovedvægten på danskhed med kristendommen som den eneste internationale undtagelse. Og det er en mærkelig skævvridning,« siger Stjernfelt, der dog ikke er overrasket over, at en sådan formulering har sneget sig ind i kontrakten netop nu. Det ligger i tiden, mener han.

»Vi ser en skærpelse i de religiøses kamp for indflydelse og de religiøses kamp med hinanden. Der er en tendens til, at kristendommen er vågnet op over for den islamiske udfordring - men hvorvidt det er det, der ligger bag, kan man kun gisne om.«

Morgenandagt

Ifølge kulturminister Per Stig Møller (K) er der imidlertid intet odiøst i formuleringen, for den danske og den kristne kulturarv hænger uløseligt sammen, mener han.

»Den kristne kulturarv er en del af den danske kultur, og det synes jeg ærlig talt nok, der er grund til at understrege, sådan som samfundet udvikler sig. Vi er nødt til i en globaliseret og mere konfrontatorisk verden at præcisere for os selv, hvad vi står på. Jeg var også med til at formulere EU's indledning omkring værdier, så det er i det hele taget et område, jeg tager meget alvorligt,« siger han. Af en note i public servicekontrakten fremgår det, at kravet til DR om at vægte den kristne kulturarv blandt andet »indbefatter dækning af morgenandagt og kristne højtider.«

Per Stig Møller forklarer, at netop bevarelsen af radioens morgenandagt, der sendes alle hverdage mellem 8 og 9 på P2, har været en vigtig grund til tilføjelsen i kontrakten.

»Den danske kulturarv er jo et vidt begreb, og derfor præciserer vi, at det også gælder morgenandagt og kristne højtider, så man ikke bagefter kan sige: Jamen, vi varetager kulturarven og dropper så morgenandagten og de kristne højtider,« forklarer han.

Og det er en vigtig præcisering, mener bestyrelsesmedlem i DR og teolog Katrine Winkel Holm.

»Morgenandagten har et lille og meget loyalt publikum, men den har meget stor symbolsk betydning. Og den har været i fare gennem flere år, « siger Winkel Holm, der er udpeget til DR's bestyrelse af Dansk Folkeparti.

I juni sidste år skrev Information om problemet med morgenandagten. Ville lukningen af P2 betyde, at gudstjenesten nu skulle flyttes til P1? Flere tidligere DR-redaktører fortalte dengang, hvordan man flere gange havde forsøgt at lukke eller flytte morgenandagten. Der foreligger ingen krav om, hvor DR skal placere morgenandagten, men med tilføjelsen til den nye public service-kontrakt slipper DR altså ikke for den kristelige morgenvækning, når P2 lukkes 1. november.

»Det er jo helt klart en mistillidserklæring fra politikerne, men det er også nødvendigt. Som Viggo Hørup sagde, er demokratiets grundlag den gennemførte mistillid. Så hvis du vil være sikker på, at de gør det, så skal du stille krav om det,« siger Katrine Winkel Holm

Mikael Rothstein mener, at den specifikke benævnelse af morgenandagten er den konkrete konsekvens af ambitionen om at konsolidere forholdet mellem stat og religion.

»På alle måder skal vi sætte det kristne hegn op, så vi holder det rigtige inde og det forkerte ude. Og det finder jeg højst problematisk i et samfund som vi vil kalde demokratisk, åbent og moderne. Kristendom og kirke er ikke noget, der går særlig godt i spænd med mange af de ikke-religiøse normer, vi ellers lægger til grund for vores samfund, så derfor er der fuldstændig besynderlig ubalance mellem tingene her.«

DF's ære?

Mikael Rothstein er ikke i tvivl om, at æren for kristendommens indtog i public service-kontrakten kan tillægges Dansk Folkepartis indsats ikke bare i værdidebatten, men også via Katrine Winkel Holm, som partiet har udpeget til bestyrelsen.

Katrine Winkel Holm afviser dog den påstand:

»Jeg har jo ikke haft noget direkte med formuleringen af kontrakten at gøre, så det kan jeg ikke tage æren for. Men jeg er meget glad for den. Det er en meget naturlig og vigtig opgave for DR, som det i dag er blevet nødvendigt at understrege. Det er jo bare at fastholde DR på deres opgave. Det er et stort fremskridt.«

Hun afviser blankt, at det skulle have en ekskluderende effekt.

»Det er en markering af, at i det her land har vi en folkekirke, og et flertal af danskerne er medlem af den luthersk-evangeliske kirke. Jeg synes, det ville være diskrimination, hvis man i lighedens navn ikke måtte markere det. Vi skal ikke gå multikulturalistisk amok, men i stedet markere, at vi har en kristen kultur, vi kan være stolte af,« siger Katrine Winkel Holm.

Michael Rothstein er ikke overrasket over, at DR nu er forpligtet til at varetage en kristen kulturarv:

»Det er konsekvensen af ti års værdipolitik fra regeringens side. Det er et fænomen, der er i familie med ideen om en kanon og hele værdidebatten om den danske kultur-arv og selvbevidsthed. Når man i så aktiv grad har prøvet at konstruere det danske som det kristne, så må det jo også vise sig i sådan nogle sammenhænge.«

Men Mikael Rothstein mener ikke kun, at der er tale om en politisering af DR.

»Man kan også se det som et udslag af kristen mission, fordi det er en forpligtelse i et kristent missionsperspektiv at udbrede budskabet. Og det er ikke svært at fortolke det sådan, når det specifikt er morgenandagten, man ønsker at holde fast i. Det er jo ikke en åben diskussion om religion som fænomen i vort samfund, der er intentionen med den formulering, der nu ligger i public service kontrakten,« siger Mikael Rothstein.

Det lykkedes i går ikke Information at få en kommentar fra DR's nye generaldirektør Maria Rørbye Rønn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Slettet Bruger

Når diskussionen går om kristendom er der ofte folk, som henviser til (hvad andre engang har skrevet om) hvad Jesus har sagt eller gjort eller til forskellige skriftsteder og egne eller andres fortolkninger osv. Meget minder om imamerne og deres islam diskussioner om, hvad der er rigtig eller forkert islam, og om hundreder af års interne kristne stridigheder og idekrumspring, som ikke er stort anderledes end med anden politik og magtbegær.

I sidste ende er religion vel sådan som den dyrkes og i bredere forstand kulturen udfolder sig i praksis blandt dem, der siger de er eller troende, uanset andres forsøg på at definere eller diktere hvad der er rigtigt og forkert lære.

Således betragtet må religionen og den såkaldte danske arv vel også være præcis, hvad der har udspillet sig i gennem tiderne, og arven have en del til fælles med hvad man prøver at bekæmpe i formørkede lande. Ikke værd at kaste mange licenskroner efter for at hylde, men da meget gerne en masse oplysning om forskellige religioner og deres indflydelse på godt og ondt, eftersom de stadig ofte lader til at stå i vejen for fredelig sameksistens.

HW:
"eftersom de stadig ofte lader til at stå i vejen for fredelig sameksistens."

GP:
Den hidtil største krig - 2-den verdenskrig byggede ikke på religion.

De fleste religionskrige handler om magt mellem etniske grupper.

Et religionsforbud ville da ikke få mig til at holde af Pia K.

Som jeg sagde til en invandrer: "Bare rolig - vi danskere hader hinanden meget mere end vi hader jer".

Martin Frederiksen

Statsligt medie der er betalt af den danske befolknings skattekroner, som bliver brugt til religionsmæssigt indoktrinering. Flot...

Hvad så med at DR bliver betalt via den danske kirkeskat? Hvorfor kan vi ikke framelde licensen, når man kan melde sig ud af folkekirken?

Tag jer nu sammen og kom ind i kampen, der står 2011 på kalenderen, ikke 1911...

Anne Marie Pedersen

DR uden statslig indblanden nu. Vi har brug for uafhængig nyhedsformidling for at vi kan kalde os et demokrati.

Selv hvis DR lavede religiøs inddoktrinering - hvad jeg tvivler på de har gjort i mange årtier hvad så med DJØF-ferne ?

Jeg betaler via skatten for at unge mennesker undervises i, at partiet Venstres ideologi er den rigtige.

Bagefter fortæller de mig i den bedste sendetid (stadig for mine penge) hvad "vi har råd til" og hvad vi ikke har råd til.

Hvad skal vi så med stemmeretten ?

Lad dog Venstres partikasse betale for uddannelsen.

Sammenlignet med dette ville et mindre beløb til oplæsning af et enkelt fadervor og en organist være småting.

Slettet Bruger

Gorm,

Jeg vil hverken påstå eller afvise at 2. verdenskrig byggede på religion, men den udsprang fra et kristent land i nyere tid med en ikke så fjern kultur.

Det er meget muligt de fleste religionskrige afhængig af definition, eller i hvert fald mange af dem, har at gøre med magt imellem etniske grupper. Men et eller andet sted handler det også om manglende tolerance, almindeligt had, hævngerrighed, magtbegær og ikke mindst hykleri i forhold til den såkaldt ”rigtige” religion. Jeg ved ikke hvordan religionsforbud kommer ind i billedet.

Anne Marie Pedersen

Gorm. Nu generaliserer du alle Djøf'ere. Det er ikke pænt.

"Mennesker & Tro", "Religions Rapport" og hvad de nu måtte hedde. Er det samme forvrøvlet sludder i evig dumpe tomgang af og for det kvindelige publikum. Hvis eneste reelle mod"-spiller" er hyrdetimen på kanal-københavn som i gamle dage.
At dette religionspladder til stadighed fylder mere og mere i sendefladen kan måske tilskrives DR's snigende erkendelse af det gamle monopol som en lille lokalsender i det europæiske medielandskab.

Peter Andreas Ebbesen

Dorte Sørensen.
De må godt lave en DAB-kanal, med religiøst indhold.
Bare det bliver en privat station der gør det.
Jeg har nu ikke betalt licens til DR i 2 år.
Men lægger i stedet hellere end gerne en skærv hos www.den2radio.dk.
For de er som P1 burde være.
Uden kristent bavl, og uden erhvervslivets gøren og laden, der bliver udbasuneret på DR's P1 i tide og navnligt utide.
Jeg håber så mange som muligt allerede i dag vil stopp deres licensindbetalinger, for man skal da ikke betale til en religion, man ikke tror på.
Og jeg er for øvrigt allerede udmeldt af Folkekirken for 9 år siden.
Så ingen licens her fra så længe det er sådan her.
Kæmp for et frit Danmark, og kæmp for alt hvad du har kært, inden DF tager det hele!
Frit Danmark nu, om jeg må bede!!
VH Heidi Madsen

Anne Marie Pedersen

Jeg må indrømme, at jeg synes det er fint med et par religiøse programmer i radio og tv. Og fint nok, at de kristne indslag er i overtal - det afspejler befolkningen. Så skal der selvfølgelig også være plads til andre religioner. Men der er da et godt stykke vej fra et par religiøse programmer, til at gøre DR desideret kristent funderet. Arhg. Det er for meget.

Anne Marie Pedersen

overtal --> altså i overtal blandt de religiøse programmer forstås. De skal selvfølgelig ikke udgøre størstedelen af sendefladen :)

Til Gorm:

citat "Første del er ikke rigtig. Man har håndskrifter dateret til år 125. De 4 evangelier er blevet pålideligt videreformidlet."(c.s.)

Måske har jeg misforstået noget: har Jesus levet helt op til han blev 125 år? Pålideligt videreformidlet? Hmmm... der er åbenbart noget virkelig paranormalt og overnaturligt i religionsuniverset. Men man må godt tro det man vil. Bare man ikke tror at man kan tvinge andre til at tro det man tror.

DF=1/FD... dvs. DF er det modsatte af FD og FD=Frit Danmark.

Philipp Von Faberholts udsagn modsiger Gorm Petersens påstand om, at der ikke længere findes fundamentalister i Danmark.

Skønt !

Michel Foucault, som iøvrigt ikke var DJØFER, sagde i én af sine berømte forlæsninger på den meget anerkendte College de France i Paris i 1970'erne om biopolitik, at man bør vende Von Clauswitzs berømte formulering af forholdet mellem politik og krig om: Krigen er en fortsættelse af politik med andre middler, skrev Von Clauswitz. Foucault sagde, at det faktisk er politik der er en fortsættelse af krigen med andre middler. I den her sag om værdikamp og værdipolitik er det tydeligt at han havde ret. Det er en biokrig der føres ad bagdøren af en flokke nationalfundamentalistisk bindegale. Og i krig tages der gidsler. Det er det vi er blevet til under de her sidste 10 år med DF som landets ægte regerende parti og pianismen som den eneste gældende officielle ideologi.

Ja, hvad er egentlig problemet med at man bruger offentlige middler og en offentlig institution til at missionere en bestemt trosretning og promovere en bestemt ideologi? Det er trods alt "demokratisk" gjort, dvs. på en lovlig måde, ikke? Men så er loven og demokratiet blevet forvandlet til en parodi... regimet ligger nu mellem et nekrokrati og et teokrati. Vi forarger os vedr. begrebet proletariatsdiktatur, men ikke vedr. flertalsdiktatur og endnu mindre vedr. mindretalsdiktatur. Husk på at den nuværende regering er en mindretalsregering.. i al forstand... samt at det ægte regerende parti er DF, med kun sine 14 % af stemmer...

Peter Jespersen

PGA den nye økonomiske dagsorden har nationalisterne i det uDanske Folkeparti jo også været fuldstændig væk fra medierne sendeflade. De har hængt alt på en enkelt sag og er totalt blanke på alt andet.

Gad vide om dette er en del af den kommende efterlønshandel, der er nødvendig for at VK kan slagte efterlønnen eller om det kun er ren valgkamp fra de uDanskes side.

"Berig og berus mig med jeres åh-så-oplyste, ", "Super, jeg kigger op mod jer, grøn af misundelse!", "Slap af, Danmark bliver ikke ligepludselig forandret til et middelalderligt styre "
Sagt af en sand kultur-kristen. Har det nogensinde undret at andre ikke ønsker at være ligeså dum som dig?
Hvad om vi erindre disse visdomsord: "Jo tak, jeg ved godt “men vi betaler licens!” - det er altså ingen undskyldning for at komme med lange, laterlige hade-taler."

@Villy - du er i gang med at afsløre din uvidenhed om oldtiden - dig om det.
I en kirke ikke langt fra mit hjem står en sten med symboler fra vikingetiden - den ikke kristne del af den, og i norske kirker fra dengang Norge var dansk findes træskærerarbejder med tydelig inspiration fra oldtidens guder. Andre eksempler findes også.
Enhver der har studeret den del af historien ved, at kristendommen ikke blev dominerende fra dag til dag derfor blev alle symboler fra den gamle tro heller ikke blot kastet bort. De forsvandt kun langsomt og nogle er her altså stadig.

Men den udbredte historieløshed får desværre folk til at mene at før kristendommen var Danmark og resten af Norden kulturløst - sikke noget sludder!!!

Kristendommen har langt hen ad vejen været årsag til megen uvidenhed og er det i dogmatiske kredse det stadig.

Al religion hindrer den frie tanke.

Danmark er et multikulturelt og multireligiøst samfund som også omfatter os der ikke tror på noget overnaturligt.

DR SKAL være for alle!!! - Derfor skal der ikke være religiøse programmer i DR, og stat og kirke skal adskilles!!!

Tro er en privat sag.

Til sidst - jeg tror nu nok at folk i dette debatforum ved hvad de taler om, det er vist dig der trænger til et par lektioner i HELE vores kulturgrundlag, er du ny her.......

Jeg har tit overvejet at melde mig ud af folkekirken, men nu sker det endelig!

Det får absolut ingen praktisk betydning for programudbuddet ---- en ren symbolsk handling, så nogle sover bedre om natten.
Det er ikke værd at lade blodtrykket hæve sig over.....

Vi er udsat for et kulturelt/religiøst kampskridt: nationalkonservative, liberalister og kristne vil benytte hver en lejlighed til at forurene hvilket som helst skriveri med tilføjelser som den vi ser her.

Morten Kjeldgaard

Hvordan kan DR bliver mere kristent? Man kan dårligt åbne for P1 uden at høre et eller andet kristendomslort.

Kenneth Jacobsen

Per, det er vist citater...Frederiks kritik går vist netop på sådanne skriverier - vi kan måske være enige om at de ikke klæder nogen som helst debat? Inden du gør en tendens ud af det her, så bid mærke i at jeg ikke kender Frederik, heller ikke er udsendt som stormtrop eller for den sags skyld befinder mig på højrefløjen. Der er simpelthen tale om modstemmer til den faste menigheds lidt overgearede retorik på dette punkt (se citaterne en gang mere)

Det er pinligt ud over alle grænser, og går langt hinsides stavefejl ...

... at noget så selvfølgeligt skal ekstraordinært indskærpes overfor mellemlederne på DR med strikshed og jura.

@Gorm Petersen
Interessant at en der betragter bibelen som guddommelig siger "Hvad med at glemme den forbandede fortid ?"

Måske fordi vi skal glemme at religion (med de 'Abrahamske' som ypperlige eksempler) altovervejende har arbejdet *imod* fremskridt, oplysning, frihed og kulturel mangfoldighed?

Dig og de andre tosser skal være velkomne til jeres bedetæpper, gudstjenester, tiender og konstante forsøg på at nyfortolke gamle tekster så i ikke bliver alt for grundigt til grin ("jeg tror da ikke på den fjollede gud Dawkins snakker om"... "homoseksualitet er da OK"... "man skal da ikke stene kvinder for utroskab" osv.).
Men 2 ting:

1) Der er ikke nogen ateistisk religion. Du nægter vel at acceptere det (som religiøse så ofte nægter at acceptere virkeligheden hvis den ikke passer med den de hellige skrifter), men at forkaste metafysik og religion på videnskabelig baggrund er ikke at erstatte en religion med en anden. Det er at erstatte tro med viden.

2) Hold mig udenfor. Jeg drømmer som John Lennon om en verden uden religion, men jeg accepterer at det ikke bliver foreløbigt. I religiøse har såmænd lov at spilde tiden med jeres tosserier alt det i har lyst til. Til gengæld bliver i simpelthen nødt til at fatte, at guddommelige åbenbaringer ikke er gyldige argumenter efter børnehaven - vi kræver mere lødighed af de statsfinancierede medier end det.
Men lad os da endelig se/høre DR tage mere fat på religion på videnskabelig grund...

"Til Ivan Gullev

Tak for din henvendelse vedrørende den nye Public Service (PS) kontrakt. Det er rigtigt, at den nye PS-konkrakt som noget nyt understreger, at formidling af den kristne kulturarv er en del af DRs opgave. Men det er en understregning af et område, som historisk set altid har været en del af DRs opgave. DR har også i de forrige medieforligsperioder, hvor forpligtelsen til at dække den kristne kulturarv ikke eksplicit fremgik af PS kontrakten, sendt både transmissioner fra gudstjenester og programmer om tro og eksistens, herunder den kristne tro. Faktisk er Radiogudstjenesten og Morgenandagten DRs ældste eksisterende udsendelser. Den nye public service kontrakt indebærer således ikke nogen reel ændring i programudbuddet.

Du har ikke mulighed for at få refunderet din licens, men du kan afmelde dig licensen hvis du ikke er indehaver af:

1) tv-modtagere eller tilsvarende billedfremvisere,

2) pc'er eller tilsvarende enheder, der kan modtage og gengive billedprogrammer eller -tjenester, såfremt der samtidig via apparatet er adgang til internet, eller andet netværk, med en downloadhastighed på 256 Kbit/s eller derover,

3) pc'er med modtageenheder, der kan modtage og gengive billedprogrammer og -tjenester via radiobølger eller netværk (tv-tunere), eller

4) eller andre enheder, der trådløst kan modtage og gengive billedprogrammer og -tjenester, der er udsendt til almenheden, herunder f.eks. PDA'er, mobiltelefoner med internetadgang mm.

Jeg håber du kan finde værdi i DRs mangeartede tilbud.

Venlig hilsen
Michael Soylu

--------------------------------------------------------------------------------------------
Michael Soylu
Konsulent
Jura, Politik og Strategi
DR
DR Byen"

@Ivan Gullev "Jeg håber du kan finde værdi i DRs mangeartede tilbud." - Humoren har DR da stadig :O!

Har læst alle kommentarerne - grint og grædt ;)

Som en klog Indianer engang har sagt;
"Vi arver ikke Jorden af vore forældre - Vi låner den af vores børn."
Måske alle burde prøve at finde den indre indianer frem...?

2000 Years can only prove WRONG!!!

... Og en god dag herfra....

Hvorfor dog denne hidsen sig op over, at der blot nu er kommet ord på det DR alle dage har gjort og haft til opgave.

Den danske kulturarv står altså i et relationelt forhold til kristendommen. Det burde være evident for enhver, der har gået i skole.

Den danske kulturarv står i relation til så meget: asatroen, oplysningstiden, socialismen, demokratibevægelsen, kvindebevægelsen etc. etc. som med lige så stor ret kunne nævnes.
Når det kristne explicit nævnes er det vel med et formål?

Ihukommende Grundtvigs
”Frihed for Loke såvel som for Thor”,
vil jeg mene, den danske Luther-kirke må ud af DR.s overordnede målsætning, og vil i den forbindelse opfordre til at Gorm Petersen udnævnes som generaldirektør, så også den kristne del af den danske kulturarv kan bevares og videreudvikles (’Back to basics’ på nydansk), gerne i samarbejde med Abdol Hamid fra Enhedslisten, så DR også institutionelt kan tilgodese, udover den religiøse, også den kønslige ligestilling.

Med venlig hilsen
fra en ikke-religiøs, mediterende/drømmetydende dansk statsborger med jødisk/zionistiske aner.

Marianne Mandoe

En Public Service station skal ikke forfordele en religion frem for andre.
Så er den ikke længere public service, men møntet på EN specifik befolkningsgruppe.

Marianne,

denne ENE befolkningsgruppe tæller omkring 80 % af befolkningen -.^

Marianne Mandoe

Eva Lia...

Det er fuldstændigt irrelevant om det er 80%.

En public service station skal være public service for HELE befolkningen. Ikke bare udvalgte dele af den. Heller ikke selvom den udvalgte del "tilfældigvis" udgør flertallet.

Claes Pedersen

Der står tydeligt i grundloven ingen i dette land er forpligtet til betale til nogen religion, ud over ens egen, så lov teksten er ganske enkelt i strig med grundloven.

Marianne,

så du ikke min smiley med et glimt i øjet?

Nå, men at der i PS-kontrakten nu eksplicit er nævnt ordet 'kristen' kan ikke hidse mig op.

Jeg mener, har du set eller hørt DR for nyligt - der er fyldt med kristendom.

Måske hele DR er i strid med Grundloven?

Fint nyt DRlogo på billedet iøvrigt... Det udstråler... Noget.... Mere.....:O!

Marianne Mandoe

Nej.

Jeg har ikke set eller hørt DR for nyligt fordi jeg er træt af at få smækket en religion jeg ikke giver en døjt for i ansigtet hele tiden.

Jeg kan ikke høre min klassiske morgenmusik i fred. Jeg kan ikke høre debatprogrammer uden at der er konstante referencer til en eller anden for for gudedyrkelse.
Jeg orker ikke at se på programmer der stiler efter at være så "gode" som muligt uden direkte at sige at Gud er det eneste saliggørende.

Jeg holder mig til online-radio eller de tyske kulturkanaler. Og hvad fjernsyn angår kan jeg vælge mellem masser af internationale stationer der aldrig kommer med så meget som et nik i retning af EN bestemt religion.

@ Marianne

Dén kommentar kan jeg også skrive under på!!!

@Torben Siersbæk

Du kan være sikker på en ny regering ikke vil afgive en millimeter af al den magt som det nuværende regime har tilranet sig. Ikke en millimeter...

Welcome to FOX news.

Hvad der provokere mig utoligt meget er korset paa DR's bygning, jeg kan ikke hoere dansk radio, se dansk TV, men jeg betaler dansk skat men ikke mere dansk licens. Derfor mener jeg at jeg har ret til at deltage i debaten, da det til syneladen ogsaa er brug af skatteborgerenes penge.

Jeg er komplet uforstaaende for at et statsmedie kan blive styret af en meget snaevert flertal. Det ligner hvad der sker i diktaturstater?

Jesus opfandt simpelthen både videnskaben og den sunde fornuft.

"Alt vil komme for en dag".

Han forudså vore dages teknologiske udvikling, hvor bioteknologien allerede nu har ophævet forskellen på liv og død.

Det gjorde han ved at tale om "det evige liv".

Et menneske er naturvidenskabeligt set blot en maskine, og som alle andre maskiner veldefineret og reproducerbar.

Han kunne alternativt have sagt til folk:

"I er stendøde kemiske maskiner allerede mens i lever"

- men vore dages naturvidenskabelige verdensbillede havde været sværere at forklare for 2000 år siden.

"Det evige liv" var den mindst ringe måde at forklare vor viden af i dag på, for folk dengang.

Det er også ham vi kan takke for social retfærdighed (velfærdsstaten) og kravet om tilgivelse (mildere straffe).

På det mere filosofiske plan forudså han også nutidens hjerneforskning

Ved at betone Guds almagt og menneskets magtesløshed, bekræftede han moderne hjerneforskning i at:

"Gartneren kunne lige så lidt have valgt ikke at klippe hækken, som hæksaksen".

Der findes ikke "fri vilje" - hjernen er en maskine. Hjernen og hæksaksen er i samme omfang redskaber for det almægtige univers (Gud).

Som det ses heraf, går Jesu forkyndelse smukt hånd i hånd med moderne videnskab.

Det er 1700-tallets oplysningsfundamentalister der er sure over at videnskaben punkt for punkt modbeviser deres teorier (senest hjerneforskningens afvisning af fri-vilje).

Det er ikke underligt de bilver sure over, at vi er nogen stykker der siger: Hvad sagde vi ?

(slik sårene og kom videre)

Søren Kristensen

Medielicensen er næsten ligeså snedigt indrettet som kirkeskatten. Man kan godt vælge den fra, men så får man bare ikke et nemt liv.

Til Gorm:

Det er en interessant men trods alt frygtelig holistisk poesi, du har gang i ! Er du klar over, at det billed af Jesus, du her tegner, flirter med en totalitære verdensanskuelse og dermed en ideologi der modsiger godheden af Jesus' ord (eller helt præcist kirkens) ? Det kunne være relevant at udforske spørgsmålet om, til hvilken grad sådan en holitisk religiøs opfattelse og institutionaliseringsprocess banede vejen til det 20 århundredes totalitære tænkegang... Hannah Arendt gjorde en del indsats i at afklare nogle væsentlige sider af problematikken, Leon Poliakov også har ydet sin del, men det ser ud til at der stadigvæk er en del arbejde at lave...

Marianne Mandoe.
Jeg kan og vil ikke gerne følge dit eksempel. P2 er min foretrukne, når bare de ikke sender Wagner og lignende.

Det værste er at liberalkulturidioten vil fjerne P2 fra frekvensen. Så nu sendes P2 som DAB som min receiver ikke kan modtage. Så nu er vi en del der skal ud og købe nyt stereoanlæg. Squ og fa....

Øhh- nåh nej. Dette er en tråd om kristendom i DR. Ja det kan nok få pis i kog. Findes "kristelig lytter og fjernseer forening" stadig? De havde jo stor indflydelse i sin tid, hvor Dr var go' og gammel ;0)

Til Gorm. Jeps, helligånden nedkom i en flyvende tallerken og James Bond skød Jesus og nu kommer jeg aldrig i himlen...Suk!

Gorm, det er et fint indlæg du har der.
Jeg vil samtidig give J.Jepsen ret i at du stammer den lidt for meget med din afvisning af fri vilje (tror sørme vi har været omkring det før iøvrigt, du og jeg ...).
Det er jo netop denne lille marginal af fri vilje, som er større hos mennesket end hos dyrene på grund af 'intelligensen', og som Jesus henvendte sig til - evnen til at handle og tænke på tværs af de 'normer'.
Den har det naturligvis ikke så godt i meget bevidste 'socialistiske' kredse, hvor regel, norm og fodslag er alfa og omega. I en fri debat om 'kristendom' vil normtænker-fortalerne ALTID være i massivt negativt flertal.
Ellers var de jo ikke normale.

@odd bjertnes

engels og mange andre kommunister afviser og afviste forestillingerne(?) om kun og fuld bestemhed,
de kalder og kaldte, og det næppe venligt ment, sådanne forestillinger for: teologi: gudelære

romed bucher: Så kan man vel forvente at DR fremover bliver betalt over kirkeskatten. Jeg gider i hvert fald ikke, jeg er ateist.

--------------------------------

hm. det næste blir vel en ateismeskat, en særskat netop ateister blir' pålagt, for at ateister må slippe for teisme i de offentlige rum ?

at dk samfundet og dk staten nu tydeligere og tydeligere bringes til at fremstå som facisme
( bla.a. ved folkekirke, kongehus og nu også dette ) , er formodentlig et bevidst trick for at drive befolkningen til, som et valg mellem to onder, så at foretrække de forholdsvise mindre onder, såsom eu eller/og liberalistisk økonomi.

KIm Gram :
Jeg lægger vægt på at besvare henvendelser når jeg ser dem, men forstår ikke indholdet af din kommentar, simpelthen ?

Den Engels du hentyder til, er vel Karl Marx' kammerat Friederich , men han var langt fra nogen teologisk autoritet. Han var økonom og bistod Karl Marx med praktisk og teoretisk input angående 'kapitalistisk metode og logik' - hans personlige speciale var familie-økonomi.

@odd bjertnes

det er en bemærkning til hævdelser om at socialister eller kommunister antager at alt(!) er kun og fuldt bestemt; nogle socialister og kommunister, og bla.a. f. engels, modstrider tværtimod lærer der hævder at alt er kun og fuldt bestemt ( uden at de socialister eller kommunister så i stedet antager at der så må være fri vilje )

--------------
@odd bjertnes skrev:

Det er jo netop denne lille marginal af fri vilje, som er større hos mennesket end hos dyrene på grund af ‘intelligensen’, og som Jesus henvendte sig til - evnen til at handle og tænke på tværs af de ‘normer’.
Den har det naturligvis ikke så godt i meget bevidste ‘socialistiske’ kredse, hvor regel, norm og fodslag er alfa og omega. I en fri debat om ‘kristendom’ vil normtænker-fortalerne ALTID være i massivt negativt flertal.

Sider