Læsetid: 2 min.

Ridefogeder og lejesvende

Et par betragtninger om ideologi, frihed og poesi
1. marts 2011

Noget skal der jo til, før man sætter sig og skriver en klumme, et digt, en roman eller hvad man nu får fyret af.

Tilbage i 1970'erne var det sådan, at der ligesom kom en ordre fra en overordnet politisk myndighed, og så efterkom man den, hvis man havde sit liv kært og gerne ville have mulighed for at skrive noget en anden gang.

Sådan ser det i hvert fald ud, når digteren Søren Ulrik Thomsen kigger tilbage, og det har han gjort i alle de større kulturaviser her på det seneste. Digterne i 1970'erne blev styret af politiske ridefogeder, der svingede krabasken over deres syndige hoveder, så de ikke skred ud i æstetisk nydelse, men holdt sig i seletøjet og dydigt trak den politiske trækvogns revolutionære dogmer fremad mod den utopiske kulmination i det kommunistiske paradis.

Det var, hvad Thomsen og hans 80'er-generation måtte tage afstand fra. Det var, hvad der satte dem i gang.

Det er sådan set meget simpelt.

Bertolt Brecht formulerede det sådan, da han i 1920'erne var dommer i en digtkonkurrence og kasserede alle de indsendte bidrag, at de var weder nützlich noch schön hverken nyttige eller skønne.

For ham skulle et kunstværk være begge dele, men ind imellem kan der altså være tale om en overvægt til den ene af siderne.

Man plejer at sige det sådan, at kommunisterne politiserer æstetikken, nazisterne æstetiserer politikken.

Men sådan set ville jeg skrive om dette emne, fordi jeg selv husker 1970'erne, og jeg kan ikke komme i tanker om nogen overhovedet, der dengang lod politiske befalinger styre, hvad de skrev, malede, dansede eller sang.

Jeg genkender simpelt- hen ikke det billede, Søren Ulrik Thomsen giver af situationen.

Måske han kunne give os et par navne. Det var jo fint nok dengang, og vi tog da imod ham og hans kammerater med stor venlighed og hjælpsomhed, sådan som jeg husker det.

Det kan da ikke være os, han mener. Dan Turell, Inger Christensen, Henrik Bjelke, Kirsten Thorup og os andre. Litteraturanmelder Erik Skyum Nielsen interviewede os jo i begyndelsen af 80'erne til denne avis, og jeg kan stadig huske, hvor fantastisk, det var at kunne sidde og tale om de ting, der jo interesserer én som forfatter. De praktiske ting.

Ideologiske krav til kunst

Der var da et par kapitallogikere på universiteterne, men de blev hurtigt til postmodernister, da vinden skiftede.

Men det undrer mig altså, hver gang jeg hører det, at 1970'erne skulle være specielt hærget af politisk ideologiske krav, der stillede sig ødelæggende i vejen for det kunstneriske udtryk.

Som om de senere års løbske liberalisme ikke også er ideologisk.

Var digterne dengang virkelig røde lejesvende, som dem Arne Notkins DR2 har så stor fornøjelse af at grave frem af deres ynkelige huler og stille i gabestok, hvor Bent Blüdnikow og Claus Hjort Frederiksen kunne pisse på dem, ligesom det øllede danske folk pisser på hjemløse, der sover på gaden?

Er det ikke folk, som de nævnte, der er den nye tids ridefogeder? Hvilken digtning pisker de frem? Poesien skal være absolut fri, også af den slags bavl, men som den geniale Alfred Jarry, skaberen af Faustroll og Ubu, formulerede det: Der er ikke meget sjov ved at være fri helt alene.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thomsen ynder at sige at han først giver et nyt interview, når han har noget nyt at sige. Derfor kan det undre at ridefogeden igen bliver trukket af stald. Men en kæphest skal nu en gang rides; selv når der ikke er andet end pindebrænde tilbage.

KRITIK AF POESIEN

Kammerater, kunsten
Er et undertrykkelsesmiddel
Som skoler knipler love aviser.
...

Ivan Malinowski, 1974

Dorte Schmidt-Nielsen

"(...) hvor Bent Blüdnikow og Claus Hjort Frederiksen kunne pisse på dem, ligesom det øllede danske folk pisser på hjemløse, der sover på gaden?" - .
Tak for klumme, Peter Laugesen, om kunst, den ideologiske krabask og den ny tids ridefogeder. Jeg glæder mig til næste klumme.