Læsetid: 5 min.

'De unge ved ikke, hvem John Wayne var'

Årets Berlinale er i gang, og hovedprogrammets tre første bidrag har budt på store, meget forskellige oplevelser
Josh Brolin (t.v.), Hailee Steinfeld og Jeff Bridges (t.h.) spiller hovedrollerne i Coen-brødrenes 'True Grit'.

Josh Brolin (t.v.), Hailee Steinfeld og Jeff Bridges (t.h.) spiller hovedrollerne i Coen-brødrenes 'True Grit'.

Johannes Eisel

Kultur
12. februar 2011

BERLIN - I deres filmroller er de tilsammen 21 år gamle. Det er to små bedårende, intelligente og uhyggeligt velspillende piger, der på Berlinalens første dage bogstaveligt talt har stjålet billedet.

Hailee Steinfeld spiller den 14-årige Mattie Ross i Joel og Ethan Coens nye film True Grit, der har Jeff Bridges i hovedrollen. Filmen, der er en filmatisering af Charles Portis' roman fra 1968, åbnede festivalens hovedprogram torsdag aften, og jublen og klapsalverne var i hus ved pressevisningen. Hverken Coen-brødrene eller Jeff Bridges var ved det efterfølgende pressemøde trods ihærdigt insisterende journalister meget for at tale om John Wayne, der i den første filmatisering af bogen i 1969 spillede hovedrollen (og modtog sin karrieres eneste Oscar for den) som sheriffen Rooster Cogburn. Cogburn bliver hyret af Mattie, der vil have sheriffen til at hjælpe med at finde og uskadeliggøre hendes fars morder.

»Wayne betyder nok ikke noget særligt for USA's ungdom i dag. Jeg tvivler på, at min søn på 14 år aner, hvem han var,« skærer Joel Coen igennem.

Hailee Steinfeld vidste det i hvert fald ikke, før hun fik rollen i denne brødrenes første western. På pressemødet er hun en sød 14-årig med lidt for kraftig øjen-makeup i dagens anledning. Hun fniser og siger, at det var »så sjovt« at arbejde sammen med Bridges, Matt Damon, Josh Brolin og Coen-brødrene, og vi erfarer, at hun indførte en »bandebøde« på settet. Den havde nær ruineret Bridges, der måtte betale fem dollars, hver gang han sagde the F-word. Men på lærredet er hun i dette, hvad man næsten kan kalde western-kammerspil, hvor personerne og ikke vidderne er i fokus, så intens og moden og slagfærdig, at man klamrer sig til sit sæde af overraskelse.

På flugt fra juntaen

Vidderne på de brede vindblæste strande i Argentina får til gengæld lov til at strække helt ud i argentineren Paula Markowitch' selvbiografiske spillefilmsdebut El Premio, der blev vist i går. Den er blandt de 16 film, der deltager i hovedkonkurrencen. Paula Galinelli Hertzog spiller den syv-årige Cecilia, der i 1976 sammen med sin mor er flygtet fra Buenos Aires og militærjuntaen, der har taget magten i landet. Faderen har lidt en uvis skæbne. Mor og datter er flyttet ind i et mildt sagt interimistisk skur fyldt med gamle liggestole på en strand. Her er de i elementernes vold, for ruderne knuses, og vandet fosser ind under dørsprækken. Farlig litteratur bliver indpakket i plastic og begravet på stranden, og Cecilias mor har indprentet datteren at sige i den nærliggende skole, at hendes far er gardinsælger og hendes mor hjemmegående. Men da militæret udskriver en essay-konkurrence, skriver Cecilia alt det, hun ikke må sige.

Lille fregnede Paula Galinelli Hertzog ligner med sin blege hud, sit uglede hår og opstoppernæse en blanding af Pippi Langstrømpe og en bogorm, og den trods, som hun sætter sig op imod sin mor med, står i skarp kontrast til det vejr, der raser udenfor. En smuk debut, der med sit politiske budskab om menneskers liv under et diktatur godt kunne gå hen og overbevise en Berlinale-jury om en Bjørn af en slags.

På den internationale jurys pressemøde i torsdags blev der under alle omstændigheder næsten udelukkende talt diktatur. Den iranske instruktør Jafar Panahi er medlem af årets jury, men er i sit hjemland idømt berufsverbot og sidder i arrest. På podiet stod stolen ved siden af juryformand Isabella Rossellini tom. Hans navneskilt var der, der var sågar sat et par danskvand frem til ham.

»Vi har ikke opgivet håbet om, at Jafar vil støde til os her i Berlin i løbet af festivalen. Han repræsenterer en nødvendighed for alle os filmskabere,« sagde Rossellini med en optimisme, der næppe er grund til at nære.

Panahi hædres med visninger af flere af hans film, blandt andre sølvbjørnevinderen Offside fra 2006.

Når juryformanden smilede eller talte, gibbede det i en over, i hvor høj grad hun med alderen er kommet til at ligne sin mor Ingrid Bergman. Desuden var det befriende at se en international kvindelig stjerne, der ældes naturligt og med en misundelsesværdig ynde. Rossellini, hvis ego med hendes egne ord blev gevaldigt styrket af at blive valgt til formand for juryen, kan godt lide ekstreme film, der ikke nødvendigvis har en gængs begyndelse-midte-slutning. Det har hun sagt til Frankfurter Allgemeine Zeitung, og det er en forkærlighed, hun deler med et andet jurymedlem, instruktøren Guy Maddin, som hun har arbejdet sammen med tidligere. Så intet er givet på forhånd.

Hunden og finanskrisen

Som i El Premio havde Margin Call, festivalens andet bidrag til hovedkonkurrencen, også noget at begrave. Nemlig Kevin Spacey alias børsmægleren Sam Rogers' hund, der dør, samtidig med at finanskrisen 2008 bryder ud. I filmen kommer vi tæt på medarbejderne i en ikke-navngivet større investeringsbank på Manhattan gennem de første 36 timer af krisen.

Instruktøren JC Chandor er som Markowitch spillefilmsdebutant, og til dette sit første bud har han fremtryllet en perlerække af skuespillere. Ud over den eminente Spacey tæller holdet Jeremy Irons, Paul Bettany, Stanley Tucci og Demi Moore. Firmaets unge Peter Sullivan (Zachary Quinto) opdager i kølvandet på en fyringsrunde af 80 procent af medarbejderne, at firmaet står i lort til halsen. Øverste chef John Tuld (Irons) befaler, at der skal holdes udsalg næste morgen, vel vidende, at markedet derefter bryder sammen.

»Hvis du er den første ude af døren, kan man vel ikke kalde det panik,« siger Tuld til Rogers, da sidstnævnte har svære kvaler ved at skulle se sine 34 år i firmaet ende med at binde andre mennesker værdiløsheder på ærmet.

Filmen vælger at fokusere på menneskene og ikke på tallene, og det er en stor lykke. Men netop fordi det er 'talmennesker', som Chandor kalder dem på pressemødet, og ikke 'ordmennesker', er replikkerne skarpe og velturnerede. Det her er en verden, hvor man begaves med en glittet brochure med en sejlbåd og ordene »Se fremad«, når man fyres. Endnu en gang gøres det klart, at det langtfra er de lyseste hoveder, der sidder højest oppe og tjener flest penge. Da Tuld beder den oprindeligt uddannede raketingeniør Sullivan forklare, hvorfor lokummet brænder, sker det med ordene: »Tal til mig, som om jeg var et lille barn eller en golden retriever. For det var ikke min hjerne, der bragte mig hertil«.

På pressemødet har alle en holdning til finanskrisen og dens følger. Chandor siger, at »amerikanerne som sådan opfører sig meget grådigt nu«, Irons mener, »at alle banker er umoralske« - et udsagn, han får klapsalver for - mens Spacey er glad for at få lov til at vise, at børsmæglere også er en slags mennesker. En ukrainsk journalist, der også lige når at hylde Karl Marx, mener, at det er kapitalismen, Rogers begraver til sidst i filmen, men så vidt ønsker Chandor ikke at gå.

»Det er en form for kapitalisme, som vi har måttet tage afsked med, han begraver,« siger instruktøren.

Spacey selv ser hunden »som en metafor for alle de år, han har lagt i firmaet. Den hund er med til at menneskeliggøre ham«, siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her