Nyhed
Læsetid: 5 min.

Når filmtalen er magtens kampplads

Oscar-vinderen 'Kongens store tale', om kong George den sjettes t-t-talebesvær, beskriver en radio- og filmæra, hvor ledernes retoriske potens fik verdenshistorisk betydning. I alt fra Chaplins 'Diktatoren' til Vinterbergs 'Festen' har taler og film siden fungeret som en eksplosivt værdiproducerende følelsescocktail, der kan styrke eller detronisere magtens ledere - i og uden for filmen
Lift før kl. seks i morges (dansk tid)  blev den eftertragtede oscar-statuette for den bedste film uddelt i Los Angeles, og 'Kongens store tale' blev filmen, der løb med hæderen. Filmen beskriver en radio- og filmæra, hvor ledernes retoriske potens fik verdenshistorisk betydning, og netop talen har en central rolle i mange film - fra Charlie Chaplins 'Diktatoren' fra 1940, Mel Gibsons 'Braveheart' fra 1995, Thomas Vinterbergs 'Festen' fra 1998 til 'Love Actually' fra 2003.

Lift før kl. seks i morges (dansk tid) blev den eftertragtede oscar-statuette for den bedste film uddelt i Los Angeles, og 'Kongens store tale' blev filmen, der løb med hæderen. Filmen beskriver en radio- og filmæra, hvor ledernes retoriske potens fik verdenshistorisk betydning, og netop talen har en central rolle i mange film - fra Charlie Chaplins 'Diktatoren' fra 1940, Mel Gibsons 'Braveheart' fra 1995, Thomas Vinterbergs 'Festen' fra 1998 til 'Love Actually' fra 2003.

Lars Høgsted

Kultur
28. februar 2011

Taler er, ligesom film, værdi- og følelsesmaskiner. De to har gået hånd i hånd, siden det i 1927 med lydfilmen The Jazz Singer blev muligt at forene lyd og levende billede. Charlie Chaplin drev fra starten gæk med den nye lydfilmsmode, da han i Byens Lys (1931) parodierede en åbning af en statue ved at lade borgmester rappe som en andefløjte.

Stumfilmskongen parodierede her filmtalens tekniske ('skratte skratte') og dramatiske ('bla bla') begrænsninger. Da Chaplin ni år senere lavede mesterværket Diktatoren (1940), var filmtalesatiren blevet en mere alvorlig sag.

»Tidligere skulle kongen bare se respektabel ud i sin uniform og ikke falde af hesten. Nu skal vi invadere folks hjem og indynde os hos dem,« konstaterer aldrende kong George den femte (Michael Gambon) om radiotransmissionens indtog i Kongens store tale (2010). Talen var blevet magt.

Hans t-t-talebesværede yngstesøn, Bertie (Colin Firth), bliver konge i 1936. Det anmelderroste drama bygger op til det øjeblik, hvor stakkels 'Bertie' skal træde i karakter og med sin skrøbelige stemme føre Storbritannien gennem krigen.

Wienerschnietzel

Ypperste leder til at indynde sig var Adolf Hitler.

»Jeg ved ikke, hvad han siger,« bemærker Bertie i Kongens store tale til et nyhedsklip af den tyske politiker. »Men tilsyneladende siger han det ganske dygtigt.«

Hitler tog skuespiltimer for at perfektionere sine taler. Han kunne, lyder et fascinerende rygte, komme i bukserne under sin skældende smælden på talerstolen. Chaplin, der med samtidig verdensberømmelse og sit sorte tandbørsteskæg lignede Hitlers komiske spejlbillede, forsøgte med Diktatoren at grine så hårdt af denne forførende diktators dygtighed, at Hitlers 'erektion' kunne falde bare en smule. Først i filmen lader han sin parodiske 'Tomania'-diktator, Hynkel, hælde vand ned i sine ophedede hoser fra talerstolen, mens han med præcis Hitler-imiterende diktion vrøvler germanificeret derudad: »Eeeh das straf nicht hyggensecht der wienerschnietzel mit lager wirken und der sauerKRAUT!« Hitlers talegeni, siger Chaplin indirekte, har ikke så meget med indholdet at gøre, som det har at gøre med hans bombastiske fremførelse.

Potent krigspatriotisme

I den rekordpopulære katatrofefilm Independence Day (1996) viser unge præsident Whitmore (Bill Pullman) sit lederværd, da en flyvende gigatallerken dingler i luften over Det Hvide Hus.

»Hvad gør vi nu?,« spørger presserådgiveren rådvildt. »Vi adresserer nationen. Der må være mange skræmte mennesker derude,« svarer præsidenten med et fjernt, heroisk blik. Senere træder han med Jeltinsk koldkrigssymbolik op på en kampvogn og taler, iført casual vindjakke (i krig er alle lige), for landets patrioter med et brølende crescendo: »Vi vil ikke gå stiltiende i natten. Vi vil ikke overgive os uden kamp! I dag fejrer vi vores uafhængighedsdag!«

Som i alle effektfulde filmtaler knalder violinerne afsted, mens kameraet klipper mellem den brave taler og de tydeligt berørte påhørere. I en effektiv følelsescocktail tvangsinducerer både talerens og filmens 'fremførelse' de amerikanske frihedsværdier i sit publikum.

Whitmore sætter sig hernæst ind i et jægerfly og ordner rumboerne. Det gør filmen til et rendyrket eksempel på katastrofefilmens potente patriotisme: Det moderne statsoverhoved bliver en hærmand à la William Wallace (Mel Gibson) i Braveheart (1995), der opildner det skotske undertal på slagmarken med tatoverings-bastante one-liners: »De kan tage vores liv, men de kan aldrig tage vores frihed!« I Ringenes Herre: Kongen vender tilbage (2003) er iscenesættelsen næsten identisk, da Aragorn (Viggo Mortensen) gejler de ængstelige krigere op før angrebet på Black Gate. Og Gordon Gekkos (Michael Douglas) tale for børsmæglerne i Stones Wall Street (1987) er i virkeligheden en lignende værdimotiverende lejlighedstale, sat på kapitalismens slagmark.

»Jeg ødelægger ikke selskaber. Jeg frigør dem! Grådighed, i mangel på et bedre ord, er godt.« Her bliver sværd og skjold erstattet med merværdi og valutakurser for hæren af jakkesæt.

I Vinterbergs Festen (1998), indrammet at to uforglemmelige taler, er 'kamppladsen' den danske, traditionstyngede borgerlighed. Til sin fars 60-års fødselsdag opruller Christian (Ulrich Thomsen), for enden af det spidsborgerlige langbord, sin fars incestmisbrug med talen 'Når far skulle i bad'. Faren (Henning Moritzen), detroniseret af Christians dadlen, fratræder i filmens slutning med sin tale rollen som patriarkalsk overhoved i en komplet undskyldning for sig selv:

»Jeg ved, at det er upassende her i jeres morgen-mad ...«

Da Christian i begyndelsen klinker på krystalglasset, har han altså igangsat en opløsning af magten med magtens egne midler.

Menneskeligt at f-f-fejle

Talen kan enten nedbryde eller ophøje. I Love Actually (2003) - Curtis' flerplottede romancebombe - genvinder premierminister Hugh Grant sin statsmandspotens à la ufo-fighter Wallace i en improviseret tale til et pressemøde. Få minutter inden har den amerikanske præsident flirtet med Grants nuttede sekretær, og nu sætter Grant hælen i over for den amerikanske arrogance: »Det virker til at præsidenten tager alt, hvad han vil og blæser på, hvad det betyder for ... øh (krydsklip til sekretæren) Storbritannien,« siger premierministeren.

Den menneskeliggjorte improvisation er ofte i taler på film en værdimættet vej til fornyet magt, og inden for Love Actuallys logik karakteriserer denne type tale altså en handlekraftig leder - tænk blot på Birgitte Nyborgs formandsrunde i DR's Borgen.

I Love Actually vinder også Colin Firth på et stammende talecrescendo. Han spiller forfatteren Jamie, der har tillært sig et vagt, stammende portugisisk for at fri til sin stuepige: »Jeg kommer med b-blik på at ægteskab dig.« Her som i Kongens store tale bringer Firths usikre tale-potens ham i mål - ligesom kombinationen af handlekraft og mennekeligt lune gør det hos Grant.

Alt den bævrende menneskelighed, som Bertie til slut i Kongens store tale leverer i sin autoritære krigstale - dén som hele filmen bygger op til - rører både hans folk og os som publikum. Tale og film smelter sammen til ren værdiladet følelse.

Denne menneskelighedsfremkaldende sammenkobling afslutter også Diktatoren. I en forveksling mellem Hynkel og filmens jødiske barber, begge spillet af Chaplin, kommer barberen pludseligt til at stå på diktatorens talerstol. Her forvandler han sig til filmens ræssonør, der prædiker frihedsværdier og autoritetstrods. Men under talen stiger hans toneleje en smule. Stemmen bliver kraftigere og mere skinger. Pludseligt, som i en pludseligt eskaleret ekstase, hæver den lille Chaplin sin arm i en genkendelig gestus - og stopper så forskrækket op. Selv når det er hans egne værdier, han italesætter fra podiet, gør han opmærksom på, hvor hurtigt 'mennesket' med talens effekt - ikke mindst på film - kan slå over i fascistoid autoritet.

Mens Bertie bliver et modbillede til Hitler med al sin m-m-menneskelighed, så 'andefløjter' Chaplin af talen og advarer mod talens og filmens kraft. Begge er fremragende film om filmtalens magt.

Da Colin Firth i nat vandt en oscar for sin rolle som Bertie i Kongens store tale, føjede han en takketale til oscarhistoriens katalog af mærkværdige og heftigt rørstrømske optrædener.

Oscar-takketalegenren er en kuriøs cocktail af virkelighed og fiktion, der hylder fremførelsens indyndende kunst. Det er nærmest filmisk at forestille sig Firths tale som tredje 'kongetale' - denne gang i en bekræftende hyldest til den værdifabrik, som filmbranchen er på godt og på ondt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her