Læsetid: 3 min.

Sporene skræmmer

Susanne Bier er den tredje dansker, der modtager en Oscar for Bedste Fremmedsprogede Film. Bliver hun den første, der forvalter anerkendelsen og mulighederne på en ordentlig måde?
Susanne Bier er den tredje dansker, der modtager en Oscar for Bedste Fremmedsprogede Film. Bliver hun den første, der forvalter anerkendelsen og mulighederne på en ordentlig måde?
1. marts 2011

Det var en tydeligt nervøs og opstemt Susanne Bier, der natten til mandag, dansk tid, gik på scenen til Oscaruddelingen i Hollywood og fik overrakt en Oscar i kategorien Bedste Fremmedsprogede Film for dramaet Hævnen.

For en instruktør som Bier, der laver vedkommende film for et bredt publikum, må det være en drøm, der går i opfyldelse at modtage en Oscar, verdens største og kommercielt set mest betydningsfulde filmpris.

Det er en pris, som åbner døre. Den cementerer Biers status som en af verdensfilmens mest interessante filminstruktører og vil utvivlsomt give hende endnu flere muligheder for at prøve sit talent af i Hollywood, hvilket også er et udtalt ønske hos den danske instruktør.

Hun prøvede det for første gang for fire år siden, da hun lavede Things We Lost in the Fire med Halle Berry og Benicio Del Toro i hovedrollerne.

Filmen blev godt nok ikke den store succes, men den beviste, at hun kunne håndtere udstyret og skuespillerne, og skaffede hende gode kontakter i det amerikanske filmmiljø.

Siden skulle hun have lavet en romantisk komedie med først Tom Cruise og siden Hugh Grant, men den blev aldrig til noget. Det kunne den godt blive nu, hvor hun er nyslået medlem af den eksklusive Oscarklub, og det bliver spændende at se, hvordan hun forvalter denne status i en filmindustri fuld af fristelser og faldgruber.

Opslugt af systemet

Susanne Bier er den tredje danske filminstruktør, som modtager en Oscar. Gabriel Axel fik én i 1988 for Babettes gæstebud, Bille August én året efter for Pelle Erobreren. Og skal man være grov har ingen af de to fået voldsomt meget ud af anerkendelsen. Axel har siden Babettes gæstebud kun lavet tre film, hvoraf de to seneste, Amled, prinsen af Jylland (1994) og Leïla (2001), begge blev jordet af kritikerne og svigtet af publikum.

August har godt nok lavet en lang række film siden Pelle Erobreren, og ikke mindst har han haft mulighed for at instruere adskillige film på engelsk med store filmstjerner på rollelisten.

Men ingen af filmene har for alvor kunnet leve op til Pelle Erobreren, der stadig står som et hovedværk i hans karriere. Som regel har August faktisk været bedst, når han er vendt tilbage til sine skandinaviske rødder i film som Den gode vilje (1992), Jerusalem (1996) og En sang for Martin (2001).

Og i det hele taget er den moderne filmhistorie rig på eksempler på distinkte europæiske instruktører, som er draget til udlandet, især Hollywood, med en fremragende film under armen og stjerner i øjnene, og som er blevet opslugt af et meget større, ukontrollerbart system, hvor det har været økonomi og ikke kunstneriske hensyn, der har sat dagsordenen, og hvor alle kanter og enhver særegenhed hurtigt er blevet slebet af.

Fornuftig Bier

I 2006 lavede tyske Florian Henckel von Donnersmarck den kritikerroste De andres liv (2006), en stærk fortælling om Østtysklands overvågning af sine egne borgere, som også blev en succes uden for Tysklands grænser.

Filmen vandt en Oscar for Bedste Fremmedsprogede Film - i konkurrence med blandt andet Susanne Biers Efter brylluppet - og von Donnersmarck tog til Hollywood med det første fly. Siden har man ikke hørt meget til ham, og den eneste film, han har lavet siden, i USA, krimilystspillet The Tourist (2010), er et fælt stykke metervareunderholdning uden nerve eller dybde.

Sporene skræmmer, men heldigvis har Susanne Bier mere erfaring og flere film bag sig, end både Bille August og Florian Henckel von Donnersmarck havde, da de rejste til udlandet for at lave film. Og i modsætning til August, der efter Pelle Erobreren har satset helhjertet på en international filmkarriere, synes Bier at nære et fornuftigt ønske om at pendle frem og tilbage mellem USA og Danmark, hvor hun formentlig aldrig vil have problemer med at få lov til at lave film og samtidig kan insistere på sin ret til at lave dem, som hun har lyst til.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tja, jeg ved ikke lige om jeg synes Axel og August er de bedst valgte eksempler. Måske hvis man havde spundet en eller andet gakket konspiration om forbandelsen ved at have et fornavn som efternavn?
Men i alt seriøsitet, synes jeg faktisk lige netop Axel og August er to eksempler, hvor dem manglende post-Oscarsucces ikke er videre besynderlig.
Axel var, pænt sagt, en moden mand (var han ikke omkring de 70, da Babettes Gæstebud blev lavet?), som primært havde beskæftiget sig med danske folkekomedier tidligere i sin karriere - her er det lige til højrebenet, at Axel bl.a. er manden bag det gribende epos Familien Gyldenkål. Så et eller andet sted tror jeg man gør Axel mere ære ved at kalde Babettes Gæstebud for hans svanesang (også selvom det måske er lidt uhøfligt, når manden stadigvæk lever) istedet for at beskrive det som noget der burde have været et startskud for en lang og gloværdig instruktørkarriere :)
Ang. August så er det svært at komme uden om mandens tendens til at opføre sig som en mimose i sådan en grad, at Maude fra Matador kommer til at fremstå som mere hårdhudet end din gennemsnitlige havnearbejder. Ikke at man nødvendigvis kan klandre manden for at være en diva med konstant PMS - det er i sig selv noget af en bedrift, ikke mindst for en mand. Men med hånden på hjertet, så kan det næppe overraske nogen, at det ikke ligefrem er de egenskaber de helt store film er lavet af. Eksempelvis var Stanley Kubrick kendt for at være lidt af et dumt svin over for sine skuespillere og crew.... og Ridley Scott var tilsyneladende så krævende, at filmholdet fik trykt hade-t-shirts rettet mod instruktøren. Så noget kunne tyde på August bare slet ikke er gearet til Hollywood - han er nok mere til at rende rundt i mere hjemlige himmelstrøg, hvor hans ego er det ubestridt største på produktionen. At August så helt åbenlyst ikke er nogen stor fan af USA har næppe heller hjulpet på sagen :)

Men bortset fra eksemplerne er artiklen lige i skabet. Jeg tror dog ikke der er grund til bekymring - Bier både kan og vil Hollywood, så lur mig om ikke det nok skal komme. Det eneste jeg frygter er at hun "tager pengene og løber". En komedie med Cruise eller Grant lyder da fristende for den lille dansker inden i en, der åh så gerne vil se en meddansker komme helt frem i forreste række med Cruise og budget på 150 mio. dollars. Men det ville da være federe, hvis hun kunne lave et amerikansk hit, der er lige så nærværende som hendes danske produktioner.

Spørgsmålet er om man overhoved kan lave en karen Blixen film uden at få en Oscar? Orson Welles lavede godt nok 'Une histoire immortellev,' men han lavede den på fransk. Og så syntes de måske også Orson havde fået Oscars nok.
Der er stor forskel på den måde der bliver lavet film på i Europa og Hollywood, så måske er det ikke så mærkeligt at der ikke er mange af de ikke engelsksprogende vinderfilm der føre til en karrierer i Hollywood, instruktørene bryder sig ikke om at miste helheden i produktionen. For ikke at tale om det amerikanske fagforeningshelvede, som for mange amerikanske filmfolk til at flygte til Europa.