Baggrund
Læsetid: 9 min.

Tingene må forandre sig for at forblive de samme

På Hørbygaard nytænker man herregårdens rammer ved at omdanne staldene og den tidligere forvalterbolig til moderne kontorlandskaber. Det er en måde at forsøge at sikre gårdens fremtid økonomisk.
'En herregårdsfrue er sin   egen tømrer, murer, maler, snedker og møbelpolstrer,' siger Ettie Castenskiold,   'fruen' på Hørbygaard, hvor der altid er behov   for istandsættelse, og kreative metoder må   tages i brug for at finansiere den.

'En herregårdsfrue er sin egen tømrer, murer, maler, snedker og møbelpolstrer,' siger Ettie Castenskiold, 'fruen' på Hørbygaard, hvor der altid er behov for istandsættelse, og kreative metoder må tages i brug for at finansiere den.

Sofie Amalie Klougart

Kultur
10. februar 2011

I den runde hall på herregården Hørbygaard, står hun og slår ud med armene, hofjægermesterinde Ettie Castenskiold, i sine sorte slimjeans og sin lilla dynejakke, der er klistret sammen på ryggen med gaffatape. Jeg hænger min jakke på knagerækken i hallen.

»Det har taget mig 10 år at få lov til at sætte den knagerække op,« siger Ettie Castenskiold og hænger sin jakke ved siden af min, »min mand, Christian, synes ikke, man kan have en knagerække i hallen. Han synes, overtøj hører til på bøjler i kælderen, for sådan har det altid været«.

»Hvad gør du så for at få lov til at forandre noget?« spørger jeg.

»Kvindelist er ikke nogen dårlig ting,« siger Ettie Castenskiold og slår de tunge fløjdøre til havestuen op.

»Det er svært at gifte sig ind i en familie med stærke traditioner om, hvad man bør og gør. Nogle svigermødre står på nakken af deres svigerdøtre og råber: Du ødelægger riddersalen! Mine svigerforældre bor i et hus bagerst i parken. De gør alt for at gøre det let for Christian og mig, men alligevel er der en stemning af, at vi skal gøre, som man altid har gjort. Man får ikke nye puder til sofaen, bare fordi der står i ALT for damerne, at de er moderne nu«.

»Det er en daglig kamp at få lov til ændre noget, men det er også positivt,« siger Ettie Castenskiold, »på den måde er Hørbygaards historie og ting blevet bevaret«.

Farvel til herregårdskulturen

Markerne strakte sig ud over Tuse Næs med samme selvfølgelighed som en krop, der vågner om morgen, da jeg kom kørende i min 2CV mod Hørbygaard tidligere på formiddagen.

En række kastanjetræer skød op og brød udsigten, træer, der selv nu, hvor de stod afklædte og gråsorte i landskabet, skyggede for Hørbygaards hvidkalkede, L-formede hovedbygning fra 1867, der ligger tæt ved Isefjord. Så tæt, at man på en vindstille dag kan se Hørbygaards spejlbillede i fjorden. Der var en tilbagetrukkethed ved stedet, en mystik, en eksklusivitet. I 1748 var det Jacoba Castenskiold, enke efter Johan Lorentz Castenskiold, der kom kørende mod sit nye hjem, Hørbygaard, med en vogn fuld af sorte tjenere, som havde rejst med hende fra hendes ophold på De Vestindiske Øer.

Inden i Hørbygaards hovedbygning er den kvadratiske havestue prydet med en enorm lysekrone, maghonimøbler, ægte tæpper og portrætter af de tidligere ejere. Stuen står stort set, som den har gjort, siden slægten Castenskiold overtog Hørbygaard. Kun sofaen er blevet skiftet ud.

»Men livet på en herregård er blevet noget ganske andet,« siger Ettie Castenskiold.

Med lensafløsningen, sociale reformer og den almene industrialisering af landbruget er der gennem det 20. århundrede blevet vinket farvel til herregårdskulturen. Dyrene er for længst rykket ud af stalden, karle og tjenestepiger er blevet fyret, der er blevet bygget siloanlæg og anskaffet maskinparker.

Flere herregårde har drejet nøglen om eller er blevet omdannet til kongrescentre, hoteller eller institutioner. De godsejere, der insisterer på at blive boende på deres gårde, kæmper en kamp for at modernisere og nytænke stedets rammer for at overleve i en tid, der ikke længere passer til dem. Det er især den store udgift til vedligeholdelse af bygningerne, der tvinger godsejerne til at tænke kreativt. Nogle anlægger golfbaner i parkerne. Andre omdanner gården til en minkfarm eller en safaripark. Andre udlejer deres hovedbygning til bryllupper eller arrangerer Murder Mystery-middage, hvor lyset med ét går ud, et skrig høres, og deltagerne skal opklare et mord i herregårdenes mørke gange.

»Fra at folk misundte herregårdslivet, er vi blevet til nogen, folk har ondt af,« siger Ettie Castenskiold og smiler skævt. Hun sidder ved mahogniskrivebordet i havestuen og ser frem for sig, ud af vinduet mod parken og vejen, jeg kom af.

En herregårdsfrue er en håndværker

Der dyrkes hvede, byg og raps på Hørby- gaards marker. Driften er lagt sammen med naboherregården Eriksholm for at kunne opnå en produktion, der er stor nok til at kunne konkurrere på det danske landbrugsmarked og skabe en arbejdsplads for tre medarbejdere. Skoven, jagten og de tidligere medarbejderboliger i området bliver lejet ud. Men det er ikke nok. Overskuddet fra landbruget bliver mindre. For 50 år siden kunne en tønde korn betale omkring 13 håndværkertimer, nu kan den betale ca. 0,3 time.

Christian Castenskiold står for administrationen og driften af gården, mens Ettie laver regnskaber og står for vedligeholdelsen i hovedbygningen.

»En herregårdsfrue er sin egen tømrer, murer, maler, snedker og møbelpolstrer,« siger Ettie Castenskiold, »det er lang tid siden, at fruen i huset malede akvareller dagen lang, men jeg er glad for, det ikke er sådan. Jeg tror, det var et meget ensomt liv.«

Det enorme brændekomfur i det gamle køkken i kælderen på Hørbygaard vidner om, hvor mange munde der engang skulle mættes på gården. Ettie Castenskiold har selv sat køkkenet i stand. Hun har banket pudset ned af væggene, malet og indrettet det til en jagtstue for de jægere, der lejer Hørbygaards jagt. Pudset kobbertøj hænger ned fra kroge over brændekomfuret. Store femarmede lysestager står på de gamle egetræsborde. Midt på køkkenbordet står en mikroovn.

»Det er ikke mig, men jægerne, der har sat den der ovn op,« siger Ettie Castenskiold og viser mig ud i gangen. På væggen i kælderen hænger fotografier af de ansatte på gården tilbage fra starten af det 20. århundrede. Omkring fyrre kvinder i hvide forklæder og mænd i store gummistøvler og kasket står side om side på det første fotografi. Jo tættere, vi kommer på billederne af nutidens ansatte, jo mere skrumper menneskemængden ind. I stedet for heste er der traktorer på billederne. I dag bor der fem mennesker på Hørbygaard. Ettie og Christian Castenskiold og deres tre sønner, Gustav, Frederik og Georg.

Gården er det vigtigste

Tømrerne er i fuld sving med taget på den gamle hestestald på gårdspladsen. Der har lige været rejsegilde. Kransen hænger stadig på pælen, byggepladsradioen kører, sømpistol og boremaskine larmer, en cementblander kaster cement rundt. Der lyder en høj latter inde fra skurvognen, da Ettie Castenskiold og jeg går forbi. Den gamle hestestald og forvalterens bolig er ved at blive sat i stand til moderne kontorlandskaber med trægulve, store vinduespartier og funktionelle døre. Kostalden er allerede taget i brug af et konsulentfirma.

Ombygningen er det nyeste tiltag på Hørbygaard, som skal skaffe gården en ny indtægtskilde og være med til at sikre den økonomisk i fremtiden.

»Jeg fik ideen til at lave kontorer, fordi vi manglede penge til løbende at renovere bygningerne. Det var en måde at bevare dem på,« fortæller Christian Castenskiold, da Ettie Castenskiold og jeg mødes med ham foran den gamle forvalterbolig på gårdspladsen.

»Det, mange herregårde kæmper med, er vedligeholdelse og brug af herregårdens bygninger. Man vil for alt i verden undgå at rive dem ned. Det hører med til helhedsbilledet af en herregård, at der er staldbygninger. Men en lade fra 1700-tallet kan være helt ubrugelig. Bogstavelig talt. Mejetærskeren og traktoren kan ikke komme derind,« siger Christian Castenskiold.

»Jeg synes, ideen med at indrette kontorer i bygningerne er i herregårdens ånd. Den er bygget til at være en stor arbejdsplads og et samlingssted for mange mennesker,« fortsætter han.

Da hans far overtog Hørbygaard, boede forvalteren der stadig. Nu står kun de fire ydermure tilbage af boligen.

»Jeg tror også, at ideen til kontorerne kom af, at du gerne vil sætte dit eget præg på Hørbygaard og give noget videre, som du ikke har arvet fra din far,« siger Ettie Castenskiold.

»Jeg tænker i hvert fald over, hvordan jeg disponerer økonomisk i forhold til slægten,« siger Christian Castenskiold, »jeg tænker ikke i direkte afkast. Det er først næste generation, der får udbytte af kontorerne. Det jeg gør, gør jeg for mine sønner og sønnesønner.«

»Men først og fremmest gør du det for Hørbygaard,« siger Ettie Castenskiold, »det ligger så dybt i dig at vælge gården frem for dine børn. Du kunne ikke finde på at sælge gården og dele arven mellem dine tre sønner, så de fik lige meget«.

»Nej, aldrig,« siger Christian Castenskiold.

Ærgrer I jer over, at I er nødt til at omdanne bygningerne til kontorer?

»Nej,« siger Ettie Castenskiold, »det ærgerlige er at holde fast i en livsstil, som ikke findes længere. Tingene må forandre sig for at forblive de samme.«

Vi går videre ind i den gamle garage. Et stort vinduesparti, der fylder den ene facade er ved at blive sat op. Herfra er der udsigt over gårdspladsen til Hørbygaards hovedbygning.

»Jeg er nervøs for, hvor tæt firmaerne kommer på vores privatliv,« siger Ettie Castenskiold, »jeg har bedt om, at der bliver plantet hæk uden for det her vinduesparti, ellers forsvinder den tradition med, at en herregård ligger tilbagetrukket og eksklusivt«.

Er I villige til at gå længere end at leje kontorer ud til virksomheder, for at gården skal overleve?

»Jeg er villig til at gå meget langt, for at der kan blive en familie på Hørbygaard,« siger Christian Castenskiold, »de herregårde, der bliver omdannet til institutioner, bliver åndløse«.

»Jeg kunne ikke forestille mig at leje hovedbygningen ud til f.eks. bryllupper. Jeg ville føle det som en form for prostitution at åbne op for mit hjem,« siger Ettie Castenskiold.

»Men du har jo allerede indrettet en jagtstue i det gamle køkken,« siger jeg.

»Det er noget andet. Det giver liv i huset på en god måde, og jægerne betaler ikke for at være der. De er der på min afgørelse. Derfor er det ikke prostitution,« siger hun.

»For tiden diskuterer vi, om vi vil være villige til at leje vores stuer ud til nogle af de firmaer, der har deres gang på gården,« siger Christian Castenskiold, »det er muligt, hvis det bliver økonomisk nødvendigt. De er en del af det nye liv på gården og hører derfor til«.

Gården kan æde én op

»Når man gifter sig med en godsejer, gifter man sig med et sted,« siger Ettie Castenskiold, »da Christian friede til mig, spurgte han, om jeg ville gifte mig med ham, flytte med ham ind på Hørbygaard og tage hans efternavn. Jeg skulle sige ja til hele pakken«.

Hun og jeg er gået tilbage ind i hovedbygningen, gennem de tre højloftede stuer en suite og ned ad gangen med gæsteværelser. De ligger på række med hver deres smukke interiør; himmelseng, tunge blomstrede gardiner og servanteskåle i fajance.

»Hvor er her flot,« siger jeg, da Ettie Castenskiold åbner døren ind til et værelse i grønne nuancer.

»Synes du det?« spørger hun forundret.

»Prøv at se her,« siger hun og vinker mig efter sig, »vinduet kan ikke åbnes på grund af fugt, gardinet er mørnet og vindueskarmen skaller. Min svigermor siger: det er sådan et sted, du stiller en blomst, Ettie, så ser ingen det«.

»Men sengen er da smuk,« siger jeg.

»Den er for kort og smal og fuldstændig håbløs at sove i,« siger Ettie Castenskiold og ser sig rundt i værelset.

»Det gælder om at vide, hvad der skal til for at værelserne ikke ser forfaldne ud,« siger hun, »der skal liv i dem, ellers bliver de dekadente at se på. Det er så trist. Man kan lugte det på tingene, hvis de ikke bliver brugt«.

Vi går videre ned ad gangen, fra værelse til værelse. Der er mere end tolv gæsteværelser fordelt på to etager, der stort set aldrig bruges. Dynerne er kolde og fugtige.

»Det er sådan noget, der fylder mig med rædsel,« siger Ettie Castenskiold og peger på et stort fugtskjold i loftet, »det betyder, der er hul i taget«. Hun trækker vejret dybt. »Man har aldrig fri på en gård som vores,« siger hun, »man vil gøre alt for gårdens skyld, men hvis man ikke passer på, kan den ende med at æde én op«.

Hvordan vil du gerne leve, når I giver Hørbygaard videre til en af jeres sønner?

»Så drømmer jeg om et lille hus i Holbæk, hvor jeg kan bestemme alt!« siger Ettie Castenskiold og griner.

Tror du, du kan lokke Christian med til det?

»Nej,« siger hun. Hun griner igen og ryster på hovedet. Så stopper hun op i spisestuen og åbner en skuffe. »Nej, se her!« siger hun begejstret, »det er indbegrebet af at være på en herregård: Du åbner en skuffe og så vælter historierne frem. Gad vide, hvor de her ting stammer fra.« Hun holder undrende et armbind fra en frihedskæmper og en enorm cigar op i luften. Cigaren er mindst tredive centimeter lang og fem centimeter bred. Den har måske ligget i skuffen i femogtres år.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her