Læsetid 4 min.

I Sovjet talte tatoveringer et modstandens sprog

De indsatte i Sovjetunionens fængsler og lejre havde et hemmeligt sprog - tatoveringer. Nogle viser bærerens kriminelle løbebane eller status, andre en afstandtagen fra systemet
En 'griner' som den, fangen har på maven, skildrer kommunistiske ledere i obskøne eller komiske positioner, og er en måde, hvorpå fangerne kan udtrykke deres foragt for myndighederne. Foto fra 'Russian Criminal Tattoo Encyclopedia'.

En 'griner' som den, fangen har på maven, skildrer kommunistiske ledere i obskøne eller komiske positioner, og er en måde, hvorpå fangerne kan udtrykke deres foragt for myndighederne. Foto fra 'Russian Criminal Tattoo Encyclopedia'.

The Guardian
11. februar 2011

Med en far, der var udskreget som folkefjende kom Danzig Baldaev til at vokse op på et sovjetisk børnehjem. Han fik senere anvist en stilling som fængselsinspektør i Krestij, et berygtet fængsel i Leningrad, hvor han arbejdede fra 1948 til 1981. Det var et job, der gjorde det muligt for Baldaev at fortsætte sin fars arbejde som en etnograf ved at dokumentere kriminelles tatoveringer. Tunge af symbolik og skjulte betydninger afbilder tatoveringerne en kompleks verden af hierarkier og personlige nedværdigelser og succeser. Som oftest anti-sovjetiske eller obskøne kan de siges at danne en indbliksskabende portal til den underverden af vold, som eksisterede under den kommunistiske æra.

Var nær gået tabt

På et tidspunkt fandt KGB ud af Baldaevs tatoveringsprojekt, men forbløffende nok tillod de ham at fortsætte det.

»De indså værdien i at fastslå alle fakta om en straffefange: hans fødselsdato og fødested, de forbrydelser han havde begået, de lejre, hvor han havde sonet og endog hans psykologiske profil,« skrev Baldaev kort før sin død i 2005.

Baldaevs arkiv over kriminelle tatoveringer ville muligvis være gået tabt, hvis det ikke var for de to britiske forlæggere Damon Murray og Stephen Sorrell, der opsnappede rygtet om deres eksistens fra en russisk litterær agent.

»Vi besøgte hans enke, Valentina, i hendes lille lejlighed i Sankt Petersborgs forstæder, hvor alle disse tegninger og fotos var stablet i affaldsposer,« fortæller Murray.

»Hun vidste ikke, hvor hun skulle gøre af dem, men hun var bekymret for, at hendes familie ville smide dem ud, når hun døde. Så vi købte dem af hende.«

Og nu har Murray og Sorrel så udgivet tre bind med Baldaevs tatoveringer i deres såkaldte Russian Criminal Tattoo Encyclopaedia.

Tatoveringerne opsummerer en indsats på den kriminelle løbebane. Kranier står for høj status i forbrydermiljøet. En kat repræsenterer en tyv. På en kvinde symboliserer en tatovering af en penis, at hun har været prostitueret. Kors på knoer angiver det antal gange, bæreren har siddet fængslet, skulder-insignier markerer isolationsfængsling, mens et hagekors ikke vidner om en forkærlighed for fascismen, men om afvisning af at ville indordne sig under fængselssamfundets regler.

Grinerne

Kriminelle, som var helt uden tatoveringer, var dermed også blottet for status. Værre var det dog, hvis man fik lavet en tatovering uden at have gjort sig fortjent til den f.eks. af et dødningehoved, som var forbeholdt de stærke fanger. Det kunne resultere i, at medfanger fjernede tatoveringen med skalpeller.

Et særligt kapitel er de såkaldte grinere (som skildrer kommunistiske ledere i obskøne eller komiske positioner), der var en måde, hvorpå de kriminelle kunne udtrykke deres totale foragt for myndighederne.

»Grinerne var for dem, der ville prale af deres mod« siger Murray. »Tatoveringer var ulovlige i de sovjetiske fængsler, men fangerne var alligevel i stand til at lave dem, bl.a. ved at smelte støvlehæle og blande opløsningen med blod og urin. At få tatoveret en antisovjetisk griner var en måde, hvorpå man kunne udstråle: Jeg er den hårdeste fyr på fangegangen. Mange af disse fyre vidste udmærket, at de aldrig ville blive løsladt fra fængslet, så derfor var de fuldstændig ligeglade med, hvad myndighederne ville gøre med dem.«

Den sovjetiske systemkritiker og forfatter Eduard Kutsnetsov citerer et ekstremt eksempel på dette i sin 1975-erindringer, Prison Diaries. Kutsnetsov skriver om en fange, som fængselsmyndighederne tre gange lod operere mod hans vilje for at fjerne en anstødelig tatovering på hans pande. Første tatovering lød: Krustjovs slave. Den næste lød: Slave i Sovjetunionen. Den tredje: Slave af CPSU (Det sovjetiske kommunistparti, red.).

»Efter tre operationer var hans pandehud så stramt spændt,« skriver Kutsnetsov, »at han ikke længere kunne lukke øjnene. Vi kaldte ham kalder ham Glosuppe.«

Nogle tatoveringer blev påført mod bærerens vilje. »Tatoveringer på mænd med utugtige motiver blev ofte tatoveret på passive homoseksuelle, eller folk, der havde tabt i kortspil,« siger Murray.

Værre end disse var imidlertid et tilsyneladende harmløst hjerte i en hvid trekant tegnet på en voldtægtsforbryder, der havde forgrebet sig på børn. At bære en sådan indebar en tilværelse som udstødt, hvor man var udleveret til medfangernes seksuelle luner.

I dag er tatoveringer blevet en modeindustri. Men de billeder, som Baldaev registrerede, havde en betydning og fortalte en historie. Nok så fascinerende er det, at en fængselsinspektør, som mistede hele 58 medlemmer af sin familie til Sovjets tortur og undertrykkelse, overhovedet havde ønske om at dokumentere kriminelle tatoveringer og scener fra livet i gulag. Efter samtaler med Baldaevs enke har Murray konkluderet, at det var en reaktion på den kommunistiske æras volds-excesser.

Skønt han godtog, at staten sanktionerede hans arbejde, følte Baldaev ingen sympati med regimet.

»Ideologiske løgne, ydmygelse af almindelige mennesker, fratagelse af retten til et værdigt liv eller af livet selv. Således er Sovjetstatens synder,« skrev han. »Og disse synder er i fængslernes og lejrenes verden åbenlyse i tatoveringernes frygtelige pest.«

»Danzigs far var en fjende af folket,« siger Murray, »så Danzig kom til at vokse op på et hjem for børn af fjender af folket. Og regimet anviste ham et arbejde som en fængselsfunktionær, der skulle bevogte andre fjender af folket. Han gik hjem til sin lille lejlighed om natten og aftegnede kopier af disse tatoveringer ved sit køkkenbord. Af og til lykkedes det ham at få offentliggjort nogle af dem, men det var ikke for pengenes skyld. Det var hans måde at skabe mening i den verden, han befandt sig i.«

Billederne kan ses i stort format på Fotobloggen: Russian Criminal Tatoo Encyclopedia

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu