Læsetid 5 min.

Karl Ove 1:1

På visit. Den norske forfatter Karl Ove Knausgård er i gang med at skrive seks bind om sig selv, men læser ikke længere, hvad andre skriver om ham. I virkeligheden er han nemlig et meget privat menneske, betror han sine mange læsere i Diamanten mandag aften
18. marts 2011

Første gang, Karl Ove Knausgård var i København med sine bøger, kom der kun syv.

Og han var så nervøs, at han ikke fik sagt andet end ja og nej. Nu sidder han med udsigt til en totalt udsolgt Dronningesal i Det Kongelige Bibliotek i egen høje person og cowboytøj og virker lidt forlegen over de mange mennesker, der forventningsfuldt er mødt op for at afkræve ham et svar eller to. Det falder ham stadig ikke let at være sig selv over for så mange.

I virkeligheden bryder han sig ikke om at tale om sig selv. Eller læse om sig selv. Det er derfor, han for længst har vendt ryggen til alt det, der bliver skrevet om ham og ikke deltager i receptionen af sine egne bøger ud over det, han får refereret. På den måde har han beskyttet sig selv mod det, han har udsat andre for. Men nu sidder han altså med ansigtet mod publikum som bevis på, at han for alvor er trådt ind på den internationale forfatterscene.

Livet afklædt

Knausgård skriver sig gennem sit liv uden at spare sig selv eller andre og har lagt det hele ud til offentlig bedømmelse og fordømmelse, hvor ethvert blad vendes. Bøgerne har ikke bare forandret læsernes liv. De har også forandret hans eget og hans families.

Han ville egentlig bare have skrevet en lille roman om sig selv for at få sat ord på følelserne omkring sin fars død. »Min kamp var tænkt som en roman med 1.000 læsere,« fortæller han. I stedet skriver han med frenetisk ihærdighed og demagogisk overbevisning på en 3.000 sider lang selvbiografi, der er nået ud til flere hundredtusinde læsere. Uden distance til sig selv og de mennesker, han skriver om.

Og derfor føler mange, at de kender ham, som menneske og privatperson. Det gælder også de tilstedeværende. Knausgård selv fortrænger det faktum, at folk læser bøgerne og derfor ved ganske meget om ham.

»De første to romaner skrev jeg, uden at nogen læste dem.« Sådan er det ikke længere. »I Malmø kan folk finde på at stoppe mig på gaden og spørge: Hvordan har du det med din far nu?,« siger han til stor moro for salen. Det kræver nemlig ikke meget indlevelsesevne at sætte sig ind i de konflikter og hændelser, der bliver beskrevet med stor præcision i Min kamp. Knausgård skriver om sit liv, sine tanker og alt det bortgemte, man ikke normalt ville dele med nogen. Helt ned i detaljen.

»Jeg skriver ting i de her bøger, som jeg aldrig har sagt til et eneste menneske. Altså mine dybeste hemmeligheder. Og jeg har lært at leve med, at folk føler, de kender mig.« I virkeligheden er det kun nogle ganske få, der kender ham. Og det er de allernærmeste.

»Jeg er faktisk et meget privat og genert menneske. Jeg har altid været meget tilbageholdende og indsmigrende og sagt, hvad jeg troede, folk gerne ville have, jeg skulle sige. Og jeg er konfliktsky, så i mange situationer siger jeg ikke, hvad jeg mener. Sådan har jeg levet i næsten 40 år, og derfor er der bygget et stort tryk op. Det er dét, bøgerne åbner for.« Men han skriver ikke for at lette trykket. »Jeg vidste jo ikke, hvad jeg gjorde. Jeg skriver om levende mennesker, og jeg anede ikke, hvordan de ville reagere.«

Virkelighedshunger

Knausgård finder i bøgerne afløb for alt det, der ikke er let at tale om. Og han havde ikke forestillet sig, at det ville appellere så bredt. Han begyndte at skrive på et tab af mening efter faderens død. Og en jagt på sandheden i sig selv og litteraturen.

»Jeg havde skrevet to romaner først og ville skrive om erfaringerne med min fars død. Jeg prøvede på det i flere år uden at finde frem til en form.«

Derfor satte han sig for at bevæge sig så tæt på virkeligheden som muligt og skrive det tabte tilbage ved hjælp af litteraturen. Virkeligheden viste sig hurtigt uudtømmelig. Og det var et delvist opgør med fiktionen.

»Vi er jo omgivet af fiktion. Alt formidles til os, men jeg ville prøve kræfter med min egen virkelighed og skrive selvbiografisk. Meningen med litteraturen er jo at krystallisere noget ud af virkeligheden, at lave et ekstrakt og komme ned i lagene.«

Knausgård har et meget ambivalent forhold til hverdagen, som han bruger det meste af sit værk på at beskrive. »Hverdagen spiller en stor rolle i Min kamp, men det er jo, fordi den spiller en stor rolle i livet,« konstaterer han. »Da jeg begyndte at skrive selvbiografisk, fik jeg et andet sprog. Pludselig åbnede verden sig på en helt anden måde. Jeg havde et landskab foran mig.« Han var klar over, at det var noget af en litterær satsning.

»Det er jo så jävla kedeligt! Men hverdagen siger jo noget om, hvad livet er. Og hvorfor skal kunsten handle om andet?«

Verden er altid den samme, det er kun måden, vi ser den på, der forandrer sig. Og litteratur kan meningsfortætte. »Det opstod, da jeg skulle skrive om min far. Døden er jo en helt uhåndgribelig størrelse og næsten umulig at skrive om. Samtidig var jeg så ekstremt emotionelt berørt af min fars død, at det var den eneste måde, jeg kunne udtrykke mig på,« fortæller han og læser op fra den uhyre detaljerede beskrivelse af rengøringen af faderens hjem, der udspiller sig i bind et. Over godt og vel 300 sider.

»Jeg kunne ikke have skrevet det her, hvis det ikke havde været for døden. Det handler jo om ingenting, den meningsløse, helt utrolig kedelige hverdag.« Og sådan fortsætter livet bind efter bind. »Bog nummer to er jo endnu mere triviel,« afslører han for de, der endnu ikke skulle være nået så langt.

Uden fraklip

Netop skildringen og afbildningen af faderens død er gået nogen for nært. »Det er et forsøg på at skrive det, som det var. Hvis man accepterer det, findes der ikke noget farligt eller overskridende ved det. Men hvis man siger, at der er noget her, der ikke kan vises, fordi det er skammeligt, så har man en konflikt. Jeg mener ikke, at der findes noget skammeligt over beskrivelsen af min fars død.«

Det er resten af faderens familie ikke helt enige med ham i og har lagt sag an. Men Knausgård føler ikke, han kunne have gjort det anderledes.

»Hvis jeg ikke kan skrive om min far, kan jeg jo for fanden ikke skrive om noget som helst. Men jeg forstår godt reaktionerne, og jeg er meget lidt glad for dem. Alle familier har jo en historie, der bliver holdt tilbage. Og man kan ikke fortælle historien om sig selv uden at berøre andre. Men jeg vil jo ikke støde folk.«

Han betragter sig selv som et nostalgisk menneske, der ynder at se tilbage og gør brug af erindringen i sin litteratur. Frit efter hukommelsen. Og den er det så som så med, selv om den har grebet om sig. Selv siger han, at han ikke husker særlig godt, men gestalter den verden, han går ind i.

»Jeg tror, jeg husker alle de rum, jeg nogensinde har været i. Men jeg husker ikke, hvad folk har sagt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu