Læsetid: 9 min.

I de andres verdener

Forbundet? Kan vi nyde vores rigdom, når så stor en del af verden lever i nød og elendighed? Det spørgsmål undersøger Kirsten Thorup i sin nye roman, Tilfældets gud, hvor hun lader en europæisk kvinde, der er præcis så rig, som fattige afrikanere forestiller sig, at europæere er, og en ganske ung frugtsælgerske mødes på en strand i Gambia. Her fortæller hun om sine overvejelser
Aktuelt. 'Tilfældets gud' er Kirsten Thorups 20. værk siden debuten, 'Indeni — udenfor', i 1967. I sin nye bog har hun bl.a. sat sig for at udforske, om vi i Vesten kan nyde vores rigdom, når så stor en del af verden lever i nød og elendighed? Bliver vi forstyrret af deres skygger?

Aktuelt. 'Tilfældets gud' er Kirsten Thorups 20. værk siden debuten, 'Indeni — udenfor', i 1967. I sin nye bog har hun bl.a. sat sig for at udforske, om vi i Vesten kan nyde vores rigdom, når så stor en del af verden lever i nød og elendighed? Bliver vi forstyrret af deres skygger?

Sofie Amalie Klougart

1. april 2011

Kirsten Thorups nye roman,
Tilfældets gud,er det 20. værk fra hendes hånd. Hun kan godt lide at være blevet ældre som forfatter, siger hun, det giver en vis ro. Hun synes både om tilbagetrukketheden og bevidstheden om, at der hele tiden kommer nye yngre forfattere efter hende. Hun virker også rolig og koncentreret, som hun sidder i Gyldendals lille gæstestue med forårslyset knaldende ind ad det høje vindue. Øjensynlig ikke det mindste nevøs op til udgivelsesdagen.

»Jeg er blevet langsommere,« konstaterer hun nøgternt. »Som Leclerc sagde,
Le stile cest lhomme,teksten skal samle sig fra at være en diffus stjernetåge til en form. Den tid, der går, mens en roman bliver til, suges ind i romanen. Den er som et filter eller en svamp, der suger alt, hvad der sker, til sig, hvor man samler ind til grundhistorien, og for mig varer den proces længe.«

»Tilfældets gudforegår dels i Gambia, dels i København og London. Hovedpersonerne er den velhavende Ana, der er blevet sendt på afstressningsferie i et dyrt turistreservat af sit finansfirmas coach, samt Mariama, en halvvoksen pige, der sælger frugt og nødder på stranden. De to mødes, og i Anas hudløse og overfølsomme tilstand gør Mariama så dybt indtryk på hende, at hun først påtager sig at betale for pigens skolegang og senere at give hende en uddannelse i London, hvor hun også selv slår sig ned. Mariama bliver en besættelse for Ana, men tingene udvikler sig ikke som planlagt. Hvor Mariama finder ud af at klare sig på de europæiske præmisser, glider Ana ind i en både følelsesmæssig og materiel deroute.

En ganske lille ting

Egentlig var Kirsten Thorup begyndt på en helt anden bog, fortæller hun, men så skete der noget uventet.

»For mange år siden var jeg i Gambia, hvor jeg mødte en pige. Vi snakkede lidt sammen, og mere kom der ikke ud af det, men pludselig en dag fik jeg et brev fra hende. Jeg tænkte straks, at der måtte være sket noget frygteligt, at noget var helt galt. I virkeligheden viste hendes brev sig at være ganske udramatisk, men det satte en hel masse følelser i gang. Sådan begyndte det,« fortæller Kirsten Thorup.

Hun skriver altid ud fra noget, hun har oplevet, det er hendes igangsætter, forklarer hun.

»Det kan være en ganske lille ting, der sætter fantasien i gang og udfolder romanens historie. Nu blev jeg stillet over for spørgsmålet om, hvordan vi egentlig har det med, at verden er blevet mere og mere påtrængende. Kan vi nyde vores rigdom, når så stor en del af verden lever i nød og elendighed? Bliver vi forstyrret af deres skygger? Hvis jeg skulle beskrive vores kollektive bevidsthed, hvordan var den så? Det blev opgaven. Jeg tror, vi er forbundet med hinanden på de dybere planer, på tværs af kulturer og kontinenter. Intuitivt ved vi godt, hvordan der er i de andres verdener, under overfladen er menneskeheden en enhed.«

Research kommer sidst

Det er første gang, at en af Kirsten Thorups bøger hovedsagelig udspiller sig i udlandet. Den må have krævet en del research, mener jeg, men sådan foregår det ikke, siger Kirsten Thorup.

»Ganske vist havde jeg været i Gambia for mange år siden, men jeg laver aldrig research, før jeg skriver. Først skriver jeg historien, og bagefter går jeg i gang med at finde ud af, om det, jeg har forestillet mig i fiktionen, holder i virkeligheden. Jeg researcher ved at opsøge min egen bog, og på den måde finder jeg ud af, hvad jeg må ændre, og hvad jeg kan bevare som fiktion.«

Kirsten Thorup vendte altså tilbage til Gambia på research. Men hendes bog handler ikke om Afrika, understreger hun, den handler om rig og fattig. Hun har prøvet at lave en balance, hvor Ana og Mariama er en art spejlbilleder af hinanden.

»Gambia er set med Anas øjne. Så snart hun er uden for turistreservatet, begynder alle fordommene, angsten og mistroen over for folk. De lyver nok! De er ude på at snyde mig. Men det viser sig jo, at mistroen ikke holder stik,« understreger Kirsten Thorup og forklarer, at hun opfatter det, hun kalder nogle gambianeres »meget energiske måde at henvende sig på«, som en slags fattigdommens desperation.

»De har ingen penge til næste dag, de kan bruge alt, hvad de kan samle, det er deres desperation, som skaber energien.«

Derfor ville Kirsten Thorup have, at Ana skulle være rigtig velhavende og svare til det billede, afrikanere har af rige europæere. En mindrebemidlet pensionist, der havde sparet sammen til en udenlandsrejse i årevis, ville ikke fungere, siger hun, Ana skulle have råd til ubekymret at bruge mange penge på sit projekt med Mariama.

Kontrol er en del af vores identitet her i Vesten, mener Kirsten Thorup. Når vi rejser, er vi pakket ind i penge, som hun siger. Vi rejser kun, hvis vi har den dér pengetryghed.

»Og vi er turister i hele verden, vi er hæmningsløse, vi forlanger at kunne færdes uhindret overalt.«

»Ana kan kun udrykke følelser ved hjælp af penge. Men hun opdager, at hendes penge kommer til kort, hendes strategier kommer til kort, hun kommer ud i en verden, hun ikke kan styre.«

At Mariama havner i Storbritannien skyldes blandt andet, at Kirsten Thorup gerne ville gøres sin bog fri af debatten i Danmark.

»Den ville forstyrre det, jeg ville med bogen. Jeg brugte megen tid på at tænkte på Danmark og fremmedangsten og fordommene herhjemme, for selvfølgelig afspejler det sig også i Anas reaktion på den fremmede verden hun møder, men jeg kunne instinktivt mærke, at det ikke var der, jeg ville hen, så historien flyttede sig ret hurtigt til London, som jeg i forvejen kender godt. Jeg ville op over det betændte danske debatklima og undersøge, hvem er vi, og hvem er de, når vi møder hinanden som de mennesker, vi er.«

Livet i arbejdet

Når Ana bliver så besat af Mariama, er det, fordi hendes eget liv i forvejen er begyndt at gå op i sømmene. Stress og udbrændthed i multinationale finanshuse har derfor været et andet af Kirsten Thorups researchområder. Men også her findes en slags udgangspunkt hos hende selv.

»Man kan afprøve det på, hvordan man selv reagerer på hjemløse her i Danmark. Nogle gange giver man dem noget, andre gange ikke. Det kommer an på, hvordan man har det, og om man har tid og overskud til at stoppe op. Men man kan først bagefter se, hvorfor man gjorde, som man gjorde. Det dramatiske i et menneskes liv opstår tit helt ubemærket. Ana reagerer så stærkt på den fremmede verden, hun bliver konfronteret med, fordi hun er i underskud.«

Kirsten Thorup ville skildre et liv, hvor der ikke eksisterer noget ud over arbejdet, hvor der ingen forskel er på weekender og hverdage, hvor arbejdet fylder det hele, forklarer hun. Også her er der berøringspunkter med hende selv til trods for de unægtelig store forskelle mellem en manager i Rower International, romanens finansselskab, og en forfatter. Men der vil altid være identifikationspunkter med personerne, fastslår hun, ellers kan man ikke skabe troværdige romanfigurer.

»Arbejdet fylder hovedet, ens opmærksomhed er bundet, så man helt glemmer at opleve verden. Man er kommet over i et rum, hvor man måske lige kan smage kaffen og så ikke mere, sådan kan det i perioder også være at arbejde med en roman. Men i modsætning til Ana er jeg en fri fugl. Jeg tror dog også, at hendes liv et langt stykke ad vejen er fascinerende med rejser og bekendtskaber over hele kloden, blot bliver det i længden reducerende. Det bliver svært at have et liv ved siden af.«

Også Anas ferie på et dyrt turisthotel i Gambia er en art arbejde. Det er firmaets coach, der har beordret stressferie, og ferien bryder ikke med arbejdslogikken.

»Firmacoaching er en form for overgreb,« mener Kristen Thorup. »Meningen er ikke, at det skal være godt for dig, men for firmaet. Meningen er, at du skal være funktionsdygtig, og der gives ingen alternativer. Coachen er der for at omstrukturere dit hoved. Faktisk siger mennesker som Ana, at deres firma er hele deres liv også følelsesliv. Der sker en voldsom ensretning, fordi arbejdet kræver det hele menneske.«

Stilen

Historien om Ana er fortalt med en knaphed, der springer i øjnene. Kirsten Thorup har eksperimenteret med, hvor lidt hun kunne nøjes med at sige, bekræfter hun, og det betyder blandt andet, at romanens kærlighedshistorie finder sted uden for bogen, mellem II. og III. del.

Hans, som Anas kortvarige elsker hedder, har stor betydning, fordi han har en naturlig menneskelighed og omtanke for andre og dermed for Ana, siger Kirsten Thorup. Når deres forhold er nedtonet i selve bogen, er det for at vise, at Ana reagerer imod, hvad der er godt for hende, fordi hun ikke længere er i kontakt med sig selv.

»Hun bliver forvirret og angst og skynder sig væk. Hun har mistet sin grundlæggende fornemmelse af, hvordan man har et nært samvær med andre. Derfor passede deres forhold heller ikke ind, jeg ville ikke ind i hendes dilemma med kærligheden, det var ikke den vej, jeg ville med bogen. Men det var på den anden side vigtigt, at kærligheden fandtes som en mulighed, for selv om Ana har reduceret sig selv og tilpasset sig firmaets ultimative krav til hende, betyder det ikke, at hun ikke har samme længsler og følelser som andre.«

En anden scene, hvor en del overlades til læserens fantasi, er, hvor Mariama og Ana har et opgør, fordi Mariama krydser Anas planer med hende. Her viser Kirsten Thorups overvejelser over vores intuitive forbundethed sig i, at vi udelukkende følger de to gennem deres bevidstheder.

»På visse steder smelter Mariama og Ana sammen. Det er derfor, Ana reagerer så følelsesmæssigt, Mariama vækker noget i hende, Ana er blevet ført ind i noget, der har udvidet hendes verden og på mange måder beriget hende. Nu skærer hun det bort igen og søger atter ind i pengekuvøsen. Jeg ser hende som en tragisk heltinde. Følelsesmæssigt er hun den svage, mens Mariama handler i forhold til til de muligheder, virkeligheden tilbyder hende. Hun flytter sig, gør sig fri, skaber kontakter, der kan bringe hende videre. Ana lægger hele tiden planer, og hvis det ikke går, som hun har forestillet sig, kan hun ikke klare det. Hun kan give, men hun kan ikke modtage,« fastslår Kirsten Thorup.

»Hun glemmer, hvad hun lige havde opdaget, at den anden altid er ved hendes side, at den anden altid er et du,« bemærker hun med en reference til romanens motto af Ryszard Kapuscinski:
Du under der Du neben Dir.

»Stilen bestemmer, hvad der kan rummes i bogen. Jeg bruger meget tid på at finde formen, jeg skriver den frem. Jeg starter et sted, og måske er det det forkerte. Der kan gå et år, hvor jeg skriver, uden at der sker ret meget. At jeg ville til London, var ret nervepirrende. Kunne jeg overhovedet forme det? Det krævede selvfølgelig også en del reseatch. Jeg tænker altid, at det her bliver ikke til en bog,« tilstår Kirsten Thorup, »men jeg må jo bare fortsætte. Efterhånden skriver jeg handlingsmønstre frem, og når jeg er nået omkring to tredjedele igennem, kan den ikke længere ende på så mange måder, sådan som kortene er lagt op. Men jeg ved aldrig på forhånd, hvordan mine bøger skal ende,« siger Kirsten Thorup.

»Realisme er både en litterær genre og en fortolkning af virkeligheden. Jeg prøver at skabe en helhed. Det er kun interessant for mig, hvis romanen hviler på et fundament af virkelige historier og begivenheder. Men samtidig vil jeg fortælle noget, som jeg ikke på forhånd ved, hvad er, noget, som har et større rum end en dokumentaristisk virkelighed, noget, som kan sætte den såkaldte virkelighed i perspektiv, komplicere og nuancere den. Her kommer også det ubevidste og den kollektive bevidsthed ind i fortællingen, som en ekstra dimension. Jeg kan kun håbe på, at jeg får det med ved at fordybe mig i det stof, romanen er gjort af.«

Tilfældets gud udkommer den 5. april på Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu