»Hvad angår autofiktion, så er dommen en frifindelse. Blot ved dommerne ikke, at det er det, de har gjort, fordi de antager, at det er en ren traditionel roman,« siger lektor og litterat Poul Behrendt, som har beskæftiget sig indgående med forholdet mellem fiktion og virkelighed i nyere danske romaner.
»De forholder sig ikke til den tvetydighed, der er i Helge Bille Nielsens (tidligere Claus Beck-Nielsen, red.) forfatterskab mellem en nøje gengivelse af virkeligheden og en fiktiv omdannelse af den. De tager det hele for fiktion,« siger han.
Hvordan vurderer du det?
»Der er sket et voldsomt ryk i dag, uden at retten synes at være helt klar over, hvad den har gjort. Det ændrer ikke noget ved status quo, for dommen sanktionerer bare, hvad der er sket i litteraturen de seneste 20 år. Ingen har vidst, om det har været lovligt eller ulovligt at gøre det her. For ingen har før anlagt en sag på grundlag af et stykke autofiktion. Dommerne henholder sig til, at bogen er ren fiktion, for det siger forfatteren og Johannes Riis.«
Dommeren blæser på det
Men hvordan kan du så være sikker på, at det hele ikke er fiktion?
»Det kan jeg, netop fordi Thomas Skade-Rasmussen Strøbech indgår med sit fulde navn og diverse oplysninger og gengives med billede. Og at redegørelsen for hans familieforhold og hans barndom stemmer overens med virkeligheden. Men det er 'virkelighed på udsagnets plan'. Det fortælles til gengæld af en mand, der ikke hedder andet end Nielsen, og som tilsyneladende intet har at gøre med forfatteren. Og forfatteren kender vi ikke, kun at han hedder Das Beckwerk. Derfor er det i udsigelsen fiktion, da det siges af Nielsen. Men det afgørende er, at det ikke ophæver romanens talrige referencer til personen Strøbech.«
Mener du med andre ord, at man bør være litterat for at kunne afsige sådan en dom?
»Jeg vil i hvert fald sige, at der er meget stor forskel på, hvordan en litterat og en jurist ville håndtere en række forhold i denne bog. Det gælder ikke kun dommerne, men også sagsøgers advokat, som har valgt at se bort fra en række ting. De kunne eksempelvis have lagt vægt på, at der er forskel på, hvornår Thomas Skade-Rasmussen Strøbech bruger andre navne. For hvad angår hans rolle i Claus Beck- Nielsens bøger har han lagt vægt på, at han aldrig hedder andet end Rasmussen, og aldrig nogensinde Thomas Strøbech, og han hedder aldrig, aldrig Thomas Skade-Rasmussen Strøbech. Det blæser dommeren på. Det vil sige, at dommeren er fløjtende ligeglad med hele den kunstform, de to praktiserer.«
Så har virkeligheden eller fiktionen vundet i dag?
»Virkeligheden har tabt, fiktionen har vundet. Dommen siger entydigt, at når vi har med fiktion at gøre, så ophæves alle referencer til virkeligheden som noget, der kan gøres retsligt gældende. Det er den klassiske definition af fiktion som en alternativ imaginær verden, der suspenderer de herskende lovregler for ærekrænkelse og overskridelse af privatlivets fred. Dommen forholder sig ikke til, at man tager en faktisk eksisterende person med en række data og putter det ind i en roman. Den forholder sig alene til, om det nu er slemt.«
Blotlægger privatliv
Men hvilket rationale begrunder, at eksempelvis beskrivelsen af hans børn ikke er af følsom karakter?
»Det er på baggrund af, at det er fiktivt univers. Og dér er der en uklarhed i dommen. Hvordan kan man både sige det er fiktion og dermed ophæve virkelighedsreferencen og samtidig fastholde referencen i spørgsmålet om, hvor krænkende blotlæggelsen af mandens privatliv er for ham?«
Hvad bliver konsekvenserne af den uklarhed?
»Der er jo nu åbnet en ladeport for at bruge faktisk eksisterende individer i en roman. Så vidt jeg kan se, ville jeg kunne gå på Twitter eller Facebook, tage en række navne og deres udtalelser, og lade dem bifalde, at de er fulde af beundring for de 'mediekunstnere', der fik tvillingetårnene til at styrte i grus i New York. Det sker jo for Strøbechs vedkommende i bogen.«
Men nu findes den litterære tekst, så må personer ikke bare finde sig i, at de kan blive nævnt med navns nævnelse, samtidig med at de ikke nødvendigvis bliver portrætteret korrekt?
»Jo, dommen bekræfter Suzanne Brøggers diktum om, at man ikke skal omgås forfattere, hvis man ikke ønsker at møde sig selv i deres bøger.«
