Mona er titlen på Dorte Karrebæks nye bog, som er en genreanarkistisk blanding af billedbog, tegneserieroman og graphic novel i helt egen original aftapning, og den titel vækker naturligt mindelser om Søren Kragh-Jacobsens evergreen af samme navn, hvor den mandlige fortæller i omkvædet spørger: »Hvornår kommer den dag, hvor vi kan stikke af sammen?« Hos Karrebæk er det Mona, der er den spørgende drømmer, som efter en hed nat med Don Juan-typen Helmer på storbyhotellet endnu en gang må se sig forladt og med bristet hjerte.
Forskellen er, at hun denne gang er med barn, og Karrebæk beretter nu med veloplagt fortælleglæde og et herligt skævt twist i udførelsen, hvordan Monas liv som alenemor og opvasker på hotellet med en lille hurtigtvoksende og rangleraslende purk spændt fast på ryggen former sig.
Mona er med et citat fra bogens bagflap »fortabt, forført, forsørger, forstandig og forelsket« og kan efter eget udsagn ikke noget som helst.
»Men det har Mona ikke ret i,« siger bogens fortællestemme på et tidspunkt, og hele forløbet former sig som en hjertevarm hyldest til de kvindelige potentialer og er en understregning af, at selv om tilværelsen måske styres af tilfældigheder, er det ikke nødvendigvis dårligt.
»Nogle fejltagelser er en gave«, hedder det et andet sted og det kunne næsten være et credo for hele fortællingen, som langsomt bringer Mona i gear, giver hende studenterhuen og til sidst bringer hende sammen med den mand, der hele tiden står i kulissen og som en anden dark horse udviser rettidig omhu i de afgørende situationer. Afslutningsvis bringes sågar far og søn via en finurlig omvending af bogens åbningssituation sammen ved opvasken i hotellets køkken. Mona er en lille festraket med vital kønspolitisk nerve.
Klassisk fupzsk
»Blomster kan man altid finde, bare der er en, man holder af«, hedder det med let drejet genbrug af en gammel schlager i Kim Fupz Aakesons og Kamila Slocinskas billedbog Paradis. Titlen dukker op i en drøm, fortællingens hovedperson, den anonyme bedemand, har efter at have lagt en stor, højtråbende død dame i kisten. Den unge bedemand, som selv hverken har kone eller hund, lever et trist leverpostejfarvet liv i en forudsigelig penduleren mellem forretningen og hjemmet, hvor han spiser knækbrød med ost og ser dyreprogrammer på tv.
Men han har en særlig egenskab: han kan tale med de døde, alt i mens han vasker og friserer dem, giver dem rent tøj på og til sidst lægger dem i kister. Gennem disse samtaler får bedemanden indblik i livet og hører om fascinationen ved damers runde numser, carporte, schæferhunde og om landmænds optagethed af vejr og vind. Det er dog mødet med en ung pige, som har drømt om et liv med mænd, blomster, fester, børn og egen frisørsalon, der sætter noget afgørende i gang. Hun er så ked af at dø så ung, at bedemanden som trøst må fremmane et billede af et paradis, hvor man giver den gas med »englemænd, englebiler og englebørn, der spiller elguitar«.
I små ryk når bedemanden frem til en erkendelse af, at paradis måske er tættere på, end han tror. Verden med alle dens farver og udtryk bliver synlig og giver ham ny appetit både på livet og boller i karry.
At løfte hverdagslivets banaliteter op i en ny øjeåbnende dimension er et af Fupz Aakesons afgørende talenter, og projektet lykkes til fulde i Paradis med klassisk fupzsk humor og meget vellykket sekunderet af debutanten Kamila Slocinska, som med en spinkel, udtryksfuld tuschstreg giver teksten en sprød klangbund og både fanger tristessen og den gradvise åbning mod livet med en fint gradueret gråtoneskala, der brydes af et stigende antal stærke farver, parallelt med at sprækkerne i bedemandens liv lader lyset sive ind.
