Baggrund
Læsetid: 6 min.

Det Kongelige Teater må vælge mellem kunst eller mursten

Det Kongelige Teaters økonomiske krise handler ikke kun om fyrede medarbejdere og færre forestillinger. Når man sparer på det kunstneriske indhold, er det nationalscenens eksistensberettigelse, der sættes på spil. For hvis man ikke får stor kunst for store penge er det så overhovedet pengene værd?
Ifølge Det Kongelige Teater er det især de højere faste udgifter til Operaen og Skuespilhuset, der belaster teatrets økonomi.

Ifølge Det Kongelige Teater er det især de højere faste udgifter til Operaen og Skuespilhuset, der belaster teatrets økonomi.

Kultur
2. februar 2011

»Jeg havde en besynderlig drøm i nat. Det hele brændte,« siger Henning Jensen i den reklamefilm fra Det Kongelige Teater, som for tiden løber over skærmen med billeder af Gamle Scene på Kongens Nytorv i flammer.

I virkelighedens verden brænder det også på for Det Kongelige Teater. I går kunne ledelsen meddele, at man til næste år må skære antallet af forestillinger ned fra 600 til 500 for at få budgetterne til at holde. Samtidig har teatret i løbet af de seneste to år skilt sig af med 60 medarbejdere.

»Vi gør eddermame, hvad vi kan herinde, men økonomisk kan vi bare ikke længere få det til at hænge sammen,« siger Henning Jensen, der betegner situationen som »helt forfærdelig«.

Det er en kombination af faldende billetindtægter, øgede driftsudgifter og generelle sparekrav, der har fået fundamentet under det gamle nationalklenodie til at smuldre. Især de højere faste udgifter til Operaen og Skuespilhuset trækker veksler på økonomien. Eller sagt på en anden måde: Teatret bruger flere og flere penge på mursten og færre penge på kunst.

»Problembarnet er Operaen,« siger Henning Jensen. »Det er en stor og smuk gave, men når der ikke følger driftsbevillinger med til huset, er det et råddent æg, man har lagt i hånden på os, og som vi skal passe på ikke at smadre, for så lugter det. Men det er begyndt at lugte allerede.«

Ifølge en opgørelse fra Det Kongelige Teater brugte det 77 af hver 100 kroner på scenekunst i år 2000. I dag er det kun 66 kroner. Til gengæld er udgifterne til bygninger steget voldsomt på grund af den ny Opera på Holmen og det ny Skuespilhus bygningerne sætter sig i dag på knap 20 procent af teatrets samlede økonomi mod godt 10 procent i 2000.

Af bitter nød

Ifølge Det Kongelige Teaters direktør Erik Jacobsen er det af bitter nød, man nu skærer i teatrets kerneydelse kunsten men han ser ikke andre muligheder.

»Vi fik en Opera og vi fik et Skuespilhus. Vi fik også bevillinger til at drive dem for. Men som alle andre statslige institutioner er vi underlagt en række sparekrav. Dem har vi hidtil fulgt uden at klynke. Men nu er vi kommet til et punkt, hvor de begynder at gå ud over det, vi er sat i verden for«.

Ifølge Erik Jacobsen er der gennem de seneste 10 år blevet gennemført samme besparelser på Det Kongelige Teater som på alle andre offentlige institutioner med 1 til 1,5 procent om året, og nu er »pølsemaskinen helt inde ved benet«. Fra 2007 til 2011 koster besparelserne 66 millioner kroner og det kan få alvorlige konsekvenser for scenekunsten, mener Erik Jacobsen.

»Vi kommer til at lave forestillinger for færre ressourcer med færre musikere og færre dansere, og det betyder en ond cirkel, hvor det ikke længere er attraktivt at være hos os,« siger Erik Jacobsen, der frygter at Det Kongelige Teater falder ned fra det niveau, det har kæmpet sig op på de seneste 10 år.

»Og så ender vi igen som et udkantsteater i Europa. Det synes jeg lige, man skal tænke over, inden man fortsætter med pølsemaskinen,« siger han.

Spørger man den succesfulde basbaryton Johan Reuter, der er en del af Operaens solistensemble, betyder færre produktioner samtidig færre faglige udfordringer. Han forudser ikke en kunstnerflugt, for ensemblerne er generelt kendetegnet ved en stor grad af loyalitet. Som han formulerer det: »Det er ikke ligefrem fyrstelige lønninger, der holder på folk.«

Men han medgiver, at det netop derfor kan være farligt at nedprioritere det kunstneriske.

»Lige nu har vi opera i Danmark på et rigtigt højt niveau, og det er da klart, at hvis det niveau begynder at rasle ned, så er det en faktor, at kunstnerne kan overveje at søge andre steder hen. Og det samme kan publikum jo. Et operapublikum er ikke blege for at tage en tur til Berlin for at se opera i verdensklasse. Og her taler vi ikke kun hr. og fru Hellerup. Det gælder også hr. og fru Valby,« siger Johan Reuter.

Undergangsstrategi

Ifølge teaterekspert, professor Jørn Langsted fra Aarhus Universitet, er Det Kongelige Teater i øjeblikket tvunget til at gøre det forkerte: De sælger ud af det kunstneriske indhold for at få råd til murstenene rundt om. Det er på flere måder en undergangsstrategi, mener han.

»I det øjeblik, de økonomiske klemmer betyder, at der skæres ned på kunsten, så kilder det ved Det Kongelige Teaters legitimitet i forhold til det politiske system. Jo mindre kunst, der kommer ud af maskineriet, jo sværere bliver det at forsvare de kolossalt store offentlige bevillinger,« siger han.

Eller sagt på en anden måde: Hver gang teatret aflyser en forestilling, fyrer en skue- spiller eller skærer i kapellets musikalske ensemble, er det ikke bare et anslag mod teatrets kunstneriske kapacitet. Det gør det samtidig svært for politikerne at forsvare den nuværende økonomiske favorisering af nationalscenen.

»Det Kongelige Teater modtager i forvejen mere end halvdelen af den årlige offentlige teaterstøtte, mens de øvrige teatre deles om resten. Det er i sig selv en kolossal skævvridning af den offentlige støtte. Så hvis Det Kongelige Teater vil argumentere for, at det er ramt af nogle driftsudgifter, skal det have nogle knaldgode argumenter. For i længden vil politikerne have svært ved at lave skævvridningen endnu mere grel, end den er i øjeblikket,« siger Jørn Langsted.

Johan Reuter kan sagtens se, at Det Kongelige Teater får mange penge, men han mener også, det er vigtigt, at der findes en institution, der tilbyder danskerne state of the art-teater.

»Det kan man så vælge, at der ikke skal være råd til. Men det synes jeg, der bør være. Sådan som økonomien er nu, kan vi næsten lave det, vi vil. Men skærer man bare lidt mere, er der ikke råd til de imponerende oplevelser, som vi skal tilbyde. Og når man kommer op i vores størrelse, er pengene jo nærmest spildt, hvis man ikke får storhed for dem,« siger Johan Reuter.

Uenighed om tallene

Forligspartierne bag den seneste teateraftale mødtes i går til en foreløbig drøftelse med kulturminister Per Stig Møller (K) om krisen på Det Kongelige Teater. Socialdemokraternes Mogens Jensen har krævet en redegørelse for besparelserne, som han mener har fjernet det oprindelige grundlag for at sige ja til operaen. På mødet mellem forligsparterne viste det sig, at Kulturministeriet og Det Kongelige Teater ikke er helt enige om, hvor mange penge nationalscenen har fået. Derfor kommer der ifølge Politiken ikke nogen afklaring på teatrets økonomiske situation, før et udvalg har kigget nærmere på den og på, hvilke muligheder nationalscenen har.

Til efteråret skal der i forbindelse med finansloven forhandles en ny aftale for Det Kongelige Teater på plads.

SFs kulturordfører, Pernille Frahm, fastholder dog, at det virker, som om, at staten ikke er villig til at leve op til den forpligtelse om at stå for driften, som var en betingelse for skibsreder Mærsk McKinney-Møllers gave. Til DR Nyheder siger hun, at det mest hæderlige vil være at returnere operahuset til afsenderen med beskeden:

»Mange tak for gaven, men vi havde altså ikke råd alligevel.«

Står det til Erik Jacobsen, kommer en sådan melding imidlertid aldrig på tale.

»Det har jo ikke nogen mening. Operahuset har været med til at hæve den danske operas kvalitetsniveau, og jeg synes, man skal stå ved de ambitioner, man havde, da man investerede i både Skue- spilhuset og Operahuset,« siger han.

Kan I ikke blive nødt til at acceptere, at der ikke er råd til verdensklasse i øjeblikket?

»Det kan godt være, det ender med at vi må bøje nakken og acceptere det, men vi gør det ikke uden at fortælle, at det er det, som er konsekvensen. Og når vi har haft råd til at redde bankerne og erhvervslivet i finanskrisen, så burde vi vel også have råd til at redde hjørnestenen i dansk kulturliv,« siger han men understreger samtidig, at det ikke er ham som teaterchef, der skal fastlægge ambitionsniveauet for den kongelige ballet-, opera- og skue-spilkunst.

»Jeg kan have nogle ønsker, men det er i sidste ende en politisk diskussion: Hvor meget vil man investere i kunst og kultur?,« siger han.

Leder på bagsiden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Smart ledelse og moderne pædagogik kan gøre meget. Det samme kan snildere løbemønstre. Det er ikke altid, at man bare skal løbe stærkere.

I stedet for at skære ned på rabatordningerne, burde teatret måske afhjælpe en mulig publikumskrise ved at få flere røve i sæderne.

Man må imidlertid også gøre opmærksom på, at det er utroligt få penge, dansk teater modtager i støtte. Alle tre kunstarter - hvoraf de to internationalt orienterede også er på internationalt niveau- koster mindre end halvdelen af blot den dyreste af dem i f.eks. Hamburg, der jo kan sammenlignes med Danmark, størrelsesmæssigt.

Måske er det tid også at reformere kunststøtten. Det kan ikke passe at man som skatteborger blot skal anerkende at kultureliten bestemmer hvad der skal vises for vores penge, uden vi har indflydelse.
De må jo lave nogle stykker som animerer folk til at gå i teatret og ikke dette avantgidisktiske som kun er for feinschmeckere.

Alternativt privatisér dele af eller hele det kongelige teater. Det hører fordums tid til at det skal betales over skatten.