Nyhed
Læsetid: 8 min.

Stoler du på plovmanden?

Danmarks nyeste 500-kroneseddel er netop kommet på gaden. Hvis du synes, den er lidt kedelig, er det skam med vilje. Siden man skiftede guldmønterne ud med papir, har tilliden til pengene bygget på en troværdighed, hvor der hverken er plads til portrætter af Flemming Bamse Jørgensen eller Michael Laudrup uanset hvor pæredanske end de er
Danmarks nyeste 500-kroneseddel er netop kommet på gaden. Hvis du synes, den er lidt kedelig, er det skam med vilje. Siden man skiftede guldmønterne ud med papir, har tilliden til pengene bygget på en troværdighed
Kultur
17. februar 2011

Da amerikanerne invaderede Irak i 2003, fik man travlt med at rydde op i gadebilledet. Den store statue af Saddam Hussein på Firdos-pladsen i Bagdad blev væltet for øjnene af verdenspressen, og alle portrætter og plakater af diktatoren blev straks fjernet, så han ikke længere var at se nogen steder. Et afgørende signal at sende til den irakiske befolkning. Men ét sted besluttede man at beholde hans portræt. Og ikke nok med det - man trykte det i tusindvis.

»Det var den amerikanske administration selv, der satte pengetrykkeriet i gang efter invasionen, og der diskuterede man selvfølgelig: Hvad skulle der være på sedlerne?,« forklarer historiker Anders Ravn Sørensen.

»Saddam Husseins portræt havde i mange år prydet pengesedlerne, og sedlernes troværdighed turde man ikke pille ved. For pengesedlers ypperste formål er at udstråle tillid og stabilitet, og det er bestemt ikke ligegyldigt, hvad du kommer på sedlerne, så det skulle Saddam Hussein naturligvis.«

Anders Ravn Sørensen blev for nylig ansat af Nationalbanken og Center for virksomhedshistorie på CBS til at forske i pengesedlernes symbolske betydning for den danske nationalitetsfølelse. Forskningsprojektet er den første af sin slags i Danmark, og er sat i gang netop som Danmark i denne uge får sin nyeste 500-kroneseddel.

Men pengesedler handler ikke blot om forbrug eller økonomi. Udvekslingen af penge er en helt særlig social relation, som bygger på tillid mellem borgerne.

»Kunne Michael Laudrup for eksempel være på en pengeseddel? Eller Flemming 'Bamse' Jørgensen? Han er jo superdansk. Al respekt til Bamse, men nej, for pengesedler skal repræsentere noget stabilt, noget seriøst,« forklarer Anders Ravn Sørensen. Derimod valgte Nationalbanken, at temaet for den nye pengeserie skulle være noget så ukontroversielt som 'danske broer'. For sedlerne må hverken provokere eller rykke for meget ved traditionerne, og symbolikken taler sit helt eget sprog om, hvordan vi ser os selv som nation. Et sprog, som for mange er blevet vigtigere nu, hvor euroen truer med at fjerne danskheden fra vores daglige udveksling.

Fra guld til tillid

Da direktør i reklamebureauet Mensch Frederik Preisler skulle købe sit første hus, fik han et særligt råd af sin onkel. »Når du går til forhandlingen,« sagde han, »så tag udbetalingen med i kontanter. Vis dem pengene og sig: 'Hvis vi skriver under nu, så lægger jeg pengene her på bordet, når jeg går'. Ellers tager jeg dem med mig.« Frederik Preisler fulgte onklens råd, og han fik tilbudt huset med det samme.

»Der er ingen tvivl om, at det havde en psykologisk effekt. Pengene var jo de samme, om jeg havde overført dem samme dag, men det virkede, fordi fysiske penge har en særlig symbolsk værdi,« siger Frederik Preisler.

»Fortællingen om penge er enormt stærk. Folk har et helt særligt forhold til sedlerne, som er både ulogisk og emotionelt, men jeg kender det fra mig selv. Pengesedler betyder bare noget helt særligt.«

Derfor er det at sende en helt ny pengeseddel på gaden heller ikke noget, man bare gør uden videre, forklarer Anders Ravn Sørensen. Man er nødt til at overbevise befolkningen om, at de kan stole på de fremmede sedler, og det kræver en helt særlig form for tillid.

»En af pengesedlers mærkeligste egenskaber er jo, at de faktisk ikke er noget værd. De er værdiløse i sig selv. Det eneste, der gør dem noget værd, er, at folk i daglig brug accepterer, at de er noget værd. Man skal have tiltro til staten, men endnu vigtigere er den sociale relation mellem dig og mig,« siger Anders Ravn Sørensen.

Tilliden blev især nødvendig, da penge i 1800-tallet holdt op med at være lavet af guld og sølv og i stedet blev guldindløselige. Det betød, at man til hver en tid kunne gå i nationalbanken og få indløst sine penge til guld.

»Rent pengehistorisk var det et superafgørende skridt. For her gik staten ind og sagde, bare rolig. Vi har masser af guld i kassen, og vi skal nok betale jer, hvis det er nødvendigt. Der går penge for alvor hen og bliver et spørgsmål om tillid,« forklarer Anders Ravn Sørensen.

Hver gang en ny pengeseddel kommer på gaden, bruger Nationalbanken da også betragtelige midler på at reklamere for de nye sedler. I disse dage kører der eksempelvis tv-reklamer, som viser Danmarks nye plovmand frem for danskerne.

»Det er jo temmelig paradoksalt. Penge burde være det sidste produkt i verden, man behøvede at reklamere for. Men sådan er det ikke. Man er nødt til at 'sælge' pengene over for befolkningen så at sige,« forklarer Anders Ravn Sørensen.

Matadorpenge

Når Nationalbanken skal lave nye sedler, er det i udgangspunktet en lukket fest. Det er udelukkende de tre øverste direktører, der træffer samtlige beslutninger, både med hensyn til valg af kunstner og motiv. I 2005 blev der oprettet et diskussionsforum bestående af kunstnere og historikere, som skulle komme med forslag, og efter en længere proces, besluttede direktionen, at temaet for de nye sedler skulle være danske broer. Derefter blev otte danske kunstnere bedt om at komme med konkrete bud. Kunstneren Karin Birgitte Lunds løb som bekendt med sejren, mens kunstneren Kaspar Bonnén blev valgt fra som den næstbedste. Ligesom Karin Birgitte Lunds havde hans sedler de obligatoriske broer på forsiden, men i stedet for oldtidsfund på bagsiden, havde Bonnén valgt at portrættere det helt nære: en beskidt opvask, en dagligstue med en Apple-computer i baggrunden og en halvrodet spisestue. Men direktionen valgte Bonnéns hjemlige hygge fra. Det havde alligevel også været lidt for meget af det gode, mener Frederik Preisler.

»Hvis man ser på pengesedler som kommunikation skal de jo først og fremmest kommunikere troværdighed. Hvis det bliver for festligt og farvestrålende, så bliver man jo i tvivl, om det er fra Danmarks nationalbank eller om det er matadorpenge,« siger Frederik Preisler. Konservatisme er i sig selv et mål for pengesedlen, og derfor er det ikke overraskende, at Bonnéns bud alligevel blev valgt fra i sidste ende, mener Frederik Preisler.

Glansbillede-Danmark

Spørger man derimod Kaspar Bonnén selv, er han overbevist om, at danskerne er klar til en mere moderne pengeseddel.

»Pengesedlen er jo næsten lige så nationalt betonet som flaget. Folk lægger utrolig meget i den som nationalt samlingspunkt, og så må man spørge sig selv: Hvorfor skal den danske værdi altid vises som noget oldnordisk?« siger Kaspar Bonnén.

»Med de nye sedler har man valgt et glansbillede af et gammelt Danmark, som ikke har ret meget med virkeligheden at gøre.«

Men det er helt naturligt, at nationalbanken tilstræber en vis form for konservatisme, når der skal designes nye pengesedler, mener Anders Ravn Sørensen.

»Jeg husker et for eksempel et afsnit af den amerikanske tv-serie Seinfeld, hvor hovedpersonen Jerry ved en fejl får et checkhæfte med klovne på. Det er et skidesjovt afsnit, for ingen vil tage imod checken, og han kan heller ikke få sige selv til at bruge dem. Checkene er jo ikke mindre værd, fordi der er klovne på, men det viser ret godt, at vi ligefrem tilstræber en form for konformitet, når det gælder udvekslingen af penge. Det må ikke blive for gakket,« siger Anders Ravn Sørensen.

Sverige, nej tak

Tilsyneladende må det heller ikke blive for globalt. Til trods for at temaet var 'danske broer', er Øresundsbroen ikke er repræsenteret på sedlerne, har flere iagttagere bemærket - for den ender i Sverige.

»Og så duer den jo ikke. For penge er et nationalt anliggende. Vi bruger dem her i landet, og så gider man ikke have Sverige ind fra højre,« siger Anders Ravn Sørensen.

Men fra et brandmæssigt synspunkt er det et uheldigt valg, mener kreativ direktør i reklamebureauet SELIGEMIG Simon Engstrøm.

»Danskerne er utroligt ærekære om vores små nationale stoltheder. Vi er en lille hyggestat, der elsker landsholdet, vores egne penge, vores egen historie, og det er jo i sig selv en udmærket ting,« siger Simon Engstrøm.

»Men det er et rigtig ærgerligt billede udadtil. Det ville jo være oplagt at tage Øresundsbroen med på sedlerne for at vise, at vi også ser ud over vores egne grænser, men det vælger man fra, og det er synd for Danmarks brand,« mener Simon Engstrøm.

Historisk set har pengesedlerne, både i Danmark og i resten af verden, netop fungeret som en slags styrkende faktor for den nationale identitetsfølelse, forklarer Anders Ravn Sørensen. Folkebevægelsen mod EU brugte tidligere udtrykket identitetsagent om euroen - en hemmelig, latent måde at etablere fortællingen om et fælles Europa i befolkningen.

»Udvekslingen af penge er jo ikke det samme som at synge nationalsangen, men begrebet 'identitetsagent' er godt, fordi vi trods alt taler om noget, vi har mellem hænderne hver eneste dag. Pengene har selvfølgelig en betydning for, hvordan vi betragter os selv som nation,« siger Anders Ravn Sørensen.

Euro-konspirationen

Netop euroen har spøgt i forbindelse med den nye pengeserie. Det visuelle sammenfald mellem euroen og de nye danske pengesedler har vækket konspirationsteorierne om statens indirekte forsøg på at vænne danskerne til euroen - fordi den, ligesom vores nye pengeserie er smykket med broer. Det har også slået reklamedirektør Frederik Preisler.

»Jeg er lidt ked af, at de nye sedler på den måde lusker euroen ind ad bagvejen,« siger han.

»Jeg kan jo ikke vide, om det er en bevidst agenda, men kigger man på det visuelle, kunne man godt have dem mistænkt for det.«

Ifølge Anders Ravn Sørensen er det ikke så underligt, at de nye sedler har afstedkommet konspirationsteorier om Nationalbankens intentioner. Simpelthen fordi de nye sedler reelt ligner euroen den hel del, mener han.

»Det bliver nok svært at påstå, at de sidder i deres dystre direktionsrum i Nationalbanken, gnider sig i hænderne og siger 'nu ændrer vi danskernes nationale identitet gennem pengene, uden at nogen opdager det'. Det er nok at strække den. Men de ligner da euroen, ingen tvivl om det,« siger Anders Ravn Sørensen.

Det har ikke været muligt at tale med nogen af de tre Nationalbankdirektører, men ifølge billedhugger og professor på Det Kongelige Danske Kunstakademi Morten Stræde, som blev inviteret til at sidde i Nationalbankens interne diskussionsgruppe om pengesedlens nye udseende, er broerne hverken en lusket måde at få euroen ind ad bagdøren eller narre danskerne på. De er blot et udtryk for den tidsånd, vi lever i i nutidens Danmark.

»Ligesom plovmanden var en del af fortællingen om Danmark som landbrugssamfund, er broerne en del af fortællingen om Danmark som videnssamfund. Broer er noget, vi er gode til og i øvrigt kendte for ude i verden. Men samtidig repræsenterer de også en form for sammenhængskraft, der binder Danmark sammen.«

Der altså ikke tale om en hemmelig euro-konspiration ifølge Morten Stræde, men nærmere et spørgsmål om at opretholde tilliden til pengesedlerne.

»Der var ingen skjulte bagtanker om, at sedlerne skulle ligne euroen. Det er så simpelt, at penge skal ligne penge. Og det gør de nye sedler. Mere ligger der ikke i det.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her