Læsetid: 8 min.

Kritikerfejder og rollespil

Strid. Historisk set er litterære fejder næsten altid en blanding af personlige modsætninger og ideologi. De større litterære stridigheder opstår gerne ved tidehverv, mellem generationer, når nye tanker, ny livsstil, ny politik lanceres, men verbale slagsmål kan også udspringe af såret digterære, f.eks. i det aktuelle tilfælde: Ib Michael vs. Lars Bukdahl
4. marts 2011

Så sent som for et år siden, 20. januar 2010, skrev den unge digter og kritiker Martin Glaz Serup her i avisen: »Vi ønsker os litterære fejder, vi ønsker os nogen at være uenige med, der selv har noget på spil!«

Det skete som led i Informations spørgsmål til en række forfattere om, hvordan et manifest for det nye årti kunne se ud.

Nu har han da fået sit ønske opfyldt med Ib Michaels rasende udbrud af såret digterære i anledning af dårlig omtale af sine senere bøger fra en række anmeldere, landets ti dårligste læsere med Weekendavisens Lars Bukdahl i spidsen som særlig nederdrægtig forfølger. Det fremkaldte adskillige reaktioner i avisernes spalter og på bloggen, mest som et emotionernes og forfængelighedens marked og mindre som egentlig litterær diskussion, undtaget for så vidt som Ib Michael som et sidemotiv fik blandet spørgsmålet om forholdet mellem fiktion og sandhed ind, fordi Karl Ove Knausgaards romansucces Min kamp skulle pilles lidt ned fra piedestalen til fordel for den vrede forfatters egen kamp.

Det vil vise sig, om fiktionaliteten eller den fiktionsfri fiktion (Hans Hauge i Politikens Bogdebat) vil holde stand på arenaen som et væsentligt emne over for den mere kulørte personsag.

Ved tidehverv

Historisk set er litterære fejder næsten altid en blanding af personlige modsætninger og ideologi. De større litterære stridigheder opstår gerne ved tidehverv, mellem generationer, når nye tanker, ny livsstil, ny politik lanceres. Således var der ordentlig gang i skænderi og prestigekamp ved overgangen mellem klassicismen og romantikken i årene omkring 1800.

Jens Baggesen var længe en central kombattant som repræsentant for en vigende stil med sin voksende afsmag for det danske miljø og blikket rettet mod tysk og fransk. Han skrev operateksten Holger Danske efter et tysk forlæg, og netop i Tyskland vakte den opsigt, blev oversat og rost til den brøsige P.A. Heibergs ubehag; så han skrev en parodi med titlen Holger Tydske.

Sagen affødte en syndflod af barske debatindlæg fra en lang række forfattere, bl.a. Knud Lyne Rahbek, Clemens Tode, Schack Staffeldt, optaget af problemet med tysk influens på dansk åndsliv og sprog, hele tyskeriet.

Den såkaldte Holgerfejde, der løb fra 1789, tog så meget på den arme Jens Baggesen, at hans tyske venner arrangerede en udlandsrejse for ham med den glitrende, romanagtige rejsebog Labyrinten som litterært resultat. Forfattere før og nu nyder godt af at være i udlandet i fred for hjemlige ballademagere, hvor de i sikkerhed kan udlove øretæver.

Da Baggesen i 1802 flyttede til Paris, testamenterede han ved en bevæget selskabelig lejlighed sin danske lyre til den lovende, unge rival, der endnu blot hed Øhlenslæger. Måske fortrød han sin gestus, siden han i 1806 indledte en kritisk, rimet korrespondance med den nu strålende digter og dramatiker, Noureddin til Aladdin, med professionelle råd:

»Jeg, som ikke Lampen har, men veed
Om Lampens Brug og Lampens Aand Besked,
Vil lære dig dens Kobberrust at gnide.«

Oehlenschläger besvarede denne smukke nedladenhed med irriterede, langt mindre elegante rimerier. Men han slap ikke af med det fremvoksende formskærerlaug, som Blicher siden kaldte den københavnske kritik. Baggesen var en klartskuende kritiker og fortsatte sine eftersyn af sin dramatiske efterfølger, der nu efterhånden ikke var på ungdomsdigtningens strålende top. Baggesen tog fat i hans tragedie Axel og Valborg, hvad der fik hans unge tilhængere til at reagere, bl.a. Carsten Hauch, F.C. Sibbern, Poul Martin Møller, et dusin ungersvende i alt, deraf betegnelsen Tylvtestriden, hvorimod kun Grundtvig kom Baggesen til undsætning.

Dermed var digterkongens trængsler ikke forbi. Formalismens nye kritiker frem for alle, Johan Ludvig Heiberg, var mindst lige så velskrivende som sin far og blev nu enehersker på parnasset med sin sønderlemmende anmeldelse i Københavns flyvende Post af dramaet Væringerne i Mikla- gaard (1827). Ud fra sin hegelske genrelære kunne han vise, at Oehlenschläger ikke var meget bevendt som dramatiker, men nok uovertruffen i den lyrisk-episke genre, romancen. Lidt af en reduktion, da teatret i den lille bitte hovedstad var kulturens centrum, men også et oplagt sted for tumult og pibekoncerter med stridende parter i modsætning til i dag, hvor man kun får motion ved stående applauser og ellers vold på scenen.

Tre genier

Der var stærke spændinger inden for voldene, hvor man gerne anmeldte hinanden og kom i slagsmål. Søren Kierkegaard tog således det nye geni H.C. Andersen ved vingebenet og spenderede hele sin første bogudgivelse, Af en endnu Levendes Papirer (1838), på en nedgørelse af romanen Kun en Spillemand måske med et djævelsk spil på titlen. Andersen håndterede chokket professionelt og hævnede sig med satiren En Comedie i det Grønne, og hvor han ellers kunne komme af sted med det i skriften. Resten af tiden forærede de hinanden deres bøger med høflige dedikationer. Så meget kunne ellers slippes ud mellem sidebenene, når man ser, hvad Kierkegaard i dagbøgerne mente om f.eks. Grundtvigs ølnordiske folkelighed.

Tre genier i en købstad var to for mange, eksplosive som de var og lette satiriske ofre, som når Kierkegaard fik sin bekomst i Goldschmidts frække ugeblad Corsaren. Men provokationer giver skriverfolket adrenalinfremkaldte modkræfter. Dengang som nu.

Radikalisme

Corsaren var tilsyneladende et sladderblad, men i realiteten forum for en dristig og radikal samfundskritik. Og på fornyet tidsgrundlag tog så det moderne gennembruds mænd fat om litteraturen for at gøre den til instrument for en realistisk, naturalistisk livsopfattelse med spillerum for den personlige frihed. Georg Brandes og bror Edvard var inspiratorer og fejdernes stormestre.

Den mest omfattende blev Sædelighedsfejden gennem 1880erne, navngivet af Georg Brandes i hans samlede debatindlæg, med udgangspunkt i hans berømte forelæsninger fra 1871 og især hans introduktion og oversættelse af Stuart Mills Kvindernes Underkuelse. Det blev alle tiders litterære fejde, siden navnkundig som Den store nordiske krig om seksualmoralen med engagerede forfattersoldater. Bjørnstjerne Bjørnson kastede En Hanske, et moralsk drama, på markedet, efter at Henrik Ibsen havde frigjort kvinden i Et Dukkehjem (1879). Samme frihed for mænd som for kvinder, hævdede Brandes. Kritik af erotisk ulighed hos Bjørnson. Sædeligt lighedskrav fra Dansk Kvindesamfunds Elisabeth Grundtvig, Georg Brandes yndlingsaversion.

Dybdevirkning fik fejden yderligere gennem litterære værker af bl.a. Arne Garborg, Hans Jæger og den farligt slagkraftige Strindberg med novellerne Giftas (1886). Temaet frihed versus orden betjentes af tidens kvindelige forfattere, bl.a. Amalie Skram og Victoria Benedictsson. Fiktionsdigtning hos mænd og kvinder blev således til debat og fejde, ligesom kritikere og anmeldere til stadighed var med og mod dette gennembrud, en debatlitteratur, som Georg Brandes snart begyndte at føle lede ved, selv hårdhudet af de store og små kampagner mod ham fra kirke, parnas, alle konservatismens og nationalismens autoriteter.

Den mest ihærdige Brandes-kritiker med egen iscenesat fejde var den begavede litterat Harald Nielsen, der frenetisk afsporede sig selv i kampen mod radikalismen og Systemet Politiken (1907), som bekendt en varig inspiration for nutidens religiøse nationalister. En mere stilfærdig polemiker var Helge Rode som en slags repræsentant for 1890ernes metafysiske skole med Det sjælelige Gennembrud så sent som i 1928.

Hjertet

Idé- og generationsgennembrud medfører fejder. Det gentages regelmæssigt i 1900-tallet, bl.a. i forbindelse med modernismen i dens forskellige faser, i 1970-marxismens litteratursyn og den samtidige kvindedigtning og brugslitteraturen, i 1980ernes lyriske nyromantik, med hver deres tilhørende anmelderroller, i 1990ernes minimalisme og alt det, Lars Bukdahl holder styr på.

Hen over ideologierne lægger sig de personlige stridigheder, kampagner, fejder, kritikeres indbyrdes nag og idiosynkrasier. Et eksempel er kamphanerne Hakon Stangerup og Henning Kehler, to ærkekonservative anmeldere ved henholdsvis Dagens Nyheder og Berlingske Tidende. Under besættelsen var den første noget usikker i det nationale trav og kom yderligere på kant med sandheden i en sag om oversætterpraksis og brug af negre. Han blev i den anledning så insisterende forfulgt og smædet af Kehler, at denne blev indklaget for Journalistforbundets Æresret og blev fyret fra avisen. Sådan kan anmeldere grave hinandens grave. Stangerup blev dog en livskraftig genganger.

Der er de anmeldere, som prioriterer underholdningsværdien og med en vis professionel kynisme udstyrer deres vurderinger med maleriske kvikheder uden megen bekymring for de sjælekvaler, der ligger gemt i mere eller mindre heldige værker. Med et par timers læsning som bagage underkender de måske flere års flid, blod og tårer i en bog lagt frem på slagtebænken, da det jo i hvert fald ikke bare er flid, der skal tilgodeses.

Strindbergs digt Hjärtat fortæller om det, mens han passerer avenue de Neuilly, hvor der ligger et slagteri med nyslagtet, rødt kød på hvide marmorplader og et kalvehjerte er ophængt i døren. Tanken går til Nybrobazaren derhjemme med de lysende vinduesrækker:

»Där hänger på boklådsfönstret
en tunnklädd liten bok.
Det är ett urtaget hjärta
som dinglar där på sin krok.
Et hjerte til salg for et lystent blik.«
Skarprettere

Anmeldere, som står på kunstens side over for et forslugent publikum, kan vælge den milde eller den strenge strategi. Mest ballade bliver der med de stærkt publikumsbevidste. Teaterkritikeren Sven Lange, der døde i 1930, var kendt som Slagteren. Politikens Harald Engberg snittede ubarmhjertigt i Kjell Abell, der blev mere eller mindre lammet.

Den knivskarpt vittige Kai Friis Møller hånede Jens August Schade, der imidlertid bare dansede på hans grav. Hans Brix var berygtet for sine ultrakorte hug, der i den grad gik romanforfatteren Jørgen Nielsen på, at han gik med detaljerede mordplaner og en udarbejdet tale i et påfølgende selvforsvar mod voldeligt overfald. Poul Borum gik ind i traditionen som anmelder i Ekstra Bladet med ekstra blad i barbermaskinen, så de onde lo og de gode græd eller gav igen med samme mønt som antagonisten Klaus Rifbjerg.

Værst er det at blive fulgt til dørs af den samme uvillige anmelder, ligesom dengang da H.C. Andersen fik rettet kommaer og andet ukrudt af den evige pedant Chr. Molbech, en sur størrelse undtagen i sin ømme brevveksling med Kamma Rahbek. Anmelderi er rollespil, og den anmeldte forfatter dublerer gerne.

Anmeldervæsenets superforsker, John Chr. Jørgensen, siger i sin lille bog Dagbladskritikeren (1994): »Det er ikke mange uvenner, man får. Forfattere har en åbenbar interesse i ikke at rage permanent uklar med kritikere. Og kritikere har en interesse i ikke at udelukke sig fra at anmelde for mange forfattere. En vis modus vivendi opstår«.

Han indrømmer dog, at der kan være et underland af had eller kærlighed, frygt eller beundring. Sådan at fejder kan føres.

Slår man op i en etymologisk ordbog, belæres man om, at ordet fejde er af fællesgermansk herkomst, be-slægtet med ordet fjende, og faktisk betyder det fjendtlighed, had. Og Den Danske Ordbog siger langvarig og intens voldelig eller verbal strid.

Vi får at se, om den aktuelle, noget primitive fjendtlighed bliver en langvarig strid eller ligefrem civiliseres til en debat. Lidt fiktiv karakter har den.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu