Baggrund
Læsetid: 6 min.

USA set i Coen-brødrernes besynderlige bakspejl

Helt fra begyndelsen har Coen-brødrerne hentet inspiration fra alle afkroge af den amerikanske filmhistorie. Deres nye film, 'True Grit', der har premiere på torsdag, er en filmatisering af en western-roman, der tidligere er filmatiseret med John Wayne i hovedrollen. Her tegner vi et portræt af Coen-brødrenes stil, der er helt deres egen. Og så alligevel ikke
Coen-brødrene (øverst) er kendt for deres uortodokse indgang til filmmediet og udforksning af nye formater, men faktisk er der klare linjer i deres film - både til filmiske forgængere og til deres egne film. I 'Barton Fink' (øverst til venstre) demonstrerer de f.eks. demonstrerer de en vis usentimental selvironi, mens både figurerne i 'O Brother, Where art thorugh?' ligesom 'No Country for Old Men's Anton Chigurh er eksempler på det aparte persongalleri, der befolker brødrenes film.

Coen-brødrene (øverst) er kendt for deres uortodokse indgang til filmmediet og udforksning af nye formater, men faktisk er der klare linjer i deres film - både til filmiske forgængere og til deres egne film. I 'Barton Fink' (øverst til venstre) demonstrerer de f.eks. demonstrerer de en vis usentimental selvironi, mens både figurerne i 'O Brother, Where art thorugh?' ligesom 'No Country for Old Men's Anton Chigurh er eksempler på det aparte persongalleri, der befolker brødrenes film.

Lucas Jackson

Kultur
15. februar 2011

»At besidde en forståelse for fortiden er at berige nutiden, som den ser ud gennem deres egen fantasis prisme.«
- Forfatter og filmkritiker Ronald Bergan om Coen-brødrene

56-årige Joel Coen og tre år yngre Ethan har siden debuten med Blood Simple i 1984 skabt 15 spillefilm. Film, som er dialogtunge, men samtidig meget billedbårne. Teknisk formfuldendte, men på indholdssiden ofte fulde af vildskab.

I fem tilfælde The Hudsucker Proxy, Intolerable Cruelty, The Ladykillers, No Country For Old Men og nu True Grit, der har dansk premiere på torsdag, er der tale om ikke-originale manuskripter, genindspilninger eller samarbejde med andre manuskriptforfattere.

True Grit tager ikke udgangspunkt i den kendte John Wayne-western af samme navn fra 1969, men i Charles Portis roman fra 1968. Brødrene har været tro mod forlæggets feminine synsvinkel i fortællingen om en purung pige, der hyrer en gammel, træfsikker rotte, da et regnskab af de mere makabre skal gøres op.

Artiklen fortsætter nedenfor:

De øvrige 10 film på cv'et er helt deres egne. Og så alligevel ikke.

1: Genrerefleksivitet

Det er på en måde paradoksalt, at Coen-brødrene i dén grad har udviklet så genkendelig en kunstnerisk signatur. Helt fra begyndelsen har de nemlig hentet spandevis af inspiration i filmhistorien og i de konventioner, der knytter sig til klassiske filmgenrer som screwball-komedie, film noir (som godt nok ifølge nogle er en stil snarere end en genre), gangsterfilm, agentfilm, musical, sort samt romantisk komedie og altså nu den mest amerikanske genre af alle, western. Dog har de altid i større eller mindre grad twistet formularen ikke sjældent i retning af parodi eller pastiche som når det noirske pengeafpresningsplot i Fargo udspiller sig i den mørke storbys modsætning, nemlig det snedækkede bøhland. Ikke overraskende lavede brødrene tidligt i karrieren en film om Hollywood, Barton Fink, hvormed de indskrev sig i en tradition for uflatterende satiriske skildringer af Drømmefabrikken.

2: En nøje afstemt og yderst æstetisk billedside

Filmfotograferne Barry Sonnenfeld og Roger Deakins har en betydelig del af æren for, at brødrenes film altid er en stor visuel oplevelse. Sonnenfeld demonstrerede suveræn visuel stilsikkerhed i den voldelige noir Blood Simple, og slog derefter gækken løs i den kinetiske familieforøgelsesfarce Raising Arizona. Deakins format ses blandt andet i to film, som visuelt dårligt kunne være mere forskellige, nemlig det sobre, sort-hvide drama The Man Who Wasnt There og O Brother, Where Art Thou?, hvis både støvede og i mere end en forstand kulørte skildring af sydstaterne man sent glemmer. Gangsterfilmen Millers Crossing er en veritabel parade af genrens visuelle kendetegn, som når vi i et billedpoetisk klimaks ser en klassisk mørk herrehat blæse henover en efterårsskovbund.

3: En skarp sans for at fortælle via populærmusik

Mindst lige så gennemarbejdet er imidlertid lydsiden i brødrenes film. Det mest oplagte eksempel er deres alternative musical O Brother, Where Art Thou?, der piskes frem af en række umanerligt fængede country-, blues-, bluegrass-, folk- og gospel-numre. Lige så mesterlig er måden, Bob Dylans duvende The Man in Me bliver brugt til at forstærke indtrykket af hovedpersonens syrede (forestillings)verden i The Big Lebowski. I A Serious Man, der udspiller sig i 1967, tjener »Somebody to Love af Jefferson Airplane« som ironisk kommentar til hovedpersonens beigefarvede livsførelse, hvilket er ekstra effektfuldt, fordi nummeret minder om de bevidsthedsudvidende fristelser, som ungdomsoprøret rummede, og som hovedpersonen da også når at nippe til.

4: Replikker, der forløser det engelske sprogs fulde potentiale

At Coen-brødrene skulle have lavet film, før lydens gennembrud i 1927, er en umulig tanke, for de har fire knivskarpe ører for alenlange, vittig-sofistikerede replikker. Man fristes derfor til at sige, at screwball-komedien ikke mindst som Preston Sturges (1898 1959) lavede dem i større eller mindre grad går igen i samtlige deres film. Selv deres mindre vellykkede værker rummer sproglige genistreger, som nu slaglinjen til Intolerable Cruelty (der handler om en rutsjebane-romance mellem to velhavende mennesker): »They cant keep their hands off each others assets.« Og hvem kan nogensinde glemme den scene i The Big Lebowski, hvor den udtrådte hovedperson forsøger at gøre indtryk på en rigmand via en formulering (»This will not stand, this aggression.«), han just har hørt præsident Bush bruge på tv?

5: Følelsesmæssig distance til deres figurer

Hvis brødrene er sentimentalt anlagt, har de i årenes løb skjult det rigtig godt, og de har et decideret afslappet forhold til det at udsætte deres figurer for anselig fysisk overlast. I komedien The Hudsucker Proxy falder folk ned fra 45. etage (hvis ellers man medregner mezzaninen), og Fargo (som i øvrigt ikke er baseret på virkelige hændelser, som en indledende tekst ellers hævder) er således ikke kun en kølig omgang, fordi den udspiller sig i et vinterlandskab, men også fordi man mistænker, at brødrene nyder at se den desperate hovedperson sprælle i nettet. Og der er ingen positiv særbehandling at spore, når det kommer til figurer, der har visse ligheder med brødrene selv: I Barton Fink er titelfiguren en jødisk dramatiker med et idealistisk (her hører ligheden så op) sindelag, der holder hyppige brandtaler til ære for den jævne mand. Blot er Fink så selvoptaget, at han ikke gider høre på samme mand, når han møder ham i virkeligheden. Hvilket ikke går ustraffet hen.

6: Sexsymboler et sjældent syn

Traditionel skønhed og ditto sexappeal synes ikke at være Coen-brødrenes kollektive kop te: De bruger ofte skuespillere med aparte ansigter (John Turturro, Steve Buscemi, Peter Stormare, Tilda Swinton, Sari Lennick m.fl.), og når det modsatte er tilfældet, er de mestre i at aflede opmærksomheden fra en skuespillers lækkerhed. Typisk ved at tildele vedkommende en figur med så ekstreme karaktertræk, at det er dem, man fokuserer på. Tænk blot på Julianne Moores vaginale kunstner i The Big Lebowski, Brad Pitts ynkelige dumrian i Burn after Reading og Holly Hunters skarptungede superbitch i O Brother, Where Art Thou?.

7: Originaler i overflod

Brødrenes film er spækket med weirdos; den blinde pladeproducer i O Brother, Where Art Thou?, den sært zombieagtige psykopat Anton Chigurh i No Country for Old Men, trioen af tegneserieagtige tyske nihilister samt den distræte cowboy-fortæller i The Big Lebowski osv. Figurer som disse vidner om, at brødrenes sans for humor bestemt ikke udelukkende er sort og kynisk, men også rummer en skæv indforståethed, som i hvert fald i denne tilskuers øjne virker charmerende snarere end ekskluderende.

8: Et nyt sted (næsten) hver gang

Fra kulmine-Kentucky eller i hvert fald det nabolag til det solbeskinnede Californien: Coen-brødrenes film har udspillet sig i snart sagt alle hjørner af USA, og ofte har selve den fysiske ramme spillet en vigtig rolle. Med dens rige film noir-arv og ry for at være mekka for både stenede og sumpede typer, kunne den ultraparodiske detektivfilm The Big Lebowski således dårligt have foregået andre steder end i Los Angeles. I et nyligt interview med The Guardian udtalte Joel Coen da også (i et tilsyneladende ikke-ironisk øjeblik), at der er et stærkt link mellem deres figurer og plot og det sted, filmen udspiller sig. Han sagde desuden, at et af deres tilbagevendende temaer er »people pursuing business where they have no business.«

9: Et bredt kronologisk vingefang

Når man hertil lægger, at brødrenes film foregår i mange forskellige årtier, begynder det foreløbige livsværk næsten at ligne et alternativt historieskrivningsprojekt: USAs nyere historie, som den tager sig ud genspejlet i Coen-brødrens frie fortolkning af det populærkulturelle arvegods. Et univers, hvor alting skal tages med massive mængder salt.

10: To alen af et stykke

Afslutningsvis hopper vi bag kameraet: Det forlyder nemlig, at brødrene er i besiddelse af nærmest telepatiske evner. De færdiggør ofte hinandens sætninger og giver efter sigende uafhængigt af hinanden identiske svar på spørgsmål, de bliver stillet.

»Man skulle næsten tro, at de var i familie eller sådan noget,« som George Clooney, der har medvirket i tre af deres film, engang vittigt bemærkede.

Man har dog lov at gætte på, at brødrenes høje intelligens også indbefatter et talent for selvpromovering, og at de derfor blot opretholder symbiose-illusionen, fordi pressen elsker at skrive om den.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Brødrerne har et uovertruffent talent når det kommer til få karaktererne i deres film til at fremstå som virkelige og troværdige selv under de mest utroværdige omstændigheder.

"Med dens rige film noir-arv og ry for at være mekka for både stenede og sumpede typer, kunne den ultraparodiske detektivfilm The Big Lebowski således dårligt have foregået andre steder end i Los Angeles."

Især ikke fordi filmen er én stor (og yderst underholdende) pastiche over Raymond Chandlers Philip Marlowe bøger, blot med en aldrende hippie i Marlowes rolle.

Enkelte scener er endda næsten ordret sakset, som f.eks. scenen hos sheriffen i Malibu, eller bedøvelsesscenen hos pornoproducenten Jackie Treehorne (her med behørig hommage til 1969 filmatiseringen "Marlowe" med James Garner i hovedrollen).

Bjarne Bisgaard Jensen

Nu er brdr. Cohen jo i en branche hvor alle stjæler og plagierer fra alle, men alligevel lykkes det dem altid at ramme en tone og en fortællemåde, som er uforrlignelig og helt deres egen. Det er godt gået.
Personligt er min favorit nok "Fargo"

Bjarne Bisgaard:

Min kommentar var heller ikke på nogen måde ment som en bebrejdelse, men faktisk som en hyldest.

"The Big Lebowski" (titlen kan også ses som en skjult hentydning til Chandlers "The Big Sleep") er en genial film som sagtens kan stå for sig selv, og den kan nydes og værdsættes ligeså meget for sine egne kvaliteter. At den har det ekstra lag med sine indforståede henvisninger, både til amerikansk krimihistorie, men også filmhistorie (som Kirkegaard også er inde på i sin artikel), er i min mening udelukkende et ekstra plus, og et vidnesbyrd om nogle filmskabere der virkelig kan deres kram.