Klumme
Læsetid: 2 min.

De er jo også bare mennesker

Når det kommer til stykket, er hovedpersonerne i den seneste litterære fejde vel dybest set bare styret af egne svagheder
Når det kommer til stykket, er hovedpersonerne i den seneste litterære fejde vel dybest set bare styret af egne svagheder
Kultur
4. marts 2011

Både forfattere og kritikere er også bare helt almindelige mennesker. Der kan ryge en finke af panden, man kan være i sine følelsers vold eller ude af stand til at styre sine idiosynkrasier. Det indre tryk kan blive for stort, og så må det simpelthen ud. Heldigvis for det. Men det kan aldrig skade at motivforske lidt i, hvorfor hvem bliver hovedpersonerne i en fejde, og hvorfor aktørerne handler, som de gør.

Jeg tror slet ikke, det er tilfældigt, at den seneste litterære fejde skulle udgå fra Ib Michael; og slet ikke tilfældigt, at det lige netop var Jens Christian Grøndahl, der skulle komme Ib Michael til undsætning. Begge var engang store forfattere. De havde ikke bare retfærdig succes hos læserne. De blev også tiljublet af kritikerne, ligesom de ikke mindst blev beundret som de karismatiske mandfolk, de var på hver deres måde. Kunstnerisk er de imidlertid lidt i knibe, og læserne ikke så mange som tidligere. Markedsføringsplakaterne bliver måske nok større, men beundringen hos læserne følger ikke med. Så i stedet for at se i øjnene, at det ikke står helt godt til i forfatterskabet, vender de vreden mod de anmeldere, de føler er ude efter dem. Som eksempelvis Lars Bukdahl.

Fejden udgår netop ikke fra en forfatter som Carsten Jensen, selv om han også gennem årene har fået mange kradse ord med på vejen af samme Lars Bukdahl. Carsten Jensen har det slet ikke nødigt, for han nyder stor popularitet hos læserne, ligesom han ikke befinder sig nogen kunstnerisk krise.

Fejden udgår derimod netop fra lidt forsmåede forfattere som Ib Michael og Jens Christian Grøndahl.

Selvværdets størrelse

I sine blogindlæg på Gyldendal kan Ib Michael slet ikke skjule sin frustration, som han også vender mod sit eget forlag. Han truer eksempelvis med i forbindelse med sin næste bog at skifte forlag. Det samme gælder Grøndahl, der inden for det seneste år har et par forliste forlagsforhold bag sig. Er der nogen, der har spurgt sig selv, om disse forlis måske skyldes, at hans selvværd er en del større end hans kunstneriske og kommercielle værdi?

Men også kritikere er bare mennesker. Midt i deres objektivitet kan de også være styret af helt personlige bevæggrunde. Som Tue Andersen Nexø påpeger i onsdagens avis, så ender de fleste litterære fejder ofte med at handle om Lars Bukdahl. Det er der gode grunde til. Han er en af de mest belæste og vidende om den danske samtidslitteratur. Han har faktisk gjort sig den anstrengelse stort set at læse ravl og krat og turde mene noget om det. Ofte yderst kvalificeret og underholdende. Men Bukdahl er netop også en stor sproglig jonglør, der i sin kritik kompenserer for egen kunstnerisk fallit. Den avantgardistiske æstetik, som han aldrig fik succes med i sine bøger, er nu et skjult parameter for hans æstetiske vurderinger. Jeg kom engang til at kalde ham for en infantil kritiker. Faktisk er det ikke helt rigtigt, for han er snarere en idiosynkratisk kritiker. Fordi han dybest set ikke skelner mellem praksis som forfatter og kritiker, bliver han på en og samme tid en fantastisk læser og en snæversynet kritiker.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her