Læsetid: 4 min.

Kulturdebatten er blevet afmægtig

Ifølge flere kommentatorer har vi nået et lavpunkt i niveauet for den danske kulturdebat. Her kan man tilsyneladende slippe af sted med at sige hvad som helst
Kultur. 'Danmark har fået cancer i hjernen, og I tilbyder kun en hovedpinepille og et glas vand'; lød svadaen fra Thomas Blachman til Pia Kjærsgaard på DR2 i sidste uge.

Kultur. 'Danmark har fået cancer i hjernen, og I tilbyder kun en hovedpinepille og et glas vand'; lød svadaen fra Thomas Blachman til Pia Kjærsgaard på DR2 i sidste uge.

Claus Bech

Kultur
25. februar 2011

»Jeg lover dig tørre tæsk, når jeg kommer hjem, og jeg mener det i så konkret forstand, at du burde politianmelde mig.« Svaret på den svada lyder: »Okay, jeg er en idiot, og du er en nar, men bortset fra det: Jeg kunne ikke finde på at true med retssag, nok er jeg en idiot, men jeg er ikke en nar.«

Sådan lyder en af flere ophedede udvekslinger, som man kan høre i kulturdebatten i disse dage. En anden udtalelse lyder: »Jeg er selv blevet provokeret over, hvad der er sket de sidste 10 år i lille Danmark. Danmark har fået cancer i hjernen, og I tilbyder kun en hovedpinepille og et glas vand.«

De fremførte synspunkter kommer fra henholdsvis Ib Michaels blogfejde med litteraturanmelder Lars Bukdahl, som er efterdønningerne af førstnævntes angreb på anmelderstanden fra eksilet i Piratbugten i Thailand i begyndelsen af denne måned, og det sidste citat stammer fra DR2 Debatten med Clement Kjersgaard, hvor Thomas Blachman i sidste uge rettede et angreb mod Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard.

Flere kommentatorer me-ner, at niveauet i kulturde-batten er faldet til et nyt lav-punkt: »Forfattere og kunstnere mere generelt kan fyre hvad som helst af, uden at det bliver modsagt,« siger forfatter Jens-Martin Eriksen, da han bliver bedt om en kommentar til DR2-programmet.

»Det er uudholdeligt med det kunstnerkitsch, at man fyrer billige synspunkter af. Kunstneres meninger er endt som markedsføring, fordi der i dagspressen er et behov for at holde kulturmaskinen i gang.«

Umulig situation

Flere kommentatorer me-ner, at Ib Michael er gået over stregen. Jakob Levinsen fra Jyllands-Posten peger på ironien i Ib Michaels retningsskift, fordi netop han tidligere har plæderet for en mere sober tone i debatten.

»Ib Michael var under den første Muhammedkrise med som en af de forfattere, der skrev under på et manifest om tonen i debatten, som de mente, var blevet for grov. Nu er han hoppet over på den anden side,« siger Levinsen, der i går supplerede med følgende på sin blog under overskriften Boykot Ib Michael: »Det er helt enkelt. Ved kon-krete trusler om fysisk vold, endda i fuld offentlighed og mod en navngiven person, melder man sig ud af den demoktatiske diskussion.«

På Weekendavisen lægger Arne Hardis heller ikke fingrene imellem.

»Ib Michaels argument er skingrende ulødigt. Jeg kommer og slår dig, er det totale afmagtsargument. Når han siger sådan, så motivtolker jeg, at det er, fordi han har følt sig ekstremt truffet af Lars Bukdahls analyse af hans skriverier. Han er krænket over, at hans bøger ikke sælges, markedsføres og anmeldes tilstrækkeligt godt. Og så reagerer han som et barn i stedet for som en intellektuel.«

Når en forfatter forsøger at være sin egen forsvarer, bliver det en futil debat, som ingen steder fører hen, mener Jens-Martin Eriksen, som dog ser noget mildere på kontroversen: »Ib Michael skriver forsvaret for sig selv. Det kan man ikke laste ham for. Men han er i en umulig situation. Han må have en sekundant, en forsvarer, for han kan ikke føre sin egen sag. Så kan duellen ikke foregå. Det bliver løjerligt og patetisk. Det er konstellationen af, at han skal forsvare sine egne værker.«

Kunstnerbranding

Men Jens-Martin Eriksen har dog ikke meget tilovers for den måde, hvorpå mange forfattere og kunstnere eller fremfører deres argumentation i kulturdebatten. Til Knud Romers kommentar i DR2 Debatten om, at det danske teater ikke har fostret en ny idé i 30 år, siger han: »Det er et godt eksempel på, at man kan slippe af sted med hvad som helst. Det er ren idioti. Det er typisk noget, man vil sige, når man ikke ved noget om det givne emne,« mener han.

Arne Hardis ytrer lignende kritik af debattens niveau, men bemærker alligevel den effekt, kunstnerne har.

»Det, han (Thomas Blachman, red.) sagde i programmet, gav ikke nogen mening. Og det, Knud Romer sagde, var også svært at finde hoved og hale i. Men alligevel var der den her benovelse over for Thomas Blachman. Det er, fordi han har kombinationen af ekstrem kunstelite og ekstrem bred sofafolkelig-hed.«

Jens-Martin Eriksen udvider kritikken af kunstneres rolle i kulturdebatten:

»Meninger og holdninger er dét, en forfatter kan sælge sig selv på foruden romanerne. Man bruger det til markedsføring, hvilket man kan se ved, at kunstnere ofte er meget aktive i debatten op til en bogudgivelse. Det eksponerer det forhold, at forfatternes tilsyneladende meningstilkendegivelser ikke er egentlige meningstilkendegivelser, men at det er branding af forfattere op til en udgivelse.«

Ifølge ham er hele årsagen til, at kunstnerne får lov til at yfremsætte logisk mangelfulde udtalelser og tvivlsom argumentation, at kulturjournalistikken i dag er beslægtet med hofreportagen som genre. Journalisterne går ukritisk til kunstnerne.

Men hvis man spørger poli-tisk kommentator Hans Engell, så lufter et skænderi ud i kulturdebatten.

»Jeg synes, det er forfriskende, fordi der nogle gange har været en tilbøjelighed til, at dele af kulturdebatten har foregået i mere eller mindre lukkede sammenhænge og selskaber, bag gardinet. Så jeg synes, det er i orden, at vi får et ordentlig skænderi, i stedet for vi går og putter med det.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorthe Møller

En debat er en diskussion der foregår mellem flere mennesker, så at lade fejden mellem Ib Michael og Lars Buckdahl være repræsentativ for "kulturdebatten" er ikke helt fair.

Hvad med at lade de der person-kampe foregå på de respektive blogs og få fokus på nogle mere relevante emner. Adrian Hughes får i Kulturkøbing faktisk luftet nogle temmelig spændende, såsom: "gad vide hvad der ville ske hvis man nedlagde kunststøtten i ti år", "Måske skulle alle kunstnere bare tage til Sandholmlejren og arbejde et års tid" eller "skal enhver by have et kunstmuseum".

Dorthe Møller, jeg synes, at dine eksempler peger på en ualmindelig underlødig tilgang til kunstnermetiéren. Hvorfor skulle kunstnere dog alle disse ting, når deres opgave er at generere overvejelser i bøger og andet skriveri?
Hvad jeg tror, er en årsag til problemet, er, at skribenter tidligere ofte skrev for dagbladene eller på anden vis bidrog til den refleksive kulturdebat, udover igennem litteraturen. Carsten Jensen var f.eks. - som mange før ham - en formidabel tv-anmelder, hvilket var en fantastisk platform for en meget almen samfundskritik.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg tror virkelig, der er en del kunstnere, der er stang hamrende trætte af et kulturliv, der ikke for alvor vil kritisere samtiden og sig selv. Der er en frustration over, at hele menageriet kører rundt i samme stiltiende koncensus om, at det er markedet, indkomsten, støtten, kunderne det drejer sig om. Og man skulle jo nødig støde kunderne fra sig eller gøre sig umulig på markedet, inklusive medierne.

Men indtil videre har alle været lige gode om, at markedet går forud for alt, og man kritiserer ikke eller går mod strømmen, man stryger helst tidsånden med hårene. Vi mangler en ny Georg Brandes

Vi har det godt her i Danmark naar vi har ressourcer til at kvalitetsvurdere hvad vi synes om hvad vi synes om hinanden. Maaske er der lidt rigeligt med offentlige midler til disse omraader? Personligt kan jeg godt tilbyde nogle gedigne besparelser - f.eks. ved at fremkomme med foelgende udtalelse: "H. C. Andersen er da et vaerre legebarn!". Jeg behoever ikke et fast aarligt tilskud, licenspenge eller distributionsstoette for denne kommentar, men er villig til at noejes med et glas vin, og nogle beundrende follow-up spoergsmaal - gerne paa en Cafe i Koebenhavn.