Baggrund
Læsetid: 2 min.

Gedeliv, fupfilmkunst og Facebookgys

Tre vidt forskellige dokumentarfilm gør sig med fupagtige fiktionstræk til tankevækkende virkelighedsdokumenter i den suspekte nutid
Tre vidt forskellige dokumentarfilm gør sig med fupagtige fiktionstræk til tankevækkende virkelighedsdokumenter i den suspekte nutid
Kultur
17. marts 2011

Umiddelbart kan det undre, at Michelangelo Frammartinos italienske drama Le Quattro Volte, som fra i dag bør ses i de danske biografer, vandt hovedprisen på CPH:DOX, når nu den med sin tydelige iscenesættelse og instruktion ikke er en dokumentarfilm: En bonde udånder i sit hjem. Et gedekid forvilder sig væk fra sin hjord.

Men disse tråde af plot trækker os blot ind i filmens ægte sag: Store filmede tableauer af et cyklisk bjerglandsbyliv. Den skønhedsåbenbarende dvælen ved trætoppe, hustage og horder af geder og mennesker kaster ægte, dokumenteret virkelighed af sig. Filmens hjerte er dokumentarisk effekt. Råt levet liv. Og film er jo i dets natur, ved vi nok, iscenesættelse.

Åh, genrediskussionen. Den er så gammel som filmmediet selv og kun for alvor sjov, når dokumentarfilmens fupagtige fiktionstræk bliver en overbevisende del af dens lærestreg om samtiden.

Banksys kunstfilmsfup

Hvor Joaquin Phoenix' I'm Still Here skuffede i sit overspil, strakte andre dokumentarfilm fra 2010 genreelastikken med veludført, drilsk opfindsomhed: Banksy, hvis street art i 00'erne blev sin politiske tyngde værd i guld på verdens auktionshuse, ville have sendt en dværg op på podiet, hvis hans nominerede Exit Through the Gift Shop havde vundet Oscar for bedste dokumentarfilm.

Men det var filmen nok et (fup)nummer for avanceret til: Her filmer en overivrig franskmand street art-bevægelsens opblomstring. Pludseligt overtager Banksy filmen og følger nu franskmanden, som til gengæld begynder at masseproducere kunst med succes af Banksyske dimensioner. Eller hvad? Filmen er et sammenfiltret scam - fascinerende fupfilmkunst, der ironiserer over kunstmarkedets - og måske også (film)kunstens - buldrende tomme tønder.

Web 2.0-gys

Er lavbudget-dokumentarfilmen Catfish, lanceret på Sundance Filmfestival, også et fupnummer? Sammen med David Finchers The Social Network står den som en ultimativ dokumentering af sidste årtis nye, socialmedie-(u)virkelighed.

Fotografen Nev møder en niårig maler og hendes familie på Facebook og flirter, med sin brors kamera i nakken, online med hendes perfekte søster. Fortalt gennem YouTube-klip, sms'er, MySpace, Google Earth-flyveture og endeløse Facebook-korrespondencer vokser forholdet sig til en ægte, neglebidende web 2.0-gyser.

Instruktøren, Ariel Schulman, har fortalt The Guardian, at filmen blev kritiseret på dokumentarfilmfestivaler. For når halvdelen af dramaet er stykket sammen af filmede skærme, er det ikke til at sige, hvor meget der bare er web-fiktion. Men det er jo så også filmens ophøjede budskab: Der foregår en konstant virkelighedsforhandling på vores computerskærme såvel som på filmlærredet. På den måde er Catfish dokumentarfilm i sin reneste form: En ægte sammenstykning af 2010-virkelighedens dokumenter.

Virkeligheden som web 2.0-dokumenter. Virkeligheden som et kunstagtigt dokument om kunst og snydekunst. Virkeligheden som livs-dokumenterende filmtableau. Det er tre filmperler, der fortjente de priser, de fik og også dem, de ikke fik, for bedste 'dokumentarfilm' i 2010.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her