Læsetid: 2 min.

Efterskælvet i tegneseriernes land

Katastrofekultur. Jordskælvet, tsunami og atomkrise har sat sig spor i det japanske mangamiljø. Et væld af tegninger og initiativer dukker op i Japan, såvel som i udlandet, som moralsk og økonomisk støtte til katastrofeofrene. Kendte tegneseriefigurer sendes i katastrofeaktion
25. marts 2011

Det kriseramte Japan har efter jordskælvet 11. marts været i undtagelsestilstand. Antallet af døde og savnede er oppe på henholdsvis 8.649 og 13.262, 350.000 mennesker evakueret og Verdensbanken har anslået katastrofens skadesomkostninger til over 1.236 milliarder kroner.

Mens faren for nedsmeltning af atomreaktorerne på Fukushima-værket fortsat truer, har et utal af reaktioner i form af tegninger, støttebevægelser og økonomiske initiativer fra japanske mangategnere nærmest overstrømmet internettet for at generere støtte til de katastroferamte.

Således har flere kendte tegnere lagt billeder ud på nettet af mangakarakterer med opmuntrende ord. Tegneren bag Dragon Ball Z og Dr. Stump, Akira Toriyama, har sendt Gohan og Arale Norimaki til undsætning med en opfordring om ikke at give op (Ganbaru!). Den kvindelige tegner Arina Tanemura har tegnet hovedpersonen i The Gentlemens Alliance Cross, Haine Otomyia, der siger:

»Du er ikke alene« (Hitori ja nai o). Og mangaforlaget Kodansha har ladet en række af deres tegnere afbilde figurer med lignende kommentarer, bl.a. katten fra Chis Sweet Home af Konami Kanata, mens andre karakterer beder.

Mangategneren bag Vagabond, Takehiko Inoue, har i kølvandet på tsunamien startet sin egen støtteaktion. Siden katastrofen indtraf, har han lavet 57 tegninger af smilende børn, voksne, gamle og dyr, som han har lagt ud på sin twitterprofil med kommentaren »#prayforjapan #tsunami«.

Inspireret af Inoue har den japansk-canadiske tegner Nina Matsumoto, der er mest kendt for tegneserien Yokaiden, taget initiativ til kampagnen Smil for Japan Jordskælv Støttekommission. Hun sælger billeder af sine tegneseriekarakterer, der smilende poserer, for 25 dollar, som så går til Læger uden grænser. Flere kollektive støttebevægelser er også blevet skudt i gang. Under titlen #draw-_for_japan har en strøm af tegnere, amatører såvel som professionelle på twitter udtrykt deres sympati i tegneform. 35 kendte japanske mangategnere har sluttet sig sammen om at lave en tegneserie med den midlertidige titel: Det store østlige Japans jordskælv velgørenhed Dojinshi.

Malaysiske tegnere, inklusive tegneren bag Thor og Batman Tan Eng Huat, er med projektet Harapan//Hope ligeledes gået sammen om at lave et mangahæfte, hvis overskud går til Japan. Det franske internetforum for tegnekunst, CFSL, indsamler tegninger fra sine medlemmer til en auktion for katastrofens ofre. Derudover har alverdens avisillustratorer leveret tegninger i samme anledning.

Bekymrede fans verden over

Udover de mere optimistiske initiativer og reaktioner på jordskælvet i tegneseriens verden, har det også sat sig mere direkte spor i mangamiljøet. På internettet har rygterne om flere savnede mangategnere efter ulykken, heriblandt tegneren af Mesterdetektiven Conan, Aoyama Gosho, skabt bekymring hos fans verden over.

»Der må ikke være sket ham noget. Han har endnu ikke fortalt os slutningen på Conan endnu,« siger den 29-årige Liu Jia i Beijing. Men de fleste af de mangategnere, der har været bekymring for, har vist sig at være uskadte. Således har Anime News Network for at berolige bekymrede fans lavet en liste over uskadte tegnere, der tjekker ind på diverse sociale medier som Facebook og Twitter, som jævnligt updateres. Den overhængende atomkrise har også betydet en aflysning af Tokyos internationale anime-messe, som skulle have fundet sted i disse dage.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu