Interview
Læsetid: 5 min.

Livet i filmen

Man skal kun lave film, når man har noget at fortælle. Ud fra den enkle devise har Julie Bertucelli nu lavet sin anden spillefilm The Tree, som er fuld af liv og tanker om livet
Man skal kun lave film, når man har noget at fortælle. Ud fra den enkle devise har Julie Bertucelli nu lavet sin anden spillefilm The Tree, som er fuld af liv og tanker om livet
Kultur
10. februar 2011

»Man kan vælge at være ked af det eller glad. Jeg har valgt at være glad.«

Så nøgternt formulerer den otteårige pige Morgana sin livsfilosofi i Julie Bertucellis The Tree. Filmen skildrer, hvordan en mor (Charlotte Gainsbourg) og hendes fire børn på vidt forskellig vis forsøger at komme sig over deres mand/fars pludselige død. Én dag er han der, den næste er han væk. Lidt på samme måde, som elementerne i historiens dramatiske, australske landskab den ene dag kan være ens ven og den næste ens fjende. Livet er en balancegang præget af liv og død, humor og alvor, og The Tree udforsker, hvordan man reagerer, når verden pludselig tipper, og man skal finde et nyt ståsted i livet.

I historien bliver et gigantisk figentræ centralt, fordi den yngste pige fornemmer en forbindelse til sin far i dets store grene og rødder. Spørgsmålet bliver, om der er noget særligt ved træet og om det i virkeligheden spiller en rolle, hvis tanken om det hjælper én videre.

Da jeg møder franske Julie Bertucelli under Stockholm Film Festival, bliver jeg først slået af hendes gravide mave, som hurtigt bliver introduceret som hendes næste projekt. Dernæst bliver jeg slået af hendes ro. Festivaltempoet lader ikke til at kunne forstyrre hendes cirkler, og flere gange i samtalen fremgår det, hvordan hun insisterer på, at ting skal have lov at tage den tid, de tager. Nu har hun lavet film; nu skal hun lave baby. Så må man se, hvornår der bliver tid til en ny film, og hvornår en ny historie presser sig på. Der er syv år mellem The Tree og hendes succesrige debutfilm, Da Otar rejste. Måske går der mange år inden den næste film, men så er det sådan, det skal være.

Drømme om træer

Tanken om at fortælle en historie med et træ som omdrejningspunkt har Julie Bertucelli haft med sig længe. Hun elskede selv at betragte verden fra gemmesteder i trækronerne som lille, og allerede som barn læste hun Italo Calvinos The Baron in the Trees, som gjorde et uudsletteligt indtryk.

»The Baron in the Trees er virkelig et mesterværk,« siger hun.

»Jeg elsker den bog, og jeg har drømt om at filmatisere den. Desværre fandt jeg ud af, at Italo Calvino inden sin død besluttede, at ingen af hans bøger måtte filmatiseres. Måske er det godt, for det er altid svært at adaptere mesterværker Men det var hans bog, som sendte mig på udkig efter andre historier om træer, fordi historien lever så stærkt i mig. Egentlig er det jo ingenting: En historie om et træ. Det er kun en idé om at se verden på en særlig måde, men jeg havde lyst til at fortælle om følelserne fra min barndom og træet som et særligt sted for børn såvel som voksne.«

Naturen som spejl

Jagten på en historie om et træ førte Julie Bertucelli til den australske forfatter Judy Pascoes roman Our Father Who Art in the Tree. Rettighederne til den var købt af en australsk producent, som imidlertid ikke havde en instruktør tilknyttet. Julie Bertucelli bød ind, og så gik turen til det australske for at bruge landets store landskaber som et aktiv.

»Jeg havde ikke noget forhold til Australien, før jeg lavede filmen, men jeg kunne mærke, at det var det rigtige land for den historie,« siger instruktøren.

»Naturen er så dramatisk i Australien, så man føler, at man er nødt til at finde en mening i det, der sker omkring én. Naturen bliver et spejl på både vores temperament og vores følelser, og den er spændende at arbejde med både metaforisk og poetisk.«

Julie Bertucelli var blandt andet tiltrukket af aboriginal-folkets måde at forbinde naturen med både ånder og poesi. Samtidig trives hun som instruktør grundlæggende godt på udebane. Efter hendes mening tvinger det én til at se med friske øjne.

»Følelser er de samme overalt, og har du en stærk og personlig historie, er den universel. Jeg tror, jeg kan lide at lave film uden for Frankrig, fordi det gør mig mere fri at være hjemmefra og opdage en ny kultur. Det tager tid at lære et nyt land at kende. Det er først meget eksotisk, men efterhånden finder du ind til detaljerne i virkeligheden. Og det er nærheden til en særlig families særlige virkelighed, som gør, at man kan skabe en film, som berør mennesker overalt.«

Charlotte i rødderne

Charlotte Gainsbourg spiller hovedrollen som moren Dawn, som både slås med sin egen sorg og med at holde sammen på familien. Julie Bertucelli lægger ikke skjul på, at det ikke huede hende at se billedet af hendes hovedrolleindehaver liggende nøgen mellem et stort træs rødder på lanceringsbillederne af Lars von Triers Antichrist, men hun har ikke set filmen. Charlotte Gainsbourg havde fået rollen, inden Antichrist indtog Cannes, og Julie Bertucelli beskriver arbejdet med hende som helt centralt for filmen.

»Charlotte er utrolig. Man har aldrig følelsen af, at hun spiller. Hun er naturlig og følsom, og samtidig har hun både en melankoli og en styrke. Hun har på fascinerende vis alle sine aldre indeni; hun er både et barn, en ung pige, en kvinde og en mor. Hun har adgang til alle de følelser, og det er virkelig rørende og stærkt, når de kommer ud.«

Ifølge Julie Bertucelli er casting 80 procent af at instruere skuespillere. Vælger man de rigtige mennesker fra starten, får man meget foræret, men i forhold til at arbejde med børn som i The Tree spiller fremragende handler det også om at skabe den rigtige stemning på settet. Under indspilningen af filmen havde både Charlotte Gainsbourg og Julie Bertucelli taget deres børn med til Australien, og deres tilstedeværelse smittede positivt af på filmen.

Virkeligheden som cinéma

Hvad angår resten af processen med at lave film, beskriver Julie Bertucelli sin baggrund som dokumentarfilminstruktør som central. Hendes far var instruktør, og hun voksede op med et lidt for indgående kendskab til de mange udfordringer i instruktørfaget og valgte filmskolerne fra for i stedet først at læse filosofi på universitetet. Siden blev hun imidlertid assistent for blandt andet Krzysztof Kieslowski, Bertrand Tavernier og Otar Iosseliani. Hun beskriver, at hun har lært utroligt meget af dem alle, men den bedste skole var dokumentarfilm.

»Jeg har lavet en række dokumentarfilm, og det er en god skole for øjnene. I dokumentarfilm er man meget tæt på virkeligheden. Dokumentarfilm er altid cinéma. Du skal have et godt forhold til karaktererne og finde en måde at fortælle en historie på, selv om udgangspunktet bare er det almindelige liv. Det har hjulpet mig meget. Men alle har deres egen måde, og det vil altid være en rejse.« »Somme tider, i Frankrig, har vi instruktører, som starter på filmskolerne og er meget prætentiøse og mener, at de allerede fra det første år er instruktører. De glemmer, at det tager måske 10 år, før du bliver instruktør. Det handler ikke bare om at tage en eksamen. Du er nødt til at leve først og have noget indeni. Du får ikke ret til at kalde dig kunstner af at lave en kortfilm,« siger Julie Bertucelli, som vil bruge den kommende tid på at få sit tredje barn og mærke efter, om en ny, vigtig historie trænger sig på.

Læs anmeldelse af filmen her

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her