Kussen ud af busken

Maria Marcus siger kusse om sin.

»Hvad kalder du din?« spørger hun i meget direkte og ligefrem forlængelse af sit svar.

Lidt for direkte, synes jeg, selv om jeg jo sådan set lige har spurgt hende om det samme. Jeg svarer lidt tvetydigt og med en lille smule blufærdighed, jeg ikke helt vil være ved at det afhænger af, hvem jeg taler til. Om det er min kæreste, mine veninder eller min gynækolog. Og i hvilken sammenhæng. Det bliver pludselig meget eksplicit.

Maria Marcus er sexolog, psykoterapeut og forfatter og hverken bange for sit eget eller andres køn. Eller for at italesætte det. Og kusse passer ligesom bare bedst til hende.

»Fisse er i mine øjne noget, mænd har fundet på,« siger hun.

Vi skal lære selv at sætte ord og billede på. Men det kan være svært at beskrive noget, man ikke har et naturligt udviklet sprog for. Det er som at benævne det unævnelige. I det hele taget er emnet lidt delikat for mange kvinder, selv om vi jo om nogen må siges at være kendere. For hvad kalder man egentlig det dernede mellem benene, der på én og samme tid er historisk belastet og velsignet arnested for skyld, skam og lyst? Det synes der at herske en del usikkerhed om, som fordrer en begrebsafklaring.

Man farer let lidt vild i terminologien. Vulva, vagina, tissekone, fisse og kusse er blot nogle af de mest anvendte betegnelser for de ædlere dele. Men selv om de kvindelige genitalier har mange (kæle)navne, er det ikke alle, der er lige comme il faut.

Kvindens kønsorganer er nemlig en utilpasset kulturel størrelse, som lider under mange vrangforestillinger. Enten er de overeksponerede, eller også er der i omgangen med dem alt for meget beating around the bush, så at sige. For der er nogle ting, man ikke gerne taler (offentligt) om, og derfor er der behov for en sproglig tilnærmelse til et lukket land, som længe har ventet på en åbning. Og legitimering.

Den kommer i skikkelse af en bog om kussens kulturhistorie, som nu findes på dansk. Vulva Det usynlige køn er en populærvidenskabelig (vestlig) kulturhistorie, der skal kompensere for vulvaens hengemte liv. Værket er forfattet af den indisk-polske kulturhistoriker, journalist, forfatter og provokationsfeminist Mithu M. Sanyal, der er bosat i Tyskland, hvor bogen fik stor opmærksomhed, da den udkom i 2009.

Behovet for en ny formel opstår af denne ligning: Man tager et menneske (en mand, forstås), fjerner hans penis og får en kvinde. Beregningen er psykoanalytikeren Sigmund Freuds og reducerer kussen til et fravær, blottet for mening. Denne manglende anerkendelse af kussens selvstændighed er en del af det rationale, Mithu M. Sanyal opponerer mod. Det falliske blik har udstillet vulva som en tom plads, mener hun. Der er behov for en kortlægning af venusbjerget syd for navlen.

Fissefolklore og subversiv kussekunst

Psykoanalysen har lært os, at intet lader sig fuldstændig fortrænge, og kussen er nu engang ikke blevet ydet den retfærdighed, den har fortjent. Bogen beretter om fremstillingen af den i hverdagsliv, medicin og mytologi. Fremstillinger, der spænder fra en næsten sakral dyrkelse til hadefuld afsky. Der er mange udfoldelsesmuligheder. For kussen er blevet beskyldt for at være meget gennem tiderne: gabende og opslugende afgrund med overnaturlige kræfter, porten til helvede og kilden til mandens undergang.

»Kussen kan gøre en mand vanvittig og ruinere ham,« skrev Jørgen Leth i sit opslag om kussen i Brøndums encyklopædi fra midten af 90erne.

Han er vel lidt af en connaisseur. Og slet ikke alene. Overalt i den vestlige litteratur og kunst findes henvisninger til vulvaen, og derfor beskæftiger Vulva sig frem for alt med den modbevægelse, der op gennem århundrederne har gjort det usynlige køn synligt i ord og billeder. Komplet med fissefolklore og subversiv kusse- og performancekunst. Kussen har vist sig svær at udrydde, og derfor er den forblevet allestedsnærværende, selv i sit fravær. Den har nemlig også haft ry for at kunne redde menneskeheden, besejre Djævlen og være et helligt og helende sted. Og det sådan nogle myter, der er svære at slå ihjel.

Problemet er, at navngivningen af de nedre regioner gennem historien har været og stadig er misvisende og mangelfuld. Og at der dermed allerede i sproget finder en fornægtelse, skamfering eller kastrering sted, mener forfatteren, der vil befri kussen fra dens skjul.

Det er lidt af en landvinding. Der er tale om et pionerarbejde og en rekonstruering af den symbolske plads, vulva har fået i vores kultur. En bestræbelse på at genskabe den værdighed, den korrekte betegnelse afspejler, og på at give kvinden oprejsning og ret til et underliv:

»Sproget er det system, vi orienterer os efter i verden og vurderer den gennem. Når respektfulde eller bare præcise sproglige udtryk forsvinder ud af sproget, så forsvinder den respektfulde adfærd også.«

Afsættet er psykoanalytikeren Jacques Lacans fornægtelse af det kvindelige køns tilstedeværelse.

»Strengt taget, kunne man sige, findes der ingen symbolisering af kvindens køn som sådan. I hvert fald er symboliseringen ikke den samme, har ikke den samme kilde, har ikke den samme tilgang som symboliseringen af mandens køn. Det er, fordi der fra det imaginære kun leveres et fravær, der hvor der andetsteds befinder sig et meget fremragende symbol,« citeres Lacan for i Vulva.

Andre har betragtet de kvindelige genitalier som inverterede mandlige af slagsen. Selv langt senere teoretikere som Jean Baudrillard og Roland Barthes hævder, at kvinder reelt ikke afslører deres køn, når de klæder sig af offentligt. Og det er en antagelse, som store dele af den vestlige filosofi deler.

»Kvindens vulva bliver beskrevet som et hul, et tomt sted eller noget ikke-eksisterende, i bedste fald som en utilstrækkelig penis,« skriver Mithu Sanyal. Og det er lidt af et mindreværdskompleks at bære rundt på.

Vulvaen, der blev væk

Men hvad er kussen egentlig for en størrelse? Og hvordan lærer man den at kende?

Anatomisk betragtet består de primære kvindelige kønsorganer af tre dele: Vulvaen, som er den synlige, ydre del. Vaginaen, kropsåbningen, der forbinder de ydre og indre dele. Og endelig den indre, der ikke er synlig for øjet: livmorhalsen, livmoren og æggestokkene. I daglig- og fagsprog bruges vulva kun sjældent eller slet ikke. Her foretrækker man vagina, så det er altså ikke kun den vestlige filosofis fædre, der degraderer de synlige kvindelige kønsorganer til et hul. Kussen bruges om kvindens ydre kønsorganer og vagina og er derfor en samlet betegnelse, der dog anføres som vulgær i ordbogen. Så er man advaret. Det er ikke så mærkeligt, at der er meget, man ikke taler om.

Faktisk er vulva slet ikke et ord. I hvert fald ikke alle steder. Da jeg oprettede et tomt dokument i mit skriveprogram og som arbejdstitel til denne artikel lidt tøvende skrev »vulva«, satte stavekontrollen straks en rød streg under ordet som så stod der lidt skamfuldt tilbage og var helt forkert. I modsætning til vagina, tissekone, fisse og kusse, som den godtager uden forbehold. Et opslag i Retskrivningsordbogen, der redigeres af Dansk Sprognævn viste heller intet resultat. I min udgave af Nudansk Ordbog må man også lede forgæves efter vulvaen. Det samme med Kvinde kend din krop (1992), hvor kun kussen og vagina er repræsenteret i indekset. Men den findes i Den Danske Ordbog, som sproget.dk henviser til og den røde fremmedordbog. Og det er måske med til at understrege fremmedgørelsen.

Kussen fandt vej til Kvinde kend din krop i 1983, men har ofte nogle lidt negative konnotationer. Det mener Jytte Nielsen, der er biblioteksleder og forskningsbibliotekar hos KVINFO. Men der er gjort mange forsøg på at aftabuisere de kvindelige kønsorganer. Blandt andet ved de selvundersøgelser, der fandt sted i Femø-lejren organiseret af rødstrømpebevægelsen.

»Det var et forsøg på at tage ejerskab over kønnet, men det er, som om selvundersøgelsen har fortonet sig lidt,« siger hun.

Men set fra et seksualpolitisk felt var udgivelsen ment som et talerør, der skulle give stemme til kønnet.

»Kvinde kend din krop var et forsøg på at tage sproget tilbage,« siger Jytte Nielsen.

Der er nogle signifikante lingvistiske forskelle på den kliniske og medicinske førsteudgave i 1975 og 1983-udgaven, hvor kussen gjorde sit indtog. Selve perspektivet på kvinden ændrer sig også, og tegninger erstattes af rigtige billeder. Jytte Nielsen har ikke nogen forklaring på, hvorfor vulvaen er så svær at finde.

Svaret skal måske findes i historien. Mithu M. Sanyal skriver, at gynækologiske værker traditionelt har været præget af vage eufemismer som skammens hule og lemfældig omgang med begreber. Betegnelsen vulva blev skiftevis anvendt om vulva, vagina eller uterus eller det hele på en gang. Og kirken legitimerede udelukkende de kvindelige kønsorganer i forplantningsøjemed, hvorfor man ikke kerede sig nævneværdigt om at navngive de enkelte dele særskilt. Man var mere optaget af at døbe det, der kom ud.

Det voldsomste skældsord

I starten havde Maria Marcus heller ikke noget ord for sin kusse. Det kom ligesom med tiden, men ikke med børnene. Vi er enige om, at vulva nærmest er poetisk og lidt for latinsk til at anvende i daglig tale.

»Vulva er et smukt ord, men det er ikke rigtig gængs,« siger hun.

Hvis man synes, det er svært at tage ordet vulva i sin mund og i stedet har taget kussen til sig som en mere spiselig betegnelse, er der noget, man skal være opmærksom på. Ud fra en sproglig betragtning er kusse endnu mere forkætret.

»Faktisk er betegnelsen for kvindens køn i sin vulgære form det voldsomste skældsord i det engelske sprog,« understreger Mithu M. Sanyal.

»I medierne er cunt langt mere forbudt end fuck,« skriver hun. »Og det endda selv om det gamle engelske ord cunt i sin oprindelige betydning udtrykte den dybeste værdsættelse, nemlig helligt sted; Det er etymologisk tæt forbundet med queen, kin og country altså med dronning, slægt og (mor)land.«

Senere blev det hellige sted lagt for had, og siden har vagina ligesom vundet bredt indpas. Og i daglig tale altså kussen. Selv om nogen mener, den er vulgær. Maria Marcus ser ikke noget problem i, at kussen er seksuelt ladet.

»Den er jo ikke kun til at føde børn med,« som hun siger. »Man bruger den da oftere til sex.«

Den amerikanske dramatiker, forfatter og feminist Eve Enslers Vaginamonologer fra 1996 har med stor gennemslagskraft givet kussen et sprog gennem interview med mere end 200 kvinder.

Hun skriver om sin egen:

»Jeg var bekymret over min egen vagina. Den havde behov for en relation til andre vaginaer et fællesskab, en vaginakultur. Vaginaer er omgærdet af så meget uklarhed og hemmelighedskræmmeri ligesom Bermudatrekanten. Ingen melder nogensinde tilbage fra disse steder.«

Det gør Jørgen Leth. Og han har ikke svært ved at sætte ord på kussen:

»Kussen er den store konspiration ... Det er den energi, der ustandselig skaber fortællinger.«