Læsetid: 3 min.

'Jeg håber, hun har den i håndbagagen'

Alle pressefolk skulle have deres version af historien om den hjemvendte instruktør Susanne Bier, der mandag vandt en Oscar for filmen 'Hævnen'. Information er absolut ingen undtagelse
Instruktør Susanne Bier (yderst th.) blev omringet af et enormt kobbel pressefolk, da hun landede i Kastrup fra Los Angeles i aftes efter sin sejr ved Oscarfesten natten til mandag. Hun mødte pressen i Terminal 3 med både sin Golde Globe-statuette (ses i venstre hånd) og Oscaren i højre, som hun havde rejst med i kabinen. British Airways' stewardesser ville alle røre ved Oscaren, fortalte Bier.

Instruktør Susanne Bier (yderst th.) blev omringet af et enormt kobbel pressefolk, da hun landede i Kastrup fra Los Angeles i aftes efter sin sejr ved Oscarfesten natten til mandag. Hun mødte pressen i Terminal 3 med både sin Golde Globe-statuette (ses i venstre hånd) og Oscaren i højre, som hun havde rejst med i kabinen. British Airways' stewardesser ville alle røre ved Oscaren, fortalte Bier.

4. marts 2011

»Her laver vi genforeningsbilledet,« siger Michael Feder fra Have Kommunikation og peger på et punkt midt i ankomsthallen.

Netop her skal den Oscar-belønnede instruktør Susanne Bier mødes med sine forældre og sin datter, når flyet fra Los Angeles er landet i Kastrup Lufthavn. Den samlede pressestand står og vifter med blitzlamper og retter blikket mod udgangen, hvor hun snart kommer til syne.

Alle medier prøver at lægge netop deres fortolkning ned over Susanne Biers hjemkomst. Og indeværende avis vil da heller ikke holde sig tilbage fra at dække den danske filmbranches nye galionsfigur. Eller rettere mediernes kredsen omkring hende.

»Vi regner med, hun kommer ind om lidt. Og vi har hørt, hun har fået andre til at tage sin bagage,« siger TV2-reporteren Michael Robert Wichmann til live-direkte.

Netop håndbagagen har været en central del af de svirrende rygter. For hvis ikke håndbagagen er med, har hun så den forjættede statuette med i ankomsthallen?

Michael Feder fra Have Kommunikation kan bekræfte, at Susanne Bier ikke selv kommer til at hente sine kufferter. Til gengæld har han afsat tid til, at ethvert interesseret medie nok skal få sit billede af instruktøren med Oscar-statuetten i sin hånd.

Helt tæt på

Netop da flydøren åbnes, glaner Susanne Bier ud over landingsbanen. I håndtasken stikker den nyvundne Oscar frem. Og pressen mæsker sig i synet af instruktøren, som netop er landet i Kastrup Lufthavn efter de seneste par dages glædesrus i Hollywood.

Eller sådan kunne det have været. Og sådan var håbet da også på Ekstra Bladets redaktionsmøde tidligere på dagen.

Men Have Kommunikation var ikke med på, at fotograferne skulle løbe ud på landingsbanen. Til formiddagsbladets indædte ærgrelse:

»Pr-folkene er rimeligt strenge med, hvor man må stå og tage billeder. For vi ville da godt have været helt tæt på ude ved flyet og skyde de allerførste billeder,« fortæller journalist Rune Melchior Sjørvad fra Ekstra Bladet.

Det har ikke samme betydning for ugebladet Her og Nu, som har haft to udsendte reportere med til festlighederne i Hollywood. Her er den familiære genforening vigtigere.

»Nu hvor hun nævnte 'mor' og 'far' i takketalen, glæder jeg mig til at se hendes reaktion, når de mødes igen,« siger journalist Kirsten Balslev fra Her og Nu.

Krøllet kjole

Hele ugen har pressen ellers allerede været ganske optaget af Susanne Bier. Hvordan hun mødte Mick Jagger efter Oscar-festen, hvad han sagde, og om hun tog sit forgyldte trofæ med i seng.

Hendes mor og far deltog tidligt på ugen i Danmarks Radios Aftenshowet, hvor de blandt mange viste et foto af en ung Susanne Bier, der leger med en spand i haven.

Her fortalte moderen, hvordan hun »gnaskede chokolade« i nattøj for at holde sig oppe til uddelingens afgørende øjeblik. Men det blev også slået fast, at moderen fik et opkald fra en angst Susanne Bier, der lige inden uddelingsfesten var bange for at kjolen ville krølle. Det gjorde den dog ikke:

»Det ville have været rigtig, rigtig synd,« lød det Elise Gug, der designede den petroleumsblå kjole. Hun tegnede dog også den hvide cremefarvede, som Susanne Bier var iklædt til årets Golden Globe-uddeling.

Men netop den behørige dækning af instruktørens månedlange ophold i Hollywood gør det svært at holde dampen oppe, erkender Se & Hør. »Normalt er hun ikke det store Se & Hør-navn, fordi hun ikke er så meget fremme på den røde løber. Og så er hun er jo en pæn og ordentlig kvinde. Vi skriver jo gerne om kendte med lidt mere krudt i,« fortæller chefredaktør Kim Henningsen fra Se & Hør.

Også journalist Leon Andersen fra Ritzau er ikke synderlig spændt på instruktørens snarlige hjemkomst, som han står i ankomsthallen og kigger mod uret.

»Vi er her, fordi alle er her. Det er en pligtting, som vi ikke kan tillade os at blive væk fra,« siger han.

Rygternes galopperende ridt ud over medielandskabet vil da også vide, at planen var, at Susanne Bier skulle have endt sejrsgangen på Københavns Rådhus til pandekager og vink fra balkonen. Sådan skulle det ikke gå.

I stedet er den røde løber i aften rullet ud hos filmselskabet Zentropa, der holder en privat fest for instruktøren, de nærmeste venner og pressen.

Tilbage i ankomsthallen lyder der en pludselig klikken fra de mange kameraer. Dér kommer hun frem. Uden håndbagage. Men både Oscar-statuetten og Golden Globe-trofæet løftet triumferende i hver sin hånd ...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu