Et folkeligt ikon fri for politik

Han taler ikke så højt om det, men noget undrer Henrik Zein en smule, når han som direktør på Nordisk Film forhandler nye aftaler hjem med tv-selskaberne. Hvert eneste år sender filmselskabet store, roste film i cirkulation, men det er stadig bagkataloget, tv-kanalerne allerhelst vil have fingrene i. Olsenbanden og Huset på Christianshavn, serier, man måske skulle synes for længst var forældet, bliver som det første købt hjem og programsat i den bedste sendetid lørdag aften klokken 20.

»Men måske er det slet ikke så mærkeligt,« siger Henrik Zein.

»Tv-stationerne ved, hvad deres seere efterspørger, og ud over filmenes ubestridelige kvalitet så er der vel en vis nostalgi forbundet med dem. Personligt kan jeg lide humoren og tonen i filmene, og så kan jeg også godt lide at se det gamle København, jeg er vokset op i.«

Filmene er folkelige ikoner for danskhed. Hver figur og hver skuespiller synes at være et nationalt klenodie. Derfor var Nordisk Film også ekstra forsigtige, da man sidste år lavede en opdateret og animeret udgave af Olsenbanden.

»Vi ved jo godt, vi sidder på en nationalarv, og vi var ekstremt forsigtige med at være tro over for figurerne og universet ellers vidste vi, at der ville falde brænde ned,« siger Henrik Zein.

»Vi tænker meget over, at det er en kulturarv, vi skal løfte her, og derfor er vi også løbende i gang med at restaurere og digitalisere gamle film og så kan det faktisk også være en god forretning.«

De folkelige ikoner har fat i danskerne, og det er ikke kun Olsenbanden, der er blevet taget frem digitaliseret i den seneste tid. Både
Far til Fireog Min Søsters børn er blevet genindspillet med stor succes for de yngste generationer. I næste uge får et nyt teaterstykke om Kjeld Petersen og Dirch Passer premiere, ligesom bestsellerbogen Dirch udkom sidste år, og fiktionsfilmen af samme navn får premiere til august. En af sidste års mest sete dokumentarer var filmen om Tommy Seebach, der også blev akkompagneret af en bog. Dario og Daimi har netop udgivet en samtalebog, en Otto Leisner-bog kom på gaden sidste år sammen med den stor Ove Sprogøe-bio-grafi og en anden om Erik Balling er på vej.

Nationaldyrkelse

Og det er ikke bare de ældre generationer, der synes at kaste sig over de gamle ikoner. Da analyseinstituttet Rambøll forrige år spurgte danskerne om, hvem de fandt allermest danske svarede 25 procent af de 18-25-årige Dirch Passer, hvilket sendte den afdøde komiker ind på en suveræn førsteplads for den aldersgruppe. Kun to procent af de 56 til 65-årige, syntes Dirch Passer var det mest danske, de kunne komme i tanke om.

Vil kende vores ophav

Lektor på Aarhus Universitet og forfatter til bogen Forsvar for nationen Nationalstaten under globaliseringen Michael Böss mener, en del af forklaringen for den store interesse for de nationale ikoner kan hænge sammen med den generelle nostalgidyrkelse, globaliseringen har medført. I en uoverskuelig verden kan der ligge en nationaltryghed i at gribe fat i de folkelige ikoner fra dengang, man kunne overskue det hele.

»Det er også en tendens, vi kan spore i vores længsel mod dansk historie der er et hav af populære bøger om dansk historie og kultur,« siger Michael Böss. »Den måde vi bruger vores kultur på, afspejler ofte en ubevidst nationalitetsdyrkelse det er ikke nogen politisk manifestation, men som regel en helt afpolitiseret selvforståelse. De populærkulturelle fænomener er jo som regel helt apolitiske.«

Michael Böss påpeger, at det at politisere danskheden er et meget nyt fænomen. Det er kun de sidste 10 år, vi har diskuteret danskhed på den måde, men det betyder ifølge Böss ikke, at vi ikke har haft en national identitet.

»Man har bare identificeret sig meget stærkere med den folkelige kultur, der som regel var fri for politik, og det tror jeg, mange søger tilbage mod. Der er jo en generel fornyet interesse for populærkulturen. Både inden for forskningsverden og i undervisningen på folkeskoler,« siger Michael Böss. Filmproducent Mikael Rieks er ikke sikker på, der tale om en særlig ny tendens, men han mener dog, at der er et særligt fokus på 60ernes ikoner i disse år, og det er også en af grundene til, han selv har kastet sig over filmen om Dirch Passer, der formentlig får premiere til august.

»Det betyder noget for min generation at vide, hvor vi kommer fra, og derfor tror jeg, du ser 60erne portrætteret så meget i disse år,« siger han. »Det er her, vores kultur bliver født. Vi er jo børn af 60erne. Og jeg tror, der er et stort behov for at se tilbage i tiden oven på finanskriser og sammenbrud. Et behov for at se indad og tilbage til oprindelsesstedet, og det indblik kan de folkelige ikoner give os.«

Egentlig var det den personlige historie om Dirch Passer, der i første omgang fascinerede Mikael Rieks, og det har i hele projektet været billedet af manden bag de sjove øjne og den store mund, der var det væsentlige. Det fik Mikael Rieks til at ryste på hænderne, for han har følt det som et stort ansvar at skulle være med til at tegne det portræt ikke mindst efter de reaktioner, han har fået fra omverden.

»Vi har også fået mange reaktioner på, at vi kaster os over ham, og de fleste spørger lidt ærefrygtigt: Uh, tør I det?. Derfor har vi også været er meget ydmyge over for stoffet, fordi han er så stort et folkeeje. Men vi er færdige med at filme nu, og vi er virkelig godt tilfredse med resultatet. Nu håber vi bare, at publikum også er det og måske elsker Dirch endnu mere, når de har set filmen.«