Interview
Læsetid: 2 min.

Der er ikke forskel på satire og tragedie!?

Kultur
17. marts 2011

Claus Flygare er forfatteren bag Mammutteatrets forestilling om Ludvig Holberg, som måneden ud kan ses i Hofteatret på Christiansborg. Telefonforbindelse med høj tale i baggrunden:

- Har du radioen kørende?

»Næ, det er bare mig, der hører stemmer. Vi dramatikere hører altid stemmer. Jeg hører så mange, at jeg slet ikke kan nå at skrive alt det ned, der kommer til mig ...«

(Stemmerne forsvinder)

- Har du skrevet Mammutteatrets 'Ludvig' med fjerpen og med paryk på, lissom Holberg selv sidder foran Det Kongelige?

»Næ nej, men jeg startede med at læse alle hans komedier! Han har skrevet 25, så dér følte jeg, at jeg havde håret fuld af pennefjer. Holberg elskede teater, men i starten ville han ikke være ved det.«

- Hvorfor?

»Teater var ikke fint nok for en professor. Men så blev han narret til det. Jeg har fulgt hans egne skriveregler fuldstændig, fra konflikt over komedie til den menneskelige tragedie ...«

- Hvad handler stykket om?

»Det handler blandt andet om Frederik IV og det lukkede Grønnegade Teater. Når der er krise, skal det åbenbart altid gå ud over teatret.

- Ude på Ny Aveny lavede I aktuel revy, fire fredage i februar måned ...

»Alle får smæk, hed den!«

- Den aften jeg så den, var Birthe Rønn Hornbech gæstestjerne ...

»Lisbeth Dahl ja!«

- Nåe! det vár Lisbeth Dahl, med pelskrave og det hele. Jeg troede det var Birthe Rønn selv, der gik på scenen, fordi hun startede med at slukke for mikrofonen ...

»Der var også et danseoptrin, som illustrerede Socialdemokraternes og SF's valgprogram. For at forklare det lidt mere forståeligt. Det var publikum glade for! Og så var der hele to sketches om Milena Penkowas rotter og Helge Sanders hjerne og Universitetets rektor ...«

- Hvad er forskellen på satire og komedie?

»Det er ikke nogen forskel! Heller ikke på komedie og tragedie. En sketch kan være en kort komedie, og en tragedie tit en alt for lang sketch ...«

- Vi nævner i flæng 'Axel og Valborg'. Så Oehlenschlæger bliver den næste, Mammutteatret sætter stødtænderne i?

»Næ, den næste bliver nok John Cassavetes ...«

- ... i forlængelse af jeres tidligere forestilling om Pasolini?

» ... forlængelse i den forstand at de begge to har lavet film, jaja! Smalle film og brede film, 35 og 16 mm. I forlængelse af hinanden! Eller 8 mm, meget smalle film ...!

- Må jeg have lov at sige tak for behagelig telefonsamtale?

»Ja, og tak fordi du ringede!«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her