Læsetid: 2 min.

Nationalmuseet skal spare igen

Der skal findes 17,8 millioner her og nu på et allerede stramt budget på Nationalmuseet
'Vi er da ude i at diskutere, om vi skulle indføre endnu en ugentlig lukkedag,' siger Niels Bonde, seniorforsker ved Nationalmuseet.

'Vi er da ude i at diskutere, om vi skulle indføre endnu en ugentlig lukkedag,' siger Niels Bonde, seniorforsker ved Nationalmuseet.

Michael Daugaard

11. februar 2011

Da Nationalmuseet i 1992 åbnede sin nye tilbygning og dermed den smukke udstillingshal, var det meningen, der skulle være tre udstillinger om året. Nu præsenteres der én udstilling i hallen hvert andet år.

Nationalmuseet har gennemført større sparerunder i 2003 og 2006 og er nu i gang med endnu én. Af et internt arbejdspapir med titlen Økonomi i balance, som er kommet Information i hænde, fremgår det at:

»Finansloven for 2011 med tilhørende overslagsår (2012 til 2014) indebærer, at Nationalmuseets bevilling falder betydeligt i perioden fra 2011 til 2014 pga. nye store besparelser (...) Det samlede besparelsesbehov er i alt på ca. 17,8 mio. kr. for museet som helhed.«

Museumsdirektør Per Kristian Madsen bekræfter situationen over for Information. Ifølge ham skyldes beløbets størrelse, at det er resultatet af flere forskellige besparelser, som museet er blevet pålagt af Kulturministeriet som følge af finansloven.

Det handler blandt andet om den besparelse på 0,6 pct. som samtlige institutioner under Kulturministeriet blev pålagt som en del af regeringens genopretningspakke. Derudover har staten generelt indført indkøbseffektivisering og pålagt besparelser på anvendelsen af konsulentbistand.

Dertil kommer, at museet stadig arbejder på tidligere pålagte besparelser.

»Alt i alt løber det op i 17,8 millioner, som vi bliver nødt til at finde nu, for at få den virkning, vi gerne skulle have i 2012,« siger Per Kristian Madsen.

Han ønsker ikke at udtale sig om hvordan besparelsen konkret vil blive udmøntet, da processen først lige er gået i gang.

Paradoksalt

17,8 millioner kroner, skal der altså spares på et budget, der udgør godt 233 millioner. Ifølge seniorforsker i Forsknings- og Formidlingsafdelingen Niels Bonde, der er tillidsrepræsentant for museets akademikere, står Nationalmuseet foran at skulle afskedige 10 procent af medarbejderne.

Lige nu forhandles der frivillige fratrædelser, så hvor mange fyresedler det bliver til, er usikkert.

»Det er jo paradoksalt, når vi netop har rundet en million besøgende,« siger Niels Bonde.

Ifølge det interne arbejdspapir, så vil besparelserne ramme Forsknings- og Formidlingsafdelingen med 5,6 mio., Bevaringsafdelingen skal spare 4,8 mio., 6,1 mio. skal spares i Drifts- og Administrationsafdelingen og Fællesmidlerne, der fordeles af direktionen, skæres med 1,3 mio.

»Helst ville jeg jo se museet vrimle med tilfredse borgere og give medarbejderne mulighed for at lave flere udstillinger. Men vi kan jo ikke bruge penge, vi ikke har,« siger Per Kristian Madsen. I seneste sparerunde i 2006 blev 60 stillinger nedlagt og tilbage i 2003 blev museet også ramt af besparelser, der betød afskedigelser.

»Det vil selvfølgelig få konsekvenser for museets virksomhed,« siger Per Kristian Madsen, men ønsker ikke at blive mere konkret eller give en vurdering af hvilke konsekvenser af besparelserne, som museets gæster vil mærke.

For Niels Bonde står det dog helt klart, at besparelserne vil få betydning for gæsterne. Spørgsmålet er bare hvordan.

»Vi er da ude i at diskutere, om vi skulle indføre endnu en ugentlig lukkedag. Men det er der ikke meget idé i, når vi netop går og glæder os over at have rundet en million besøgende. Spørgsmålet er også om den besparelse overhovedet ville være tilstrækkelig,« siger han.

Ifølge Niels Bonde er medarbejderne blevet orienteret om besparelsens størrelse. Når vurderingen af de frivillige fratrædelser er tilendebragt, vil museet have overblik over, hvor mange fyringer der helt specifikt vil blive tale om. 23. marts får de pågældende medarbejdere besked.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Slettet Bruger

Blandt ateisters begrundelse for medlemskab af folkekirken kan man ofte høre, at de gerne vil bevare de mange bygninger som historiske monumenter.

På Nationalmuseet findes også en del efterladenskaber og noget mere end tomme bygninger, hvis man skulle interessere sig for spor fra folk, der har levet gennem tusinder af år, med udsagn om mennesket, livet, forskellige kulturer, udtryk og aftryk.

Men meget derinde er jo heller ikke os og eftersom det er vigtigt, at vi står sammen i disse urolige tider, så bliver enden på regeringens genopstandelsespakke måske, at man gradvist afvikler afdelingen for kættere, hedninge og udenlandsk ragelse?