Læsetid: 4 min.

Satiren der blev væk

Den politiske satire er ikke længere at finde på tv, så sommerrevyerne har nærmest haft den for sig selv, mener mændene bag ny ugesatire på Nyaveny. Nu kaster de sig over at lave den slags satire, der helst skal være uaktuel, allerede når publikum forlader salen
Den politiske satire er ikke længere at finde på tv, så sommerrevyerne har nærmest haft den for sig selv, mener mændene bag ny ugesatire på Nyaveny. Nu kaster de sig over at lave den slags satire, der helst skal være uaktuel, allerede når publikum forlader salen
2. februar 2011

Konceptet ligger helt fast:

»Målet er, at regeringen skal gå af, men vi laver ikke konceptet om, bare fordi den gør det,« siger Claus Flygare om ambitionerne med Ny- avenys nye politiske satire, der har premiere på fredag.

Folk tørster efter den politiske satire, mener Claus Flygare:

»Når folk møder mig på gaden, siger de: Åh, det var dig med satiren. Kommer det ikke snart tilbage? Sker det ikke for dig, Henrik?« spørger Flygare manuskriptkollegaen Henrik Lykkegaard:

»Næh,« afviser han kort.

»Ja, du laver det jo sådan set også stadig,« siger Claus Flygare og berømmer Henrik Lykkegaards revyoptrædener.

Forfatterne til det, der skal være fire gange fredag i februar med politisk satire, sidder i et koldt baghus ved Ny- aveny og har netop holdt redaktionsmøde. Aviser ligger henslængt på bordet. Løse ark papir med løse ideer ligger på det lille skrivebord, der næsten fylder hele lokalet. Forfatterne sidder så tæt, at der ryger glas på gulvet, når der gestikuleres. En gang imellem krøller Flygare et ark papir med en åbenbart for løs idé sammen og kyler den mod papirkurven. Man må dukke sig for ikke at blive ramt af spydighederne. Og sloganet for satiren er da også: Alle får smæk.

Claus Flygare og Henrik Lykkegaard har tidligere arbejdet sammen om politisk satire i DR-programmet TV-ansjosen, og Claus Flygare har skrevet til en række andre satireprogrammer til DR som Den gode, den onde og den virkli sjove og Klikk. Claus Flygare mener, at den politiske satire i tv nu er helt væk.

»Og det forstår jeg ikke. Folk er vilde med det. Men når de ikke kan få det på tv, så må vi jo lave det,« siger Claus Flygare.

Revyerne rehabiliteret

Henrik Lykkegaard synes ikke, den politiske satire har været væk. Den har måske ikke været på tv, men han har leveret det hver sommer i forskellige sommerrevyer.

»Jeg har levet af det i 10 år,« siger han.

At revyerne næsten har haft den politiske satire for sig selv, har betydet noget for dens anseelse, mener han.

»Indstillingen til revy er blevet anderledes. Det vendte med Muhammedkrisen. Den var der ikke rigtig nogen, der turde lave sjov med. Sommerrevyerne var de første, der turde tage fat i det. Det gav revyerne noget anerkendelse. Og jeg synes også, det, vi laver her, er revy. Storbyagtig revy.«

På scenen vil publikum se forskellige skuespillere hver uge, men tre faste medlemmer vil præge satiregruppen: Tina Gylling Mortensen, Nanna Bøttcher og Christian Hetland. Det håber Claus Flygare, der ud over at være tekstforfatter på satiren også er en af de daglige ledere af Nyaveny. Men det kan ændre sig, da formen ligesom ideerne stadig er lidt løse.

I sagens natur ligger intet helt klart før fredag. For som Claus Flygare siger:

»Vi skal være klar til at lave satire over det, som folk har snakket om på vejen herhen. Satire skal være uaktuelt, så snart folk har forladt salen.«

Dog har de et par faste rammer klar. Som for eksempel Den Vrede Minister, der hver uge skal udsættes for noget, der får ham til at udbryde: »Pis mig i øret«.

»Det er så Bertel Haarder, der forærer os noget helt enestående. Den slags råber på satire,« griner Claus Flygare.

Forfængelige politikere

Generelt er det forfængelige og humorforladte personer, der leverer det bedste materiale til satire, mener Henrik Lykkegaard.

»Og den slags er der jo rigeligt af. Det meste er jo form frem for indhold. Politikere har aldrig været så forfængelige, som de er nu. Politikerne er med i Vild med Dans og går i det hele taget meget op i alt muligt andet end politik. Der er masser af forfængelighed.«

Claus Flygare mener ligefrem, at den moderne offentlighed minder om Holberg.

»Vi har sådan en farveløs provinsoverklasse til at styre landet og medierne, og så går resten bare rundt og kigger på det.«

Stof er der altså nok af, mener tekstforfatterne:

»Selv SF ved man jo ikke, hvad handler om længere. De ændrer holdning efter, hvad der lige er stemning for i denne uge.«

Det lyder altså til, at SF ikke går ram forbi, når den politiske satire får premiere på Nyaveny på fredag. En stor kritisk tegning af SF, lover Claus Flygare.

»Sangen til Honecker? Eller Kysset jeg aldrig glemte?,« foreslår Henrik Lykkegaard og fortsætter brainstormen og imiterer en SF-kammerat med begejstret nysgerrighed i stemmen:

»Kyssede I Ole, kyssede I? Og hvad med bankdirektørerne, kyssede I?«

En tredje forfatter er ikke til stede i dag. Det gælder Henrik Prip, som også var med på holdet bag TV-ansjosen.

Men en afgørende forskel på at lave satire i tv og på teateret er publikummet:

»Politisk teater er jo defineret ved, at de, der sidder i salen, ofte er enige med os. Men det betyder bestemt ikke, at de går fri. Tværtimod,« siger Henrik Lykkegaard.

Claus Flygare supplerer:

»Det er derfor, vi bliver ved med at skrive, til det gør ondt. Til vi næsten ikke kan kigge på papiret længere, fordi det er så pinligt.«

Der er altså en mening med, at ugerevyen hedder Alle får smæk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Knud Jespersen, jeg tror, det er, fordi satire kræver indsigt og historisk bevidsthed - begge dele noget, der er sjoflet i skolesystemet i mange år for den brede befolkning.
Det gør også meget destruktivt, at DR har opgivet sin rolle som kulturopdrager for f.eks. teateroplevelsen. Man kan direkte mærke, om folk har kendt tv-teatret eller ej. Dengang kunne det lade sig gøre at give en befolkning, der i virkeligheden burde have meget mindre baggrund for at forstå det, den nyeste og mest avancerede dramatik - og de labbede det i sig. På samme måde er det mærkeligt, at det dengang teknisk var muligt at transmittere fra Det Kgl. Teater, hvilket åbenbart nu er alt for kompliceret. Det mærkelige er, at det kun er i Danmark, at man har fået den berøringsangst - svensk og tysk fjernsyn sender løs af den slags, og i Italien har de nu fået en digital kanal med masser af live kultur. Så det er ikke kun satiren, der er væk - det er teatret som helhed, mens filmen selvfølgelig har kronede dage med de mange tv-serier.
Iøvrigt kan man se mange af de gamle satireudsendelser på dr.dk/bonanza - og det dybt interessante er, at historien i uhyggelig grad synes at gentage sig.

Søren Mikkelsen

"hvorfor forsvandt det fra DR ?"

Det forsvandt ikke - det blev fjernet fordi magthaverne ikke oensker at inspirere plebs til opsaetsighed, selvfoelgelig

Søren Kristensen

Så længe der ikke er noget at komme efter er det svært at lave satire og der har aldrig været så lidt at komme efter som der er nu. Det er faktisk forbløffende så lidt der er at komme efter og er der endelig noget så varer det som regel ikke ret længe før en eller anden siger undskyld eller forsvinder ud af billedet og så er der igen ikke noget at komme efter. Godt man ikke er satiriker.

Baggrunden for satire er jo også en medfølgende og interesseret befolkning, og den har vi jo manglet i et tiår, hvor et marginalt folketingsflertal har haft held til at gøre samfundsforhold til noget, der kun kommer politikerne ved.

Michael Kongstad Nielsen

Enig med Knud Jespersen, der skriver: "Held og lykke med projektet –uha hvor vi savner noget politisk satire – hvorfor forsvandt det fra DR ?"

Ja uha, hvor det savnes - hvor blev det af? Et par hurtige bud mere: VKO havde held med deres kulturomformning af danskerne. Kritikken forsvandt, alle ville bare dyrke deres egoisme og materialisme, og folk gik til kurser i at blive tilstrækkelig selvfed, så omverdenen ikke betød noget. Kun mig og mit og mine betyder noget. Samfundet, omverdenen, medierne skal bekræfte mig i dette, ellers er de ligegyldige.

Ingen god satire, fordi ingen (eller for få) gad at høre på det. Det kunne jo være en kritik af dem selv, og enhver god coach ved, at man skal råde folk til at afvise kritik. Det skaber bare usikkerhed. Man skal være positiv frem for alt, løbe efter det, der giver er penge og (såkaldt) succes. Kritik og satire spænder kun ben for festen og den gode stemning.

Hvorfor gik DR med? Fordi DR i den grad er blevet en del af den tidsånd, der har forvist kritkken og satiren scenen, men har dyrket selvfedheden, individet, selviscenesættelsen, tomheden i lækker indpakning.

Knud Jespersen

@Kongsstad
Det er for mig at se en for en-dimensionel forklaring blot at hævde, at VKO har skylden. Der har faktisk tiligere været solid tradition for bidende satire, mens vi havde en borgerlig regering, og jeg tror faktisk, at mange borgerlige faktisk er blandt de største fans af bidende satire..... kender et par stykker ;o)

Det er dog som om, at satiren er blevet overhalet af stand-up bølgen, som for det meste behændigt holder sig langt væk fra det specifikt politiske, hvilket er lidt trist.......

Samfundssatiren blev til en linie på Plummers iphone - med afskaf foran - og set fra den synsvinkel - var Plummer DR-regime en kæmpe succes.

Flygare nævner Muhammedkrisen som det vendepunkt hvor midlerne til satire har flydt tungere siden.
Det er meget tænkeligt, men kan også have noget med at gøre, at 'satiren' for 99% holdt muhammed-isterne fuldkommen fri for satire. Fordi man helt lodret købte, at 'ellers skulle man dø'.
Men man satiriserede alligevel for 'the show must go on'. Og det eneste man så kunne gøre grin med, var folks nervøsitet ved islams intimideringer.
Noget af en fejldisponering.
Så er Bertels 'pis' nemmere - og helt ufarligt, for han ved godt selv han var komisk der.

Camilla Brodersen

Det kan godt være, at tidligere tiders borgerlige regeringer har tilladt politisk satire og støttet op om kulturen, men en af VKOs mærkesager har jo netop været kulturkampen og opgøret med ekspertvældet. Kort sagt: VKOs agenda har været at gøre befolkningen til savlende idioter, der følgelig var lette at manipulere.
Claus Hjort Frederiksen har da også med tilfredshed kunnet konstatere, at der ikke længere er langhårede politiske analyser på TV i den bedste sendetid. Der er X-faktor i stedet.
Det var en helt bevidst strategi - og de nåede målet!

Der kommenteres meget om at den politiske satire forsvandt, fordi regeringen ønskede det væk. Det tror jeg er noget forbandet sludder - folk ser spøgelser over alt herinde. Kan man ikke forestille sig den "klassiske" politiske satire bare blev umoderne og mindre relevant?
For det er sgu da ikke fordi den kritiske stillingtagen til politik er forsvundet fra medierne. Den moderne satire beskæftiger sig bare mere med os selv end "alle de andre".
Hvad er det i øvrigt folk forbinder og savner ved begrebet "politisk satire"? Er det Thomas Eje, der kan lyde som Ellemann eller er det Henrik Lykkegaard, iført tykt optegnede øjenbryn og en Anders Fogh Rasmussen-stemme? Det er jo ikke fordi den danske politiske satire generelt har været voldsomt bidende, den har bare været moderat morsom (om ikke andet efter indtagelse af sildemadder og øl).

Michael Kongstad Nielsen

Det er nærliggende at pege på VKO, fordi de har været ved magten i den periode, vi taler om, og fordi de bevidst er gået efter kulturkampen, og fordi så mange har lagt sig ned for det, og fordi medierne incl. DR har sagt: "følg folkestemningen helt ned i dybet og detaljen, det giver flest seere/lyttere/læsere." "Follow the money", kan man også sige.

Claus Flygare?

Har det ikke efterhånden haft sin tid? Hvis det kun skal være den generation, der forbindes med politisk satire, kan jeg godt forstå, den dør ud.

Hvorfor ikke hellere finde nogle yngre kræfter, der har nogle nye, friske bud på satire? Jeg er da helt sikker på, at de nok skal findes.

Anders Ejsing, desværre har vi vist set den unge generations bud på satire i en uendelig strøm af sit-coms på DR2. At det så intet med satire har at skaffe, er en anden sag.
Hvis man savner satire, kan man gå ind på dr.dk/bonanza og søge på sine favoritter fra de gode gamle dage: Hov-Hov, Uha-Uha og hvad de nu hed allesammen. De ældste er foruroligende aktuelle.

Hvad med Jakob Martin Strid? Eller Wulff-Morgentaaler? Der var da f.eks. stærke satiriske elementer i deres Dolph-ting. Strid er vel ca. ti år ældre end mig (født 1983), og hvis dét ikke var satire, ved jeg ikke hvad der så er.

De "gode gamle dage" kan jeg derimod ikke rigtig snakke med om.

Strid er måske nok satiriker - men som tegnere skal du mere se på Roald Als m.fl.
Når du nu er så ubefæstet i satiretraditionen, og hvis du har humoristisk sans, burde du se på nogle af de gamle ugerevyer, jeg har linket til i en tidligere kommentar i denne tråd.

Jeg kender skam godt Roald Als' tegninger, og jeg har endda tærsket mig igennem de fleste af mine forældres gamle Bo Bojesen-hæfter. Men jeg kan nu bedre lide Strid. Hans humor er mere absurd og vildtvoksende, synes jeg. Det er mere sammensat, og mere finurligt - i min optik altså.

Jeg husker også udmærket Tv Ansjosen, og har også på et tidspunkt genset noget af Den gode, den onde og den virkelig sjove. Og det er bestemt ikke fordi, det manglede humor, men det er nok en stil, der hører en anden tid til. Med al respekt for Claus Flygare og co. så var det i 90'erne, den type politisk satire opstod, og man kan jo ikke blive ved med at sælge den samme gamle støvsuger.

Jeg er heller ikke specielt vild med Winni og Karina og sådan noget. Det taler ned til folk og håner afvigere, hvilket jeg ikke bryder mig specielt meget om. Men der må findes nogle yngre folk, der har en eller anden helt original og ny måde at gøre det på. Hvis traditioner skal blive ved med at leve, så skal de fornys fra tid til anden af nye kræfter.

Det er jeg bestemt ikke enig i. Mener satire kan være mange forskellige ting, og det ene behøver heller ikke udelukke det andet.

Når nu f.eks. Strid i forbindelse med Irak-krigen lader en general vise, hvordan man vinder freden (ikke krigen, men freden): at proppe små dimser op i næsen, så er det jo fuldstændig blottet for præcision. På et konkret plan er det fuldkommen meningsløst. På den anden side kan man jo også tolke det som en symbol på det at tage let på en svær opgave, og der skal da sikkert findes andre måder at se det på.

Humor kan være mange ting, men satire ikke. Det er også forkert, når du siger, at det på et konket plan ikke giver mening - konkret og realistisk er ikke det samme.

Nudansk Ordbog:

satire [saZti·P] sb. -n, -r, -rneo en udtryksform hvor man på en vittig måde gør grin med personer el. sociale el. politiske forhold = SPOT, SARKASME ¯ filmen er en satire over borgerskabet i den lille by · en bidende satire · politisk satire · social satire ¯ samfundssatireAFLEDNING: satiriker sb. -en, -e, -ne · satiriskETYMOLOGI: fra latin satira, satura egl. 'blandingsret' afl. af satur 'mæt, fuld', besl.m. satis 'nok'

Det er ikke et krav, at satire skal gøre ondt, Kim, den skal blot være en elegant turnering af aktuelle problemstillinger i samfundet på en vittig og overrumplende måde.

Peter Hansen - tak for linket : dansk satires svar på Instant Karma. De indspillede og kommenterede medens TV-avisen kørte - og kom på lige bagefter stort set uden filter.
Kunne være sjovt med sådan et løsgående missil-hold igen.