Analyse
Læsetid: 3 min.

Krydsede fingre for Charlottenborgs fremtid

Charlottenborgs nye direktør, Mark Sladen, har fået et nyt design og en ny indgang. Og personer omkring sig, der kan holde hans dyre visioner i ave. Kan han både tilfredsstille danskernes behov for at spille på den helt store internationale skala, og samtidig give os noget, vi kender?
Charlottenborgs nye direktør, Mark Sladen, har fået et nyt design og en ny indgang. Og personer omkring sig, der kan holde hans dyre visioner i ave. Kan han både tilfredsstille danskernes behov for at spille på den helt store internationale skala, og samtidig give os noget, vi kender?
Kultur
5. marts 2011

Faldgruberne er store når det nye, nye Kunsthal Charlottenborg slår dørene op. Mark Sladen der er ny direktør for den gamle institution skal overholde et stramt budget og tilfredsstille en kunstnerisk bevidsthed, der skriger efter at være international, men som måske mere tænker på danske kunstnere, som resten af verden kan lære noget af end fremmede kunstnere, den aldrig har hørt om.

Charlottenborg har siden 1883 været et samlingspunkt med stolte traditioner. Før internettet og gallerier på alle hjørnerne, var de censurerede udstillinger på Charlottenborg et ud af måske kun tre eller fire steder, man kunne bryde igennem som kunstner. Det var her tandlægerne og advokaterne kom for at se og købe de nye talenter. Derouten har bestået i, at der ikke længere følger en garanti med en visning i de gamle lokaler.

Er blevet et B-holdssted

Charlottenborg garanterer ikke længere en kunstnerisk karriere. Det har betydet, at konkurrencen er forsvundet, og hvor juryerne før har kunnet vælge mellem samtlige nyudklækkede malerspirer og toppen af intelligentsiaen, har de sidste mange år været præget af hele Danmarks B-kæde.

Dengang, altså indtil for kun små 10 år siden, blev stedet styret af sammenslutningerne og bestyrelsen.

Den første rigtige leder fik stedet med Charlotte Bagger Brandt, der skulle tage sig af mellemrummene mellem sammenslutningerne. Men hun var mere kurator end direktør, og det var først i 2006 at ambitionsniveauet blev skruet helt i vejret. Svenske Bo Nilsson kom til, og udover hans personlighed, der ikke just virkede befordrende på den gode stemning, en bestyrelse, der kun var der for at mele deres egen kage, total gak som at lave en lejlighed til sig selv, begik han også en anden alvorlig brøler: Han formodede, at den fælles kunstneriske bevidsthed i dette tilfælde de tusinder af medlemmer og fans i sammenslutningerne led under denne mangeårige devaluering af kunsten, og at han derfor kunne vinde dem ved at hæve niveauet. Han tænkte, at når først de åbner øjnene til god kunst, så vil hjerterne følge med.

En uheldig række chefer

Sådan blev hans første udstillinger ikke modtaget. I stedet for at se det nye alvorlige kunstneriske program som videreudvikling, blev det kun set som kritik.

Maria Gadegaard blev sat til at rydde op efter det økonomiske roderi Bo Nilsson også havde nået at efterlade sig, og i dag bliver det så Mark Sladens tur.

På få år er Charlottenborg altså gået fra en dygtig kurator, til en, der var tosset, til en, der var omhyggelig, til en person, der af kilder beskrives som en engelsk koleriker, der afleverer sine beskidte skjorter hos sekretæren og præsenterer planer, der ikke er penge til.

Mark Sladen har ikke kun taget de store visioner med sig fra engelske ICA, men også en stiv og hierarkisk engelsk ledelsesstil. Men hvad der er værre, er hans manglende kontakter i Danmark. Man har død og pine skullet have en person, der var international, men har så til gengæld fået én, der ikke kan varetage en direktørstilling, hvilket har gjort, at Charlottenborg har været nødsaget til at ansætte en reel administrator med kontakter til fonde og lignende. Så med Sladen har man mere fået en chefkurator og en profil udadtil. På plussiden er det kunstneriske program. Dagens Palace Party er virkelig originalt. Det er genialt at åbne for ellers aflukkede rum, f.eks. biblioteket og Bo Nilsson lejlighed. Også researchprogrammet virker lovende, ligesom den kommende paneldebat om behovet for en kommende kunsthal i byen viser en Mark Sladen, der tør spille med musklerne. Han har f.eks. ikke inviteret Nikolaj Wallner i panelet, selv om det netop er Wallner, der står bag initiativet på Carlsberggrunden, et initiativ, der ikke bliver hilst velkommen af de øvrige københavnske institutioner, der naturligvis mener, at de selv fint dækker behovet.

Forårsudstillingen skal bare overståes, den havde Mark Sladen gerne været foruden, men er indskrevet den i fundatsen, så det egentlige kunstneriske niveau kan vi først få at se senere. Dog mumles allerede mumles i krogene om en soloudstilling med et af kunstverdenens helt store navne. Og det er her Sladen skal finde sin succes. Han har fået et nyt design og en ny indgang. Han har fået personer omkring ham der kan holde hans dyre visioner i ave. Nu skal han vise at han både kan tilfredsstille danskernes behov for at spille på den helt store internationale skala, og samtidig give os noget vi kender.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her