Der er stadig gang i troldmandens værksted

I dag er der premiere på Disneys animerede spillefilm nr. 50, og det har givet Informations filmredaktør anledning til nogle overvejelser over sin egen barndom, filmenes tidløse, kunstneriske kvaliteter og Disneys kulturhistoriske betydning
I dag er der premiere på Disneys animerede spillefilm nr. 50, og det har givet Informations filmredaktør anledning til nogle overvejelser over sin egen barndom, filmenes tidløse, kunstneriske kvaliteter og Disneys kulturhistoriske betydning
3. februar 2011

Da jeg var dreng, dvs. i slutningen af 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne, var et af julens højdepunkter Disneys Juleshow. Det var i tv-monopolets dage, og før hjemmevideo for alvor gjorde det muligt at se sine favoritfilm igen og igen, og Disneys Juleshow, der bestod - og består - af lige dele klassiske korte tegnefilm og uddrag af nogle af Disneys mange animerede spillefilm, var min eneste mulighed for at opleve det tryllestøv, som Walt Disney og hans animatorer dryssede ud over en ganske almindelig dansk hverdag.

Man måtte for alt i verden ikke gå glip af Disneys Juleshow, der dengang blev sendt første juledag på landets eneste tv-kanal. Ens nærmest monumentale forventninger, som ikke blev mindre, efterhånden som tidspunktet nærmede sig, gjorde, at man formelig dirrede af spænding i minutterne inden, det skulle begynde.

Der var noget magisk over det korte glimt ind i troldmandens værksted, man fik af det timelange Disneys Juleshow. Jesper Fårekylling fra Pinocchio - med talestemme af Ove Sprogøe og sangstemme af Bjørn Tidmand - agerede guide, og Bambi og Stampe fjollede rundt på isen som et par vinterkåde drengerøve, mens Anders And og Rip, Rap og Rup bekrigede hinanden med fine og især ufine midler, så det var en ren fornøjelse.

Og så var der det afsluttende klip fra Disneys seneste tegnefilm, der lokkede med endnu et fantasifuldt, farvestrålende eventyr, som dengang kunne have været f.eks. Bernard og Bianca (1977) eller Mads og Mikkel (1981).

Fantasi, humor, musik

Siden skulle jeg finde ud af, at lige netop de år, fra midt i 1970'erne til midt i 1980'erne, var nogle af Disney Animation Studios' mindst inspirerede. Men det vidste jeg ikke noget om dengang, og for mig var det hele klassisk håndtegnet animation, når det var bedst, fuld af charme, varme, fantasi, humor og musik og sang.

Selv om jeg ikke kunne sætte ord på, forstod jeg instinktivt, at der var lagt omhu og kærlighed i disse animerede film, og sammen med det ugentlige Anders And-blad var udsendelsen med til at grundlægge en fascination af animation og tegneserier, ikke mindst de, der var signeret af Walt Disney og for mig var noget ganske enestående.

Som to af Disneys mester-animatorer, Frank Thomas og Ollie Johnston, i 1984 skriver i forordet til Disney Animation - The Illusion of Life: »Gengivelsen af bestemte følelser er altid blevet betragtet som essensen af kommunikation i al kunst. Et filmpublikum reagerer følelsesmæssigt, fordi kunst taler til hjertet, en sandhed, der giver den bedste animation en næsten magisk evne til at nå 'det indre' af et publikum, at kommunikere med mennesker overalt, på tværs af alle sprogbarrierer.«

Og i alle aldre, kunne man tilføje.

I dag er der dansk premiere på endnu en animeret Disney-film, To på flugt, den 50. af slagsen - den første er Snehvide og de syv små dværge fra 1937. Og det har fået mig til at tænke tilbage på mine første møder med Disneys 'animerede klassikere' - som selskabet med sans for markedsføring - og hybris - længe har dristet sig til at kalde selv de nyeste film.

Men hvis ikke Disney, der allerede tidligt blev så meget større som begreb og symbol end manden, der lagde navn til, skulle kunne udstille sin store selvbevidsthed og selvsikkerhed, hvem skulle så!?

Tidløse kvaliteter

Disney, der i dag forekommer at være en meget større og mere upersonlig underholdningskoncern, end da jeg var dreng, har i en menneskealder været en vigtig del af den amerikanske populærkultur og selvforståelse og har derigennem sat sit umiskendelige præg på adskillige generationer af unge, påvirkelige mennesker.

Der er de, som mener, at denne påvirkning ikke kun har været af det gode, men er udtryk for en art reaktionær kulturimperialisme, som giver os en forkert opfattelse af, hvordan verden hænger sammen, blandt andet ved at slibe alle skarpe og ubehagelige kanter af enhver historie.

Rigtigt er det da også, at 'disneyficeret' med tiden er blevet et skældsord, som netop beskriver en slags børnevenligt skønmaleri, at alle Disney-film uden undtagelse har lykkelige slutninger, uanset hvilken mørk historie eller grumt eventyr de er baseret på, og at filmene i høj grad afspejler den tid, de er lavet i med alt, hvad dertil hører af forenklinger, stereotyper, forældede kønsrollemønstre etc..

Men det ændrer ikke ved de bedste films tidløse historier, musikalske evergreens og kunstneriske kvaliteter. Filmene tager sit kernepublikum, børnene alvorligt, og faktisk er der både mørke og dramatik at finde i mange af filmene.

I begyndelsen af Bambi (1942) bliver Bambis mor skudt, hvilket er lidt af et chok for både unge og gamle, ligesom Simbas fars brutale død i Løvernes konge (1994) påvirker én stærkt, ikke mindst fordi det sker ved den rendyrket onde Scars mellemkomst. I 101 dalmatinere - min favorit - vil en af Disney-kanonens mest mindeværdige skurke, Cruella De Vil, lave titlens dalmatinere om til en plettet pels, mens skurken i Klokkeren fra Notre Dame er en skyldplaget katolik, der både begærer og stræber den smukke sigøjnerkvinde Esmeralda, som hovedpersonen hjælper, efter livet.

Kunstneriske ambitioner

Ligesom de store eventyrfortællere var Walt Disney interesseret i opbyggelige historier med en solid morale, som blev pakket spændende og morsomt ind. Der skulle være en sympatisk helt eller heltinde, som skulle gå så grueligt meget igennem, før det hele igen kunne blive godt - blandt andet takket være de antropomorfe skabninger, tænkende og talende dyr og døde objekter, som altid har været en uomgængelig del af universet og vel er selve essensen af det at animere, altså at vække til live.

Velkendt er det, at Disneys animatorer - ikke mindst de berømte 'nine old men', som var Walts mest betroede medarbejdere og de kreative hovedkræfter bag de store film fra 1940'erne, 1950'erne og 1960'erne - brugte mange timer på at studere og tegne dyr og mennesker for at gøre dem så livagtige på lærredet som muligt.

Og anstrengelserne bar frugt. Hvem husker f.eks. ikke levende Bagheera, panteren fra Junglebogen, hundene fra Lady og Vagabonden og løverne i Løvernes konge? Det kan godt være, at de taler og opfører sig som mennesker, men de ser ud og bevæger sig som de vilde dyr, de også er, hvilket kun er med til at gøre filmene mere fascinerende.

Hvad færre måske ved er, at Walt Disney, der på utallige måder var en innovator og endog avantgardist, havde store kunstneriske ambitioner med sine film. Han ville se, hvor meget man kunne med animationsmediet, og animatorerne og instruktørerne hentede også inspiration i billedkunsten og andre film, ofte den ekspressionistiske af slagsen. For et par år siden så jeg en fantastisk udstilling i Paris, som netop belyste forbindelsen mellem Disneys film og europæiske malere og filminstruktører især i 1940'erne og 1950'erne, og det var på mange måder en øjenåbnende oplevelse.

Disneys tredje animerede spillefilm, Fantasia (1940), var f.eks. en meget ambitiøs kunstfilm, der bestod af en række animerede billeddigte både akkompagneret og inspireret af berømte stykker klassisk musik. Hele herligheden blev pædagogisk bundet sammen af en mand, som satte film og musik ind i en sammenhæng, men ingen tvivl om, at Fantasia trods morsomme, smukke og stemningsfulde sekvenser har været lidt af en mundfuld for publikum på et tidspunkt, hvor animation i høj grad blev betragtet som værende for børn.

Ny visionær chef

Mine egne børn har ikke samme nostalgiske forhold til Disneys Juleshow som mig; det oplever jeg hver jul, når jeg prøver at overtale dem til at se det. Det hænger selvfølgelig sammen med et radikalt anderledes, meget mere mangfoldigt mediebillede og med, at da min nu 16-årige søn blev født, havde jeg allerede alle Disneys tegnefilm på video, mens jeg, da min nu 12-årige datter kom til verden, så småt var i gang med at skifte dem ud med dvd'er.

Mine børn har med andre ord kunnet se filmene, når de - og jeg - havde lyst til det, ligesom de har kunnet se alt muligt andet. Så selv om de bestemt holder meget af Disneys film, har de et tættere forhold til de populære, computeranimerede værker fra Pixar, selskabet, der faktisk er blevet Disneys arvtager, hvad angår velfortalt, visuelt opfindsom, teknisk fuldendt og følelsesmæssigt engagerende animation - og som nu tilmed er en selvstændig del af Disney-koncernen.

Pixar beviste med sin første af indtil videre 11 spillefilm, Toy Story fra 1995, at der var mange penge i computer-animation. Siden er alverdens biografer blevet oversvømmet af mere eller mindre vellykkede computeranimerede spillefilm, som nu tilmed skal være i 3D, for der er endnu flere penge i det.

Også Disney - den del af selskabets animationsafdeling, der ikke har med Pixar at gøre, men er under ledelse af Pixars visionære chefer, John Lasseter og Ed Catmull - er begyndt at lave computeranimerede film i 3D. To på flugt er det seneste eksempel herpå. Men hvor Pixar fra begyndelsen var bevidst om - som Walt Disney var det for mange år siden - at det først og sidst handler om historie og figurer, ikke teknologi, syntes Disney så overvældet af computerens mange muligheder og den skærpede konkurrence, at selskabet nok lavede flotte, men inderligt ligegyldige film som Lille kylling (2006) og Min skøre familie Robinson (2007).

En overgang for fem-ti år siden lignede det en grim gentagelse af den periode i 70'erne og 80'erne, hvor Disney havde svært ved at finde ben at stå på. På den ene side hang man ubehjælpeligt fast i fortiden - Walt Disney døde i 1966, men kastede en lang skygge - og samtidig krampagtigt forsøgte at forny sig. Det resulterede i en række mere eller mindre mislykkede film, inden en ny direktør, Michael Ovitz, og en ny animationschef, Jeffrey Katzenberg, fik rettet skuden op og søsatte moderne klassikere som Den lille havfrue, Skønheden og udyret og Aladdin (1992).

Essensen af Disney

Men da Disney for præcis fem år siden købte Pixar og gjorde genierne bag, John Lasseter og Ed Catmull, til chefer for også Disneys animationsafdeling, begyndte det at gå i den rigtige retning igen.

Lasseter omgjorde som noget af det første beslutningen om at droppe de håndtegnede animationsfilm i 2D, som siden begyndelsen har været Disneys varemærke, og som en rådvild og meget lidt fremsynet ledelse lagde på is, da computeranimationsfeberen for alvor ramte Hollywood omkring år 2000.

Lasseters tilstedeværelse førte til endnu en håndtegnet animationsfilm, Prinsessen og frøen (2009), der med sin ambitiøse kvindelige hovedperson, smukke animation, catchy tunes og blanding af humor og drama vakte mindelser om blandt andet Askepot, Den lille Havfrue og Skønheden og udyret.

Og sørme om ikke Disneys nyeste film, To på flugt, der godt nok er computeranimeret og i 3D, også handler om en ung kvinde og hendes kamp for selvstændighed. Filmen er baseret på brødrene Grimms eventyr om Rapunzel, pigen med det lange gyldne og magiske hår, men tager sig gevaldige friheder med historien og rummer både klassiske Disney-elementer og moderne rabalder og uhøjtidelighed a la Pixar.

»Vi vil lave en Disney-film for et moderne publikum, men vi vil ikke nøjes med bare at kopiere fortiden. Vi vil kopiere essensen,« sagde John Lasseter sidste år til New York Times i forbindelse med filmens amerikanske premiere.

»Jeg synes, at vi har nået vores mål. Denne film er så god som en Pixar-film, men den er klassisk Disney, og det elsker jeg: Hjerte, humor, skønhed, musik, undere, kærlighedshistorien. Nogle mennesker mener, at nutidens publikum er vokset fra det, der kendetegner en klassisk Disney-fortælling, at de er blevet for kyniske til det. Det får de aldrig mig til at tro på.«

Desværre rummer To på flugt også nogle af de anakronistiske, populærkulturelle og selvironiske elementer, som konkurrenterne, DreamWorks og Fox, med vekslende succes fylder i film som Shrek og Ice Age i stedet for at lave gode historier.

Den slags passer ikke til Disney, der altid har fortalt mere farveægte, rendyrkede eventyr. Men jeg håber da, at selskabet under Lasseters ledelse bliver ved med at lave fantastiske, opfindsomme, sjove og betagende animationsfilm, helst af den gammeldags håndtegnede slags, hvor man fornemmer teksturen og det kunstneriske temperament bag de levendegjorte stregerne.

I så fald er jeg klar til 50 flere af slagsen.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Snehvide og de syv små dværge (1937)
Pinocchio (1940)
Fantasia (1940)
Dumbo (1941)
Bambi (1942)
Saludos Amigos (1942)
The Three Caballeros (1945)
Make Mine Music (1946)
Mickey og bønnestagen (1947)
Melody Time (1948)
The Adventures of Ichabod and Mr. Toad (1949)
Askepot (1950)
Alice i Eventyrland (1951)
Peter Pan (1953)
Lady og Vagabonden (1955)
Tornerose (1959)
101 dalmatinere (1961)
Sværdet i stenen (1963)
Junglebogen (1967)
Aristocats (1970)
Robin Hood (1973)
Peter Plys (1977)
Bernard og Bianca (1977)
Mads og Mikkel (1981)
Taran og den magiske gryde (1985)
Mesterdetektiven Basil Mus (1986)
Oliver & Co. (1988)
Den lille Havfrue (1989)
Bernard og Bianca: SOS fra Australien (1990)
Skønheden og udyret (1991)
Aladdin (1992)
Løvernes Konge (1994)
Pocahontas (1995)
Klokkeren fra Notre Dame (1996)
Herkules (1997)
Mulan (1998)
Tarzan (1999)
Fantasia 2000 (1999)
Kejserens nye flip (2000)
Atlantis: Det forsvundne rige (2001)
Lilo & Stitch (2002)
Skatteplaneten (2002)
Bjørnebrødre (2003)
De frygtløse – The Muuhvie (2004)
Lille kylling (2006)
Helt vildt (2007)
Min skøre familie Robinson (2007)
Bolt (2008)
Prinsessen og frøen (2009)
To på flugt – Et hårrejsende eventyr (2011)

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Thorsten Lind

...for os børn dengang i 60érne,
var Disneys Juleshow et must!
Den dag i dag,
vil jeg hævde,
at det foregik i farver,
på trods af at TVét var sort/hvid!

Filmene så vi lørdag eftermiddag i Kjellerup biograf.
Min favorit var Junglebogen.
Engang vandt jeg en Pluto-figur på biletten;
det glemmer jeg aldrig! Mvh.Th

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Gram

@søren lom

Det skulle vist nok være den sidste af slagsen, meddelte Disney sidste år.

--------

der kommer dog nok en om ænder, så den meddelelse er nok
bare en and.

måske:

jul i andeby, eller jul i åndeby ?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Per Diepgen

Hvis dagens filmpremiere også angår Fantasia fra 1940, har vi i nogen tid haft den liggende som en gave fra vore børn og børnebørn, fordi, som de sagde, den så de, da de var børn (selv så jeg Tornerose i 30'ernes Paladium). Filmen er stadig imponerende moderne, og fortæller om det USA, som endnu dengang besad humor og en anders and-figur uden supermand..
DVD'en har desværre været udsat for om- og tiltegninger af flere scener og et unødvendigt tilskud af reklamefilm.

anbefalede denne kommentar