Læsetid: 5 min.

'Ingen har nogensinde gødet hans hjerne'

'Gérard Depardieu er et meget simpelt menneske,' siger filminstruktøren Jean Becker, og derfor er den franske skuespiller så god i rollen som den uuddannede og udannede Germain i Beckers seneste charmerende film, 'Mine eftermiddage med Margueritte'
'Han kom meget let under huden på rollen,' siger Jean instruktøren Jean Becker om Gérard Depardieu i, som er aktuelt i hans film 'Mine eftermiddage med Margue-ritte', der indtil videre har trukket over en million franskmænd i biffen.

'Han kom meget let under huden på rollen,' siger Jean instruktøren Jean Becker om Gérard Depardieu i, som er aktuelt i hans film 'Mine eftermiddage med Margue-ritte', der indtil videre har trukket over en million franskmænd i biffen.

Miracle Film

17. marts 2011

»Sådan er Gérard selv i virkeligheden. Han er meget naturlig og reagerer spontant på ting. Næsten for naturlig.«

Jean Becker griner. Den 77-årige franske filmmager, biografaktuel med den charmerende og stilfærdigt morsomme Mine eftermiddage med Margueritte, er gode venner med skuespilleren, der har hovedrollen som Germain i filmen, nationalikonet Gérard Depardieu, som er kendt for sit noget upolerede, ligefremme væsen.

Becker fortsætter: »Han kender denne mand, Germain, rigtig godt. Måske fordi han har gjort ham til en blanding af sig selv som ung og sin egen far. Gérard og jeg havde lange samtaler om filmen og hans rolle. Gérard er selv et meget simpelt menneske. Som barn var han næsten autistisk. Det var svært for ham at tale, og han var ikke særlig åben. Han fortalte mig, at folk plejede at grine af ham, da han var yngre, men han var samtidig stor og barsk, så de generede ham ellers ikke. Det var faktisk teatret, som hjalp ham med at overvinde alt det.«

Slet ikke dum

Og derfor er Gérard Depardieu som født til rollen som den midaldrende uuddannede og udannede landsbygartner Germain, der bestemt ikke er ubegavet, men heller ikke ved ret meget, og som i Mine eftermiddage med Margueritteknytter et lærerigt venskab med den noget ældre bogelsker Margueritte (Gisèle Casadesus).

Der er scener i filmen, som kun fungerer, fordi Depardieu går til rollen som Germain helt uden ironi eller glimt i øjet. Som f.eks. da Germain tror, at forfatteren Guy de Maupassant er en slags guide, Guide Maupassant.

»Han kom meget let under huden på rollen,« siger Jean Becker om Depardieu.

»Han overspillede ikke, hvilket andre skuespillere kunne have gjort. Germains venner kan godt lide ham. Men han har ingen uddannelse - den franske titel på filmen er La tete en friche, 'friche' betyder 'brakmark', og det er, som om ingen nogensinde har gødet hans hjerne. Der er mange ting, han ikke forstår, men styrken ved filmen er, at den tager ham, som han er, med alle hans fejl og mangler - hvis man kan kalde dem det - og lader ham udvikle sig gennem mødet med den lille gamle dame, der lærer ham at forstå ord og mere abstrakte sammenhænge.«

»Han er slet ikke dum. Han ved godt, at folk gør grin med ham, men han forstår bare ikke rigtig hvorfor.«

En fælles fornemmelse

Gérard Depardieus naturlighed og umiddelbare forståelse for Germain går godt i spænd med Jean Beckers egen måde at lave film på. Franskmanden bryder sig nemlig ikke om at instruere sine skuespillere.

»Når jeg har valgt mine skuespillere, mødes vi og taler,« siger Becker, der er ud af en filmslægt og selv begyndte at lave film i 1960'erne.

»Han eller hun læser manuskriptet, siger ja til rollen, og så taler vi om det. Når de har sagt ja til rollen, må det betyde, at de kan lide manuskriptet. En skuespiller skal bruge sin krop og sit ansigt til at udtrykke alting, og vedkommende ved bedre end jeg, hvordan man gør det. Hvorfor skal jeg så blande mig i, hvordan vedkommende gør? Men hvis det sker, at han eller hun fejlfortolker personen, korrigerer jeg dem. Jeg prøver selv at komme med et bud på, hvad jeg mener, men jeg giver aldrig ordrer. Sådan instruerer jeg ikke skuespillere.«

»Det er selve ordet 'instruere', jeg ikke bryder mig om. Jeg skaber en fælles fornemmelse, så vi samarbejder om rollen og filmen.«

Et godt menneske

Mine eftermiddage med Margueritteer baseret på en bog af Marie-Sabine Roger, og den handler ikke mindst om kærligheden til ord og litteratur. Ligesom teatret hjalp Gérard Depardieu med at komme ud af sin skal, hjælper Marguerittes bøger og oplæsning Germain med bedre at forstå verden.

»Alt dette findes i bogen, der er skrevet af en kvinde, som nu er blevet min ven,« siger Jean Becker.

»Hun forstår at fortælle om dette simple menneske og hans møde med noget meget mere sofistikeret, litteraturen. Måske er det lidt vovet at lave en film, der handler om bøger og det skrevne ord, og som mere er som teater, fordi hun sidder på en bænk og læser for ham. Men jeg blev også forført af den gamle dame, der er helt alene, veluddannet og kun glad for at kunne dele ud af sin viden til denne mand.«

»Der er en scene i filmen, som jeg elsker, hvor de sidder ansigt til ansigt og taler. Han fortæller om det, han kender til: Jorden og hvordan man dyrker den. Hun kigger på ham og siger, 'du er et godt menneske, Germain'. Der er en slags forbindelse mellem dem, som fører til en slags kærlighed, og det øjeblik holder jeg meget af.«

Poetisk realisme

Mine eftermiddage med Marguerittehandler også om den kærlighed, der er mellem Germain og tre forskellige kvinder: Hans forfærdelige mor (Claire Maurier), der altid har været på nakken af ham, kæresten Annette (Sophie Guillemin), der gerne vil have børn, og det platoniske, men dybe forhold til Margueritte. Men Jean Becker vil alligevel ikke helt være ved, at han har lavet en kærlighedsfilm.

»Jeg har ikke villet vise tre forskellige slags kærlighed,« siger han.

»Det var alt sammen med i bogen, og det gik op for mig, da jeg skrev manuskriptet. Men det er sandt, at jeg godt kan lide at fortælle om forholdet mellem mennesker i mine film. Jeg ser gerne alle mulige andre slags film, actionfilm, spændingsfilm, men jeg kan ikke selv lave den slags film. Der er masser af menneskelige relationer og følelser i mine film, fordi følelser er nødvendige i en historie, det hjælper os i vores liv. Min far (Jacques Becker, red.), der også var filmmager, plejede at sige, at 'film er poetisk realisme'. Når man blander poesi med realisme, ændres alting.«

»Jeg lærte mange, mange ting af min far, fordi han var en stor instruktør. Men lige præcis dét udtryk har jeg hele tiden i hovedet, og det glemmer jeg aldrig. Hvis det bliver for komisk eller poetisk, vender jeg om og sørger for også at holde godt fast i det realistiske.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu