Læsetid: 8 min.

'Jeg gjorde det for min familie, for Irak'

Filmproduktion var en død kunstart i Irak, indtil Mohamed Al-Daradji gik i gang med at indspille sin episke roadmovie, 'Son of Babylon'. Her fortæller han om, hvor vanskelig en udfordring det var, og om filmens betydning for alle dens involverede
Efter den europæiske premiere i denne måned står den episke roadmovie 'Son of Babylon' over for sin næste udfordring: En lands-turné i Irak i en mobilbiograf således at filmen kan vises på impro-viserede steder: gader, parker, hospitaler og kaserner.

Efter den europæiske premiere i denne måned står den episke roadmovie 'Son of Babylon' over for sin næste udfordring: En lands-turné i Irak i en mobilbiograf således at filmen kan vises på impro-viserede steder: gader, parker, hospitaler og kaserner.

Sons of Babylon

17. februar 2011

Yasser Talib vrider sig i sædet. Det er den 12-åriges første besøg i en biograf, og han vrider sig af forlegenhed.

»Han sagde ikke, at han ville vise mig i de underbukser. Og de ser så barnlige ud!« siger han. Hans momentane forurettelse er rettet imod hans ven og mentor, instruktør Mohamed Al-Daradji, i hvis film, Son of Babylon, Yasser spiller hovedrollen som drengen Ahmed - her en i sekvens, hvor hans bedstemor iklæder ham en smart skjorte og bukser i forventning om en forestående genforening med hans længe savnede far. De tager af sted for at finde Ahmeds far tre uger efter Saddams fald i april 2003, og deres rejse fra bjergene i Kurdistan i nord til de tilsandede ruiner af Babylon i syd og det følelsesmæssigt skrøbelige forhold mellem de to hovedpersoner giver farve og narrativt brændstof til Al-Daradjis film.

Men det måske mest bemærkelsesværdige ved Son of Babylon er, at den overhovedet har kunnet blive til. Alle scener er optaget on location i Irak, fordi det ifølge dens instruktør var det eneste, som gav mening, hvis filmen skulle fremstå som en troværdig hyldest til det krigshærgede land og dets hårdt prøvede indbyggere.

»Jeg fik invitationer til at optage den i Jordan og Marokko,« siger Al-Daradji.

»Men målet var ikke bare at producere filmen. Jeg gjorde dette her for min familie, for Irak - for en nation, der eksisterer, men som omverdenen endnu ikke har opdaget. Og som på en måde kun eksisterer, fordi vi nu har filmet den.«

Iraks sjæl

At indfange landets sjæl og landskab var af afgørende betydning, hvis filmens skulle blive taget alvorligt af Mohamed Al-Daradjis landsmænd. Men den 33-årige instruktør gjorde det ikke ligefrem lettere for sig selv ved at insistere på fortællingens geografiske spredning: At begrænse optagelserne til ét enkelt område af Irak ville måske nok have været mere sikkert og logistisk lettere, men det ville have vanskeliggjort formidlingen af historien, som »i sin kerne handler om drengens og hans bedstemors rejse«, siger han.

Son of Babylon er Al-Daradjis anden spillefilm. Han er vokset op i den berygtede shiamuslimske arbejderklasseghetto Sadr-byen i Bagdad, kom på filmskole i Holland og deler nu deler sin tid mellem Bagdad og Leeds (hvor han blev hængende efter at have taget en mastergrad på Northern Film School).

Hans films tilblivelseshistorie skal findes i den barske virkelighed i de massegrave, der blev afsløret efter 2003, og hvor mange af de 1,5 millioner irakere, som forsvandt under Saddams diktatur, menes at være begravet.

Han optog sin film i syv forskellige byer: Fra Sulaymaniyah i det kurdiske nord og herfra videre ned gennem Bagdad, Kut, Hilla, Nasiriyah og Najaf på vej til Babylon. Resultatet er en omfattende rundtur, som Al-Daradji betegner som sit forsøg på at skabe en ny forløsning for et land, der er blevet »skadet af kameraets linse« - som en modgift mod tv-nyhedsklip fra selvmordsbombeaktioner, som er de eneste levende billeder af landet til en ikke-irakisk offentlighed.

Bilvrag og kamellig

Min egen erfaring som en reporter, der opholdt sig i Irak på samme tid, som Son of Babylon foregår, betyder, at jeg kan bevidne troværdigheden i Mohamed Al-Daradji vidvinklede billeder af denne enorme verden af kaos, som omfatter både krigstidens lidelser og euforien over diktaturets fald, de evindelige strømafbrydelser og den knuste infrastruktur med udbrændte bilvrag og kamellig i vejkanten.

Al-Daradji rejste Irak rundt i seks måneder for at finde de rette skuespillere til sin film. Han fandt bedstemoren (Shazada Hussein) ved at banke på dørene i en kurdisk landsby og bede folk om at fortælle ham deres historier. Landsbyen var blevet genopbygget efter den såkaldte Anfal-kampagne - en regulær tilintetgørelseskrig mod det kurdiske folk, som Saddam-regimet gennemførte i slutningen af 1980'erne - og var næsten udelukkende beboet af enker. Shazada vidnede også imod Saddam Hussein i Anfal-retssagen i 2006.

»Da jeg mødte Shazada, fortalte hun mig, hvordan hun havde mistet sin mand. Hun græd, jeg græd. Jeg havde meget svært ved at få hende overtalt til at medvirke. Hun bryder sig ikke om film. Hun havde aldrig været i en biograf. Hun vidste, at dette ikke kunne bringe hendes mand tilbage. Jeg kunne kun forsøge at overbevise hende om, at dette ville være en måde, hvorpå hun kunne ære hans minde.«

At caste Shazada Hussein, der er kurder, til rollen som bedstemoderen medførte også, at et tilsagn om støtte fra Iraks Kulturministerium blev trukket tilbage - i det oprindelige manuskript var hun araber, og ministeriet hævdede nu, at Al-Darajis valg kunne medføre unødig splittelse.

»Men jeg besluttede mig for, at det kurdiske aspekt var vigtigt for filmen, hvis den skulle bidrage til at forsone Irak og stå stærkere som et indlæg for tilgivelse og retfærdighed,« siger han. I stedet skete finansieringen nu igennem en række europæiske filmagenturer og det amerikanske Sundance Institute.

Logistiske udfordringer

Mohamed Al-Daradji fandt sin dreng derefter, Yasser Talib, siddende på en trappe ved en skolekoncert. Jeg sagde til ham: »Jeg vil gerne have dig til at spille med i min film. Det ville han gerne, men han sagde, at jeg var nødt til at spørge hans far.«

Så fulgte en månedlang workshop, hvor Al-Daradji skulle forsøge at få styr på Yassers manglende evne til at sidde stille og Shazadas krumme ryg og manglende læseevner, som til sidst nødvendiggjorde, at han måtte lade hende improvisere. Han var samtidig nødt til at pålægge sig en stram selvdisciplin.

»Jeg var nødt til at gøre mig hård for ikke at blive for følelsesmæssigt påvirket. Det er en tynd linje, der skiller fiktion og virkelighed i Irak i dag - tag blot Shazadas egen historie - og ligesom jeg selv måtte hun konstant krydse denne linje.«

Hertil kom de logistiske udfordringer: Hvordan filme i et besat land, hvor det er udenlandske militærstyrker og sikkerhedsselskaber, der bestemmer, hvad der kan lade sig gøre i geografien, og hvor man er afhængige af, at ens eget politi og militær holder gaderne lukket, når scener skal optages, og statister beskyttes? Al-Daradji og hans filmhold kan da også fortælle den ene skrækhistorie efter den anden om de problemer, deres optagelser løb ind i, som f. eks. hvordan det tog over en måned at få en enkelt sekvens på Den Republikanske Bro i kassen, fordi et stort amerikansk sikkerhedsfirma gentagne gange afbrød optagelserne.

Føj hertil de frustrerende oplevelser med at sende optagelserne til Storbritannien for efterbehandling. De skulle finde en taxachauffør, der var villig til at køre fra det sydlige Irak til Bagdad. De tog et billede af føreren, hans id og registrering og sendte oplysningerne til en mellemmand, som skulle møde ham i på en rutebilsstation i Bagdad. Derfra blev filmen sendt med kurér til London. Da den nåede frem, viste det sig, at omkring 20 procent af optagelserne var blevet ødelagt i sikkerhedskontrollen.

Signal til nationen

Oven i alt dette måtte optagelserne flere gange afbrydes af længere pauser - statisterne måtte undvære løn, filmarbejdere sagde op på grund af sikkerhedsproblemer.

»Jeg var ofte den eneste medarbejder med filmerfaring på sættet,« siger Mohamed Al-Daradji.

»Nogle gange var det kun den moralske styrke, som skuespillerne blev ved med at udvise, der holdt mig i gang.«

Da Son of Babylon var klar til at blive vist for et irakisk publikum i maj 2010, kom der endnu en udfordring: Hvordan iscenesætter man en sådan begivenhed i et land, der ikke har haft nogen filmindustri siden sidste Golfkrig. Før 1991 havde Irak 275 biografer, men siden 2003 har der ikke været mulighed for at genoplive et filmmiljø i et land, hvor offentlige forsamlinger - ud over religiøse arrangementer - er blevet mere eller mindre ikkeeksisterende.

Ikke desto mindre fik Al-Daradjis hold booket den smuldrende Semiramis-biografen i Bagdads Bab al-Sharqi distrikt - i sin tid et mekka for irakisk film - der længe kun havde vist pornofilm. Han sendte 2.000 invitationer til ambassader, politikere og almindelige mennesker og fik fat i en flosset røde løber.

»Vi havde brug for at vise filmen i en ordentlig biograf, om ikke andet så for at sende et signal til nationen,« siger Al-Daradji.

Først kom der en byge af høflige afslag fra kendte personligheder, der frygtede for deres sikkerhed. Så blev det konstateret at Semiramis' bedagede projektor ikke kunne håndtere filmens Dolby Surround Sound.

»Det var en hjerteskærende øjeblik,« siger Al-Daradji. Men i stedet for at opgive projektet blev det besluttet at vise filmen i dens dvd-format, selv om lyden var dæmpet. Omkring 1.800 biografgæster dukkede op og fandt sig i de strenge sikkerhedsprocedurer.

»En medarbejder fra mit hold fik den gode idé at gå ud købe lommetørklæder i massevis - alle tilskuere fik udleveret ét hen imod slutningen af filmen,« siger Al-Daradji.

»Selv den gamle filmoperatør græd og sagde, at han ikke kunne huske, hvornår han sidst havde set så mange familier samlet i salen.«

Holde mindet levende

Efter den europæiske premiere i denne måned står Son of Babylon over for sin næste udfordring: En landsturné i Irak i en mobilbiograf - denne gang med en 35 mm Dolby Surround-projektor - således at filmen kan vises på improviserede steder: gader, parker, hospitaler og kaserner. Centralt i filmen er temaet om Iraks mange forsvundne personer, og sideløbende med dens visninger landet over kører der da også kampagne for at fastholde et fokus på de problemer, der er forbundet med at opspore og identificere dem, der forsvandt, så spørgsmålet ikke forsvinder fra Iraks politiske dagsorden.

»De forsvundne familiemedlemmer er stadig som et åbent sår for millioner af irakere,« siger Mohamed Al-Daradji.

»Min tante venter den dag i dag på at få opklaret, hvad der skete med hendes søn, der forsvandt under Iran-Irak-krigen. For kun et år siden mistede min søster sin mand, og vi aner ikke, om det er al-Qaeda eller den irakiske hær, der har taget ham. Men jeg tror, at den eneste måde, vi kan håndtere disse problemer på i nutiden, er ved at bearbejde fortiden, og det er vores opgave at holde mindet om den levende i irakernes erindring.«

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen
Son of Babylon kan ses i online-biografen MUBI.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Man skal se dokumentarfilmen "Barn af Irak" af Ala'A Mohsen, hvis dette emne interesserer.
Den slog mig virkelig bagover og sidder stadig fast!