Læsetid: 4 min.

Kunsten kan ikke længere bryde tabuer

Med Wikileaks og direkte tv-billeder har journalistikken overtaget kunstens rolle som tabubryder. Provokunstnerne kan ikke længere overraske og bidrage med nye vinkler til samfundsdebatten, mener blandt andre den kommende formand for Statens Kunstråd, Per Arnoldi. Han er i tvivl om, hvad kunsten i stedet skal
Den kommende formand for Statens Kunstråd, kunstneren Per Arnoldi, mener, at mediebilledets udvikling kalder på nytænkning fra kunstnerne.

Den kommende formand for Statens Kunstråd, kunstneren Per Arnoldi, mener, at mediebilledets udvikling kalder på nytænkning fra kunstnerne.

Jørgen True

26. marts 2011

Medierne har overtaget kunstnerens rolle som tabubryder. Når Wikileaks giver befolkningen indsigt i magthavernes adfærd, og når vi ser direkte tv-billeder fra krige og katastrofer, så er det langt mere chokerende og tabubrydende, end hvad kunsten kan præstere. Det mener blandt andre den kommende formand for Statens Kunstråd, Per Arnoldi:

»Medierne har udviklet sig markant. Og kunsten har en stor forsinkelse i sig i forhold til medierne. Derfor kan kunsten ikke længere bryde tabuer. Hvis man forsøger, så bliver det til tabufikseret kunst, og den er ikke noget værd. Så skal der være én, der spiser et lille barn, før man får opmærksomhed,« siger Per Arnoldi.

Samme holdning har kunstneren Ferdinand Ahm Krag:

»Det er jo ikke kunsten, der bryder tabuer i dag. Det er ikke kunsten, der siger det usagte, for kunstnere har ikke adgang til den viden, som er nødvendig for at kunne gøre det. Det er sådan noget som Wikileaks, der kan bryde tabuer,« siger Ferdinand Ahm Krag og kommer med et eksempel:

»Sidst, jeg blev virkelig chokeret over noget, var, da Wikileaks lækkede den der video med en amerikansk helikopter, der fuldstændig massakrerer civile irakere og journalister. Man ved jo godt, at den slags sker. Men det er alligevel noget andet, når man sidder og ser det ske. Politisk kunst kan jo slet ikke hamle op med den effekt, det har, når Wikileaks lækker sådan en video,« siger Ferdinand Ahm Kragh, som derfor mener, at man som politisk kunstner må have andet end »chok-effekter« og »medie-omtale« som »succeskriterium«.

Dummere og dummere

I torsdags kunne Information fortælle historien om, hvordan flere unge kunstnere netop spekulerer i at skabe provokationer, som kan sikre dem medieomtale. Blandt andet har Nadia Plesner malet en udsultet afrikansk dreng med en Louis Vuitton-taske i hånden, hvilket medførte et forventeligt sagsanlæg fra modefirmaet og efterfølgende en debat om ytringsfrihed. Og Kunstgruppen Surrend tegnede i 2010 kongehuset i et sexorgie. Men det er et dødt spor for kunsten at gå i den retning, mener Per Arnoldi:

»Provokatørerne har hårde vilkår. Det kan man jo se på jeres artikel (Information torsdag,
red.). For du skal grave dybere og dybere for at finde noget, der kan provokere. Og du skal finde et publikum, der er dummere og dummere,« siger Per Arnoldi.

Sminket lig

Lektor i Medievidenskab på Københavns Universitet Peter Schepelern mener, at den afgørende ændring kom med billederne fra den 11. september.

»Siden da har vi virkelig set voldsomme ting i medierne — senest da vi live kunne se bilerne, der desperat forsøgte at slippe væk fra den enorme flodbølge i Japan. Mediedækningen er oppe i et andet leje, og den slags billeder gør et stærkt indtryk. Hvis man mener, at kunsten skal afdække den slags forfærdeligheder, så er det klart, at så kan kunsten slet ikke være med,« siger han.

Og mange forventer rent faktisk, at kunsten skal kunne netop det. Det mener Ferdinand Ahm Krag:

»En stor del af befolkningen — inklusive mange kunstnere og medier — har stadig en forventning om, kunsten skal afdække hykleri og vise dobbeltmoral og ikke bare være pynt. Kunst skal helst have et farligt udsagn. Men det mener jeg er et forældet kunstsyn. Og et billede som Nadja Plesners indeholder jo ikke nogen farlige udsagn. Det er ikke kunsten, der kan afdække noget nyt, hvad det angår. Det skal ikke komme fra velopdragne kunstakademistuderende, der er vokset op i en skandinavisk velfærdsstat. De er jo ikke hackere. De har ikke adgang til noget, som andre ikke har,« siger han og tilføjer:

»Hvis kunstnere skal sige noget politisk farligt, så skal de have adgang til en anden type information og kunne analysere det på en mere intelligent måde. Eller også skal kunsten forholde sig helt anderledes til det politiske,« siger han.

Håb

Per Arnoldi er i tvivl om, hvad kunstens rolle skal være fremover:

»På en måde er kunsten fortrukket til et reservat. Vi lever i en mediestrøm, der er helt anderledes, og det møde, der ellers var mellem kunstneren og folket, er nu imellem medierne og folket. Og det er da muligt, at det vi laver, bare er en øvelse i reservatet. At vi holder kunstigt liv i det. Det er muligt, at det er en patient, vi har med at gøre. Det kan også være, at det er et lig, som vi forsøger at sminke. Vi må i hvert fald finde på noget nyt,« siger Per Arnoldi.

Bjørn Nørgaard, der med sin kunstneriske produktion ofte har provokeret og brudt tabuer, er imidlertid mere fortrøstningsfuld:

»Når verden ændrer sig, så må vi bare give kunsten en anden drejning. Og det handler primært om den enkelte kunsters talent. Kunstneren må sørge for, at det, vi gør, er noget andet end det, Wikileaks gør. Jeg er helt sikker på, at der hele tiden vil opstå nye kunstnere og nye måder at bruge kunstbegrebet på, som sagtens kan konkurrere med de nye medier. Jeg er ikke pessimist på billedkunstens vegne. Den har overlevet fotografiet og filmen og atombomben. Og den overlever nok også Wikileaks. Jeg er sikker på, at selve den poetiske måde at erkende verden på har en styrke, som overgår både Wikileaks, billeder af en tsunami og alt muligt andet. Så jeg er meget optimistisk på kunstens vegne og jeg er dybt uenig med Per Arnoldi,« siger Bjørn Nørgaard.

Per Arnoldi kan dog også ane et håb: »Når reservatet trods alt eksisterer, og folk bruger deres liv på det her, så er det jo fordi, vi stadig tror på det magiske,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kunst har da aldrig som princip skullet forarge! Den skal fortælle sandheden, som kan være forargelig, når den bliver afsløret i al uforblommethed; men det er et biprodukt. Først og fremmest skal kunstnere udvikle originale fortællinger om virkeligheden, herunder ikke mindst originale måder at fortælle på.

Steen Skovhus

Kunst skal provokere, ikke bare være dekoration, den skal provokere min selvforståelse så jeg ikke langsomt men sikkert glider ind i borgerlighedens alt omsluttende vat.
Kunstten har altid haft en særlig evne til at drille magteliten. En evne som vi i stadig er i behov af.
I dag er magten ikke bare den politiske, men i høj grad også medierne, - de udvælger hvad vi se, høre og mene, og de multinationale trend virksomheder som bl.a. Apple der for egen profitmaksimering begrænser ytringsfriheden.
Kunst skal ikke nødvendigvis bryde tabuer, men provokere og sætte spot på den etiske og moralske selvforstærkende glidebane, som vi i den grad er underlagt i disse år

Steen Skovhus:

Det er én mulighed for kunsten, men det har aldrig været den eneste. En stor del, sandsynligvis størstedelen af den kendte udførte kunst i verden, er skabt i tråd med herskende orden og på dens præmisser. Den provokerende har stået for nogle ret spektakulære stykker igennem tiden, men den har indtil for nylig været undtagelsen.

Så det er et problem hvis al moderne kunst hægter sig på provokationen som eneste fællesnævner. Provokotationen i sig selv er ikke kunst, selv om du sikkert vil høre mange kunstnere hævde dette, men måden hvorpå man provokerer kan være kunst.

Men igen, kunst kan også være kunst selvom det ikke er provokerende.

Andreas Trägårdh

Så nedlæg kunstrådet! - Og dig selv
Per!
For det er institutioner og folk som dig, der kalder sig kunstnere skønt du ikke har dét, og formentlig aldrig får dét mens du til gengæld, som den parasit du er, ikke alene stjæler kunstnernes retmæssige scene og levebrød, du tilmed perverterer samfundet. Per, du står selv for den lottokultur du har været så ihærdig drevet af at skabe - nittens berettigede velvære. Vær sød at forstå - Vi tager det ikke fra dig. (hvordan skulle det kunne lade sig gøre?)

Mon dit endelige værk bliver en gemt skuffe i din kælder, fyldt med rene, nystrøgede og pænt sammenlagte børnesokker. Der hverken lugter af støv, sæbe eller pik?

Andreas Trägårdh

~ Nu har jeg læst artiklen tre gange.
Det jo fuldstændig sort tale, den artikel ~ gisp

Der foregives at være tale om "ekspert udtalelser" fra hele tre personer, der end ikke fatter de begreber de snavser til. Står det virkelig så ringe til?

Steen Skovhus

Sune.

Ja der er skabt meget "kunst" som ikke provokere eller på anden måde berører mi., Kunst som bare går ind, og ud igen, uden at sætte andet spor end et kort nå!
En god håndværker er ikke nødvendigvis en god kunstner. Og skal kunst bare være flot er det jo dekoration - intet ondt ord om det.
God kunst bør kunne mere.

- ”Kunsten kan ikke længere bryde tabuer. Provokunstnerne kan ikke længere overraske og bidrage med nye vinkler til samfundsdebatten.”; Lyder det i overskriften.

Nuvel, men kunst kan så meget andet.
Lige nu er det tidsaktuelt tvingende nødvendigt at heale og beskytte mennesket på en lille atomkraftbefængt og på anden måde hærget klode.
Kan kunst ligesom Thors hammer kan dræbe en flok køer omvendt - altså positivt blixt-heale den menneskelige betragter fra radioaktiv forurening og anden dårskab ? ? ?

Kan kunst trække den prop ud som åbenbart forhindrer videnskabens forstenede flok i at fatte livets smukke og mirakuløse budskab ? ? ?

Kan kunst som et faldende Damoklessværd fjerne det tunge og massive spindelvæv som tydeligt hindrer politikerne i at SE og TJENE folket kun for folkets skyld og for dets velfærd i livet ? ? ?

Kan kunst som et skud af stjernestøv forvandle frygtsomme og hadske og destruktions fikserede mennesker til glade og positive mennesker hvor de før plejede deres krig og intolerance med megen flid og en helt uhyggelig nidkærhed supporteret 24 timer i døgnet af deres politiske bagland ? ? ?

Hvis kunst kan - så lad kunstnerne gøre forsøget – og er der noget der hindrer sådan livsglad kunst i at komme frem og skabe det positive mirakel og den positive forskel, så lad da en lavine af forståelse bane vej blandt profithungrende gallerister og indspiste kunstanmeldere og andre diverse forstokkede point of views.

Andreas Trägårdh

Når vi opfatter hvad vi sanser hører sansning og med det en hver tilgang til opfattelser op. Kunst er interessant fordi det beskæftiger sig netop med dette. Det har aldrig som artiklen hævder, været tale om hverken nye vinkler eller overraskelser. Der findes ikke nogen ud-af-boksen-tænkning. Boksen er tænkningen. Men når man som de herrer her beslutter sig for hvad der kunst så får man det problem som der i artiklen diskuteres.

Der vil nok altid være mennesker som kæmper, og derved skaber provo kunst.

Det lyder som fornuftig tale af Arnoldi, at vi skal hæve os over den stærke fokus på krig i medierne (både de personlige og de samfundsmæssige).

Visionerne hos kunstneren er jo at tænke ud af boksen, at finde mening i noget større (eller mindre for den sags skyld).

Hvorfor er der f.eks. så megen fokus på krige osv, når livet for de fleste danskere ikke har en døjt med krig at gøre?
Det er da en modsætning af karat.
Hvorfor skal vores fokus være på det?
Er kunst ikke at slippe det fokus og blive sig selv igen?

Måske kunstverdenen har brug for det lige nu!

Dan Brockmann

Problemet er at kunstnere ikke er gode nok til at formidle budskabet, alt for mange sidder stadigvæk fast i en gammel tro på at deres værker alene er nok til at åbne folks øjne.

I relation til det tidskifte hvor vi er gået fra industri til en information, hører det koncept fortiden til, kunstnere skal ud og fungere som fx foredragsholder, konsulenter og det hele taget være meget mere opsøgende og tænke langt mere tværfagligt.

Det er helt fint at kunstneren tænker ude af boksen, men det værktøj, skal altså formidles og gives videre til den almene borger, for det er her der er brug for det.

Hvis den almene borger ikke går på gallerier, må kunstnerne komme til dem, komme med den rette historie og skabe en dialog der er interessant for begge parter.

Det er tanken bag værket, der er den rette kunst, og ikke det færdig resultat, den tanke frembringer.

:D.Busted
Måske er det ikke fordi kunstneren ikke formidler, for det gør de, og de er 100% i deres medie.
Men måske er det fordi at der i det brede mediebillede ikke er fokus på at ville forstå kunstens sprog!

Kunst er jo ikke en logisk størrelse, det skal også forstås med den kreative hjernehalvdel!

Hvordan forstår man med den kreative hjernehalvdel?
Vi har jo overvægt af logisk hjernehalvdel tænkende mennesker i vores samfund, noget vi selv har fremavlet.
Det er ikke kunstnerens opgave at opdrage befolkningen til det - det er folkeskolens, gymnasierne, DR's rolle, med flere.

Der for har du slet ikke ret i når du siger at det er tanken bag værket der er vigtigere en værket.
Men med ordentlig lavet kunst, at kunne sproget.
Langt ude at sige at det ikke er selve kunsten som er fokus, sådan er det da indenfor alle retninger, en bog, et stykke musik osv.
God kunst kan mærkes, og så er overførslen fuldført, hvis man kan "sproget".

Dan Brockmann

@Johnny

Kunst er ikke en kategori adskilt fra logiske.

Kunstnere skal holde op med at tro på at deres værker kun skal tale til sanserne og højre hjernehalvdel.

Det er lige så slemt som kun at tænke i logiske linære størrelser som foregår i venstre.
Det er refleksionen mellem de to hjernehalvdele det gælder om, for den refleksion gavner og forstærker begge sider.

For netop som du siger selv, så er sanselighed og højre hjernehalvdel blevet forsømt af vores samfund.
Skoler, gymnasier DR og så videre har spillet fallit i den retning for længe siden.
Det er ikke deres job længere fordi de kan simpelthen ikke finde ud af det.

Kunst skal aktivere hele hjernen, god kunst skal både kunne sanses, men så sandelig også sætte gang i den logiske tankegang.

Problemet er at " sproget " som du snakker om er gået i glemmebogen, og det er faktisk lige gyldigt hvor godt man kan " sproget " hvis der ikke er nogen der kan forstå det.

Hieroglyffer er pæne at se på, men de bliver altså langt mere interessante, når man forstå¨den historie de udtrykker.

I det hele taget er vores tendens til opdele, kategorisere og se os selv og det speciale vi beskæftiger os med, som værende adskilt fra resten af mængden, en industriel verdens anskuelse.
En boks eller et fængsel, hvis jeg skal være lidt grov

Og alt for mange kunstnere sidder stadigvæk fast i dette tankemønster, ligesom resten af befolkningen gør.

Så på den måde afspejler kunstens frustrationer over manglende evner til at kommunikere, hvad der er vigtigt i livet egentlig meget godt hvad det er vi generelt mangler i vores samfund.

Så det er på tide med lidt selvransagelse også ang. kunst, for der er i den grad brug for refleksionen over det, som aldrig før.

Søren Kristensen

Kunsten skal det den altid har skullet, ud over lejlighedsvis at provokere borgerskabet og forherlige de i forvejen begunstigede: berige vore sanser. Det er for billedkunsten noget med lyset, farverne, formerne, de rene linjer og i en lokal kontekst: den skandinaviske tone. Det burde Per Arnoldi vide. Men nu er han jo en ræv, så gad vide om han ikke for længst er på det rene.

Kim Sørensen

Man kan mene hvad man vil om Arnoldi og udnævnelsen af ham som formand. Personligt er jeg da heller ikke videre begejstret for den nye formand. Jeg kan sagtens begejstres over hans kunst, men hans kunstpolitik...not so much.
Men man kommer alligevel ikke uden om at han rent faktisk har opnået en del, allerede inden der er blevet uddelt en eneste støttekrone under hans styre. Han har jo skabt en helvedes masse debat om kunst og så har han vist også brudt et par tabuer hen af vejen. Så er Arnoldi virkeligt så dårligt et valg?

For at opsummere:
Arnoldi har skabt debat om kunsten - det er sgu da en god ting, ikke sandt?
Arnoldi har kørt rådet i stilling som det kunstrådet rent faktisk er - nemlig en offentlig institution. Så istedet for at gøre kunstrådet til noget kunstnerne, over en kam, kun kan finde ud af at lefle for. Har han gjort det til noget kunstnerne kan problematisere og rent faktisk bruge som katalysator til at skabe noget kontroversielt.

Det korte af det lange.... I det øjeblik der bliver lavet et kunstværk, hvor enten Arnoldi eller kunstrådet bliver behandlet kritisk, så har Arnoldi (ene mand) fordret skabelsen af mere interessant, tabubrydende og ærlig kunst end alle tidligere formænd for rådet til sammen.

Bjarke Hansen

Den kulturradikale kunstforståelse har rådet nærmest hegemonisk i årtier i Danmark nu. Idéen om kunst som grænsenedbrydende og tabuoverskridende er blevet anammet af et så godt som enigt dansk kulturliv.

Det antiautoritære er blevet en dominerende autoritet, endda velvilligt støttet af staten.

Det er egentlig både absurd og morsomt. Som når erklærede anarkister beder om penge af kommunen.

De bevidste provokationer og forsøg på tabunedbrydelse er derfor bedrøvende kedelige i dag. Vi har li´som set det hele før, og når først man har fanget pointen, er kunstværket dødt bagefter.

Gab.

Det er dog helt muligt og også ret nemt at lave provokerende kunst i dag. Det skal bare tale den kulturradikale kunst- og livsopfattelse imod. Et opbyggeligt teaterstykke, der handler om en fornuftig patriark, som rådgiver sine børn om at fortsætte på studierne, og hvor børnene efter flere katstrofale selvrealiseringsforsøg retter ind, og erkender, at far havde ret. Smæk sådan en forestilling op på Nørrebro Teater. Det skulle nok få parnasset på Østerbro og omegn til at dirre af forargelse og smække Politiken hårdt ned i Marimekko-dugen.

Eller et rigtigt eksempel; Dansk Folkepartis juleplakat. Nu var det selfølgelig ikke kunst i gængs forstand, men det var alligevel sjovt at se, hvor kraftigt den kunne provokere. Det var jo egentlig bare folkelighed helt uden ironi. Men der findes ikke noget, som parnasset hader mere.

Dan Johannesson

Det vil nu ikke være vanskeligt for kunsten at provokere i denne tid.

Det er blot et spørgsmål om at skabe inderlig skønhed, utrolig skrøbelighed, urationalitet, forstået som dyrkelse af det uperfekte, barnets tro på kærligheden i mennesket, og holistiske spørgsmål og perspektiver som rækker langt udover kynisme, grådighed og tidens dyrkelse af polarisering.

Alle disse ting står i skærende kontrast til vores samtid, og vil således, ordentligt og kompromisløst udført, virke dybt provokerende og tankevækkende.

Der er rigeligt at tage fat på.

Andreas Trägårdh

Når man lyver bliver verden uigenkendelig. Når verden ikke kan kendes kan der heller ikke fortælle nogen historier om den, med genklang. Det er kunstens opgave at fortælle historier men det kan ikke længere lade sig gøre.
Måske lige et værk om Per Arnoldi - som stiknarkoman kunne ændre på det, .. det gad jeg godt se :)

"9/11 var verdens sidste kunstværk. Det fylder ti år i år."

@Andreas

Et lille tankevækkende kunstværk du har begået der.