Læsetid: 3 min.

Skarp jazz og hårde stoffer rammer plet på ny

En 50 år gammel kultroman genoptrykkes, og en ny filmatisering af en romanklassiker har netop haft premiere i England, hvor Mods-kulturen atter har fået liv
En 50 år gammel kultroman genoptrykkes, og en ny filmatisering af en romanklassiker har netop haft premiere i England, hvor Mods-kulturen atter har fået liv
11. februar 2011

På amazon.co.uk skal du give 128 pund for en slidt paperbackudgave af Terry Taylors Baron's Court, All Change. Dertil skal lægges pakning og forsendelse, hvilket betyder, at du rundt regnet skal punge ud med små 1.200 kr. For en slidt paperback, altså.

Romanen, der blev udgivet i 1961, fortæller historien om en 16-årig fyr, der flytter fra forstaden til London for at fyre den af med hårde stoffer, smukke kvinder og pulserende jazz. I britiske mods-kredse har bogen opnået kultstatus, og her siger rygterne ligefrem, at fortælleren i Colin MacInnes' langt mere tilgængelige - og takket være filmen med David Bowie langt mere populære - roman Absolute Beginners er inspireret af forfatteren Terry Taylors liv.

Under alle omstændigheder har mange talt om Baron's Court, All Change, men knap så mange læst den. I første omgang blev den blot trykt i et mindre oplag, og noget stort salg genererede den ikke, men fem år senere afspejlede den atmosfæren blandt den mode- og stilbevidste ungdom i midt-60'ernes svingende London og blev derfor udgivet som paperback.

Første lsd-roman

En stund solgte Baron's Court, All Change ganske pænt, men da den første mods-generation satte scooterne i garagen i starten af 70'erne, forsvandt Taylors debut fra ungdommens alternative læselister.

Siden er den primært blevet husket, fordi det efter alt at dømme var den første britiske roman, hvori der refereres til lsd. Hovedpersonen selv indtager godt nok ikke andet end pot, men hans ven er en hårdkogt junkie, der detaljeret beskriver, hvordan man fixer - hvilket i øvrigt ikke var noget Taylor brugte megen tid på at researche, da han selv tog alt inden for række på sin svingende tur gennem 60'erne fra Londons beatnikker via det psykedeliske Marokko, hvor han hang ud med kollegaen, vennen og syrehovedet William S. Burroughs, og hjem igen til England for at dyrke det okkulte.

For nogle år siden begyndte snakken om Baron's Court, All Change at rumstere på diverse mods-hjemmesider, og lige siden har de få eksemplarer, som antikvarboghandlerne har kunnet finde i deres gemmer, ikke været til at betale.

Optøjer i 1964

Det vil ændre sig til november, hvor romanen endelig genoptrykkes. Den rammer derved lige ned i en brusende mods-feber, der den seneste tid også har inkluderet en stigende interesse for britiske tøjmærker som bl.a. Ben Sherman, Paul Smith, Pretty Green og Fred Perry, samt magasinforsider med The Small Faces og The Who, dvd-versioner af glemte film fra det svingende London, stilsikre kriminalromaner af Cathie Unsworth og Jack Arnott, udsolgte Paul Weller-koncerter og ikke mindst en ny filmatisering af Graham Greenes Brighton Rock fra 1939.

Romanen om den psykopatiske teenageforbryder Pinkie er tidligere blevet filmatiseret, men denne gang udspiller den sig i 1964, hvor det store og voldelige sammenstød mellem mods og rockere fandt sted.

Optøjerne langs kysten omkring Brighton, der også er omdrejningspunktet i mods-filmklassikeren Quadrophenia (1979), varede dengang to dage og blev massivt dækket af medierne.

Scooter til Brighton

Af samme grund blev fænomenet cementeret i befolkningens bevidsthed. Navnet er en forkortelse af ordet 'modernist', der i årtiet forinden blev brugt om unge mennesker med hang til ny skarp jazz, som tilfældet er i eksempelvis Absolute Beginners, der udkom i 1959.

Subkulturen som den udviklede sig op gennem 1960'erne tiltrak primært af arbejderklassedrenge og -piger, der brugte deres penge på britisk designertøj, gode kaffebarer, italienske scootere og i ny og næ måske et par amfetaminpiller, der kunne få dem til at danse endnu hurtigere til både amerikansk soulmusik og britiske R&B-bands som The Yardbirds, The Kinks, The Who og The Small Faces.

Det var denne kultur, Terry Taylor levede i og skrev om, og som nu atter oplever en mindre revival i England, hvor flere og flere kører på scooter til Brighton under den årlige Bank Holiday i august for at feste og mindes optøjerne for snart 45 år siden.

Hvad der siden hændte Terry Taylor er et populært samtaleemne i de selvsamme kredse, der dyrker hans kultroman. Her mener flere, at der er kulørt stof nok i hans liv til en decideret biografi. Mon ikke en sådan kommer, hvis Baron's Court, All Change sælger som forventet?

'Baron's Court, All Change' udkommer på det britiske forlag Five Leaves Publications til november. En dansk oversættelse er ikke planlagt, ligesom det i skrivende stund endnu er uvist, om filmen 'Brighton Rock' får dansk biografpremiere eller blot udkommer på dvd.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu