'Det er sindssygt fedt, at almindelige mennesker får en stemme'

Lone Aburas, der er halvt egypter, glæder sig over, at almindelige mennesker går på gaden i Kairo. Det er også almindelige mennesker, hun skriver om hjemme i Danmark, hvor hun ikke kan lade være med at 'tage lidt pis' på folks trods alt overskuelige problemer og stræben efter succes
'Jeg mente virkelig, at jeg gerne ville skrive om nogle glade mennesker. Og jeg ville ikke være sjov. Det blev omvendt,' siger Lone Aburas.

'Jeg mente virkelig, at jeg gerne ville skrive om nogle glade mennesker. Og jeg ville ikke være sjov. Det blev omvendt,' siger Lone Aburas.

Sigrid Nygaard
5. februar 2011

Lone Aburas er netop vendt hjem fra en uges ferie i Egypten i forrige uge. Det blev en rolig badeferie ved Sharm-el-Sheikh, ingen demonstrationer eller kamp med sikkerhedsstyrker, fortæller hun. Der blev erklæret undtagelsestilstand, netop som hun skulle rejse hjem, men hun slap af sted uden problemer.

Alligevel betyder begivenhederne i Egypten noget specielt for Lone Aburas, eftersom hendes far er egypter. Også i hendes debutroman, Føtexsøen, optræder en egyptisk far til hovedpersonen, Lene, så jeg spørger, hvad Lenes far synes om den seneste tids begivenheder.

»Han er glad,« smiler Lone Aburas. »Det, der sker nu, er noget, mange har ventet på i mange år. Og folk bliver jo ved, selv om de bliver tævet og skudt på af Mubaraks styrker. I dag, fredag efter fredagsbønnen, er millioner af mennesker på gaden, og Den Arabiske Liga støtter også. Det er stort at høre så mange mennesker råbe det samme! Folk er jo villige til at dø for denne her sag. Nu har de levet i undertrykkelse så mange år, så nu er der ikke andet at gøre. Det er flot, at de bliver ved.«

Lone Aburas' egne slægtninge hører også til de grupper, der i disse dage går på gaden, fortæller hun: Unge mennesker med lange uddannelser, men uden udsigt til at få arbejde. En af kilderne til opstanden.

»Jo, Lenes far er helt bestemt glad,« gentager hun, »han synes, det er godt, at det er helt almindelige mennesker, der rejser sig. Det er sindssygt fedt, at de selv får en stemme, at det ikke bare er Vesten, der fører ordet,« siger hun og tilføjer, at Det Muslimske Broderskab ifølge den almindelige mening ikke udgør nogen trussel.

»Der er jo også kristne partier i Tyskland og Frankrig. Og nu går koptere og muslimer sammen, til trods for indbyrdes stridigheder.«

Hun har et særligt blik, når hun taler. Hun kigger lidt nedefra, distanceret iagttagende, men så når blikket op, og man møder et par øjne, der er helt intenst muntre og direkte. Et øjeblik bliver man næsten overrasket, så tænker man, at hendes blik passer utroligt godt til hendes bøger. De er nemlig også både distanceret iagttagende og fulde af munter ironi. Man griner meget undervejs.

»Mine personer er mennesker fra specifikke miljøer, og de er til en vis grad stereotyper,« siger hun med adresse til Den svære toer, hendes nyligt udkomne roman nummer to.

»Jeg syntes, det var sjovt at overdrive. Jeg synes, det er sjovt at gengive, hvordan folk taler.«

Det lykkes, må man sige. Den svære toer er fuld af træfsikre replikker, som da hovedpersonen Kristoffer første gang præsenterer sin nye kæreste, damefrisøren Lilly, for sin mor.

»Så du er simpelthen frisør,« lyder morens indgangsreplik.

Men når man får skrevet sig ind på sine personer, kan man ikke lade være med at holde af dem, tilføjer Lone Aburas.

»Der er heller ingen, der går ram forbi, det er ikke sådan, at jeg peger fingre ad underklassen. Tea i Den svære toer er jo intellektuel, men lige så stereotyp som resten. Og jeg-personen, Lene, i Føtexsøen bliver også udstillet med al sin stræben efter at være forfatter.«

Ironien

Lone Aburas har altid haft lyst til at ændre de strukturer, vi lever under, siger hun, og hvis man gerne vil pege på nogle ting uden at blive moralsk, er det er svært ikke at bruge ironi, forklarer hun.

Hun havde ellers tænkt sig at lade være i Den svære toer.

»Jeg vil så vidt muligt forsøge at lade personerne være lykkelige eller bare almindeligt glade,« hedder det indledningsvis.

Det lykkedes ikke, må man sige. Ingen af personerne er lykkelige, og det ender heller ikke godt for nogen af dem.

»Man kan måske godt opstille nogle dagsordener, men man må skrive om det, der kommer,« erkender hun.

Hun skrev sin metafiktive indledning om, hvad hun havde tænkt sig at gøre, fordi der er noget absurd ved at sidde og skrive en bog, mener hun.

»Jeg kunne ikke lade være med at se mig selv udefra, og så skulle man bagefter lade som om, at det ikke var en konstruktion, man have lavet. Jeg syntes, det var sjovt at gøre det gennemsigtigt.«

Blikket på sig selv har været meget tilstedeværende og lidt irriterende, fortæller hun. Men at se sig selv udefra er også et forsøg på ikke at blive for prætentiøs.

»Så man ikke bliver for fuld af sig selv.«

Lone Aburas første roman, Føtexsøen, trækker på hendes dobbelte kulturelle baggrund. Uden dog at være selvbiografisk, understreger hun og fortæller, at hun er meget træt af velmenende damer, der forveksler hende med hovedpersonen, Lene, og spørger hende, om hun har fået mere selvtillid efter at have fået en roman udgivet!

Hun skrev dog Føtexsøen ud fra et mere eller mindre bevidst behov for at skrive om erfaringerne med at have forskellig kulturel baggrund. I Den svære toer har hun snarere villet lege med formen. Det var sjovt at lave regler til at begynde med, selv om de viste sig svære at overholde, siger hun.

»Jeg mente virkelig, at jeg gerne ville skrive om nogle glade mennesker. Og jeg ville ikke være sjov. Det blev omvendt.«

Det handler om værdier

Det hænger sammen med, at Lone Aburas skriver det frem, som hun vil sige. Hun begynder øverst i venstre hjørne, og så ser hun, hvad der sker, forklarer hun. På den måde udvikler personerne sig efterhånden, og hun bliver selv interesseret i dem.

»Det hele kommer af, at personerne får liv, og det kan jeg ikke på forhånd udtænke.«

I Den svære toer startede det med Kristoffer, der er ansat i Styrelsen. Han skulle have en overordnet, det blev så Henrik, og en kollega skulle han også have, han kom til at hedde Klaus. Klaus skulle have en kone osv.

»Det ene fører det andet med sig, og det kan man komme langt med, når man ikke har et plot. Og jeg har ikke skyggen af plot. Jeg lader det ubevidste tale, jeg tror på, at mennesker har en narrativ evne, der former det, som dukker op, til en sammenhæng. Man behøver ikke at styre det.«

Det er i sætningerne og sproget, at teksten kommer frem. Som menneske er man nødvendigvis fuld af meninger, ideer og holdninger, der på en eller anden måde kommer med ned i teksten, mener hun. Det er også sådan at bøgernes samfundsskildring træder frem. Lone Aburas har egentlig ikke tænkt sine to romaner som kritik af folks levevis, men måske kan man godt læse det sådan, erkender hun.

»Jeg er optaget af at finde ud af, hvordan verden hænger sammen. Jeg tror, at det, der interesserer mig, er måden man snakker på og indretter sig på. Uden at blive moralsk kan man tydeliggøre, hvordan folk lever i det moderne samfund, og jeg tager lidt pis på den senmoderne situation ved at skildre, hvad folk har at kæmpe med. For det er jo ikke så meget, de har det jo meget godt.«

Men selv om Lone Aburas' personer 'har det meget godt', kan man have svært ved ikke at læse en vis resignation ind i bøgerne. Lene i Føtexsøen drømmer således om at blive forfatter, men ender med at lade sig fastansætte i Føtex.

Det opfatter Lona Aburas imidlertid som en god ting, siger hun.

»Hele denne kreative klasse-hype er blevet en myte om det gode liv. Det er jo ikke ambitioner, de unge mangler, de fleste udlever det hele. Jeg synes ikke, at man giver op, hvis man ikke fuldfører. For 30-40 år siden havde det været en fallit- erklæring, men nu realiserer folk jo sig selv hele tiden. Der er ikke noget galt med at gøre noget andet. Jeg synes, det er et godt valg, set fra Lenes synspunkt. Livet drejer sig ikke kun om arbejde og succes. Om man lader sig nøje med lidt eller ej, handler om de værdier, man har.«

- Alligevel er der ingen i 'Den svære toer', som det ender lykkeligt for?

»Det er svært at skrive om noget, der ender lykkeligt. Og folk indretter sig jo så håbløst, at det ikke kan lade sig gøre!«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Født 1979.
Hun er cand.mag. i dansk og socialvidenskab fra RUC.

I 2009 kom hendes debutroman Føtexsøen.

I 2010 modtog hun Munch-Christensens kulturlegat og Statens Kunstfonds treårige
arbejdslegat.

Hendes roman nummer to, Den svære toer er udkommet i år.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer