Kommentar
Læsetid: 4 min.

Intet kommer af intet

Udspringer alle Vestens lyksaligheder af det kristne budskab eller er det modsatte tilfældet? Måske er det på tide at gå ad andre veje for at forstå religionernes indflydelse på vores hverdag
Kultur
25. februar 2011

I kronikken den 14. februar gentager de liberale debattører Christopher Arzrouni og Henrik Gade Jensen en række velkendte påstande om, at alle Vestens lyksaligheder udspringer af det kristne budskab. Kronikken er et modsvar til Jacob Mchangama og Frederiks Stjernfelts kronik om det modsatte (1. februar).

Når en kultur som den vestlige gennem så mange århundreder, som tilfældet er, har levet med og forstået sig selv gennem det kristne verdensbillede, giver det god mening at lede efter forskelle og ligheder mellem religion, tro, politik og kultur. Hvis man i denne sammenligning fokuserer på den kristne organisation, det vil sige den kirke, som gennem århundreder har forsøgt at monopolisere sin verdensforståelse, må man nødvendigvis komme frem til, at lighed, frihed og demokrati spirede frem på trods af kirken. Hvis man omvendt, ved at bladre i biblens komplekse tekster, finder udsagn, der rimer på vor tids institutioner, må man lige så nødvendigvis finde frem til, at markedsliggørelse, individualisering og det personlige ansvar udspringer af det kristne budskab.

Strengt taget drøfter de to kronikker to forskellige sagsforhold. Jacob og Frederik drøfter kirken (som dog er mere mangfoldig end fremført), Christopher og Henrik dele af budskabet, og her de dele, som nærmest uden undtagelse kan deles med de øvrige abrahamistiske religioner (jødedom og islam) og flere af de østlige religioner ligeså. Polemisk kunne man hævde, at de fire kronikører slet ikke er uenige: appelsiner er orange, ja, men bananer er gule. Begge frugter lugter dog grimt, når de rådner. I virkeligheden er det selvfølgelig mere komplekst.

Da ikke for staten

Intet kommer af intet. Den europæiske verdenshistorie er et sammensurium af politiske strategier og rationaliteter, som infiltrerer hinanden og søger at forklare og forstå sig selv i modsætning og lighed til hverandre. Der kopieres og forskydes, stjæles og sammenblandes. Og som den tyske teolog Bonhoeffer fremfører: Selv gode kendsgerninger kan have en skidt baggrund. I øvrigt fremført i et opgør med den tyske kirke, som støttede nazismen. Også kristendommen har lånt og spejlet, når den skulle udvikle sig selv dogmatikkens største forskydninger har siden Augustin over Thomas Aquinas og siden Martin Luther været foranlediget af, om Platon eller Aristoteles var den primære filosofiske inspiration. Aristoteles blev i den forbindelse genintroduceret for kristendommen af islam.

Udfordringen opstår, hvis man forveksler ophav og resultat på den ene side og sammenblander organisation, tro, teologisk dogmatik og religiøs praksis på den anden. Igen polemisk: alle religiøse konfessioner (tro i flertal) er smukke, organisationerne ofte magtfordærvede (eller i risiko for at blive det), dogmatikken en langhåret beskæftigelse for de højpandende, og den religiøse praksis nogle pudsige ritualer, som det kan være svært at huske baggrunden for, men som til gengæld sætter sig fast som installerede selvforhold (kultur), også når troen og dens organisation har mistet sin kraft.

Der kan kun herske blind tvivl om, at kristendommens budskab (selve troen) med sin store indflydelse gennem hele middelalderen og oplysningstiden har dannet klangbund for de drøftelser, som har ført frem til nogle af de idealer, som hersker i dag. Men som også Løgstrup fastholdt, kan den kristne tro ikke give svar på et politisk spørgsmål. Er det næstekærlighed at aktivere under arbejdsløshed eller er det kærligt at lade være? Er velfærdsstaten overhovedet baseret på noget godt? Og skulle endelig lighedstanken være kristen, lighed da i hvilken henseende? I givet fald kun for Gud og da ikke for staten.

Lægger os i lænker

At lighedstanken (i og for sig selv) skulle være kristen, er så forrykt en tanke, at Christopher og Henrik må have overset det i korrekturen. Ligeledes gælder fremskridts-tanken, som henføres til Guds inkarnation, men som lige så rimeligt kunne henvises til jødernes syndefald eller muslimernes profetiske segl. De abrahamistiske religioner er jo netop alle tre kendetegnet ved en lineær tidsforståelse. Eller helt kort sagt: Erstat kristendom med Islam i Christopher og Henriks kronik, og mutatis mutandis ville den give lige så god mening som nu.

Måske skal man gå ad ganske andre veje for at forstå religionernes indflydelse på vores hverdag. Måske er det langt mere interessant at identificere, hvorledes kristendommen i Vesten har installeret et bestemt selvforhold, som er overlejret i en mere eller mindre sekulær kultur. Især fordi (eller hvis) et tilsvarende selvforhold kan identificeres i jødiske og muslimske kulturer.

Måske er det de abrahamitiske religioners store historiske fortjeneste (eller forbandelse), at vi i dag trods sekulært sindelag og påstand om individuel individualitet(!) alligevel spørger chefkokken for at få at vide, hvad der smager godt; diætisten, hvad der er sundt; bankrådgiveren, om vi har råd; coachen, om det er karrierefremmende; psykologen, om det er emanciperende og chefen, om hun har blik for vores særegenhed; og i al denne spørgen forventer, at vi får et svar, der både er sandt og tager afsæt i vores egen personlige succes, vores helt egen personlige frelse. At vi trods født frie alle lægger os lænker.

Svend Thorhauge er forhenværende højskoleforstander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her