Først som farce, siden som parodi

Hvornår blev de sidste par ugers litterære røre til en regelret farce, en parodi på sig selv? Måske var det, da politisk kommentator Peter Mogensen refererede til fejden mellem Lars Bukdahl og Ib Michael i en af sine kalorietomme analyser. Det skete i søndags.

Helle Thorning-Schmidt var Lars Bukdahl, vor statsminister Ib Michael, på en måde passede det hele sammen. Bortset fra alt det, der ikke gjorde. Der var sikkert en deadline, der skulle overholdes.

Eller måske var det, da en falsk Klaus Rifberg læg mærke til det manglende J skrev en kommentar på Ib Michaels hjemmeside. Det skete den 17. februar, kommentaren lød sådan her:

»Øv, hvor er det irriterende, når en anmelder gennemskuer os. Hvor er det grimt, at ikke alle anmeldere blot slikker vores fødder, men at nogle indser, at vi blot er opblæste narhoveder. Jeg føler med dig Ib, giv ham nogle bank fra mig også, det kan jeg heller ikke rigtig finde ud af mere.«

Den slags parodier er vittige, to gamle hanelefanter med ét slag.

Og det var sjovt, at Ib Michael (som alvorligt svarede Klaus i en kommentar) og Gyldendal (som straks tweetede om det) ikke gennemskuede parodien. Det tog dem fire dage at fjerne kommentaren igen.

Eller måske har det hele tiden været en farce. For i virkeligheden har de sidste ugers opblomstring af fænomenet »Vi kan ikke lide Lars Bukdahl« været uden substans fra begyndelsen af. Reelt kunne intet være mere ligegyldigt end spørgsmålet om, hvorvidt Lars er blid, hård eller for hård i det uendelige S/M-spil, der kører mellem visse anmeldere og visse decideret ømskindede forfattere.

Vigtig og nødvendig

Skal man alligevel pege på noget, der ikke har substans, men i det mindste et vist perspektiv, så er det dén måde, al rabalderet fødes ud af sammenstødet mellem avisernes behov for nyheder og nettets (mangel på) diskussionskultur. Uanset, hvad man mener om Ib Michaels tirader mod anmeldere som sådan, mod Lars Bukdahl i særdeleshed så er det let at se, at deres både sjuskede og voldsomme tonefald hører til på nettet.

Indlæggene er skrevet til hans hjemmeside, de har karakter af skud fra hoften. Tingene er ikke mere alvorligt ment, end at Ib Michael i det sidste nummer af tidsskriftet Synsvinkler fremhæver Lars Bukdahl som en vigtig og nødvendig kritiker.

Lidt ligesom Søren Pind følte han vel, at han kunne skeje ud. Han tænkte ikke på (og det var dumt), at ordene får en noget anden vægt, når de cirkulerer rundt blandt sensationsliderlige journalister. Af strategiske grunde lægger de så ansigtet i meget alvorlige folder. Som om de ikke har siddet og fniset inde på redaktionerne, inden de udbad sig kommentarer fra den ene og den anden ekspert.

Karakterangreb

Noget andet er så, at angrebene på Lars Bukdahl er så forudsigelige. Figuren sur forfatter/forfjamsket Lars er rituelt blevet gentaget igen og igen i offentligheden de seneste 10 år. Det mest sigende er, at der ikke er nogen nye argumenter, ikke engang nye eksempler denne gang.

Jeg mener, hvis vi det vil sige især Politiken, som konsekvent har pisket den her historie frem faktisk var optaget af grovheden i danske anmeldelser, så kunne de (eller vi) vende sig mod Erik Skyum-Nielsen. Som bekendt fandt han det passende at kalde digteren Niels Frank for en »elitebøsse« i anmeldelsen af Niels Franks seneste bog. Det er jo et sjovt ord, elitebøsse, men det havde intet med bogen at gøre.

Den slags har Lars alligevel holdt sig for god til.

Men det gør man ikke. I stedet skrev Bjørn Bredal i Politiken i lørdags et langt karakterangreb på Lars Bukdahl, pinligt renset for eksempler på, hvad manden faktisk gør galt.

Her kunne man slutte med et forsvar for Lars Bukdahls kritiske praksis, men ærlig talt, hvorfor skulle man?

Bjørn Bredal er jo ligeglad. Det samme er alle de andre redaktionelle pinger, hvis selvfølelse er omvendt proportional med deres engagement i dansk samtidslitteratur. For dem er »Lars Bukdahl, fjottet og perfid«, nemlig en bekvem skikkelse. Ham kan de pege på og sige:

»Se hvor galt det går, hvis man er for glad for det smalle. Den slags vil vi ikke have i vores aviser, vi vil hellere have leverpostejtekst om leverpostejbøger. Vi ved nemlig, at Maren fra Kæret kan lide leverpostej, så kom ikke her. Var der i øvrigt ikke en reception, vi skulle til? Jo jo, med rødvin og tapas, delikate sager.«

Alligevel: De lange sætninger og mange parenteser er ligegyldig overflade. Det vigtige er det her. Lars er den kritiker i Danmark, som med størst konsekvens har accepteret, at anmelderen ikke er en kulturel autoritet længere. Han taler ikke på den almene smags vegne, i stedet dyrker han sine idiosynkrasier som en styrke. Han er en entertainer, en formidler af det, læseren ellers ikke ser og en stemme, man kan skærpe sine egne oplevelser med litteratur på.

Det siger meget om mediernes litterære offentlighed, at den position skulle være kontroversiel.