Læsetid: 4 min.

Først som farce, siden som parodi

Det er svært overhovedet at se noget opløftende i den seneste debat om ja, om hvad egentlig?
2. marts 2011

Hvornår blev de sidste par ugers litterære røre til en regelret farce, en parodi på sig selv? Måske var det, da politisk kommentator Peter Mogensen refererede til fejden mellem Lars Bukdahl og Ib Michael i en af sine kalorietomme analyser. Det skete i søndags.

Helle Thorning-Schmidt var Lars Bukdahl, vor statsminister Ib Michael, på en måde passede det hele sammen. Bortset fra alt det, der ikke gjorde. Der var sikkert en deadline, der skulle overholdes.

Eller måske var det, da en falsk Klaus Rifberg læg mærke til det manglende J skrev en kommentar på Ib Michaels hjemmeside. Det skete den 17. februar, kommentaren lød sådan her:

»Øv, hvor er det irriterende, når en anmelder gennemskuer os. Hvor er det grimt, at ikke alle anmeldere blot slikker vores fødder, men at nogle indser, at vi blot er opblæste narhoveder. Jeg føler med dig Ib, giv ham nogle bank fra mig også, det kan jeg heller ikke rigtig finde ud af mere.«

Den slags parodier er vittige, to gamle hanelefanter med ét slag.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Johannes Nielsen

fint indlæg...

det sagt uden at jeg kender forfatterens rolle i intrigerne og skjulte dagsordner i øvrigt (der er sikkert nogle).

Hvis mine studerende skrev og argumenterede som Bukdahl gør det i sine anmeldelser, ville de ganske enkelt ikke bestå. Og det er præcis det, der peger på, at det ikke er andet end rent show. For mig at se er det ganske enkelt ikke godt nok, hvis man stadigvæk vil tage litteraturen seriøst...

Det er useriøst at man som anmelder kun går efter egne idiosynkratiske kriterier. Det viser en mangel på professional respekt for det man beskæftiger sig med og effekten bliver at man sætter sig selv i centrum, frem for det det skulle handle om: litteraturen.

Hvis Bukdahl ikke personligt kan lide det, så er det dårligt. Det svarer til at sige at Prince er en dårlig musiker, fordi man personligt foretrækker Mozart. Det er fint nok i privat sammenhæng, men det går sgu da ikke, hvis man fremstå som en professionel og seriøs anmelder.

Kritikken ift. Bukdahl er beretttiget. Det er kejserens nye klæder om igen. Der er desværre bare en del folk inden for miljøet som er afhængig af kejserens magt og lader ham regere, som det passer ham, medens de selv tier...

Hov Mads, wait a bunch..

LB er OGSÅ show men ikke RENT!
LB er OGSÅ idiosynkratisk men ikke RENT!
LB sætter OGSÅ sig selv selv i centrum men ikke KUN!

Nexø skriver rammende om LB: " en stemme man kan skærpe sine egne oplevelser med litteratur på."

Jens Carl Sanderhoff

Jeg må give MB ret i sin kritik, og EH ret i sin analyse - det er vel definitionen på problemet?! Det ene øjeblik er Bukdahl 'showman', det næste 'den skarpe ske i skuffen', og den dobbeltrolle er umulig men underholdende. Jeg forstår godt de, som måske føler sig uretfærdigt behandlet (når LB fx igen-og-igen trækker de samme, oldschool forfattere frem til offentlig spanking), men jeg forstår godt LBs motiver. Det eneste han skal passe på nu (LB altså), er et lag tæsk fra IM, eller at han bliver en kliché på sig selv. Hvilken af optionerne, der er mest uheldig/smertefuld må han selv afgøre...

Well, selvfølgelig har I begge ret, så lad mig præcisere min anke Ift. LB.

Jeg mener, der er FOR MEGET show og for lidt substans, der er FOR MEGET idiosynkrati og for lidt analyse og ja, at LB alt for ofte sætter sig selv FOR MEGET i centrum på bekostning af værket/forfatteren (dvs, hverken RENT eller KUN, blot FOR MEGET).

Og ja, det er sgu at svigte litteraturen og gøre grin med værkerne fra de 75 procent danske forfattere, LB IKKE kan lide. Ikke fordi de som sådan, teknisk eller litteraturhistorisk set, er dårlige forfattere, men bare fordi LB personligt ikke kan lide deres bøger.

Jeg mener også at LB, der i sin tid stod for "det nye" og i sig selv var en nyhed med sin skrivestil og synspunkter, nu desværre er blevet en omvandrende anakronisme (som Jens Carl også indikerer) og faktisk det stik modsatte af, hvad han selv tror han står for, nemlig reaktionær, uden øje for andre og nye tendenser, end hvad der i sin tid blev "outlined" i starten af 90erne...