Hvis hyperaktive James Franco er på en hemmelig mission, der går ud på at bevise, at han er andet og mere end et kønt ansigt, er den så småt ved at være fuldendt. I sine helt unge dage medvirkede Franco ganske vist i en blockbuster som Spiderman samt dens to efterfølgere, men sidste år kunne han ses som beatpoeten Allen Ginsberg i den ikke særligt familievenlige film Howl.
Selvrefleksive fjollerier
Når Francos præstation som Ginsberg var så overbevisende, kan det hænge sammen med, at den knap 33-årige amerikanske skuespiller i lighed med den for længst afdøde digter ved et og andet om grænseoverskridende kunst. Det er galleriet Peres Projects i Berlin der under titlen The Dangerous Book Four Boys lægger lokaler til Francos værker. Et af dem viser en 75-årig mand i færd med at tisse, et andet går længere end som så, men bliver ved kropsvæsketemaet. Når man husker på, at Francos ansigt for relativt nylig prydede en Gucci-reklamekampagne, er der vist dækning for at beskrive ham som en mand, der er vanskelig at sætte i bås.
I et interview med The Guardian satte Franco Bertolt Brecht-inspirerede ord på forskellen mellem det at være skuespiller og det at lave egne videoinstallationer: »I en typisk kommerciel film spiller jeg en figur, som skal understøtte filmens fiktive univers. Og hvis jeg spiller på en sådan måde, at det henleder opmærksomheden på, at jeg er skuespiller i en kommerciel film, vil de fleste opfatte det som dårligt skuespil. Men i denne her sammenhæng kan jeg spille på alle mulige måder. Jeg kan spille dårligt, jeg kan spille fjollet, jeg kan gøre opmærksom på, at det hele er en optræden.«
Homoerotisk Star Trek
Der indgår blandt andet barberskum og en ulvemaske i Francos værker, men også figurer, der forestiller Kirk og Spock fra Star Trek. I Francos univers opfører Kirk og Spock sig dog langt mere kærligt over for hinanden, end de nogensinde gjorde i serien.
The New York Times var ikke udelt begejstret for Francos værker, som fik skudsmålet »en forvirrende blanding af det stupide og det halvvejs lovende«.
Men Franco har andet end traditionelt skuespil at falde tilbage på, hvis det skulle være: Han har just udgivet en novellesamling og er ved at tage en ph.d. i engelsk på eliteuniversitetet Yale.
Alle disse aktiviteter kan måske give indtryk af en ekstremt selvstændig personlighed, men til The Guardian bedyrede Franco: »I stigende grad ser jeg mig om efter muligheder for at arbejde med andre mennesker. Hvad end jeg laver, er jeg mest inspireret, når jeg samarbejder med nogen. Så jeg kan ikke nødvendigvis lide at være min egen chef. Det, jeg kan lide, er at være en del af en samtale hele vejen igennem et værk.« Franco har da også gang i et musikalsk parløb med transvestit-kunstneren Kalup Linzy.
Udstillingen i Berlin kører frem til den 23. april
