Der er nogle sangere, der lyder som om de trækker på hele menneskets historie. Tom Waits, Billie Holiday, Leonard Cohen, Nina Simone. Som om de befinder sig uden for tid og rum og især med alderen transmitterer livet, døden og menneskets tungeste skæbnefortællinger fra mellem deres stemmelæber og ud i vores kultur.
PJ Harvey kan det samme, ja, hun har faktisk helt tilbage fra sit debutalbum fra '92 ladet fjerne stemmer komme til orde i sine sange. På Dry kunne man således høre Delilas monolog til Samson, som hun klipper håret af. Siden har hendes karakterer druknet deres egne børn, mistet deres elskede, fået foretaget aborter, i det hele taget trukket nogle af de korteste strå i det store skæbnespils lodtrækning.
Men der er sket noget nyt. På PJ Harveys ottende album, Let England Shake, kommer verdenshistorien og mænds voldsomme død i krig for alvor til orde. Hun giver plads til helt nye stemmer, og de klinger for første gang i hendes karriere i vores fælles politiske virkelighed.
Jeg har hende i telefonen fra et pladeselskabskontor. Hendes stemme er spinkel, nærmest piget. Men med en moden kvindes ro og et prøvet interviewoffers uvilje til at analysere i fuld offentlighed.
»Jeg fandt det ikke specielt svært eller anderledes. Vi er alle mennesker,« lyder hendes svar på mit spørgsmål om, hvorvidt der var nogle nye udfordringer i at skrive om voldelige, mandlige skæbner.
Lykkelig barndom
Men hun giver sig god tid, når hun bliver interviewet. Tænker sig om efter spørgsmålene og kan også svare i længere forløb. Men kun når det passer hende. Her er ingen kontrakt om gensidig høflighed. Blot en tilknappet dame, der til gengæld årelader sig selv så gribende og originalt som kunstner.
- Hvad er dine første erindringer om musik?
»Mine første erindringer er vist fra skolen, hvor vi blev introduceret til instrumenter, blokfløjter og harper. Jeg nød altid musiktimerne.«
- Hvad spillede I?
»Det var mest enkle ting, børnerim og børnesange.«
- Hvordan var du som barn?
»Det ved jeg ikke. Jeg analyserede ikke mig selv. Men jeg havde en meget lykkelig barndom. Jeg elskede at bo på landet. Jeg havde en masse venner.«
- Var du politisk aktiv som teenager?
»Ja, da jeg var 16-17 og fremefter. Dengang var jeg involveret i Amnesty International, dyrevelfærd. Men altså da jeg var 16 eller 17.«
- Og nu cirka 25 år senere laver du dit første album, som vender blikket udad mod verdenshistoriske begivenheder og internationale såvel som nationale anliggender. Hvorfor?
»Af et par grunde egentlig. Jeg er nået til et punkt i min brug af sproget, når det kommer til at skrive poesi og sange, hvor jeg føler mig sikker nok til at forsøge at sætte ord på så enorme emneområder. Krig og nationer og den samtid og verden, vi lever i. Jeg følte ikke, at jeg havde evnerne til det før. Og så kommer det også af en forstærket fornemmelse af påtrængende nødvendighed, som jeg føler har at gøre med den tid, vi lever i. Som har accelereret et behov i mig til at forsøge at overlade min stemme til emner, der nager mig.«
Vi rejser over kontinenter gennem epoker, kommer omkring begge verdenskrige på Let England Shake. Og nutiden. »What if I take my troubles to the United Nations«, lyder codaen på »The Words That Maketh Murder« - med kærlig hilsen formentlig til invasionen af Irak, der aldrig fik sit mandat. Vesten sover, Themsens guld er solgt for ingenting, og Londons gader genlyder af fulderikkers slagsmål.
»I have seen and done things I want to forget; soldiers fell like lumps of meat, blown and shot out beyond belief. Arms and legs were in the trees«, lyder det på »The Words That Maketh Murder«. I en sval henført ballade hænger soldaterne sønderskudte i slagmarkens pigtråd. Og der er det fuldstændig rygradsrislende call-and-response-omkvæd: »What is the glorious fruit of our land? Its fruit is orphaned children«.
Interviews med vidner
På Let England Shake kan den 41-årige englænder lyde lige så gammel som volden selv og samtidig lige så overmandet af den, som var hun født i går.
Protestsange? I hvert fald ikke i traditionel forstand. For der er ingen løsningsmodeller eller klare budskaber (ud over at krig er skrækindjagende og ødelæggende), men i stedet lyslevende karakterer inden for sangenes rammer. Og det har krævet tid og arbejde at bygge disse, at få skabt nogle lærreder at udfolde sig på. Faktisk en ekstensiv arbejdsperiode på tre et halvt år fra hendes forrige album.
»Jeg var nødt til at indsamle en masse information, for at føle mig sikker nok til at arbejde med den rigtige form for sprog. Jeg foretog en masse research på nutidsbegivenheder, hvad der sker lige nu i verden, i aktuelle konflikter. Jeg lavede interviews med førstehåndsvidner, læste blogs, talte med folk, både civile og soldater. Jeg læste en masse historiebøger for at undersøge tidligere tiders fakta, krige og begivenheder og for at kunne sætte det ind i en nutidig kontekst. Jeg læste en masse store poeter, en masse T.S. Eliot. Jeg så på store malere som Goya og Salvador Dali. Jeg læste en masse Harold Pinter. Jeg så store filmskabere som Stanley Kubrick og Ken Loach.«
»Jeg er nødt til at studere og samle viden omkring et hvilken som helst emne, jeg vil undersøge. Og så skal jeg finde et narrativt forløb. Er jeg i første person? Er det en beskrivende sang? Er jeg i tredje person? Og så er jeg nødt til at kassere det hele og åbne mig for øjeblikket. Og i det øjeblik er intet i nogen form for orden overhovedet. Al researchen, alting ryger ud af vinduet, og man er nødt til at forblive åben for at lade instinktet tage over i dette kreative øjebliks energi.«
Skriver hver dag
Med tiden er PJ Harveys evner som medium for andres - fiktive eller virkelige - skæbner blevet mere og mere polymorf - også som sanger i et væld af klange og tilstande. Hendes stemme er ikke længere en ekspressiv front som på de tidligste plader, snarere et porøst klanginstrument og fortælleorgan, hvorigennem historierne og personerne siver og udtrykker sig.
Hun har skrevet, lige siden hun lærte det. Som barn var det om dagligdags fore- teelser, især omkring dyr, så vidt hun erindrer. Og hun skriver hver dag. Også den dag, jeg interviewer hende, har hun skrevet. Og det kræver disciplin.
»Jeg går bare på arbejde. Jeg arbejder hver dag, og det er meget simpelt. Det er en stor glæde for mig, men det er meget hårdt. Det kommer ikke nemt til mig.«
»Jeg tror, man er nødt til at være meget åben som forfatter. Man er nødt til at have anlæg for indlevelse, at kunne lukke følelser ind og på en eller måde artikulere dem. Og jeg tror, man er nødt til at have en vis forbindelse med verden, og hvad der foregår i den. Jeg har forsøgt at præsentere forskellige synsvinkler ved at benytte mig af forskellige fortællinger, ved at bebo forskellige liv for at vise og præsentere anderledes ideer, anderledes måder at anskue tingene på.«
»Jeg har altid fulgt nyhederne dagligt. Jeg føler, det er vigtigt at gøre det, især som forfatter. Jeg har uanset hvad et stort begær efter at vide, hvad der foregår i verden og at danne et perspektiv på mit eget liv gennem det - hvor jeg står i konteksten.«
Er man en stor formidler af stemmer, er man også en stor lytter. Og sådan fungerer det også i denne telefonisk funderede interview-situation, hvor jeg føler mig ansporet til at tale med i stedet for at interviewe den person, der skulle tale. Hende. Så jeg bringer samtalen ind på Egypten, hvor der samme dag er udbrudt oprør. Ja, hun følger det, bekræfter hun. Jeg fortæller om de politiske sange fra Ahmed Fouad Negm, en egyptisk poet, der anslås at have siddet 18 år i fængsel ud af sine indtil videre 81 år for sine regeringskritiske sange.
Inden jeg har nået at opdage, at hun er gået i gang med at udspørge mig, fortæller jeg løs og staver navnet på Negm, mens hun noterer. »Jeg vil forsøge at finde hans lyrik«, siger hun, pludselig anderledes ansporet. Jeg forsøger at få samtalen tilbage på hendes person. Så lyder en stemme fra uden for samtalen. En PR-person fortæller mig, at jeg skal afslutte interviewet nu.
