Læsetid: 4 min.

En ny Picasso?

Louisiana har netop åbnet sin store Picassoudstilling, den tredje med Picasso i Danmark inden for det seneste halve år. Hvad skyldes den overvældende Picassointeresse? Satser museerne på det sikre i en krisetid? Er der tale om seriøse indspark i den kunstneriske debat? Og kan Picasso sige os noget nyt?
Museerne er tilbøjelige til at vise folk, hvad de vil se. Så når spørgsmålet overhovedet kan melde sig, om der er en tendens i at vise Picasso, så er det, fordi museerne har alt for få store udstillinger af samtidskunst, mener gallerist Nils Stærk.

Museerne er tilbøjelige til at vise folk, hvad de vil se. Så når spørgsmålet overhovedet kan melde sig, om der er en tendens i at vise Picasso, så er det, fordi museerne har alt for få store udstillinger af samtidskunst, mener gallerist Nils Stærk.

17. februar 2011

Den Picassoudstilling, der netop er åbnet på Louisiana, er den tredje i Danmark inden for et halvt år. I september viste Arken Picasso, i oktober var det Kobberstiksamlingens tur, og nu er turen kommet til Louisiana.

Er interessen uudtømmelig, og hvad skyldes den?

At brokke sig over endnu en Picassoudstilling er ligesom at sige, at der ikke skal udgives mere om Kierkegaard, mener kunstkritiker Michael Jeppesen.

»Picasso er en vigtig del af, hvorfor vi er dem, vi er i dag. Han har formet kulturen, og kulturen har formet os. Vi kan ikke få nok gode udstillinger med de store mestre.«

Det samme mener den internationalt anerkendte gallerist Christina Wilson.

»Picasso er så kæmpestor, at der hele tiden er plads til et nyt blik. Man kan se ham fra uendeligt mange synsvinkler, han er simpelthen den største,« erklærer hun.

Hverken Christina Wilson eller Michael Jeppesen ser således noget mærkeligt i, at Picasso er en sikker publikumssucces.

»Kritisabelt ville det først være, hvis et museum som Louisiana udstillede ham på bekostning af det mere eksperimenterende,« siger Michael Jeppesen, »og det gør de ikke. Faktisk tager Louisiana langt større chancer indholdsmæssigt end mange af de unge gallerier inde i København«.

Helle Crenzien, der er kurator på Louisianaudstillingen understreger, at Louisiana har et særligt forhold til Picasso. Museet har tre fornemme malerier i samlingen samt tegninger og tryk, og Louisiana har i årenes løb haft fire Picassoudstillinger foruden den aktuelle.

Det lægger professor i æstetik og kultur på Aarhus Universitet Morten Kyndrup ligeledes vægten på. Han fremhæver, at Louisiana historisk har spillet en afgørende rolle i introduktionen af den klassiske moderne kunst i Danmark, og mener af samme grund, at Picasso-udstillingen giver god mening. Når en udstilling ligger i centrum af det pågældende museums interessefelt, så er det også dets opgave at lave en udstilling som Picasso-udstillingen, fastslår han.

Filmproduktioner

Maleren og grafikeren Erik Hagens peger på publikum: »Min fornemmelse er, at det segment, der bruger museerne, er den ældre generation, så når man laver en Picassoudstilling, er det selvfølgelig, fordi man har det publikum, som man ved gerne vil se Picasso.«

Erik Hagens påpeger ligeledes, at de store udstillinger af meget berømte kunstnere ofte er lavet på samme måde som man laver film. Det er en færdigvare, som er produceret et bestemt sted, og som i årevis derefter turnerer fra det ene museum til det andet: »Men Picasso er under alle omstændigheder interessant, jeg skal da selv op og se udstillingen,« erklærer han.

Louisianas udstilling er blevet til i samarbejde med Tate Liverpool og Albertina i Wien, og den er faktisk baseret på ny forskning, foretaget af professor Lynda Morris i Picasso-arkiverne, oplyser Helle Crenzien, der også mener, at udstillingen tiltrækker yngre mennesker. Hun synes i høj grad, at udstillingen bringer nyt om det spanske kraftgeni: »Lynda Morris' forskning viser Picasso fra en anden side end den, vi kender - middelhavsmennesket, kvindebedåreren, tyrefægtningsentusiasten. Den viser en samfundsorienteret Picasso, der utrætteligt arbejdede for fred i verden, og føjer viden og nye iagttagelsesmuligheder til vores optik på Picasso,« fastslår hun.

Tendenser i modernismen

Billedhuggeren, professor Bjørn Nørgaard ser en mulig fornyet interesse som en konsekvens af, at Picasso en tid har været ude af den kunstneriske diskussion.

Nu er der åbenbart kuratorer, der mener, at Picasso skal på banen igen, konstaterer han. »I dag er vi jo i den mærkelige situation, at det ikke er kunstnere, men kuratorer, der sætter dagsordenen for den kunstneriske diskussion, og de forsøger åbenbart at få ham skubbet ind i den igen. Det skulle ikke undre mig, om der snart kommer en bog med nyfortolkning af Picasso,« bemærker han.

Kunstscenen fra 1970'erne og frem har ikke som tidligere været præget af en eller anden retning - kubisme, surrealisme, dada etc. I dag er der kun formelle gentagelser tilbage, forklarer han. For Bjørn Nørgaard er udstillingen derfor interessant, hvis den lægger op til fornyet diskussion af tendenser inden for modernismen.

»Marcel Duchamp har domineret i de seneste 40 år. Duchamp så værket som overflødigt og pegede med sin kunst på den sociale konvention, Picasso repræsenterer den stik modsatte konsekvens af modernismen. Det er måske meget udmærket at få en diskussion, om det er nok at skrive side op og side ned, eller om kunstneren med sin person må risikere det hele. Man peger på kunstens autonomi, som en særlig måde at formulere verden på.«

Også Erik Hagens slår ned på forskellen mellem Picasso og moderne, formalistisk kunst som en forklaring på interessen: »Den nye kunst er desværre så helvedes intellektualiseret. Det er ligesom den nye kompositionsmusik, den er ikke umiddelbart så sjov, tilgængelig og interessant at se på og lytte til,« siger han.

Forældet

Derimod mener Nils Stærk, internationalt anerkendt gallerist for ny kunst, at det er museernes udstillingspolitik, der er forældet.

»I dag er samtidskunsten i høj grad henvist til gallerierne, og de er nødvendigvis drevet af kommercielle hensyn. Museerne er tilbøjelige til at vise folk, hvad de vil se, hvis det ikke er Picasso, så er det Asger Jorn, der jo i øjeblikket udstilles på ARoS. Og det går i denne forbindelse ud på ét,« mener han.

Når spørgsmålet overhovedet kan melde sig, om der er en tendens i at vise Picasso, så er det ifølge Nils Stærk, fordi museerne har alt for få store udstillinger af samtidskunst.

»Det er jo lige før, at en udstilling om Picasso opfattes som et frisk pust, som om han nærmest var samtidig,« siger han, »men hvornår ser man en tilsvarende udstilling af Bruce Naumanns værker?«

Den amerikanske kunstner (f. 1941) er nemlig »lige så relevant for sidste halvdel af det 20. århundrede, som Picasso var for første halvdel«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tom W. Petersen

Sikke dog en masse kvababbelser og bekymringer!
Man skal vise Picassos billeder på store, opreklamerede udstillinger for mange mennesker af den enkle grund, at det er stor kunst, som det er godt, at mange oplever.
Det samme skal man gøre med andre store kunstnere; ingen nævnt, ingen glemt.
Det skal man ikke have nogen betænkeligheder ved.

....har også ladet mig fortælle at man til stadighed arrangerer stort anlagte opførelser af en forlængst afdød komponist ; Ludwig van Beethoven´s værker...Ganske unfair at yngre komponister på denne måde stilles i skyggen af ting vi har hørt så mange gange før. ahem...