Læsetid: 6 min.

Lokale rapppere gav den arabiske revolte en ny modig stemme

Sangskrivere og musikere i Tunesien og Egypten bange for at fornærme myndighederne. Men pludselig beviste et hit fra bl.a. en unge tunesisk rapper, at det var muligt at protestere og overleve og det inspirerede til meget mere musikalsk modstand i regionen
Tunesiske 21-årige Hamada Ben Amor med kunstnernavnet 'El Général' lagde en sang med kritik af den flygtede præsident Ben Ali på nettet og blev anholdt og afhørt i tre dage. Hans brøde var at oppiske en farlig stemning i landet, hed det sig. På plakaten står: 'El General - stolt over at være tuneser.'

Tunesiske 21-årige Hamada Ben Amor med kunstnernavnet 'El Général' lagde en sang med kritik af den flygtede præsident Ben Ali på nettet og blev anholdt og afhørt i tre dage. Hans brøde var at oppiske en farlig stemning i landet, hed det sig. På plakaten står: 'El General - stolt over at være tuneser.'

2. marts 2011

Tidligt om morgenen den 11. februar susede Kairos allerede af adrenalin og frygt. Mark Levine, en langhåret amerikansk professor, og Shung, stifter af det egyptiske ekstrem metalband Beyond East blev fanget i strømmen af millioner egyptere, der passerede forbi kampvogne, udbrændte bygninger og soldater med bistre miner og videre gennem murbrokker og efterladenskaber fra to ugers revolution på målbevidst kurs imod Tahrir-pladsen.

Daværende præsident Hosni Mubaraks meddelelse aftenen før om, at han agtede at klynge sig til sin trone, havde sendt et kollektivt frustrationssuk gennem hele nationen.

I menneskemængden frygtede mange, at tiden nu var inde for regimet til desperate modtræk. Hypnotiseret af stemningen i menneskemasser, der kogte af raseri, så Levine og Schung på hinanden og udbrød samstemmende: »Det her, det er virkelig metal!«

Før revolutionen måtte de egyptiske metalhoveder leve i evig frygt for arrestation. Bullet Belt, Iron Maiden-T-shirts, djævlehorns-fagter og headbanging var aktiviteter, som fans var henvist til at praktisere i skabet. Bands som Bliss, Wyvern, Hate Suffocation, Scarab, Brutus og Massive Scar Era rockede deres egyptiske tilhængere, som var de præster for en forfulgt sekt, der måtte leve i evig frygt for Mubaraks skånselsløse hemmelige politi, Mukhabarat.

Siden 1997, da en egyptisk pressekampagne afslørede landets fremspirende metalscene som en beskidt kloak for vestlig dekadence og satanisme, har metal ikke været for de sarte.

»I Egypten opfattes alle ukendte fænomener som Satans værk,« siger Slacker, trommeslager i Beyond East og mangeårig veteran fra Egyptens metalkrige.

»Konsekvenserne ved at udtrykke sig på denne måde kunne få barske følger: fængsel, voldtægt, pisk og den slags,« forklarer Levine, forfatter til den netop udkomne bog Heavy Metal Islam, der giver overrumplende indblik i metalhoveder, hip-hop-unge og andre musikalske randgrupper i hele den arabiske verden.

Fik vreden ud på klubber

»Enhver ung kunstner, der overvejede at gøre oprør imod den arabiske verdens diktatorer af den gamle skole, stod over for et rimeligt skarpt valg: Klap i eller dø, hvis ikke fysisk, så karrieremæssigt.«

»Det var som at være spundet ind i en puppe,« forklarer Skander Besbes, alias Skndr, en af de mest lysende stjerner på Tunesiens elektro- og dance-scene

»Vi havde ikke andet valg end at lukke os inde i os selv. Jeg besluttede mig for at beherske min vrede for at virkeliggøre min ambition om at blive del af musikscenen i Tunesien.«

Så Skndr organiserede raveparties med sine venner på spise- og spillestedet Boeuf sur le Toit i byen Soukra. Stedet blev et øjeblikkeligt mekka for Tunesiens ravescene med faste dubstep-, elektro- og ravenætter.

Her kunne unge festglade tunesere gnubbe skuldre med musikere, kunstnere og hacktivister som den nyligt ukronede konge for det tunesiske protestbloggere, Amamou Slim, alias Slim404, der er nu er blevet udnævnt som minister for ungdom og sport i den nye overgangsregering.

Og de unge vredesudfald mod regimet var på dettes spillested effektivt skærmet imod aflytning fra det hemmelige politi ved lydsystem, der konstant var indstillet på maxniveau.

»Her havde vi et sjældent fristed, hvor vi kunne mødes uden at føle os undertrykt af politiet eller de sædvanlige barrierer,« siger Skndr.

Fordi elektromusik er instrumental var den samtidig en forholdsvis sikker løsning, mens metal- og rockmusik var delvist beskyttet af engelske tekster, som politiet ikke forstod. Ville man synge på arabisk, var man nødt til at forskanse sig i den klassiske musiks afpolitiserede finkulturelle sfære eller favne de regionale poptraditioner.

Alternativt kunne man folde sine hænder om en ulmende flamme af integritet og kæmpe en ensom kamp ude i kulden. Nogle af de populære tunesiske sangere udviste et sådant mod, bl.a. Baadia Bouhrizi, som følte et stærkt behov for at tale ud. Hun fordømte den brutale undertrykkelse af Tunesiens første anti-korruption protester i byen Redeyef i 2008, før hun til sidst valgte at flygte til Storbritannien, hvor hun i alle revolutionsdagene kunne høre synge mutters alene foran det tunesiske konsulat. Andre kompromisløse protestsangere var Emel og Mathlouthi Bendir.

Men der skulle en rigtig rapper til for at galvanisere Tunesiens ungdom, der havde opdæmmet enorme frustrationer efter år med regeringskorruption, nepotisme, uduelighed og et politistatsklima, de kvalte enhver ansats til munterhed.

21-årig sætte lavine i gang

Indtil for et par måneder siden var Hamada Ben Amor alias El Général bare en 21-årig wannabe-MC i hættetrøje, læderjakke og baseballkasket. Han boede sammen med sin forældre og en ældre bror i en beskeden lejlighed i den kedelig badeby Sfax, syd for Tunis, hvor hans mor har en boghandel og hans far arbejder på det lokale hospital. El Général var langt fra øverste tunesiske rapliga, der var domineret af navne som Balti Lak3y, Armada Guld Bizera og Psyco M. Det tunesiske rapmiljø var sønderrevet af jalousifejder og fremstod forkrøblet ved siden af de mere frugtbare rapscener i Marokko og Frankrig.

El Général havde siden 2008 stillet og roligt opdyrket sit eget varemærke af rimede strofer pakket med politisk brændstof i sådanne numre som »Malesh« (Hvorfor?) og »Sidi Raïs« (Hr. Præsident). Måske var det den inspiration, som hans litterært begejstrede mor bragte hjem fra sin butik. Måske var det hans elskede Tupac Shakur.

Uanset hvad grunden var, følte El Général sig kaldet til kamp mod le pouvoir alias diktator Zine al-Abidine Ben Alis gennemkorrupte regime.

»Før revolutionen, var det forbudt at spille koncerter,« fortæller han mig over telefonen fra Sfax.

»Vi spillede kun vores musik over internettet, for der var ingen anden måde. Medierne havde aldrig talt med mig, og mit navn var ikke slået an nogen steder.«

Rapper anholdt for tekst

Den 7. november uploadede El Général et stykke politisk dynamit med titlen »Tounes Bladna« (Tunesien, vort land) på Facebook.

»Min præsident, Deres land er dødt/Folk spiser skrald/Så se dog, hvad der sker/ Elendighed Overalt/Jeg taler for alle dem, som lider«, lød omkvædet, og inden for få timer udløste den en eksplosion i en dyster og frygtsom nation.

Før den nåede at blive forbudt, blev den samlet op af en lokal tv-station og siden af al-Jazeera. El Générals profil blev lukket ned og hans mobiltelefon afbrudt, men det var allerede for sent. Chokbølgerne kunne mærkes i hele landet og derefter i hele den arabiske verden. Så stort var protestpotentialet i at synge på arabisk, selv på en lokalt krydret dialekt af dette sprog, at El Générals dristige skældsord nedbrød grænser og spredt sig om et virus fra Casablanca til Kairo og videre ud i regionen.

Den 6. januar kl. 5 om morgen mødte 30 statssikkerhedsbetjente op i Amor-familiens lejlighed i Sfax for at anholde El Général »på ordre fra præsident Ben Ali selv«.

Da hans bror spurgte dem hvorfor, svarede de: »Det ved han godt.«

Han blev taget med til indenrigsministeriets frygtede bygning i Tunis, hvor han blev lagt i håndjern og bundet til en stol og forhørt i tre dage.

»De blev ved med at spørge mig, hvilket politisk parti jeg arbejdede for. Ved du da ikke, at det er forbudt at synge sange som denne, spurgte de. Jeg svarede blot: Hvorfor? Jeg siger jo bare sandheden. Jeg var derinde i tre dage, men det føltes som tre år.«

Til sidst blev El Général dog sat på fri fod takket være en storm af protester i offentligheden, og vendte i triumftog tilbage til Sfax. Selv politiet behandlede ham nu som en berømthed.

»Folk var stolte af mig,« siger han muntert.

»For jeg løb en risiko. Satte mit liv på spil. Og min families. Men alligevel var jeg aldrig bange, for jeg sang om virkeligheden.«

El Générals rapsang brød igennem frygtens mur og viste hans landsmænd, at det var muligt at gøre oprør og overleve. Rappens magt er dens enkelhed.

»Folk kan selv optage den slags sange hjemme i deres dagligstue,« siger den Narcicyst, en irakisk født rapper, der i dag bor i Toronto.

»Og den slags er oplagt at gøre midt i en revolution.«

Eller som Noor Ayman Nour, søn af en af Egyptens mest berømte dissidenter og stifter af det egyptiske metalband Bliss, udtrykker det: »De har været nogle meget kunstneriske revolutioner. Politiske frihed har danset hånd i hånd. At være ung og at føle sig levende er en befrielse, men at opdage glæden ved at headbange til lyden af en tæskerå guitar eller spytte sine tekster om sandheden ud i en mikrofon uden frygt eller kompromis det er fuldstændig himmelsk.«

Artiklen er skrevet til minde om rapperen Ahmed Bassiouni, som døde i Kairo den 28. januar efter kampe med regeringsmilitser

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu