Læsetid: 7 min.

'Det her er den mest fucked up konference ...'

Den nyeste forskning i, hvordan køn og seksualitet bliver brugt i kolonial nationsopbygning i Europa, skulle samles i Amsterdam. I stedet dominerede en akademisk-politisk stillingskrig: Hvorfor forsvinder ikke-hvide igen og igen ud af billedet eller bliver reduceret til symboler på mangfoldighed?
Den nyeste forskning i, hvordan køn og seksualitet bliver brugt i kolonial nationsopbygning i Europa, skulle samles i Amsterdam. I stedet dominerede en akademisk-politisk stillingskrig: Hvorfor forsvinder ikke-hvide igen og igen ud af billedet eller bliver reduceret til symboler på mangfoldighed?
12. februar 2011

De tre indledere ser olmt og målrettet ud over salen. De skal forelæse på konferencen Sexual Nationalism – Gender, Sexuality and the Politics of Belonging in the New Europe. Det gør de også – men ikke, som der står i programmet. For de er trætte af at spille rollen som dekorative sorte i en hvid verden. En gruppe hvide hollandske deltagere karter rundt på stolene, hvisker ind­byr­des og ryster på hovedet. Andre ser op mod podiet, hvofra kritikken hamrer ud over salen, mens kultursociologen Jin Haritaworn, historikeren Fatima El-Tayeb og juristen Suhraiya Jivraj i en koordineret aktion vender konferencen på hovedet.

»Det, jeg egentlig ville tale om i dag,« siger Haritaworn, »er et Europa, som i det øjeblik, det bliver erklæret homovenligt, får brug for nye steder at opbevare homofobien,« og om hvordan ikke-hvide fremstilles som ophavet til Europas homofobi.«

Men Haritaworn har valgt ikke at holde sit indlæg om ’den racialiserede homofobis mobilitet i neoliberalismens æra’.

I stedet bruger han, El-Tayeb og Jivraj podiet til en protest mod selve konferencen, som de mener gennemspiller en række af de problemer, den skulle forestille at analysere.

Ind i nationens hjerte

Sexual Nationalisms-konferencen har samlet gamle kendisser fra køns- og seksualitetsforskningen som Judith Butler, Joan W. Scott og George Chauncey samt en ny generation af mindre kendte navne. Den foregår på universitetet i Amsterdam. Byen hvor sociologen og politikeren Pim Fortuijn i 2002 blev martyr for en seksualiseret højreradikal vækkelse, da han blev skudt ned efter at have opnået ikonstatus som den sensuelle, velklædte bøsse, der ville smide ’muslimerne’ ud af det hollandske ’homoparadis’.

Fortuijn var inkarnationen af, hvad de toneangivende akademikere på konferencen mener er grundformen i en af liberalismens potente styringsteknologier: Modstillingen mellem ’det moderne Vesten’, der fremstilles som (seksuelt) frigjort og ’det tilbagestående (Mellem-)Østen’, der fremstilles som patologisk patriarkalsk. I indkaldelsen til konferencen anføres det, at en bølge af nye nationalismer har skyllet ind over Europa siden 1989 og især siden 11. september. Homo- og kvinderettigheder har ifølge arrangørerne »spillet en afgørende rolle i diskurser og politikker, der omdefinerer modernitet i seksuelle termer, og seksuel modernitet i nationale termer«.

I denne proces er feministiske krav og (homo)seksuel frigørelse »flyttet fra de modkulturelle marginer til hjertet af mange europæiske landes nationale fortællinger«. Spørgsmålet, som skal behandles på konferencen, er derfor: »Hvordan kan vi forstå disse overraskende skift i den kulturelle og sociale placering af seksualitet og køn?«

Dekorative sorte kroppe

Men allerede dette ’vi’ i indkaldelsen trænger til en omgang dekonstruktion, siger Jin Haritaworn på konferencens anden og sidste morgen:

»Vores ’vi’,« siger Haritaworn og nikker mod sine medpanelister: »er ikke chokeret over homofobiens og racismens former i Europa. Vi er vokset op med det. Skal jeg være queer eller en farvet person i dag, og skal jeg køres over i krydset mellem de to markører endnu en gang, hvis jeg vover at politisere racisme og queer spaces?«

Og det er ikke kun det sproglige ’vi’ i indkaldelsen, der er hvidt. Holdet bag konferencen består godt nok af både ph.d.’er, adjunkter og professorer, men de er udelukkende hvide og udelukkende mænd. De forskere, der er blevet aktivt inviteret, er primært hvide og primært folk i faste stillinger. Det er intet særsyn, men flere deltagere mener, at sammensætningen skriger til himlen, når konferencen har som erklæret formål at kaste kritisk lyspå køn og seksualitet i relation til nationalisme, imperialisme, neokolonialisme osv.

At konferencen bliver et eksempel på, hvordan den akademiske verden har sit eget kolonialisme-trip kørende: En masse hvide gør karriere på at lave spændende kritisk forskning om racismens mange former, mens de nasser på farvede aktivister og intellektuelles arbejde uden at kreditere det. Hverken i indkaldelsen – hvor kun Joan W. Scott og George Mosse, begge hvide professorer, er refereret – eller i selve plenumsessionerne på konferencens første dag. Derfor må man som farvet spørge sig selv, hvad ens rolle er, når man træder ind i dette hvide rum, siger Haritaworn:

»Vi ville f.eks. slet ikke være her i dag, hvis ikke en sort krop havde gjort en hvid krop opmærksom på, at denne konference var i færd med at opbygge en hvid kanon over Sexual Nationalisms. Det er os, der har udført størstedelen af arbejdet med at rekruttere de få, dekorative sorte kroppe, som nu er på programmet.«

'Strukturelt frustreret’

De tre aktionerende forskere er »strukturelt frustrerede,« som Fatima El-Tayeb udtrykker det. Hun spørger ud i salen: Kan man lave en konference om Sexual Nationalisms, der bygger på antagelsen om, at ’vi’ først i nyere tid er blevet konfronteret med retorikker om frigørelse og menneskerettigheder, der skal retfærdiggøre aggression – en antagelse, der ignorerer århundreders kolonialisme? Kan man holde sådan en konference og kun invitere farvede akademikere som en eftertanke? Og tilmed invitere for at være ’inkluderende’ – ikke fordi man antager, at de har bidraget med vigtige ting til diskussionen? El-Tayeb læner sig tilbage i stolen, ser ud til at være i tvivl, om hun gider fortsætte, men siger så:

»På trods af de obligatoriske referencer til Foucault her på konferencen er der en bemærkelsesværdig mangel på forståelse af, hvordan magt fungerer ... hvordan samtalen bliver afgrænset, allerede før den er begyndt.« Og hun er træt af at være den, der skal repetere arven fra tænkere som Edward Said, Paul Gilroy, Kimberle Crenshaw: »Det er ikke brugbart for mig. Jeg ved det i forvejen. Ikke fordi, jeg er klogere end jer, men fordi jeg har brug for det for at overleve.«

Haritaworn kalder den sorte og den transkønnede krop en killjoy – en krop, som ved sin tilstedeværelse ødelægger den gode stemning, er malplaceret; »det er kroppen, som ikke ville mangle, hvis den ikke var der, og som nemt bliver væk, goes missing.« Og gone missing er, hvad Haritaworn og El-Tayeb er, da de skal tale til afslutningspanelet om aftenen.

De har trukket sig i protest og bedt queerteoretikeren Jasbir Puar om at formidle deres kritik. »Det her er ikke negativt ment, men det er den mest fucked up konference, jeg har været til,« lægger Puar ud og udløser latter og klapsalver.

»Seriøst,« insisterer hun, »jeg mener det ikke negativt. Det har været utrolig produktivt. Men jeg tror, det er på tide, at vi ikke blot analyserer seksuelle nationalismer ’derude’, men også herinde, i dette rum.«

Puar forklarer, hvordan spørgsmålet om, hvem der bliver citeret for hvad, eller hvem der bliver inviteret hvornår – hvis overhovedet – har meget håndfaste konsekvenser.

»Lad mig gøre det konkret for jer,« siger Puar: »På mit universitet er der i dag færre kvinder og færre sorte i faste stillinger end for 20 år siden. Det er et alvorligt problem. Som blandt andet har at gøre med vores citationspraktikker, vores genealogiske valg og de former for tænkning, vi beslutter at tage alvorligt, og som vi fremhæver og cirkulerer.« Hun stiller spørgsmålet om, hvad der gør queerteoretikere anderledes end andre intellektuelle og foreslår selv: »Én ting kunne være, at vi anerkender citationspraktikkernes politiske og materielle beskaffenhed. Og begynder at citere ’ned’ i stedet for ’op’ f.eks., eller inviterer farvede intellektuelle først, frem for sidst. Ellers opretholder vi status quo,« siger Puar, der kalder den ’hvide kanon’ for akademisk default.

Joan W. Scott sidder også i panelet. Hun synes, det er ærgerligt, at Haritaworn og El-Tayeb har trukket sig, for hvordan skal der så kunne foregå en diskussion, spørger hun, og der lyder spredt bifald fra salen. Scotts bemærkning får Puar tilbage til mikrofonen:

»Med al respekt, så mener jeg ikke, det er din opgave at vurdere deres valg. Ligesom det er et hårdt og utaknemmeligt arbejde at organisere en konference som denne, så er det et hårdt og utaknemmeligt arbejde igen og igen at skulle lægge stemme til den kritik, Haritaworn og El-Tayeb har formuleret. Et arbejde, der sjældent går ustraffet hen.«

Den vrede session

Tilbage ved morgensessionen adresserer El-Tayeb netop den potentielle straf for deres aktion. Spørgsmålet er, siger El-Tayeb, hvordan hun kan gøre modstand mod præmisserne uden at blive »stemplet som et spektakel, som den sorte Anden, der bider den hånd, som fodrer mig ...« Hun regner med, at aktionen vil blive fortolket som et forsøg på at kuppe konferencen, på at reducere den til identitetspolitik:

»For farvede bliver altid konfronteret med en Catch 22: Enten spiller vi efter de regler, der er konstrueret til at ekskludere os og gøre os tavse, eller vi bryder dem, igen og igen, og ’beviser’ hermed, at vi er ude af stand til at indgå i en konstruktiv dialog ...« Og den Catch 22 efterlader El-Tayeb med en følelse af vrede, en ’strukturel vrede’, som også den sorte feminist Audre Lorde talte om for 30 år siden:

»Og jeg ville ønske, vi i dag havde råd til at give slip på den vrede, fordi ting havde forandret sig ...« siger El-Tayeb, og fortsætter: »Men sorte forventes stadig at understøtte kollektivt hvidt hukommelsestab. Og tillad mig at spørge: Hvad kan vi bruge det til? Ingenting. Hvorfor skal vi så blive ved at gøre det? Det synes jeg ikke, vi skal.« Tavshed. Diktafonen siger fire sekunder, men det føles som en hel del længere. Lidt spredt bifald ekkoer gennem salen. Så kommer bifaldet.

I pausen – efter El-Tayeb og Haritaworn er gone missing og før det afsluttende plenum – lyder det fra den ene hvide akademiker til den anden over kaffen: »Var du til den vrede session i morges?«

nan@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

En helt fremragende reportage fra en en åbenbart fucked up konference. Det ene perle-citat efter det andet står i kø ned igennem artiklen. Her blot en af dem: »På trods af de obligatoriske referencer til Foucault her på konferencen er der en bemærkelsesværdig mangel på forståelse af, hvordan magt fungerer … hvordan samtalen bliver afgrænset, allerede før den er begyndt.«

Det er lige før jeg bliver queer-aktivist:-)