Læsetid: 2 min.

Pernille Frahms argumenter dissekeret af retoriker

Christian Kock har analyseret dette indlæg i Politiken, 18. april 2005:
15. februar 2011

Pernille Frahm: »Fra sociologien ved vi, at mennesker, der er marginaliserede, har forskellige strategier til at tackle situationen. Enten vælger man at overse marginaliseringen. Man forholder sig afventende og håber på, at chancen byder sig til, og man bliver lukket ind i kredsen. En anden strategi er ghettoiseringen, hvor man efter afvisningerne vælger at søge sammen med andre afviste. Her kan man så have sit eget hierarki og sine egne normer. Og endelig kan det ske, at vreden og konfrontationen bliver strategien. Oprør mod det, man oplever som undertrykkende og udelukkende. Alle tre strategier ses i dag blandt de etniske minoriteter. Men det er vigtigt at skrive sig bag øret, at det er udelukkelsen, der er årsagen. Strategierne er reaktionen«.

Christian Koch: »Foruden generaliseringer begår Pernille Frahm her en særlig uskik, der har været typisk netop for visse indvandrervenlige debattører (de er dog siden blevet meget mere tavse i hendes parti, SF). Den består i at påstå, at de problemer, der utvivlsomt findes i nogle indvandrergrupper, alene skyldes visse årsager (læs: sociale årsager som vi etniske danskere har skylden for); der kan altså ikke også være andre årsager, for eksempel kulturelle faktorer i de pågældende grupper«.

Pernille Frahm mener adspurgt i dag ikke, at der er problemer med argumentet:

Hans pointe er, at du tilkendegiver, at de problemer, der findes i nogle indvandrergrupper, kun har sociale årsager og ikke kan forklares på anden vis. Hvad siger du til det?

»Jeg forstår ikke forskellen på sociale årsager og kulturelle bevæggrunde. Jeg mener, de to ting er så tæt forbundne, at det ville være noget vrøvl at skille det ene fra det andet. Kulturelle bevæggrunde afspejler jo sociale virkeligheder og omvendt. Selvfølgelig er vi som individer forskellige og har stræben i forskellige retninger. Men jeg skriver som politiker. Jeg skriver ud fra, hvad man fra politisk hold kan gøre. Og herfra kan og skal jeg jo ikke bestemme, hvilken religion, kultur eller etnicitet folk har. Som politiker må jeg jo forholde mig til det, jeg kan ændre. Og det synes jeg faktisk, jeg beskriver fremragende!«

Ifølge Koch skaber du et enten-eller, som giver et ensidigt billede af problemet?

»Det er jeg uenig i. Jeg beskriver kun de dele af det, som handler om konflikt i forhold til det omkringliggende samfund. Jeg forholder mig ikke til folks tøjvalg eller andet, der er uproblematisk i mine øjne. Det handler om, hvordan vi bedriver integration. Og det mener jeg, vi er dårlige til. Vi bedriver assimilation, og dem, der ikke passer ind i det, de kan få nogle over nakken,« siger Pernille Frahm. lawa

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis man alene vurderer retorikken, har Christian Kock principielt ret. Men der ligger jo netop mere i spørgsmålet, som handler om andet end ren retorik, og som handler om yderligere viden, der ikke fremgår af den "rå" retorik. Det gælder f.eks. den viden, som psykologien og sociologien kan bidrage med, nemlig hvad miljøer og forventninger gør ved folk.

Koch påstår, at Frahm mener problemerne "skyldes visse årsager (læs: sociale årsager som vi etniske danskere har skylden for)".

Pernille Frahm beskæftiger sig vel ikke med skylden for problemerne - men med den marginaliseredes strategier for at håndtere sin situation?

Lidt skuffende analyse af retorikeren. På den måde analyserer Koch jo ikke teksten, men hans egen motivfortolkning af den (hvor 'skyld' bevidst eller ubevidst åbenbart spiller en vigtig rolle for ham).