Baggrund
Læsetid: 3 min.

Ikke-svar og ideologiske sutteklude

Den politiske debat er overbefolket af vildledelser. Ofte bliver den borgerlige regering klandret for sine ikke-svar, men venstrefløjen og kulturradikale debattører er også i den grad med på vognen. En ny bog revser den politiske danske debatkultur
De råber i øst og i vest i den offentlige debat om de fremmede. Det værste er, at det ikke bæres af redelige argu-menter. Og det er ikke bare 'højrefløjen', men også 'venstrefløjen', der polariserer indvandrerdebatten ved at forvanske og dæmonisere, hvad andre, mener retorikeren Christian Kock i ny bog.

De råber i øst og i vest i den offentlige debat om de fremmede. Det værste er, at det ikke bæres af redelige argu-menter. Og det er ikke bare 'højrefløjen', men også 'venstrefløjen', der polariserer indvandrerdebatten ved at forvanske og dæmonisere, hvad andre, mener retorikeren Christian Kock i ny bog.

Niels Almann olsen

Kultur
15. februar 2011

»Lad os ikke kende større jubel end den, der udløses af skrabelodder og lotto. Fri os fra alle andre glæder end den, der griber os, når endnu en asylsøger sendes tilbage til en uvis skæbne,« skrev forfatter og debattør Carsten Jensen i 2003 i et nyfortolket fadervor.

Men de lottospillende fremmedhadere hørte aldrig forfatterens bøn, for teksten var ikke beregnet på til debat, men på at stryge en indviet menighed med hårene

»Hvad er sådan en tekst god til?«, spørger Christian Kock, der er professor i retorik ved Københavns Universitet, og svarer:

»Kun til at være ideologisk sutteklud for læsere, der på forhånd deler Carsten Jensens holdninger. For dem kan den fungere lidt på samme måde som porno: Den opgejler og tilfredsstiller impulser, der ligger parat i forvejen.«

Christian Kock udsender i dag bogen De svarer ikke - Fordummende uskikke i den politiske debat, hvor tekstuddraget er hentet fra. Her gennemgår han en lang række vildledninger, fortielser og stråmandsargumenter, som politikere og opinionsdannere tyer til i den politiske debat. Og det er mange.

»Min hovedpåstand i bogen er, at vi skal bruge den politiske debat som grundlag for at tage stilling, og derfor bør vi også kræve, at vi ikke bliver fyldt med afvigende svar og misvisende forestillinger,« siger han.

Omvendt lommetyveri

For den politiske kommunikation er i dag forfinet til fingerspidserne og omfatter ofte det, han kalder 'omvendt lommetyveri':

»Listige mennesker putter med deres sprogbrug noget ned i lommerne på os, uden at vi opdager det - nemlig holdninger og synsmåder, som er ønskelige for dem,« skriver han i bogen.

Som eksempel nævnes VK's skattestop fra 2001, som ikke blev gennemført ved 'nedskæringer' og 'afskedigelser', men ved at 'fastfryse', 'prioritere' og 'effektivisere'.

På samme vis dækker begrebet 'cafépenge' over hjemmeboendes SU, mens ordet 'stormoské' skal beskrive et planlagt moskébyggeri. Eksempler på omvendt lommetyveri er utallige. Selve det at kommunikere strategisk er der dog ikke noget odiøst i. Man må godt søge at påvirke andres meninger, for alt andet ville være verdensfjernt, mener Christian Kock.

»Hvorfor skulle man ellers indvie andre i sine tanker, hvis man ikke også ville påvirke deres syn på tingene? Det er hverken mistænkeligt eller suspekt,« siger han og tilføjer:

»Politikere og andre debattører skal erfare, at dårlig eller manglende argumentation ikke længere kan skaffe dem beundring for strategisk smartness, men derimod lav troværdighed og stemmetab.«

Alle fusker med budskab

Bogen opruller det ene eksempel efter det andet på, hvad Christian Kock kalder for »fuskede metoder«. Og her er det særligt regeringen og dens støtteparti Dansk Folkeparti, der gør sig bemærkede udi ikke-svar, talfusk, mistænkeliggørelse af modparten og andre tricks.

Christian Kock noterer, hvordan statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ofte undgår debat ved enten at give meget lange svar, uden mulighed for uddybning, eller går i rette med journalister uden at besvare deres spørgsmål.

Men forfattere og debattører som Klaus Rifbjerg, Jan Sonnergaard og Carsten Jensen går heller ikke ram forbi.

For at kritisere deres retorik bruger han debatten efter Karen Jespersens 10 år gamle udtalelser om, at asylsøgere, der begik lovovertrædelser nær deres asylcentre, skulle sendes ud på en øde ø.

For her brillerede venstreintellektuelle eller litterater ved at skyde løs på stråmænd og fordreje modpartens standpunkt, mener Christian Kock.

Når debattører brugte ord som »de kriminelle asylsøgere« strakte denne fløj sig langt for at misforstå modpartens holdning som, at »alle asylansøgere er kriminelle«. Og den slags fordrejninger er netop blandt de uskikke, bogen handler om.

»Det er sært, men ikke sjældent, at se litterater medlæse problemer, særligt når de er ophidsede. Selv om de burde vide bedre,« siger han.

Men samme aktive misfortolkninger hersker i dag, og tjener det formål at skabe bedreværd blandt en indviet flok, mener han.

Selv om bogen oplister flest retoriske uskikke fra den borgerlige blok, får den politiske venstrefløj også drøje hug fra professoren. Særligt når det handler om debatten om udlændinge og indvandrere:

»Det er altså ikke bare 'højrefløjen', men også 'venstrefløjen', der polariserer indvandrerdebatten ved at forvanske og dæmonisere, hvad andre siger,« mener Christian Kock og tilføjer:

»Hvis en 'rød' regering kommer til, vil den sikkert gøre alle de samme ting i samme omfang og måske endda lige så professionelt.«

Hverken Carsten Jensen eller Birthe Rønn Hornbech har ønsket at medvirke i denne artikel.

'De svarer ikke - Fordummende uskikke i den politiske debat' udkommer i dag på Gyldendal.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Men vil retorikeren så være venlig at forklare, hvorfor den siddende Regering ser ud til at tabe sit flertal over VOK-blokken? Politisk-ideologisk tendentiøst positivsnak og erhvervslivets fælles akcepterede og kursusorienterede 'newspeak' har nemlig ikke sejret, hvis ikke man inkludere: ad helvedet til.

Det ser unægteligt ud til, at venstrefløjen har slidt så meget på den højredrejede retorik, at vælgermassen har opdaget en klar diskrepans i sammenhængen. Som drejer sig om, at magt-arrogancen efterhånden må se stolen sat for døren. Idet den almene værdimasse hos befolkningen ikke længere rummes af sofisteriet på den retoriske scene.

Konklusionen må således være, at bogen allerede er uddateret, og dermed af vigende interesse...

Med venlig hilsen

Det lyder som en interessant bog, der, sammen med Schopenhauers "Kunsten altid at få ret" og Victor Klemperers "Lingua Tertii Imperii" burde være pensumlæsning for enhver stemmeberettiget borger i dette land.

Den bog skal jeg ha'.

Michael Kongstad Nielsen

Den bog lyder til at være en ualmindelig tynd kop the. Tænk hvad man kan få udgivet på Gyldendal.

Bemærkelsesværdigt er det, at når man skal beskrive venstrefjøjens retorik, så ser man på Klaus Rifbjerg, Jan Sonnergaard og Carsten Jensen. Det var den venstrefjøj. Flere er der ikke.

For at udbredede synsfeltet lidt, kunne man fx. kigge lidt på Informations netdebat (selvom Torben Larsen ovenfor ikke er imponeret)

Men det er da rigtigt, at en mere nuanceret og præcis debat kunne ønskes fra alle sider - det er nok bare svært i en tid, hvor navnlig medierne vil have alting delt op i rød og blå blok, sort og hvidt, enten eller (skønt det meste er det samme)

Peter B. Jensen

Det er vel ikke så mærkeligt at man benytter chancen til at frustrere med, hvis en dygtig skribent sætter ord på. Vi har både brug for og tradition for at protestere, omend det næppe flytter mange vælgerholdninger. Men politik, eller kampen om magten, polariserer befolkningen helt forudsigeligt, når det er lukket fløjpolitik og vinderen agerer som lobby for sine kernevælgeres særinteresser.

Det helt dyre spørgsmål er dog, hvordan kommer vi af med det? For det er hverken i demokratiets, borgerens eller danmarks interesse at politik bliver så uvederhæftigt som kommerciel markedsføring.

Kurt Jørgensen

"Listige mennesker putter med deres sprogbrug noget ned i lommerne på os, uden at vi opdager det - nemlig holdninger og synsmåder, som er ønskelige for dem".
- Og sådan er det. Magthaverne og deres spindoktorer ved nemlig godt, at ord skaber virkelighed. Sådan opstod i begyndelsen begrebet "arbejdsgivere", skønt de intet giver, og fx "Integrationsministeriet" selv om det ikke arbejder med integration, og "Udlændingeservice", der drejer sig om alt andet ...

En kendt sag er de krumspring henholdsvis højre- og venstrefløjen bruger i debatten, og ikke mindst i sagsbehandlingen, for at undgå debatten - noget andet er de benspænd som en - forventelig neutral - debatleder, journalist, i medierne kan finde på at bruge...

...at de såkaldt professionelle debattører ofte ønsker at fremstå på en måde så de ikke kan puttes i bås, er en helt fjerde form for debatteknik som gør at deres budskab ofte drukner i glemsel.

Mht. Karen Jespersens øde ø overser professoren i retorik totalt, at Karen Jespersen altså mente, at de her kriminelle personer skulle sendes ud på en øde ø - måske noget i stil med det som det danske samfund gjorde i 1950erne med mænd, som var 'undermålere, moralsk dovne og anløbne'. Også de blev sent ud på øde øer, især på de kellerske anstalter, hvor i hvert fald en af dem, øerne altså, lå i Limfjorden.

Maj-Britt Kent Hansen

Emnet er særdeles relevant, men jeg venter med at mene noget, til jeg har læst bogen.

Christian Kock er citeret for følgende:

»Min hovedpåstand i bogen er, at vi skal bruge den politiske debat som grundlag for at tage stilling, og derfor bør vi også kræve, at vi ikke bliver fyldt med afvigende svar og misvisende forestillinger.«

Det lyder ikke helt forkert!

Lene Timmermann

Jeg bliver nu ret så mistroisk, når en professor i retorik - som må formodes at kende sine virkemidler - anvender udtryk som "sutteklud", "porno", "opgejler og tilfredsstiller impulser" i sin omtale af et debatindlæg af Carsten Jensen. Chr. Kock må være ude i et andet ærinde end en professionel interesse for kommunikation.
Samme indtryk efterlader hans angreb på Pernille Frahm, hvor han beskylder hende for generaliseringer, mens hun jo netop prøver på at lave en systematisk oversigt. (Angrebet står fremhævet i den trykte udgave af avisen, men er ikke med i artiklen herover - mystisk!) Indvandrervenlige synspunkter synes at virke som en rød klud på Kock.

En retoriker skal vel osse leve, om ikke andet af ideologier og monologer.

Selv en Goebbels havde sine grunde og en samvittighed, og læs blot Himmlers mange fornuftige argumenter, som flere millioner bifaldt. Anders Fogh Rasmussen kunne en hel sommer tale og tale om frihed og frihed, så alle forstod, hvad lighed var.
Hvor Kock skriver suttekludsagtigt om generalisationens store 'bør', ville Rifbjerg måske skrive om Freuds katalysatorer, Kant om deontologiske kloner - men Kock vil måske blot som Sokrates spørge: hvad mener du egentlig med det du sagde?

Du ligger på valen og skriger på vand,
han kræver at vide din rang og din stand.

Som udgangspunkt ser det ud til at Kocks projekt er positivt: type "hvordan ændrer man den politiske debat, så det faktisk bliver en debat og ikke en salgsindsats for en given holdning?". Se, det er en interessant vinkling på, hvordan man nedbringer leden ved politikere.
Og egentlig tror jeg at det vil være relativt simpelt for en dygtig journalist, at ændre et interview: i stedet for blot et "gå videre" efter et ikke-svar, kunne journalisten stille uddybende spørgsmål á la "hvordan synes du, dit udsagn relaterer sig til mit spørgsmål?" så kunne man måske bevæge sig væk fra såkaldte "interviews", som blot fungerer som platforme for at politikere kan aflevere deres (med spin-doktorer) indøvede budskaber.
Mere fokus på debat, mindre på aflevering af budskaber.