Et Folkesagn er ikke bare en dansk ballet. Et Folkesagn er den allermest danske ballet, fordi den udspiller sig midt i den danske bøgeskov op ad en kæmpehøj med fortidsgrave... Balletten er dermed et af Danmarks kunstneriske nationalvisitkort - i familie med H.C. Andersens eventyr Elverhøj fra 1845 og Johan Ludvig Heibergs kongehyldest Elverhøi fra 1828.
Men nu er Et Folkesagn altså blevet omfortolket, så den danske idyl i det grønne er blevet til en sort dekadenceverden på stenbroen. Dronning Margrethes scenografi fra 1991, hvor trolde havde morsomme haler, er blevet afløst af Mia Stensgaards vanskabninger, der drikker blod og har hovedet sat omvendt på.
Ballettens Danmarksbillede er trukket gennem sort maling. Den nationale selvopfattelse er forandret fra helteland til dekadenceland. Og billedet af danskerne er gået fra en skildring af høflige mennesker i en overfladeharmoni til en beskrivelse af danskerne som dyriske skabninger i en vulgaritetskynisme.
Kolera og sølvbæger
Balletten er fra 1854. August Bournonville udtænkte handlingen sommeren forinden, da koleraepidemien hærgede København. Bournonville var flygtet væk fra smitten op til Fredensborg med sin familie. Her digtede han så historien om den unge adelsmand Junker Ove, der skulle giftes med den temperamentsfulde frøken Birthe til Højgården, men som endte med at få den blide Hilda.
For ude i skoven oplevede Ove en kæmpehøj åbne sig. Ud trådte den underskønne Hilda med et sølvbæger i hånden, mens hendes troldefamilie rasede. Ove blev vild af betagelse, og elverpiger forsøgte at danse ham til døde, men han krammede sølvbægeret i hånden og segnede... To akter senere blev alt opklaret: Hilda var i virkeligheden som spæd blevet forbyttet med frøken Birthe, da hun lå og sov i sin herregårdsvugge. Hilda skulle altså hele tiden have været gift med Junker Ove. Og så er der ellers brudevals og majstang og det hele.
Det er en smuk historie. En nationalromantisk idylhistorie, jovist - med skønhedsmusik af både Niels W. Gade og J.P.E. Hartmann. Men også en historie om det godes sejr over det onde. Om kristendommens magt over mørket. Og om kærlighedens kraft.
Kors og tradition
Da Dronning Margrethe II i 1991 skabte scenografien til Et Folkesagn, var det på opfordring af daværende balletmester Frank Andersen. Han havde øjnet chancen for at skabe en ny version af balletten forud for II Bournonville Festival i 1992. Det royale islæt blev en kæmpe publikumssucces - og opsætningen fik stor international bevågenhed.
Frank Andersen og Anne Marie Vessel Schlüters iscenesættelse i 1991 holdt sig trinmæssigt meget loyalt til den traditionelle opsætning, der siden 1979 havde været opsat i Kirsten Ralovs iscenesættelse til Lars Juhls smukke, drømmespinkle scenografi. Men i Dronning Margrethes scenografi fik balletten fremhævet sine groteske modsætninger, for her var den svigefulde Birthe klædt i gult, den noble ridder Ove i blåt og den yndige Hilda i uskyldig perlemorssilke. Skoven med elverhøjen var forårsgrøn. Og korset lå på natbordet, som det skulle.
Men 11. marts 2011 kom så premieren på Hübbes nye fortolkning - samme dag som nyheden om jordskælvet i Japan. Meldingerne fra Japan var så frygtelige, at det nærmest føltes upassende at sidde passivt og kigge på fortidstrolde. For nej, Mærsks prestigekonstruktion blev ikke truet af det mindste tsunamiskvulp, selv om mange gerne havde givet Operaen i bytte for de titusinder af smadrede hjem i Japan - og for det atomkraftværk, hvis nedsmeltningsrisiko i skrivende stund fortsat suger verdens frygt til sig.
Spejling og sexgalskab
Til gengæld viste jordskælvet sig at ramme inde i balletten. For den fortolkning, som Nikolaj Hübbe og Sorella Englund har skabt sammen med Mia Stensgaard, er ikke blot en tidsjustering af nationalromantikken. Det er en mentalpsykologisk nationsspejling. En spejling, der viser danskerne som et folkefærd af sexgale og hæmningsløse misbrugere, der interessant nok kun kan opretholde den nydelige overflade ved at benytte teatret som ventil. Religionen er fordrevet. Tilbage er kun en 'vækkelsesprædikant' og en krøblingestok formet som et kors.
Lykkeboble og slør
Vorherre har tilsyneladende måttet give op over for danskerne og er flygtet nordpå - derop, hvor troldene ellers traditionelt flygtede hen til sidst. Nu bliver troldene boende, så danskerne kan spejle sig i deres vanartethed hver eneste dag ...
Nuvel, i den nye opsætning er Hilda og Junker Ove fortsat ædle og forelskede. Men de to unge elskende er blevet helt 'overjordiske' i forhold til den gråsorte virkelighed af de slimede 'underjordiske', som ellers overvælder tilskueren. Den sejrende kærlighed bærer stadig historien, men de to unge lever i deres egen lille lykkeboble. For det virker, som om de slet ikke har fået øje på jordskælvets konsekvenser rundt om sig endnu.
Og som om dette idealpar i virkeligheden er blevet 'de fremmede' i denne opsætning, hvor flertallet og dermed 'normaldanskeren' fremstår som depraveret og liderlig.
Bryllup bliver der altså - med kridhvid majstang og kyskhedsslør. Men pænheden har inviteret perversionen med til denne jordskælvsfest for den allermest danske ballet anno 2011.
