Jazzkomponisten med den drengede charme

Trompetisten, komponisten og arrangøren Jens Winther - et af dansk jazz' internationalt kendte navne - er pludselig død i Genève blot 50 år gammel. Winther var midt i en ny fase af sit kunstneriske liv efter for nylig at have bosat sig i Berlin, siden i Schweiz, for at arbejde med lokale musikere, da han blev ramt af en hjerneblødning.

Winther var privat uddannet og havde allerede spillet i adskillige fremtrædende danske grupper, da han som blot 21-årig blev medlem af DR Big Band. Her blev han orkestrets primære trompetsolist. Han spillede også sideløbende i andre store orkestre, bl.a. Ernie Wilkins' og Erling Kroners, og det var i de store orkestre, han udviklede sin egen evne som komponist og arrangør. Han har skrevet adskillige større værker og enkeltnumre til DR Big Band og til adskillige andre store europæiske jazzorkestre, bl.a. WDR-orkestret i Köln og det hollandske Metropol-orkester, ligesom han selv har dirigeret disse orkestre. Det er Metropol-orkestret, der har indspillet det, der i dag må betegnes som hans hovedværker, »Pluto and Beyond« og »Facing the Sun«, og i lange perioder har komponistgerningen klart overskygget hans rolle som trompetist.

Som instrumentalist forblev han tro mod en ekspressionistisk postbop-stil, men som komponist gik han langt uden for den slagne jazzvej, især når han, som det skete flere gange, fik mulighed for at indlemme strygere eller kor i sine værker, og meget af hans musik, ofte i suiteform, havde både en klar spirituel overtone og også ofte en tekst- og titelmæssig forbindelse til f.eks. testamenterne eller til orientalsk metafysik, kendt eller ukendt.

I Danmark samarbejdede han gennem årene i smågruppesammenhæng især med to svenske musikere, guitaristen Anders 'Chico' Lindvall og tenorsaxofonisten Tomas Franck, og de senere år havde han glæde af at spille sammen med sin søn, pianisten Carl Winther, ligesom han tog del i sin datter, Malene Mortensens karriere som sanger.

Jens Winther kombinerede en ubændig energi og temperament med en nødvendig tro på sig selv, en drenget charme og en bohemeagtig tilgang til tilværelsen, som nogle gange gav ham chancer, andre kunstnere havde sværere ved at få, men også nogle gange gav ham skuffelser. Musikalsk var han kompromisløs, og at han søgte arbejdsmuligheder i Tyskland og Schweiz afspejlede alene hans konstante søgen efter perfekte partnere og udfoldelsesmuligheder. Han havde på ingen måde vendt Danmark ryggen. Han følte bare, at hans musik måtte kunne trives hvor som helst der var samarbejdspartnere og et publikum.