Baggrund
Læsetid: 5 min.

Det kom og kom fra det ydre rum

Er vi alene i universet? Ikke hvis man spørger Hollywood og omegn, og på film vil de fremmede os alt fra frelse til fuldstændig udslettelse
Er vi alene i universet? Ikke hvis man spørger Hollywood og omegn, og på film vil de fremmede os alt fra frelse til fuldstændig udslettelse
Kultur
24. marts 2011

»Look out your window I can see his light / If we can sparkle he may land tonight / Dont tell your poppa, or hell get us locked up in fright«

David Bowie, Starman (1972)

I World Invasion: Battle Los Angeles, der har dansk premiere om en uge, er menneskeheden, for hvem ved hvilken gang, truet af krigeriske rumvæsener i lynhurtige fartøjer. Men hvor kulørte disse mennesker møder rumvæsener-film end måtte forekomme, tyder ganske meget på, at de gennem årtier har talt til både vores frygt og håb. Og afgjort også vores humoristiske sans.

Uidentificerede Flyvende Objekter også kendt under den mere, well, jordnære betegnelse flyvende tallerkener er som bekendt et fænomen, der rækker langt ud over filmens verden. Den biografaktuelle titel henviser således til det såkaldte Battle of Los Angeles, en falsk luftalarm over USAs næststørste by i februar 1942, som ufo-entusiaster angiveligt efterfølgende har hævdet ikke var så falsk endda.

The Battle of Los Angeles blev siden officielt forklaret som et udslag af krigsnerver, og episoden fandt jo også sted få uger efter angrebet på Pearl Harbor. Der er dog ingen tvivl om, at koldkrigsnerver i de følgende år sætter deres præg på de filmiske fortællinger. Tag blot den flittigt genindspillede paranoia-klassikerStjålne kroppe (1956), hvor invasionen foregår gradvis og i det skjulte. Det er oplagt at se plottet med de puppeudklækkede kloner, der stjæler amerikaneres kroppe og bevidsthed som et billede på frygten for kommunismens ensretning.

I den rebelske instruktør Abel Ferraras udlægning (som er lavet lige efter Den Kolde Krigs afslutning, og som blot hedder Body Snatchers og foregår på en amerikansk militærbase) er fjendebilledet mere mudret:

»Der laves et snedigt link mellem militærets rigide konformitet og puppevæsenernes adfærd. Sidstnævnte synes en logisk forlængelse af førstnævnte,« bemærkede filmkritikeren Roger Ebert.

Religion og teknologi

I David Bowies ovenfor citerede sang er stjernemanden tydeligvis en art modkulturel Messias (og formentlig en spejling af kunstneren selv), og fire år senere spillede skaberen af Ziggy Stardust et rumvæsen, der korrumperes som konsekvens af mødet med menneskeracen. Filmen var Nicolas Roegs The Man Who Fell to Earth et bevis på, at rumvæsen-temaet også kan gribes kunstnerisk an.

I The Day the Earth Stood Still (1951) er det ligeledes den nyankomne, man som tilskuer skal holde med. Da Klaatu, som rumvæsenet hedder, går undercover og som alias bruger Mr. Carpenter, leder det tanken hen på en profession, der igen leder tanken hen på selveste Jesus. Budskabet er klart: Menneskeheden har brug for at blive frelst fra sig selv. Filmen kom da også blot to år efter, at Sovjet havde brudt USAs monopol på atomvåben, og de to stormagter nu holdt hinanden i højteknologisk og potentielt altødelæggende skak.

I frelserfigurkategorien finder vi såmænd også Superman, der jo kommer fra planeten Krypton, men ofte har de velmenende rumvæsner en langt mindre ærefrygtindgydende fysisk fremtoning.

I Steven Spielbergs Nærkontakt af tredje grad og E.T. har de fremmede betryggende barnetræk, og i førstnævnte films slutscene bader Spielberg mødet mellem de to civilisationer i blændende lys. I sit bidrag til essaysamlingen Alien Zone mener Hugh Ruppersberg ligefrem, at instruktørens to science fiction-værker er fuldt sammenlignelige med bibelske storfilm fra 1950erne og 1960erne.

Mange år senere filmatiserede Spielberg dog H. G. Wells klassiker War of the Worlds, i hvilken de fremmede er af anderledes krasbørstigt tilsnit, ganske som det er tilfældet i Independence Day, hvis ultimative money shot var en pulverisering af Det Hvide Hus ved hjælp af en laserstråle.

Pas på børnene

Som en variation af udryddelsesdramaerne ses de film, hvor rumvæsenerne ønsker at kolonisere jorden og bruge dens oprindelige befolkning som slaver. En strategi, som forekommer noget snedigere, skønt også lidt mindre effektfuld rent dramatisk.

I nogle invasionsfilm skyldes rumvæsenernes barske fremfærd ikke blind destruktionstrang, men nød og des-peration. Som Peter Biskind skriver i bogen Seeing is Believing, var 1950erne rige på film, hvor de fremmedes egen planet var truet af undergang, og de derfor havde udset sig Jorden som deres nye hjem.

Invasionstemaet har i øvrigt også en legemlig dimension, da adskillige mennesker i tidens løb har hævdet, at de er blevet bortført af rumvæsener og efterfølgende underkastet ydmygende anatomistudier (hvilken interesse bortførerne så skulle have i at sætte forskningssubjektet på fri fod igen, er et spørgsmål af de bedre).

I John Carpenters Village of the Damned (1995), en genindspilning af en britisk film fra 1960, er det blandt andet de angstprovokerende aspekter af graviditetsoplevelsen, der spilles på. Rumvæsenerne lader sig føde af menneskelige mødre, men opfører sig snart meget ubarnagtigt og har da også en urovækkende stålgrå fremtoning.

At fjendebillederne fra det ydre rum kan være ganske forskelligartede vidner et andet af Carpenters værker om: den samfundskritiske invasionsfilm They Live (1988). Her er al frihed illusorisk, og den forbrugermentalitet, vi kender, dikteres af en hemmelig rumvæsenelite.

En lignende ide har faktisk har en fortaler i virkeligheden. Den britiske forfatter David Icke mener, at vores verden regeres af det såkaldte Babylonske Broderskab, en race af reptiler, der kan antage menneskelig form. Hvilket let og elegant leder os til nærværende artikels afsluttende komedieafsnit.

Frygt ej

For selv om science fiction-genren ofte har en betragtelig intellektuel og/eller filosofisk dagsorden, har den og dens ikonografi også et velvoksent komisk potentiale. Dette gælder måske især invasionstemaet, fordi det i sin kerne forekommer så ekstremt.

Tag blot independent-kultklassikeren The Blob fra 1958, hvor en knaldrød og dermed formentlig kommunistisk slimklat (som var lavet af silikone, hvilket åbner for helt nye fortolkningsmuligheder) terroriserer en amerikansk lilleby. Filmens gennemført fjollede titelsang antyder dog på det kraftigste, at det hele er ment som en parodi, og i 1996 gik Tim Burton så hele (mælke)vejen:

I invasionsfarcen Mars Attacks! har rumvæsenerne alle de klassiske visuelle kendetegn: deres enorme hjerner og diminutive kroppe indikerer, at de for længst har skabt et højteknologisk samfund som dog ingenlunde er uforeneligt med et barbarisk sindelag hvor fysisk styrke har udspillet sin rolle. Burton forsømmer heller ikke at tage kærlig strøm på en film som Species, i hvilken rumvæsenerne kan skjule deres grumme intentioner bag et forførende feminint ydre.

Året efter kom Barry Sonnenfelds veloplagte komedie Men in Black, hvori jordboere og rumvæsener uden førstnævntes vidende lever side om side. Titlen refererer til en lille flok superagenter, der giver afkald på et normalt liv for at opretholde resten af menneskeracens lykkelige uvidenhed.

Der er selvfølgelig også i tidens løb lavet en lang række film, hvor trafikken går den anden vej, hvor Vi opsøger eller tilfældigt støder på, Dem. Men det er en anden historie.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Majbritt Nielsen

Hey hvem ved
Måske er jorden et "terrarie" for udenjordsvæsner. Vi ved det bare ikke.

Derfor kommer der kun få aliensrapporter om bortførsel. For ind i mellem skal de lige se på et eksemplar eller to. ;)
Det blvier lidt noget skidt, hvis vi er afhængie af at de holder jorden. Som vi holder akvarier. Og de så mister interessen.

Selv om det er bevist at der findes liv i universet, er der aldrig ført bevis for at der findes intelligent liv i universeet.

Mikael Emmertsen

Måske er der slet ikke noget univers. Det hele kan være en projektion af et selv, vi ikke kender.
Rummennesket kan være vores egen "anden side".

Det virker mærkeligt at vi aldrig har opfanget nogen radiosignaler (eller bare støj) fra rummet, når vi selv har kastet så meget derud de sidste mange år. Man skulle tro at vi ville have opfanget et eller andet, hvis universet var fyldt med andre avancerede civilisationer. Noget kunne tyde på at der enten ikke er nogen derude, eller at nogen eller noget bevist holder os i radioblackout.
Eller også er det bare fløjet forbi os, hvad ved jeg :)

marx invading ? dont panic !

Det er klart at hollywood laver film om emnet, fordi det fylder så meget hos det amerikanske militær.
Nogle siger op mod 400 millarder om året går til hemmelige projekter, hvor teknologien er op til 50 år foran det vi ser og bruger nu.
Måske skulle vi bare starte med at bruge det? (selvom det selvfølgelig ikke må falde i de forkerte hænder)
se en aerospace historiker fortælle om historien bag dem:
http://www.youtube.com/watch?v=woMtIHwRL2w
og del 2:
http://www.youtube.com/watch?v=OcGJpd2aW_c&feature=related

Oskar Jacobsen

Det kan diskuteres hvorvidt Invasion of The Bodysnatchers er antikommunistisk. Flere ting tyder på at den netop er det modsatte. Interessant artikel derudover. Har længe gerne villet se The Blob og The Man Who Fell to Earth.

Favoritten må dog være en John Carpenter film; The Thing(selvom at Howard Hawks versionen heller ikke er dårlig)

Mikael Emmertsen

Hvis væsener fra andre interstellare planetsystemer kan kontakte os, må de være os åndeligt overlegne. Ellers vil de ikke kunne overskride tidsbarrieren.
Vi har derfor intet at frygte.

fra artiklen.

Som en variation af udryddelsesdramaerne ses de film, hvor rumvæsenerne ønsker at kolonisere jorden og bruge dens oprindelige befolkning som slaver

-----------

nogle amerikanere blev og bliver jo virkeligt udsat for noget i de retninger.