Baggrund
Læsetid: 4 min.

Højesteret fylder 350 år: Høj alder ingen fordel

Historisk. Af selvkritisk jubilæumsbog fremgår det, at den øverste danske domstol slæber på tunge byrder: Født af enevælden og belastet af medvirken til grundlovsbrud
Kultur
18. februar 2011
Historisk. Af selvkritisk jubilæumsbog fremgår det, at den øverste danske domstol slæber på tunge byrder: Født af enevælden og belastet af medvirken til grundlovsbrud

Den danske højesteret er formentlig verdens ældste af slagsen. Født i 1661. Retten fejrer i år sin 350-års-fødselsdag med udgivelsen af en bog med bidrag fra nogle af landets fremmeste jurister. Jubilæumsbogen udmærker sig ikke alene ved smagfuld opsætning og billedvalg, men også ved kritiske blikke på den høje rets virke gennem tiderne.

Juraprofessor Ditlev Tamm skriver ligeud: »Retten har ikke altid haft det heldigste sidste ord.«

Tamm konstaterer:

»Alder er ikke uden videre en fordel for en ret og slet ikke, når historien går tilbage til enevældens første år.«

Andre demokratiske landes højesteret er blevet til i forbindelse med den omvæltning, der indførte demokratiet. Disse højesteretter har derfor ofte en fin grundlovsparagraf, der gør meget ud af deres uafhængighed i rollen som tredje statsmagt.

Kgl. statskup

I Danmark er det ganske anderledes. Den danske højesteret blev til i forbindelse med det statskup, som kongemagten og det køben-havnske borgerskab gen-nemførte i 1660, hvor landet var udmarvet efter svenskernes hærgen og ran af Skåne, Halland og Blekinge. Tidligere havde kongen regeret og dømt sammen med sit rigsråd af adelige.

Nu udstedte han en enevoldsarveregeringsakt, der gav ham selv den uindskrænkede magt over alle rigets jordiske og himmelske anliggender.

Dernæst, i februar 1661, fulgte en kongelig forordning, hvor kongen af sin nåde beskikkede en forsamling af ni borgerlige og ni adelige tilsammen med majestæten at pådømme uden appelmulighed.

En af rettens første sager var en hævnaktion mod adelsmanden Kaj Lykke, som i et brev til en elskerinde havde antydet, at dronningen indtog et ganske frit forhold til sine lakajer. Inden retten trådte sammen, var Lykke flygtet til Sverige, og det var klogt, for han blev dømt til døden for majestætsfornærmelse.

Højesteretten afsagde sine afgørelser i kongens navn, selv om han efterhånden forsømte møderne i sikker forvisning om, at retten alligevel dømte til hans behag. Ellers kunne han rette i dem.

Danmarks fri forfatning fra 1849 var meget sparsom med sin omtale af Højesteret. At retten stadig oplevede sig som kongens, viste den i 1880erne ved ærbødighed over for den reaktionære konseilspræsident Estrups styre pr. dekret de såkaldte provisorier, som med kongens velsignelse blev udstedt uden om Folketingets flertal. Højesteret tildelte sågar straffe til ledende venstre og socialdemokratiske politikere for obsternasighed mod systemet.

For rettens eftergivenhed blev dens præsident Buch kongeligt belønnet med elefantordenen.

I 1911 fejrede daværende præsident, Niels Lassen, sin Højesterets 250-års-jubilæ-um med ordene:

»Konservatismen hører alderdommen til, og vi i Højesteret er jo alle lidt til års.«

Retten på gale veje

Under Danmarks besættelse 1940-45 kom Højesteret for alvor galt af sted. Rettens præsident, Troels G. Jørgensen, optrådte ivrigt for at få gennemført en særlov om anholdelse af kommunister også partiets folketingsmedlemmer. I en artikel i et juridisk fagtidsskrift skrev han kækt, at loven ikke berørte grundlovens frihedsrettigheder.

Da kommunistloven kort efter kom for Højesteret, blev den blåstemplet af de høje dommere. Med den spage begrundelse, at indsigelserne mod loven »er fundet at mangle føje«.

I sine straffedomme under besættelsen var Højesteret uden anfægtelser eftergi-vende over for nazisterne modsat den norske Højeste-ret, der allerede i besættel-sens første år afgik i protest. Den danske Højesteret gav seks års fængsel til den skipper, der havde sejlet den konservative leder John Christmas Møller til Sverige, hvorfra Christmas Møller drog videre for at blive den frie danske stemme på BBC i London.

Efter befrielsen kom Højesteret igen i uføre. Den for-kludrede retsopgøret med nazisterne og deres danske medløbere. Retten fastslog først en hård og uholdbar kurs. Dernæst var den for-stående over for de store værnemagere, men ikke de små. Endelig lod den landets übernazibødler (Best, Pancke og Bovensiepen) slippe med livet i behold og til efterfølgende tilbagesendelse til Tyskland.

Ditlev Tamms dom er hård:

»Højesteret medvirkede aktivt til at give retsopgøret et skævt forløb og til ska- belsen af den ikke helt forkerte myte, at de små fisk blev dømt, og at store slap fri eller i hvert fald billigere.«

Demokratiets vogter

I de senere årtier har Høje-steret bestræbt sig på at komme ud af enevældens skygge og stå som en tidssvarende tredje magt i et demokrati også som værner af grundloven.

Men har Højesteret i virkeligheden gjort sig til den øverste af de tre statsmag-ter? Det drøfter tidligere professor i offentlig ret og nuværende højesteretsdommer Jens Peter Christensen i sit indlæg.

Hvis Højesteret både kan kassere ministrenes regler som stridende mod lovgiv-ningen og kassere Folketin-gets lovgivning som stridende mod grundloven, har Højeret unægteligt fat i den lange ende.

At Højesteret overhovedet kan underkende love, var i mere end hundrede år efter 1849-grundloven omstridt. Venstre og konservative mente ja som et værn mod socialismens hærgen. Radi-kale og socialdemokrater mente nej. Med den tidlige-re radikale statsminister Carl Th. Zahles ord i 1926:

At Højesteret skulle vælte love er i virkeligheden »den sidste skanse for bagstræbet, den sidste skanse, som alt fremskridt måtte erobre, inden det kunne komme nogen vegne«.

Men skansen foretog et udfald, da Højesteret i 1999 tilsidesatte Tvindloven. Rettens begrundelse var, at Folketinget havde møvet sig ind på domstolenes enemærker ved at bestemme ved lov, at navngivne Tvindskoler ikke kunne modtage den støtte, de ellers var berettiget til.

Folketingets partier jublede enigt over, at Højesteret nu trådte i karakter.

Jens Peter Christensen be-mærker syrligt:

»Viggo Hørups klassiske ord om, at det skændigste af alle retsprincipper er tilli-den til dommerne, har åbenbart i dag svært ved at finde tilhængere.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her