De seneste 10 år er der dukket en række romaner op i Danmark, der ikke bare har solgt usædvanligt godt, men også er udtænkt og skrevet inden for det, man kunne kalde bestsellerens poetik. De er skrevet sådan, at de lever op til en helt bestemt forestilling om, hvordan den storsælgende roman ser ud. Samtidig kræver de i det mindste kræver deres forlag det anerkendelse i et finlitterært kredsløb. Det får de så også: gode anmeldelser, priser, omtale i litteraturkritiske tidsskrifter. Jeg tænker ikke kun på krimierne. Jeg tænker især på bøger som Christian Jungersens Undtagelsen, Jakob Ejersbos Nordkraft og Afrika-trilogi (Eksil, Liberty og Revolution) og Hanne-Vibeke Holsts trilogi om dansk politik, Kronprinssessen, Kongemordet og Dronningeofret. Men også Benn Q. Holms Album og Jette A. Kaarsbøls Den lukkede bog og sikkert andre.
Udover at være overordentligt lange, så deler de her bøger et bestemt træk: De er skrevet for at blive læst uopmærksomt. De er skrevet, som om deres ideallæser faktisk laver noget andet hører radio eller taler i telefon mens hun læser dem. Det skal det handle om i det følgende: uopmærksomhedens æstetik.
Forudsigelige konflikter
Argumenter for de nye bestselleres kvaliteter glider ofte over i diskussioner af brede vs. smalle bøger, og derfra over i modsætningen mellem en realistisk og en formelt eksperimenterende tradition, som om Hanne-Vibeke Holst eller Christian Jungersen viderefører en linje, der løber fra Pontoppidan over Andersen Nexø til Hans Kirk og Kirsten Thorup. Den glidning skjuler mere end den afslører. Til forskel fra den øvrige ældre og nyere realisme Ida Jessen, Bent Vinn Nielsen, Kristian Bang Foss beskriver de nye bestsellere nemlig en virkelighed, hvis struktur man først og fremmest genkender fra medierne. Samtidig også det er et træk, man genkender fra medierne fremstiller de alting helt entydigt. I de her bøger eksisterer alle skikkelser og begivenheder udelukkende for at illustrere en bagvedliggende pointe. Det er således ikke bare det, at Hanne-Vibeke Holsts billede af dansk politik ligner det billede, man finder i analyser af Peter Mogensen og andre kommentatorer. Det er også, at alle roller fordeles med en stereotyp tydelighed. Den gode Charlotte er skøn og lækker, har et godt sexliv og drikker god rødvin i sit kartoffelrækkehus. Skurken Anitta er overvægtig og spiser nutella af glasset og bor på Vestegnen. Én nazist er en stakkel med et krigstraume, en anden har hareskår og maddiker i sit køkken. Succes kan aflæses ud fra en logik, der lever op til Eurowomans eller Alt for Damernes renligheds- og skønhedsidealer. Ingen mennesker er bærere af træk, som ikke har en funktion i forhold til bogens overordnede pointer. Alt er reduceret til skematiske modsætninger og forudsigelige konflikter.
Noget lignende finder man hos Jakob Ejersbo og Christian Jungersen. Både Afrika-trilogien og Undtagelsen fremhæver, at mennesket er et egoistisk væsen. Det er vi, fordi den virkelighed, vi lever i, er hård og brutal. Ethvert udtryk for idealisme, f. eks. det at ville informere om folkedrab eller det at hjælpe de fattige i Afrika, er udtryk for hykleri eller dumhed. I vores konkrete livsførsel er vi alligevel ude af stand til at leve op til de luftige idealer. Og det viser alle deres skikkelser: også de er både overtydelige og entydige.
Den kynisme er ikke ny, men derimod en politisk kliché. Mistro mod politisk og moralsk engagement er en af de styrende drivkræfter bag de seneste 10 års politiske debat hvor humanisme for eksempel er blevet et skældsord. På den anden side genkender jeg ikke mit eget liv i den. Bøgerne afspejler, kort sagt, ikke vores hverdagslige erfaringer med andre mennesker. Det er selvfølgelig ikke et problem, at de foregår steder, jeg (og mange andre) ikke kender meget til, det være sig Afrika eller Christiansborg eller et sted i fortiden.
Men det er groft sagt ikke mit indtryk, at dem, jeg er politisk enig med, også er dem, der har den bedste smag i møbler og tøjstil eller de fyldigste bryster og det mest virile lem. Jeg går heller ikke rundt og ser mig selv og mine venner som nogle, der udelukkende er formede af hykleriske forældresvigt. Min oplevelse er ikke, at vores fælles verden udelukkende er en arena for en kynisk overlevelseskamp.
Samtidig er det almindelige livs uklarhed helt forsvundet. I den forstand er bestsellernes virkelighed ikke erfaringsbaseret. Den er medieret. Her genkender man de konflikter og det menneskesyn den ideologi vi allerede tilbydes gennem avisernes journalistik og tv-seriernes fortællinger. Og man genkender især den medierede verdens skabelonagtige entydighed, dens tendens til at reducere verden til et sæt af bagvedliggende modsætninger og klichéer.
Grimt og kluntet
Fortælleteknisk har de nye bestsellere en affinitet til spændingsgenren. Der er ansatser til en spændingskurve, til at man læser for handlingens skyld. Derudover har de en funktionel holdning til sproget det skal videregive informationer, det skal ikke gøre opmærksom på sig selv. Endelig er bøgerne præget af en enorm redundans. Igen og igen serveres de samme informationer for os. Derfor kan det bedst betale sig at skrålæse dem: man får det samme ud af det, som hvis man satte sig ned og koncentrerede sig. Faktisk får man mindre ud af dem, hvis man læser dem opmærksomt. Så får de noget monotont, nærmest bedøvende over sig.
De begynder også at falde fra hinanden. I tidsskriftet Den Blå Port (nr. 73, 2007) viser Anne Fastrup, lektor på Københavns Universitet, at der bag Hanne-Vibeke Holsts feminisme ligger sære paradokser. Hanne-Vibeke Holsts bøger foragter og gør grin med mænd, men gør det, fordi de er for svage til at være rigtige mænd. Samtidig fremhæves de kvindelige heltinder ved at lade dem sole sig i mændenes henførte, til tider liderlige blikke på dem. Bag bøgernes overfladiske feminisme ligger groft mandschauvinistiske klichéer.
Lignende paradokser dukker op hos Jakob Ejersbo, så snart man læser opmærksomt. Så opdager man, at Samantha, hovedperson og fortæller i Eksil, fortæller videre efter sin død. Hvad betyder det mon? Men sandheden er nok, at der er tale om en nødløsning. Slutningen skulle fortælles, Ejersbo brød sig ikke om at skifte fortæller til de sidste to sider, den uopmærksomme læser generer det alligevel ikke. Man bliver også opmærksom på Ejersbos afrikanske fortællere. De taler et stiliseret afridansk, der typisk har et lidt livligere billedsprog og lidt dårligere grammatik og masser af tsk og eeeehh-lyde i sig og i øvrigt altid kalder det mandlige lem for pumpen og kvindens kønsorgan for en papaja brysterne hedder så titi.
Måske var det meningen, at fortællerne skulle stå prægnant frem som individuelle stemmer. Men det føles mere som en etnificering af fortællerne. Og så er det bare, der er ingen vej uden om det, enormt grimt og kluntet udført. Sådan her lyder det, når afrikanske Marcus i Liberty ser den svenske husherre Jonas få et håndjob af tjenestepigen:
»Når jeg er helt på tåspidserne, kan jeg se over muren ind til hende. Eeehhh, det er Jonas, som sidder på hendes seng, men hvad? Er mine øjne et bedrageri? Han har sin pumpe fremme fra bukserne, og hun arbejder med hånden som et piskeris, der laver kartoffelmos. [] Hun rykker pumpen hårdt, hurtigt, mekanisk, indtil den skyder de hvide frø. Det er meget grimt, men min pumpe, den rejser sig også, som en soldat står den ret for hendes titi. Nu er hans pumpe slatten.« (Liberty, side 45)
Selvfølgelig kan man bortforklare det. Mit bud er, at der er tale om en meget bogstavelig oversættelse fra tanzania-engelsk eller swahili til dansk, en tone i sproget, Ejersbo selv har oplevet i Afrika. Men hvad nytter det, når Marcus, som tydeligvis skal fremstå som begavet, ender med at virke ensporet og åndeligt mindre udviklet? Det var næppe meningen, men ikke desto mindre effekten af at læse Ejersbo opmærksomt.
Litteraturpolitisk agenda
Ikke desto mindre er de nye bestsellere blevet modtaget med stående klapsalver af anmeldere og litteraturkritikere. Det sker ofte på en litteraturpolitisk baggrund opgøret med den formelt eksperimenterende litteratur, længslen efter en bredt fortællende og engageret roman. Langt de fleste anmeldere synes at acceptere, at den her litteratur handler om og er direkte engageret i vores globale samtid et engagement, man rutinemæssigt ignorerer, når det kommer til f. eks. Pablo Llambias eller Lars Frosts romaner. Typisk insisterer de på at skrive bøgerne ind i en finlitterær kanon, og det især gennem sammenligninger med ældre litteratur.
Modtagelsen af Jakob Ejersbos trilogi er det mest udtalte eksempel på anmeldernes omfavnelse af de nye bestsellere. Da Jens Andersen skulle anmelde Liberty, gav han den seks stjerner, selv om bogen vist også kedede ham. Han sammenlignede den også med Karen Blixen og Michael Strunge og forudsagde, at den ville »leve videre i dansk litteratur om 10, 20, 50 og 100 år«. Og i et stort essay i Information 27. januar 2010 trumfer Carsten Jensen ved at kalde Ejersbos trilogi for den store samtidsroman, dansk litteratur har ventet på i flere generationer, på mange måder mere interessant end Karen Blixen. Han skriver blandt andet:
»Men der er en endnu vigtigere forskel: Karen Blixen var kvinde, Jakob Ejersbo mand. Blixen har nok ikke været i seng med nogen af sine afrikanske protegeer. De vidende erotiske skildringer i Liberty, der i deres intensitet og påtrængende detaljerigdom næppe overgås i dansk litteratur, lader ingen tvivl, om Ejersbo også her havde gjort sin research grundigt. Han har bogstaveligt talt været inde i Afrika.«
Her kunne man godt tænke sig, at Carsten Jensen ikke bare læste Ejersbo mere grundigt, men også læste sig selv en ekstra gang. Kanoniseringen er fortsat andre steder, senest i Klaus Rothsteins og Nanna Mogensens efterord til antologien Kort fortalt (2010). Fælles for al hyldesten er, at den binder an til Ejersbos egne ophold i Afrika, og i øvrigt forholder sig til trilogien som idé og komposition, ikke som en serie af ord, man læser sig igennem. Og at man tillader sig at være uopmærksom, fordi det passer ind i en litteraturpolitisk agenda.
Det er ikke godt nok. Måske kan man ikke kræve af forfattere, at de skriver andre bøger, end de nu gør. Men man kan godt kræve af kritikerne, at de forholder sig til det, de læser, og at de ikke lader sig distrahere af alt muligt andet. Her svigter de deres opgave, både som anmeldere, men i virkeligheden også som samtalepartnere for ny dansk litteratur. Jeg mener, kan det virkelig være meningen, at også de helst skal læses uopmærksomt?
Artiklen er en forkortet og redigeret udgave af essayet Uopmærksomhedens æstetik, som er trykt i det nyeste nummer af Bogens Verden.
Meget spændende kronik.
Set med min optik er der flere problemstillinger, et aspekt er de klichefyldte personligheder, som jeg kan nikke genkendende til hos Hanne Vibeke og Jette Kaarsbøll (har ikke har læst de andre). Her kommer jeg til at tænke på kritikken af danske film, som også kører pt. Filmene opbygges efter et skema og både handling og valg af skuespillere er nøje udvalgt efter en skabelon. Men modsat filmene bliver bøgerne så trods alt læst.
Et andet aspekt er din kritik af anmelderstaben, som burde læse teksten . LÆSE den, og ikke have fokus på alt det udenom. Enig. Men jeg tror at her kan de skønlitterære bøger opdeles i to bunker, en med de handlingsmættede og underholdende, som ikke har den største fokus på de enkelte sætningers magiske muligheder. Og den anden bunke der netop forsøger at udfordre denne, af alle ting, nok sværeste kunst.
For mig er der da ingen tvivl om hvilke bunker de respektive bøger jeg læser ender i, men jeg læser af dem begge. Men hælder klart mere og mere til bunken med smalle værker, hvor forfatteren lader mig få lov at smage på ordenes sammensætning. Steffen Brandt omskrev i et interview her i avisen, Per Pettersons ”Jeg forbander tidens flod”, til ”Jeg forbander tidens overflod” – og der kunne man sagtens supplere med ”jeg forbander tidens overflod af ord”.
For jo flere ord, jo mindre værdi får det enkelte.
En forfatter der i hvert fald ikke kan beskyldes for at forfalde til klichefyldte personkarakteristikker er Primo Levi. I ”Hvis dette er et menneske” beskriver han hvordan de efter en lang togtur ankommer til kz-lejren, opstilles på række og bliver talt og gennet af en vagt med stok.
Så kommer den lakoniske sætning: ”Da indså jeg at man kan slå et andet menneske uden at være vred”.
BANG, sådan, her bliver ikke bare vagten beskrevet, men de mekanismer der lå bag de mennesker der styrede lejrene, ja nærmest hele den menneskelige side der gør at noget som nazisme kan opstå.
Ørenvidnet af Elias Canetti, har også med få virkemidler evnen til at få beskrevet et menneske, så man både griner, græmmes og krummer tæer (især når man føler sig ramt ). Han beskriver ”Den Bordduggale”:
”Den bordduggale er blomsterhvid og ånder i linned. … Når hun celebrer den blomstrende hvidhed, er man ved at synke i jorden af skam over, at man har levet så længe i smudset”.
Den ramte mig i hvert fald, og det er ikke fordi jeg har en evne til at huske dugen, netop tværtom.
Så den litteratur der kan og skal LÆSES læses er der. Men man kan da som læser til tider tvivle på egne evner, netop også fordi man påvirkes af anmeldelser, og et til tider kæmpemæssigt marketingsføring apparat.
Så sidder man der midt i bogen og tænker at det kan da ikke være rigtig jeg ikke kan se det fantastiske i dette her. Siri Hustved (ja hende der er gift med Paul Auster!!); En amerikaners lidelser, måtte jeg kaste til side efter fem sider, blev så irriteret over et sprog jeg synes afstumpede mig som læser. Hun ville gerne beskrive, og alligevel måtte hun overbeskrive for at være sikker på jeg som læser var helt med på hvilket billede hun ville vise. ”Der var en helt speciel lugt i fars arbejdsværelse, der lugtede anderledes end i resten af huset. Jeg overvejede, om alle de cigaretter han havde røget, og al den kaffe han havde drukket og ringene, som de utallige kopper havde afsat på skrivebordet i over fyrre år havde påvirket atmosfæren og frembragt den umiskendelige lugt, der slog mig i møde da jeg trådte ind af døren”.
Fik du den læser, tre gange lugt samt atmosfære. Kan du fornemme lugten??? Jeg kan nemlig ikke, for alle de ord forstyrrer min oplevelse af det rum der kunne beskrives meget kortere.
Det her blev vist også en gang overflod af ord, man når man nu er så glad for dem, ordene altså, som Canetti skriver i førnævnte. ”Ord, som ikke er helt fortabte, frigør hun fra deres forkomne omgivelser og lægger i et gyldent kar.” Det har jeg hermed gjort med ”Uopmærksomhedens æstetik” for det er super begreb, og en rigtig god artikel. Tak for den Tue.
Undrer mig over, hvad den fremragende ordkunstner og skildrer af netop mangelagede personer Christian Jungersen laver i det selskab? JHans adkomst er da heller ikke belagt med et eneste citat.
Jeg undrer mig ikke. For Jungersens sprog er præcis lige så repetitivt og unuanceret som Ejersbos, når han forsøger sig med replikfarvning eller prøver at mime en bestemt diskurs eller jargon.
Da jeg læste Undtagelsen var jeg til sidst gennemført irriteret over, hvor ofte Anne Lises tilstand omtales som "plørefuld". I de fleste miljøer, er folk ikke så simple i deres sprogbrug, at de kun bruger et eneste ord for eksempelvis fuldskab. Hvis der er noget, der omtales i mange forskellige kulørte vendinger, så er det da netop den tilstand. Og især i sammenhænge, hvor der mobbes, får den sproglige kreativitet ofte alt, hvad den kan trække.
Jungersen forsøger sig som realist, også rent sprogligt, men det mislykkes helt i manglen på nuancer. Unuanceret sprog er enerverende for læseren, men brugen af det bevirker også, at der går et meget vigtigt lag tabt i hans forsøg på at beskrive karaktererne og deres psykologiske spil med hinanden.
God artikel, tak. Dejligt at se nogen med gode argumenter svømme mod strømmen. Jeg kender kun Ejersbo (og ikke udtømmende); men kan nikke genkendende til gestaltningen af afrikanere som intellektuelt mindrebemidlede. For så vidt Hanne Vibeke Holst er det en spændende analyse, der refereres til - men på den anden side: hvemventede et kvalificeret nysyn på forholdet mellem mænd og kvinder fra en borgerlig?
Og hvis man forholder sig til den latterliggørende eller overbærende holdning til "humanisme", må man vel sige at intet er mere velegnet til at give liberalister dårlig samvittighed..
Og så er det interessant at læse noget andet end det korporlige slagsmål mellem en forfatter og en anmelder.
I denne artikel savner jeg kun en relativering af iagttagelserne og (del)konklusionerne til produktivkræfternes udvikling: f.eks. fremhæves det at bøgerne er lange: stammer det på nogen måde fra aflønningen af amerikanskeforfattere i USA? (pr. side bla)
Det er et mærkeligt argument, at Jakob Ejersbos bøger er klichefyldte fordi de er kyniske, forstår mennesket som egoistiske osv.
For det første er det jo ikke rigtigt, da bøgerne tager parti med individer som har problemer med deres omgivelser, og deres forsøg på at få et liv. Det er jo kendetegnende for mange af karaktererne i Ejersbos bøger at de er en en verden, som de har svært ved at finde sig i, men de kæmper allesammen for det. Tænk på Maria i Nordkraft, Samantha, Marcus og Christian i Afrika-bøgerne. Pointen er jo ikke bare at mennesker er egoistiske, men mennesker bliver jo fremstillet som nogle der rent faktisk gør sig umage for at få et "bedre" liv. Det er netop bare en kliche om at mennesker er egoistiske og samfundet er brutalt, men handler om noget mere eksistentielt, og i den forstand idealistisk og humanistisk (efter hvad man nu forstår ved humanisme?).
For det andet er din påstand at bøgerne, herunder Ejersbos, mediere mediernes verdensbillede. For at tage et eksempel, så er Maria fra nordkraft jo meget mere end blot en hash-misbruger, men et menneske som også har et hash-misbrug, men historien handler jo netop om Maria som et menneske, og ikke blot misbruger. Jeg syns ikke det er en fortælling vi høre i medierne. Det samme gælder for resten af karakterene - også i Afrika-bøgerne.
Så vidt jeg kan læse, har du selv en litteraturpolitisk agenda, som handler om at du ikke er enig i Ejersbos verdensforståelse, men det gør den jo ikke klichefyldt eller en gengivelse af "mediernes" virkelighed.
Tue Andersen Nexø taler for en art normativ litteraturpolitisk agenda i forhold til hvad det gør nogle bøger til bedre litteratur end andre. Det er der i og for sig ikke noget odiøst i men konteksten han sætter litteraturen i for at bedømme om den er god eller dårlig er uklar.
Fx kritiseres Afrika-trilogien af Jacob Ejersbo for at være udtryk for en kynisme der i sin beskrivelse af menneskers livsførsel er en ”politisk kliché” som TAN ikke kan genkender fra sit eget liv, og som derfor ikke afspejler vores hverdagslige erfaringer med andre mennesker.
Tue Andersen Nexø:
”Den kynisme er ikke ny, men derimod en politisk kliché. Mistro mod politisk og moralsk engagement er en af de styrende drivkræfter bag de seneste 10 års politiske debat hvor humanisme for eksempel er blevet et skældsord. På den anden side genkender jeg ikke mit eget liv i den. Bøgerne afspejler, kort sagt, ikke vores hverdagslige erfaringer med andre mennesker”
Spørgsmålet er hvad de kriterier i grunden har med skønlitterære værker at gøre? En rammesætning der er så bred at den vil favne over hvor vidt virkeligheden i litterære værker er erfaringsbaserede og har tilstrækkelig med kompleks ægthed i sig eller blot indskriver sig ukritisk i de sidste ti års herskende politiske diskurs og tidsånd, har ikke meget med litteraturkritik at gøre. Det er snarere en undersøgelse af skønlitterære værker inden for det kulturelle felt, der som begreb og rammesætning i praksis får mange af sine bestemmelser ud fra de specifikke kontekster som det appliceres på. Det betyder, at en stilistisk kritik af de værker som TAN nævner, indsættes i selvsamme litteratur- og kulturpolitiske ramme som han kritiserer. Det medvirker blot til endnu en polariserende og unuanceret kritik af samme karakter som de skønlitterære værker selv påstås at indeholde og producere.
Jeg er ikke uenig i problematikken af den forenklede virkelighed som ifølge TAN b.la. skaber politiske klicheer i de nævnte skønlitterære værker, men fokus på krikken er simpelthen for uklart. Er der tale om en æstetisk kritik af skønlitterære værker eller en bredere og langt mere omfattende litteratur- og kulturpolitisk funderet kritik?
Tue Andersen Nexø:
"Samtidig er det almindelige livs uklarhed helt forsvundet. I den forstand er bestsellernes virkelighed ikke erfaringsbaseret. Den er medieret. Her genkender man de konflikter og det menneskesyn den ideologi vi allerede tilbydes gennem avisernes journalistik og tv-seriernes fortællinger"
At noget er medieret frem for erfaringsbaseret er ligeledes en mærkelig opstilling. Er det overhovedet meningsfuldt at skelne mellem det medierede og ikke-mediere, inden for litteraturen i en virkelighed hvor det aktuelle samfund i den grad er gennemsyret af medier på en måde så medierne ikke længere kan tænkes adskilt fra kulturens og samfundets øvrige institutioner? Medialiseringen af samfundet har med andre ord ændret samfundets institutioner og hele karakteren, funktionen og strukturen i det kulturelle kredsløb. Dermed synes det blot logisk hvis litteraturen også gennemgår ændringer og indholdsmæssigt lader sig påvirke af sin samtid.
Med andre ord. Hvad er konteksten for den kritik Tue Andersen Nexø retter mod de nævnte skønlitterære bestsellere? Under alle omstændigheder bliver der favnet meget bredt i den litteratur- og kulturpolitik som Tue Andersen Nexø bedriver.
Nu er det heldigvis ikke kritikerne, men læserne, der i bagklogskabens behagelige lys kommer til at udpege den største samtidsroman af dem alle, engang ude i fremtiden når afstanden til idag er blevet tilstrækkelig. Til gengæld har de litterære mekanikere akut spalteplads og det er vel også fint nok, for underholdningens skyld.
At Holst er og bliver en regulær - og dygtig - underholdningsforfatter, med hvad dertil hører af stereotyper og (køns)klicheer, er et for længst fastslået faktum, som hun sikkert "græder over hele vejen hen til banken",så at konstatere dette er at sparke åbne døre ind.
Men at anbringe langt mere ambitiøse og komplekse forfatterskaber som Ejersbos og Jungersens i samme kategori tyder på en underliggende dagsorden - måske den sædvanlige med, at bøger, der sælger godt, må være dårlige, jeg ved det ikke.
Jeg kan blot sige, at "Nordkraft" for mig var den første beskrivelse af et "råt narkomiljø", hvor jeg ikke kun kunne opleve personerne som klicheer, men sågar ikke bagefter sad tilbage med den følelse af håbløshed, den slags skildringer som regel efterlader, men tværtimod med en oplevelse af, at disse
"skæve eksistenser" et eller andet sted havde nogle facetter og ressourcer, der gjorde, at de - måske - kunne overleve og komme ud på den anden side.
Og Jungersens "Fejltagelsen" - og endnu mere hans første roman 2Krat" slog mig netop ved, at personerne i dem, hver gang man troede, man havde fået hold på dem, viste nye, overraskende lag.
Fremgår det mon, at jeg ikke er enig med Nexø?
Forøvrigt føler jeg mig udmærket underholdt af Holsts elementært spændende bøger, om mon det ikke også er meningen med dem?
Jeg kan for resten godt lide udtrykket "litterære mekanikere" - der er alt for mange af de såkaldt "seriøse" forfattere, der har lavet en flot bil, men ikke kan få motoren til at køre.
Det er spøjst, for jeg tror faktisk at de fleste læsere, læser "uopmærksomt" - eller formuleret positivt - med hele værktøjskassen af personlige erindringer, erfaringer og fornemmelser åben som en radio. Og derfor er det meget svært, at sige at en samtidsroman er objektivt dårlig. Måske findes klichéerne og skabelonerne i værket, men nogle læsere bryder dem ned i forbindelse med selve læseoplevelsen.
Jeg var personligt ikke i stand til at bryde Jungersens klichéer ned og er det sjældent i forbindelse med romanlæsning. Jeg har virkelig læst mig mæt i underholdning og "basalt spændende" bøger. Der skal flere boller på suppen, hvis jeg skal bruge mange timer på et værk. Hvis jeg har brug for lidt spænding eller underholdning, snupper jeg en video eller noget pop.
Det er på mange måder en fin artikel Tue Andersen Nexø (TAN) her har begået.
Uden at kende de forfattere han her tager sætter spot på særlig godt, kan jeg sagtens tage flere af hans pointer til mig.
Alligevel synes jeg det lugter lidt af snobberi; ligesom det næsten altid gør, når man prøver at definere god og dårlig litteratur. Det er jo påfaldende, at TAN skyder forfatterne i skoen, at de drejer deres bøger over klichéer, når hans kronik er en kliché i sig selv: skribenten som kigger ned fra sit elfenbenstårn med en skråsikker definition af god og dårlig litteratur, hvor bestsellere pr definition er dårlige. Herefter sættes der så fuld skrue på at nedgøre enten bogen, forfatteren eller begge dele.
Denne kronik er jo skrevet mange gange før – blandt andet i takt med at salgstallene for Dan Browns Da Vinci Mysterium voksede. Og der er helt sikkert nogle huller i det værk, men det ændrer bare ikke på at Brown havde skruet en historie sammen, som rigtig mange mennesker syntes var værd at ofre nogle timer på. Og så kan de kloge i øvrigt mene hvad pokker de vil og flyde hen i al den ”rigtige” litteratur de overhovedet vil.
Jeg vil ikke gøres til talsmand for en eller anden liberalistisk tankegang om at markedet altid har ret. Slet ikke. Men jeg bryder mig ikke om den underforståede ringeagt – i dette tilfælde – TAN udtrykker overfor de læsere, som finder glæde ved at læse bestsellere som Ejersbo, Brown eller Stieg Larsson: ”Det er dårlig litteratur…”
Ved du hvad? Skråt op, du…
Om jeg begriber hvad det er de hersens litterære besserwissere vil have ud af deres snobberi. Handler det bare om at de kan demonstrere, at de er klogere eller rigtigere end os, der godt kan se igennem fingre med at forfatteren ”forenkler virkeligheden” eller har de en anden mission?
Gu er hverken Ejersbo eller Holst (som jeg må tilstå jeg ikke selv har læst) nutidens bud på en Dostojevskij eller Mann. Men det behøver man næppe heller at være, for at blive læst. Jeg er helt med på at nogle forfattere kan mere med sproget end andre, og jeg er helt med på at nogle forfattere inviterer sin læser til at tænke flere tanker end andre. Og selvfølgelig er der nogle forfattere jeg godt gider vende tilbage til igen og igen, mens andre kun bliver læst en gang.
Vi lever i en tid, hvor flere vælger bøgerne fra. Konkurrencen fra fjernsyn, film og internet er simpelthen for skrap. Og førnævnte Dostojevskij ville ikke have en chance i dag; hvem gider pløje sig igennem 30 siders beskrivelse af en sommerfugls tur over en mark, når man kan nå at se et spændingsmættet og underholdende afsnit af ”Bones” på den samme tid som det vil tage at gnave sig igennem en sådan flyvetur?
At læse er i høj grad en træningssag. Og uden at parkere min røv i samme elfenbenstårn som TAN, tør jeg godt vove den påstand, at mange af dem der finder fornøjelse ved bestsellerne er folk som ikke er specielt læsetrænede. Og jeg under de mennesker at stifte bekendtskab med glæden ved at læse en bog, som for mit vedkommende er uendeligt meget større end ved at se en film eller (endnu) et afsnit af en amerikansk serie uden slutning.
I stedet for at skælde ud på forfattere som Ejersbo m.fl. burde TAN glæde sig over at de får folk, der normalt ikke læser bøger til at lade fjernsynet stå slukket hen og giver sig hen til fornøjelsen ved at læse en bog.
Michael Gyes-Linde
Hvorfor er det bedre at læse en dårlig bog end at se en god film?
Når jeg ser den type udsagn, men det implicitte argument, at læsning i sig selv er sundt og godt, undrer jeg mig altid. Det svarer lidt til at sige: Du skal spise, for det er sundt at spise. Til det vil jeg svare: Det kommer sandelig an på, hvad du fylder i gabet.
Hvorfor spilde tid på dårlig, men underholdende, litteratur, når man kan tage på diskotek og more sig? Jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor det pr definition er bedre at sidde med næsen i litterær lort end at danse hele natten.
Vibeke - jeg synes skam også man skal danse! Til trods for, at jeg selv minder om en sten der er ved at vælte når jeg prøver.
Og jeg synes også man skal se gode film. Gå i teateret og alt muligt andet. Det jeg måske ikke får sagt tydeligt nok i mit indlæg er, at jeg ikke køber det her argument med at litteratur kan defineres som dårlig, når det giver en masse mennesker som normalt ikke læser en oplevelse.
Det er dig der opstiller sammenligningen mellem den dårlige bog og den gode film. Det jeg skrev var, at jeg synes det er godt, at folk der normalt ikke læser en gang imellem lader være med at tænde fjernsynet og læser en bog i stedet. De skal selvfølgelig ikke slukke for deres favoritfilm til fordel for en bog de ikke rigtigt gider, eller får noget ud af, at læse.
Man skal nemlig læse noget man har lyst til at læse; og noget der giver én en god oplevelse. Og det er blandt andet derfor jeg er træt af folk som har behov for at definere hvad der er god og dårlig litteratur: For det er i høj grad op til den enkelte at beslutte hvad der er godt eller dårligt.
Og hvis man synes man har en god oplevelse ud af at læse Ejersbo, jamen så skal man da læse Ejersbo, også selv om en flok litterære snobber mener det er "dårlig litteratur" som "forenkler virkeligheden."
Enkelhed er vel i grunden ikke det værste man kan udsætte sig for, tænker jeg.
PS:
Jeg synes det er godt at læse skønlitteratur. Som sagt skal man læse noget, man synes er godt. Også selv om andre mener det bare er tom underholdning.
Det er også sundt at spise, hvis det andet valg er helt at lade være. For så dør man af sult.
Spændende. Jeg synes det er svært at anholde artiklen for mangler eftersom den er forkortet (hvilket vel tangerer ironisk eftersom den netop peger fingre af murstensromaner).
Jeg kender kun Vibeke Holst fra medierne, så jeg kan ikke udtale mig om hende, og jeg synes Jungersen bliver anklaget så tyndbenet, at der næsten ikke er noget at tale om.
Til gengæld vil jeg i tilfældet Ejersbo melde "intet nyt under solen i kritiken". Allerede i Nordkraft var Bukdahl ude og påpege, at det indvandrerdansk, der tales er temmelig karikeret tangerede netop kliche. Det må man så æde hvis man vil læse Nordkraft eller Afrika-trilogien, for det er den måde han har valgt at behandle dialekt. Det er i øvrigt ekstremt brugt i engelsksproget litteratur, hvor man er vant til at høre mange dialekter og bastardugaver af sproget, men i Danmark hvor man per definition er dum, hvis man ikke gengives i korrekt ortografi, er det åbenbart stadig en synd.
Jeg synes det sproglige spil, hvor figurerne kan skifte ind og ud af lokalsprog er en fin stilistisk figur. Det samme synes jeg om, at Samantha fuldstændig blottet for magisk realisme fortæller videre efter sin død. Det er jo et klassisk litterært dilemma som man hos 70'errealisterne tugtede forfatterne for at snuble over og hos 90'erminimalisterne elskede dem for. Hos Ejersbo ser jeg det netop som en pointe der skal føje til kynismen i bogen, at der ikke sker noget eventyrligt eller poetisk med pigen, men at hun [spoileralert] bare kan konstatere hun bliver begravet.
Jeg vil give Tue Andersen Nexø ret langt hen ad vejen i sin læsning, Ejersbo er forhærdet, men jeg synes ikke han er forsimplende. Humanisterne optræder jo trods alt i glimt i forfatterskabet, men de afvises eller udnyttes som regel af hovedkaraktererne, og er altid på gennemrejse til noget andet... nok til nogen andre(s) bøger.
Michael Gyes-Linde m.fl..
Er det ikke underligt, at fordi en anmelder tillader sig at fremhæve nogle negative træk ved forskellige bøger, så anklages han for at være en litterær snob? Hvordan hænger det sammen?
Ejersboes bøger er ikke litterære mesterværker, heller ikke selvom de røg på Top-ti listerne. Disse lister siger ikke nødvendigvis noget om kvalitet.
Hvorfor må man ikke diskutere litteratur, hvorfor må man ikke prøve at skelne mellem skidt og kanel, hvorfor må man ikke skrive hvad man synes, uden at blive beskyldt for de særeste ting.
Iøvrigt har Dostojevski rigtig mange chancer (læsere) i dag. Og rigtig mange læser rigtig mange bøger.
Problemet er i høj grad læsernes krav om murstensromaner, en slags Harry Potter-effekt der er blevet lidt for nem at leve op til med tekstbehandling. Før i tiden skulle forfatteren skrive hele sit manuskript om hvis han ville tilføje noget, nu kan man bare stoppe på ad nausiam.
De fleste forfattere jeg kender foretrækker i virkeligheden kortere formater, der giver mulighed for et langt stærkere kunstnerisk udtryk. Derfor prøver de at smutte omkring problemet f.eks. sådan som Ejersbo gjorde med "Nordkraft", der egentlig er tre kortromaner sat sammen i et bind. Sandsynligvis ville de have stået sig bedre som individuelle udgivelser på nær den sidste af historierne, der efter min mening er psykologisk svag, ret patetisk og uansvarligt drugs-promoverende. Den minder lidt om Peter Nissers roman "Hunger", men fejler ved at være knap så drivende psykotisk.
Jeg havde i øvrigt kontakt med Ejersbo kort inden han døde, bl.a. fordi vi begge er inspireret af denne vanvittige og nu næsten fuldstændig glemte svenske forfatter. Sjovt nok sagde Jakob at han slet ikke havde læst "Hunger", men til gengæld var dybt inspireret af "Blod og sne".
Der er nogle flotte hemingwayske dybder bag "Nordkraft", som flere overser her på siden. Man bør ihukomme Jørgen Knudsens fremragende gennemgang af "Og solen går sin gang":
"Hemingway-helten er præget af presset fra det usagte og u-tænkte, som han holder i ave på sin særlige ordknappe manér. Især i situationer, hvor følelsesudbrud ville være naturlige, står denne tasvhed i fare for at forveksles med hårdkogthed, skønt nødvendigheden af dette forsvar netop peger på en alt for stor følsomhed, slet ikke afstumpethed."
Også Hemingway var bedst i det korte format, og det samme gælder vore egne største forfattere som Andersen, Pontoppidan, Blixen, Villy Sørensen, Rifbjerg osv. Og det er hér kimen ligger til en forbedring af den litterære standard i Danmark. Vi må tilbage til novellen, i skolerne, i aviserne, i ugebladene, i radioen, sågar på TV (kan faktisk gøres: vi er mange dirrende oldinge der stadig husker Elin Reimers fantastiske monolog-fremstilling af Benny Andersens lallende "Lagkage" - dansk televisionshistorie, when less was more.)
Novellen er litteraturens udgangspunkt og det sted hvor rigtige forfattere når deres højeste tinder. Før det budskab fiser ind på lystavlen bliver intet bedre.
Det er devisen ifølge Johansen, med to små tilføjelser. Så ser det sådan ud, mine herskaber og klædeskaber:
1. Tilbage til novellen.
2. Læs langsomt.
3. Skrot kommasystemet.
Eders hengivne, Claes J.
I thought it was so obvious, what was written in the article, that I didn't bother to check the blog. Then, I saw a whole bunch of criticism from a whole bunch of people, who said the article was a bunch of crap (all in Information). Wow!
Tue, I agree with you. Now, I have to put extra much work to read in Danish and I do so, when I think it's entertaining. Mrs Holst is entertaining, but Jesus! she's boring. Why? Her descriptions are trite, her people are so "no surprise to anyone whatsoever" and her sex involves no feelings, only actions. Plus a lot of Denglish, which does not contribute. And repetitions,... and smart-ass comments... Which are supposed to be feministic, but don't really kick it.
I wish I read all these other books, so that I could say that I agree more, but I didn't. And I won't after reading this article. In my opinion, the literature and entertainment are not quite the same and I am thrilled that other people think so as well.
Jakob Ejersbos Afrika-trilogi bærer tydeligt præg af ikke at være færdigredigeret, hvilket den jo heller ikke er. Johannes Riis skriver i et efterskrift til Liberty, september 2009 blandt andet:
"Der var meget, jeg gerne ville have drøftet med Jakob, og jeg er helt på det rene med, at meget kunne have været gjort anderledes; men jeg har ikke kunne gøre andet end følge mit skøn og min fornemmelse for, hvad jeg kunne være blevet enig med Jakob om." Trilogien kunne nemt have været redigeret en trediedel ned. Jeg har rejst en del i Afrika, jeg har en datter, en svigersøn og et barnebarn i Afrika. Inddrages real-dimensionen, men nu er det jo en roman, kunne bogen nemt have være redigeret endnu mere ned.