Integrations-teatret er på vej frem (så småt)

Teatret skal afspejle samfundet, siger man. Og scenekunsten bugner da også med kønnenes kamp, demokratiets svigt og kunstnerliv, stofmisbrug og trafficking for resten.

Men hvad med de fremmede i Danmark? Hvad med flygtningeskæbnerne og indvandrerlivet? Hvad med den daglige skævhed mellem nydanskere og gammeldanskere? Hvad med arabiske Muhammed, der kun spiser oksekød, og jødiske Miriam, der helst vælger laks? Hvor bliver de af i dansk scenekunst?

Hvor er dramatikerne med en anden kulturbaggrund og hvor er scenograferne og instruktørerne? Og hvor er de mørkhårede, skævøjede eller sorte skuespillere, der kan sætte lidt eksotisk kolorit på den leverpostejfarvede yngel af danske skuespillere, med eller uden lyse striber?

Lige nu er der imidlertid flere forestillinger, der belyser fænomenet at være fremmed i Danmark. Scenekunst, der forholder sig til den nye danske hverdag, hvor ikke alle er efterkommere af en Mads Skjern og slet ikke en Maude Varnæs.

Er din accent stærk nok?

Scenisk var det afgørende, da Betty Nansen Teatret for fem år siden som led i projektet De Andres Tanker spurgte nydanskere om, hvordan de havde det med at bo i Danmark. Dramaturgen Mette Wolf Iversen fik samlet beretningerne til Tørklædemonologerne, som både blev spillet på Edison-scenen og på Aarhus Teater og Odense Teater. Her kom de beretninger om et nydansk dagligliv op på scenen de hverdagsproblemer, som tidligere havde været fortiet i dramatikken.

Det har været politisk korrekt at tale om disse ting, men selv den mest målrettede teaterstøtte har selvfølgelig ikke kunnet kræve særlig fremmedkunst. Men nu er integrationsteatret altså ved at gro frem. Også selv om der ikke er mange ikke-danske skuespillere at vælge imellem. For når kun en promille af ansøgerne til teaterskolerne kommer gennem nåleøjet, så tilbydes nydanske ansøgere ikke positiv forskelsbehandling.

Visse ikke-lyshårede skuespillere med eksotiske navne har vi dog. For eksempel den evigt sjuftcastede accentmester Zlatko Buric, der spiller sin egen kliché i My Fair Lady, energibundtet Özlem Saglanmak, der bl.a. lagde stemme til Yallahrup Færgeby og var med i Hotel Pro Formas
Ellen - og den nyuddannede Hadi Ka-Koush, der netop har spillet rollen som indvandrer i Nordkraft.

Er Det Kongelige bedre?

Etnisk diversitet og internationalt samarbejde indgår i de officielle målsætninger for dansk scenekunst. Det Kgl. Teater fremstår her som scenekunstens flagskib, uden at idealerne dog er formuleret i nogen procentvis personaleplan, sådan som f.eks. på Dramaten i Stockholm. Men skuespilchef Emmet Feigenberg har markeret sine gode intentioner. Denne sæson har han inviteret de to nydanske dramatikere, Nassrin el Halawani med Slotskaréen og Zaki Youseff med Præmieperker, der i øjeblikket spilles under samletitlen Nye Stemmer.

Ellers er der flest solstrålehistorier omkring integrationsscenekunsten, når det gælder balletten og dansen. Kroppens kunstart har et ret ubesværet forhold til den globale virkelighed og størstedelen af de udøvende dansere i Danmark er i dag udlændinge. Også hos Den Kgl. Ballet.

Er hvid hud pænest?

Disse uger kan man se flere forestillinger, der allesammen beskæftiger sig med danskheden og med oplevelsen af Danmark set med indvandreres øjne.

Verdensrum af Teater Rio Rose er en forunderlig vandreforestilling i et gammelt baggårdshus i Store Kongensgade. Her har teaterlederen, Tove Bornhøft, skabt en begavet site-specific performance om at høre til og om ikke at høre til.

Særligt besk er en scene, hvor en kvinde skal bestå en test. Hun svarer rigtigt på alle spørgsmål, men præmisserne for testen bliver hele tiden forandret, så hun til sidst ikke har noget valg, hvis hun skal bevare sin værdighed: Hun må vandre ud igen. Det er interessant nok den dansk udseende Annette Katzmann, der spiller kvinden, der dumper. Eksaminatoren spilles derimod af den sydlandsk udseende skuespiller Hassan Preisler mens den asiatisk udseende Sandra Yi Sencidiver spiller præmie-eleven, der får adgang til det forjættede land. Castingen matcher altså forestillingen.

Tove Bornhøfts teater taler til alle sanser. Vi tilskuere bliver ledt gennem smalle loftsgange med våben, og vi bliver sat foran en video om farvede børn, der helst vil lege med hvide dukker, fordi de er pænest. Og vi bliver ikke mindst konfronteret med halvlammede kroppe, der kaster sig i danske, visne blade og længes bort...

Har du en pølsevogn?

Børneteatret Månegøgl har skabt en tilsvarende flygtningehistorie i forestillingen Fra mig til dig. Denne fortælling er helt konkret: En lille dreng bliver nødt til at rejse med sine forældre langt væk fra sin bedstemor og sit land. Hanne Trolle formår her at skildre barnets mærkelige blanding af frygt og nysgerrighed på den fineste måde. Med en dukkedrage, der hjælper børnehaveungerne til at smile.

På Taastrup Teater har indvandrerteatret fået lokalkolorit, eftersom teaterlederen, Mogens Holm, har fået dramatiseret Lone Aburas debutroman Føtexsøen, der er skrevet ud fra forfatterens familieerindringer fra Taa-strup, hvor faderen angiveligt var den første muslim med egen pølsevogn i Danmark... På scenen var mønsterbryderhistorien dog knap så uforudsigelig.

Dansen er som regel mere abstrakt. Koreografen Tina Tarpgaard har skabt forestillingen Malpais for Recoil Performance Group i Dansehallerne, og her er forestillingens overordnede tema frygt frygten for at møde nyt og frygten for at miste. Men egentlig lever koreografien stærkest i en dans, hvor en mand og en kvinde skiftes til at få muskelovertaget, både når det gælder nysgerrighed og stædighed. Den hollandsk-israelsk uddannede Siri Wolthoorn og norske Jonas Örknér kæmper her mod hinanden i organisk bløde bevægelser, hvor de puffer og skubber hinanden i ubrudt balancekamp. Her kan man tale om integrationskunst med både skønhed og friktion.

Kan du sige rødgrød?

Men tilbage til skuespilleren Hadi Ka-Koush i Nordkraft. Hvad gør han? Han taler selvfølgelig perkerdansk og spiller med seje håndbevægelser og special-price-for-you-my-friend-venlighed, akkurat sådan som vi forventer det. Indtil han pludselig skifter stil og taler perfekt og køligt indfødtdansk. Tag den!

Derudover er der et godt stykke vej til, at skikkelserne i gammeldanskerteatret minder om personerne i en linje 3 A på tværs af København. Lige nu beskriver scenekunsten stadig mest indbyggerne i Algade i Korsbæk.

Verdensrum. Iscenesættelse: Tove Bornhøft. Teater Rio Rose i St. Kongensgade 110 F, 1. sal, 2. baggård. Til 2. april. www.riorose.dk

Fra Mig til Dig. Tekst: Hanne Trolle. Iscenesættelse: Peter Hesse Overgaard. Teatret Månegøgl. Turné. www.hannetrolle.dk

Malpais. Koreografi: Tina Tarpgaard. Videoscenografi: Jonas Jongejan og Ole Kristensen. Dansehallerne. Til 8. april. www.dansehallerne.dk