Læsetid: 6 min.

Dimensionsforvirring

Gimmick eller filmteknologisk landvinding? Meningerne om 3D-film er mange og delte, og hverken den amerikanske filmkritiker Roger Ebert eller Informations filmredaktør bryder sig om fænomenet, som trækker millioner af mennesker i biografen
Gimmick eller filmteknologisk landvinding? Meningerne om 3D-film er mange og delte, og hverken den amerikanske filmkritiker Roger Ebert eller Informations filmredaktør bryder sig om fænomenet, som trækker millioner af mennesker i biografen
3. februar 2011

Vi er flere, der ikke bryder os om film i 3D.

»3D er spild af en glimrende dimension,« skrev den amerikanske filmkritiker Roger Ebert f.eks. sidste år i en artikel i Newsweek. Og han fortsatte: »Hollywoods nuværende bissen mod den er selvmorderisk. Det tilføjer ikke biografoplevelsen noget som helst essentielt. For nogle er det en irriterende distraktion. For andre resulterer det i kvalme og hovedpine.«

Jeg er helt enig med hr. Ebert. Jeg forstår heller ikke det hysteri, som omgærder 3D-fænomenet, og som er skyld i, at så mange underholdningsfilm nu enten optages i 3D eller omformateres til 3D, efter at de er blevet optaget - med om muligt endnu værre resultater end de film, der er i 3D fra begyndelsen, netop fordi billederne ikke er designet til at have den tredje dimension.

Louis Letteriers Clash of the Titans (2010) og Tim Burtons Alice i Eventyrland (2010) er to af de grelleste eksempler på denne praksis, som dog trods alt bliver mindre brugt, efterhånden som flere og flere film optages i 3D.

Det værste ved 3D-film er dog , som Ebert også kommer ind på i sin artikel, et markant tab af lys og farver, som både skyldes de 'solbriller', man skal have på under filmforevisningen for overhovedet at kunne opleve 3D-effekten, og digitale fremvisere, der ikke kaster et stærkt nok lys på lærredet.

Det går mærkbart ud over filmoplevelsen og er, som Ebert skriver, en voldsomt irriterende distraktion. Alligevel vælter folk i biografen for at se 3D-film som f.eks. Disneys To på flugt, der har dansk premiere i dag.

3D-problemer

Her er det måske på sin plads at forklare, at den tredje dimension i en 3D-film tilføjer billedet dybde og kan give illusionen af, at noget så at sige kommer ud af lærredet mod publikum, eller at publikum befinder sig midt i handlingen blandt personerne i filmen, det ser. 3D opnår man - noget forenklet forklaret - ved at optage med to kameraer på én gang og siden fremvise de to billeder samtidig, mens 3D-brillerne, man har på, hjælper øjnene og hjernen med at samle de to billeder til ét billede, der således har tre dimensioner.

Men det er vores øjne og hjerner slet ikke gearet til, og det er en af grundene til, at 3D slet ikke virker for ca. 20 procent af alle mennesker, og at 3D gør mange andre biografgængere utilpasse.

»Problemet er, at publikum skal fokusere på lærredet, der befinder sig f.eks. 30 meter væk,« skrev den respekterede og Oscarvindende (for Dommedag nu, 1979) lyd- og billedtroldmand Walter Murch for nylig i et brev til Roger Ebert.

»Det er en konstant. Men publikums øjne skal så mødes måske tre meter væk, så 20 meter, så 40 meter og så videre, afhængig af hvad illusionen er. Så 3D-film kræver, at øjnene fokuserer på én afstand og mødes på en anden. Og i løbet af 600 millioner års evolution har vi ikke stået over for det problem før. Alle levende væsener med øjne har altid fokuseret og ladet øjnene mødes på samme sted.«

Er stadig en gimmick

I tidligere tiders udgave af 3D var effekten i høj grad tænkt som en gimmick, der skulle give publikum et ekstra chok, når det så en gyserfilm og pludselig fik et eller andet smidt i hovedet, eller et ekstra adrenalinrush, hvis man havde fornemmelsen af, at man f.eks. sad på ryggen af en fugl højt oppe i luften eller befandt sig i en rutsjebanevogn i fuld fart på vej mod et loop.

Den nye, digitale form for 3D, der for alvor dukkede op for to-tre år siden i amerikanske animationsfilm som Disneys Bolt (2008) og DreamWorks' Monsters vs. Aliens (2009), og som fik sit verdensomspændende gennembrud med James Camerons rekordsælgende Avatar (2009), kaldes også immersive - fordybende - og nu handler det, siger filmproducenterne i hvert fald selv, om at lade publikum fordybe sig, træde ind i filmens univers og få en art totaloplevelse.

Faktum er dog, at kun få film - Avatar og Pixars Op er nogle af de bedste eksempler, fordi de bruger de tre dimensioner til at definere den verden, de foregår i - reelt synes at arbejde med fordybelsen, mens de fleste andre animerede film, og det er hovedparten af 3D-filmene stadig, bruger teknologien som en ekstra effekt, en gimmick.

Og det kan da være sporadisk underholdende, hvis det altså ser ordentligt ud, men det har reelt ingen meddigtende betydning for filmen, man ser. Toy Story 3 var lige så god en film i 2D som i 3D - ja, faktisk bedre i 2D, fordi farverne og billederne stod lysere og klarere.

3D er en pengemaskine

Ikke mindst de amerikanske filmselskaber nærmest sprøjter 3D-film ud, og det skyldes naturligvis, at der er penge i skidtet, store penge - selv om markedet efterhånden er så mættet med 3D-film, at de ikke alle længere bliver lige store pengemaskiner.

Biografernes investeringer i nye, digitale 3D-fremvisere og 3D-briller gør det muligt for dem at opkræve højere billetpriser, og under finanskrisen, der for alvor satte ind i efteråret 2008, har især amerikanske biografer oplevet en støt stigning i indtægterne. Ikke primært fordi flere mennesker går mere i biografen, men fordi det pga. 3D er dyrere at løse billet til de i forvejen store og populære underholdningsfilm.

Clash of the Titans og Alice i Eventyrland blev trods mildest talte lunkne anmeldelser to af 2010's største succeser, og publikums tilsyneladende udelte begejstring for og vel også fascination af 3D-teknologien har medført en sand syndflod af 3D-film - selv i Danmark har man lavet en af slagsen, Olsen Banden på de bonede gulve (2010), og flere er på vej - hvoraf mange byder på endog rigtig dårlige 3D-effekter og endnu dårligere historier.

De amerikanske filmselskaber befinder sig i en eksistentiel og økonomisk krise og føler sig - ikke uden grund - truet af en hjemmebiograf-oplevelse, der kun bliver bedre og bedre takket være ikke mindst HD-fjernsyn og Blu-ray. Ligesom man i Hollywood siden 1950'erne har vendt sig mod lyd, farve, bredformater og alskens andre mere eller mindre holdbare gimmicks i et forsøg på at lokke folk væk fra fjernsynet og ind i biografen, satser man nu på, at 3D kan klare den ikke ubetydelige opgave.

Men samtidig er 3D-fjernsyn for alvor på vej ind i stuerne, og hvad skal Hollywood så gøre?

3D er for børn

En anden af Roger Eberts pointer i Newsweek var, at filmhistorien er fuld af film, som ikke ville blive bedre af at være i 3D, og hvor publikum henrives af stærke historier og personer og selv skaber de dimensioner, der er brug for, oppe i hovedet. Ebert argumenterer for, at 3D ikke er egnet til at lave seriøse film for et voksent publikum.

»Alfred Hitchcock optog Telefonen ringer kl. 23 (1954) i 3D, men var så utilfreds med resultatet, at han udsendte filmen i 2D. Mediet synes at passe til børnefilm, animation og film som James Camerons Avatar, der hovedsageligt er blevet til i computere.«

Og det er velkendt, at en af Hollywoods store instruktører, Christopher Nolan, bestemt ikke er fan af 3D og insisterer på at lave film i 2D. Nolans Inception, der var en af 2010's største billetsælgere, var i 2D, fordi instruktøren ville det sådan.

Dårlig livsstil

Roger Ebert slutter af med at skrive, at »jeg er ikke imod 3D som en mulighed. Jeg er imod det som en livsstil for Hollywood, hvor det synes at styre de store selskabers output væk fra den slags film, vi synes er Oscarværdige. Hollywood er i fuld fart på vej mod børnemarkedet, og jeg har fornemmelsen af, at det yngre Hollywood er ved at miste den instinktive fornemmelse for historier og kvalitet, som generationer af filmselskabschefer besad.«

I New York Times skrev A.O. Scott, som en slags reaktion på Eberts artikel, at han var enig med ham i, at det var svært at forestille sig seriøse filmskabere lave film i 3D. Men, skrev Scott også, »i gamle dage var der også kritikere, som på samme måde var skeptiske over for lyd og siden farver, der begge dele blev beskyldt for at formindske filmmediets udtalte, kunstneriske kvaliteter. Og jeg har en fornemmelse af, at inden længe vil både hr. Ebert og jeg se en dramatisk film, som udfordrer vores antagelser.«

F.eks. er både Werner Herzog og Martin Scorsese på vej med 3D-film, og måske har de to auteurer noget nyt og mere opfindsomt at byde på med den forkætrede teknologi.

I dag er der premiere på To på flugt, en ny Disney-animationsfilm i 3D

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Undertekster har det ualmindelig svært med 3D. Desuden er vores dybdeopfattelse via vores to øjnes parraldelforskydning kun noget der virker på korte afstande. I praksis, det vi kan nå med hænderne.
På længere afstande danner hjernen dybdeopfattelsen på andre måder, og derfor opfatter vi også almindelige 2D film som havende dybde.
Så 3D film gør ikke oplevelsen mere virkelighedstro, tværtimod er det en kunstig effekt, som forvirre hjernen og giver hovedpine.
Helt galt går det med 3D på TV, men elektronikindustrien mangler en nyhed som alle bare må have.

Stephan Larsen

»jeg er ikke imod 3D som en mulighed. Jeg er imod det som en livsstil for Hollywood..«

Endnu en mulighed for at genudgive kataloget. Lettere kan det vidst ikke siges. Betragter man musik- såvel som filmbranchen har teknologiske fremskridt været en slags iltmaskine, der med årtiers mellemrum har klemt lidt ilt ned i de komplekse og underbebyrdede organisationer.

Jeg har endnu ikke set én 3D-film, der har formået at udskille sig fra samlebåndsmaskinen de kalder Hollywood. Jeg har set Avatar.

Hvad med om Hollywood tog sig sammen og lavede nogle gode historier (og nej, Avatar er ikke en specielt god historie...) i stedet for at sovse alt ind i en 3D effekt som kun har nutidens interesse i meget kort tid. Og beviserne på dette er der: Folk i USA strømmede til billet-lugerne, da de første 3D film kom til, men sidenhen er interessen for disse film dalet.

Og jeg tror (ved?) at jeg mine bygningsfejl (en på hvert øje) aldrig vil kunne opleve den fulde effekt af 3D. Og hvad folk glemmer er faktisk at biograf-oplevelsen blev bedre for folk da der kom lyd på, og også da der kom farver på. Især farvefilm (technicolor mm) gav en anderledes oplevelse, da de kom frem i 1950erne, hvor folk almindeligvis ikke havde farver på de programmer de så i tv.
Lydoplevelsen bl.a. surround sound, dolby digital, THX giver også biografgængere en anderledes lyd oplevelse end den man kan have hjemme i stuen foran tv'et. Endnu da...

Og nu er 'UP' også en animationsfilm - og ikke kun for børn...

Måske man kunne prøve med film med handlingsgange hvor seerne kunne inddrages som medskabere af filmens handling og bare det at kan være med til at bestemme to udfald af filmen kunne måske lokke flere kunder i biografen...

Walter Murch mener at forskellen mellem det område hvor øjnene konvergerer imod versus det område hvor lyset tilbagekastes fra skulle medføre hovedpine og er "en af grundene til" at 20 % ikke kan se 3D.

De 20 % han taler er nok taget herfra:
http://www.hollywoodreporter.com/news/study-20-viewers-might-have-34332

De 20 % drejer sig om folk der [i]ikke kan se 3D i almindelighed[/i] (8%-10%) samt nogen der får hovedpine.

Selvfølgelig kan folk der ikke har noget 3D-syn i almindelighed heller ikke se 3D på skærmen. Dette har intet at gøre med øje-konvergens/focusområde.

Nogle får hovedpine af at se 3D film. Nå. Derudover er der nogle mennesker der mangler dybde-syn. De kan heller ikke se dybde i 3D-film. Der kan man bare se.

Men nu fungerer mit dybdesyn ret okay. Jeg er lidt ligeglad med om nogle ikke kan få samme oplevelse. Vi ser da også talefilm, på trods af at vi ved at folk der var døve ikke kan få glæde af det.

Axel Doberhuus

Det nye 3d er imponerende, men hvad F skal man bruge det til, når man ikke kan se det fra sin favoritpositon: Liggende på en sofa?

Tja, der var sikkert også nogle anmeldere der skrev lignende artikler da farvefilm fik sit indtog, for slet ikke at tale om film med lyd og tale! (som f.eks. Chaplin jo var meget imod).
Nej, 3D er ikke den hellige gral, det er blot endnu et værktøj i kassen for filmmageren og selvfølgelig bliver det misbrugt i starten. Men de skal nok lære at bruge effekten/mulighederne med tiden.
Avatar er i øvrigt et glimrende eksempel på hvor godt det kan bruges.

"Måske man kunne prøve med film med handlingsgange hvor seerne kunne inddrages som medskabere af filmens handling og bare det at kan være med til at bestemme to udfald af filmen kunne måske lokke flere kunder i biografen…"

Blev det ikke prøvet på dansk tv ? Synes jeg kan mindes noget om hvor der kunne vælges 3 forskellige afslutninger. Men er muligt jeg tager fejl.

Mht. døve må jeg protestere - min døve niece (som nu er voksen) kan altså godt se både rigtige film, og animere film (ja, også på udenlandsk). Og det kan hun, og det har hun kunnet lige siden hun var en lille pige, fordi hun kan aflæse personernes krops-sprog i filmen, hvadenten den er animeret eller ej. Menneskers krops-sprog er nemlig forbavsende ens over hele verden, især nå vi udtrykker følelser som vrede, glæde og skuffelse.

Christian Monggaard

Interaktive film har man afprøvet for efterhånden en del år, og det fungerer ikke voldsomt godt. Problemet er – hvis man altså ser det som et problem – at folk helst vil have fortalt en god historie af en stærk, nærværende fortæller, og det får man ikke via den interaktive film.

Mht. 3D, så er det største problem ikke så meget, at effekterne ikke virker ordentligt, men at billedet bliver så mørkt og farverne så livløse. Det ødelægger i hvert fald min oplevelse, og indtil det bliver løst – og det burde være teknisk muligt at løse det – vil jeg være imod 3D.